”LÆS IS MORE” står der på et lille, broderet skilt på bardisken i Thiemers Magasin. Det er en onsdag formiddag, og i den lille boghandel med tilhørende café på Vesterbro i København går et par kunder rundt og snuser lidt mellem boghylderne. I går aftes var her fuldt af gæster til forfattersamtale med romandebuterende Karen Bro, senere i dag er der litteraturcafé med oplæsning af tre forfattere fra den eksperimenterende del af den danske litteraturscene, i morgen endnu en forfattersamtale – men lige nu er her stille, næsten søvnigt. En kvindelig ekspedient kigger op fra sin bog, da jeg træder ind. I højttalerne spiller jazz på lav volumen, kun afbrudt af lyde fra espressomaskinen. Der dufter lidt af kaffe, lidt af papir. I et hjørne sidder en gæst med en cappuccino og læser i stilhed.

Stemningen denne formiddag emmer af den ro, Michael Nellemann søgte, da han for fem år siden overtog Thiemers Magasin. Han havde arbejdet i ministerier og i fonde, arbejdet på ambassaden i Paris i mere end et årti, været museumsdirektør på Nivaagaards Malerisamling, hofchef for prins Henrik – en udfordrende karriere, men også et liv, der med tiden fik ham til at længes efter noget andet.

”Jeg fulgte altid andres kalender, aldrig min egen,” lyder den helt korte version, da vi har sat os med en kop kaffe. ”Jeg havde lyst til noget friere – noget mere intuitivt.”

DET KOM SIG af en drøm, han i mange år havde gået med: Når han blev en gammel mand, skulle han have sig et lille antikvariat, der aldrig holdt åbent, så han bare kunne sidde ude bagved og læse bøger. Det var mest sagt i spøg til venner og bekendte, men da Thiemers kom til salg, blev det pludselig konkret. Den daværende ejer ville af med forretningen, fordi hun selv skulle skrive en bog, men kun juice-barer og tøjforretninger havde henvendt sig og fået nej tak. Thiemers, fastholdt hun, skulle gå videre til en, som ville holde liv i boghandlen.

Det fortalte hun Michael Nellemann en forårsdag i 2020, da han under pandemien kom forbi for at hente nogle bøger, både fordi han manglede læsestof og for at støtte de nødlidende lokale forretninger i kvarteret omkring Tullinsgade og Værnedamsvej. Han fik dem rakt ud gennem døren, og på vej hjem med posen fuld vidste han, at han skulle udleve sin gammelromantiske drøm om at blive boghandler.

”Jeg var nok ekstra modtagelig for et kursskifte i den periode, både på grund af corona og min livssituation,” siger han. 

På det tidspunkt var han lige stoppet som direktør i Det Obelske Familiefond. Senere samme år, i august, overtog han Thiemers Magasin, der dengang var en stille butik med kun én ansat på vagt ad gangen. Hans børn gik i skole lige ved siden af og kom tit forbi for at læse i sofaen eller bare sidde lidt, og hans bror, der bor i samme gade, hang også ud ude foran.

”Jeg gik rundt og tænkte, at uanset hvordan det ville gå, havde det allerede været det hele værd,” fortæller han.

Boghandlen havde ry som et særligt sted, en kurateret butik, hvor gæsterne – sådan omtaler han kunderne – gerne kommer med specifikke ønsker eller åbne spørgsmål. 

”Nogle er lige blevet skilt, andre har fået et barn, skiftet job eller står et nyt sted i livet. Så spørger de: ’Hvad skal jeg læse?’ Og på den måde kan vi næsten bestemme, hvad folk læser,” siger Michael Nellemann, der mener, at bøger fungerer som katalysator for samtaler og fællesskab. Derfor er ordene ’bøger’, ’kærlighed’ og ’fællesskab’ trykt på markiserne udenfor, og derfor er cafeen, der før var et lager, et oplagt supplement.

”Det er lidt som på et museum. En café er en naturlig forlængelse af oplevelsen.”

RET HURTIGT begyndte han at udvide, selvom han havde svoret, at han ville leve et roligere liv. Først en bogcafé i Valby, så overtagelsen af den ikoniske Greens Boghandel i Virum, hvis Oregon pine-interiør fra 50’erne stadig står urørt, og senest en filial i Kvindernes Bygning med fokus på kvindelige forfattere.

”Jeg har et iværksætter-gen, jeg ikke rigtig kan styre,” siger Michael Nellemann, måske fordi han er opvokset i Herning. 

Hans mor læste meget, og han var selv glad for både skønlitteratur og for dansk i skolen, men det var CBS, han søgte ind på, da han skulle tage sig en uddannelse. Undervejs i studiet tog han en pause for at læse kunsthistorie, bare et enkelt semester eller to lød planen, men det endte med at fange ham så meget, at han blev hængende. Han fik studiejob i et auktionshus og var senere med til at starte sit eget auktionsfirma, der blev solgt til Lauritz.com. Han blev udnævnt til kultur- og presseråd i Paris i en usædvanlig ung alder og blev hængende i 11 år, længe efter de normale 3-4 års udsendelse. 

I Paris fik han børn, blev gift og lærte kongefamilien at kende, fordi de ofte kom til byen. Da han vendte hjem, blev han museumsdirektør på Nivaagaards Malerisamling, men der gik ikke længe, før han blev spurgt, om han ville være hofchef for prins Henrik – i første omgang i en deltidsstilling ved siden af arbejdet på museet.

”Det var som at være departementschef i verdens mindste departement,” husker han. ”Vi var 8-10 ansatte i alt, vi rejste meget sammen, og jeg fungerede også som rådgiver, indtil prinsen ikke havde brug for sådan en længere.”

HVIS DET AT være hofchef eller museumsdirektør er som at dirigere et symfoniorkester, er Thiemers Magasin ifølge Michael Nellemann mere som at drive en lille jazzklub. Og på trods af udvidelserne afviser han enhver ambition om at gøre boghandlen til en kæde.

”Det er ikke, fordi jeg har en strategi om at åbne 40 butikker næste år. Det sker organisk,” siger han. ”Jeg kan bare ikke sige nej, når det rigtige sted dukker op – som da jeg blev spurgt, om jeg ville åbne en boghandel i Kvindernes Bygning, en vidunderlig art deco-bygning fra 1937. Eller Greens, som jeg først sagde nej til, men da jeg kom derop og så den, kunne jeg ikke lade være.”

Det ville ellers være oplagt at ride med på, at læsning igen er blevet cool. På Instagram og TikTok har såkaldte bookfluencere skabt store online fællesskaber omkring læsning, og stjerner som Dua Lipa og Dakota Johnson har egne bogklubber. Måske har du hørt om fænomenet ’performativ læsning’, hvor folk sætter sig på offentlige steder med en bog i hånden, mest for at blive set. Det joker de ansatte på Thiemers i hvert fald med, når de på Instagram poserer foran cafeen med en kop kaffe og en bog i hånden – gerne med forsiden vendt på hovedet.

I det hele taget går det bedre i bogbranchen, end mange tror, mener Michael Nellemann. Godt hjulpet af få store titler, ja, men i en specialboghandel som hans er man mindre følsom over for udsving. Publikum spænder fra gamle stamkunder til de helt unge, fortæller han, hvilket blev tydeligt, da regeringen for nylig annoncerede, at man ville fjerne bogmomsen. Thiemers fejrede det med et udsalg med minus 20 procent på alle bøger, og det blev butikkens største dag nogensinde.

”Det var især mange unge mennesker, der kom ind og købte både to og tre bøger, og det var jo ikke kun for at spare 30 eller 40 kroner, men for at tage del i begejstringen. Det blev en lidt dyr dag for mig. Men en virkelig sjov dag,” siger Michael Nellemann.

SELV LÆSER HAN morgen og aften, en bog eller to om ugen, det seneste halvår særligt mange danske debutanter, fordi han sidder i juryen for Bogforums debutantpris. Hans smag er bred, siger han, og nok også bredere end hos de fleste af hans ansatte, som forfølger et litterært spor og gerne køber bøger ind derefter.

”Vi sælger mest skønlitteratur,” siger han og nævner både ny og etableret dansk litteratur samt oversættelser af internationale darlings som Deborah Levy og Annie Ernaux.

”Og vi sælger meget god skønlitteratur,” tilføjer han. 

”Det er selvfølgelig subjektivt, for hvad er god litteratur, men jeg synes godt, jeg kan tillade mig at sige det, fordi vi sælger litteratur, vi selv har læst og kan sige noget kvalificeret om. Det er nok en af vores styrker: Du kan gå herned og få en anbefaling, som holder, fordi de ansatte herinde er det, jeg vil kalde gode læsere.”

Den atmosfære af kyndig, men uprætentiøs vejledning i butikken er afgørende, mener Michael Nellemann. Han sammenligner det med museumsverdenen: Man kan have verdens fineste samling, men det er modtagelsen og stemningen, gæsterne husker. Sådan skal det også være på Thiemers, og så skidt med, at han nok ikke bliver rig af det. Han ved, at Thiemers forbliver en lille forretning, også selvom hans indre iværksætter har det med at blive smittet af optimismen. 

”Jeg skal holde lidt snor i mig selv, men jeg synes, der er masser af grund til at tro på bogen,” siger Michael Nellemann, der med egne ord er på en mission – på vegne af litteraturen, på vegne af læserne og på vegne af gadebilledet.

”Du kan købe alle dine bøger på nettet, men så lukker boghandlerne,” siger han. ”Du kan købe alle dine blomster på nettet, men så lukker blomsterhandlerne. Og du kan købe alle dine dagligvarer på nemlig.com, men så forsvinder købmanden, bageren og grønthandleren, og så mister du noget. I sidste ende bestemmer forbrugerne, ikke politikerne, hvordan en by ser ud. Jeg håber, at de bliver ved med at vælge os til.”

Din nye roman ’Ultramarin’ følger Dagny, en billedkunstner, der vender tilbage til arbejdet efter barsel og bliver opsøgt af en kvinde fra sin fortid. Hvad var det, der satte den historie i gang hos dig?

”Jeg begyndte at skrive bogen, da min datter var knap et halvt år gammel. Jeg havde nogle formiddage, hvor jeg satte mig på en café med min computer, mens min mand var sammen med hende. Jeg havde ganske få timer, før tiden løb ud, og jeg skulle hjem og amme. Jeg tror, det var den splittelse, den lidt mærkelige mellemtilstand, hvor man som mor er meget fysisk bundet til barnet, men samtidig mærker et begær efter at blive sig selv igen. For mig er begæret knyttet til skrivningen, for Dagny til billedkunsten, men jeg tror, længslen er den samme. Mod selvforglemmelse og opslugthed af det, man brænder for, og det kan godt kollidere med den opslugthed og fortabelse i barnet, som man jo også er nødt til at have som mor.”

Hvor længe har bogen været undervejs?

”Det tager mig 2-3 år at skrive en roman. Jeg skriver alt muligt, og først efter noget tid begynder et mønster at vise sig. Jeg har én gang prøvet at lægge en plan inden, men da jeg så skulle i gang med at skrive, føltes det stendødt. Jeg er nødt til at kaste mig ind i romanen uden retning og se, hvad der sker. Det første halve år skriver jeg en masse pinagtigt dårligt, som aldrig kommer med. Enkelte elementer overlever. Allerede i den allerførste tekst denne gang dukkede en mystisk seddel op, og den er jo også i romanen nu – den seddel, Dagny får af en kvinde, og som bliver en slags gåde, der sender hende tilbage i tid. Men jeg ved aldrig, når jeg går i gang, hvad jeg skal.”

Ligesom flere af dine andre romaner er ’Ultramarin’ skrevet som en slags lyrisk prosa – ofte i korte, sceniske stykker med luft mellem linjerne. Hvad er det ved den form, der tiltaler dig?

”Det er blevet min form. Teksten er både lydlig og visuel for mig. Jeg læser den højt for mig selv igen og igen, mens jeg skriver, og den skal lyde rigtigt, som en form for musik. Visuelt skal den også se ud på en bestemt måde på siden. Hver side er lidt som et lille værk i sig selv. De blanke linjer fungerer som pauser, både lydlige og visuelle, men også i historien. Mine romaner består af scener, hvor jeg tegner de streger op, som er nødvendige for, at læserne forstår, hvad der foregår, men der må også godt være noget usagt, rum for fortolkning. På den måde er læseren også selv med til at færdiggøre scenen.”

Du bruger også sms- og Messenger-beskeder i dine romaner. Hvorfor?

”Fordi den skrevne kommunikation er en kæmpe del af mit og de fleste menneskers liv. De sms-tråde, jeg har med mine venner, indeholder nogle af de dybeste samtaler, vi har med hinanden. Det er ikke kun et rum for overfladiske beskeder. Det kan være de største og vigtigste ting, man deler der. Derfor ville det være mærkeligt, hvis den måde at kommunikere på ikke også fandtes i mine bøger. Og så giver det en mulighed for, at karaktererne kan befinde sig på to spor samtidig: De kan sige ét på skrift og så gøre noget andet. Det giver nogle sjove muligheder for mig som forfatter.”

Billeder og udklip er en del af din skriveproces. Hvordan bruger du dem?

”Jeg har en gigantisk opslagstavle, og på den vokser en collage frem, næsten som et parallelt værk. Det er som at føre en slags samtale med noget uden for mig selv, når jeg ellers bare sidder alene med teksten. Billederne giver modspil og nye input. Og hvis jeg har en dårlig dag, er det også en redning – hvis jeg slet ikke kan skrive noget, kan jeg altid finde noget til tavlen. Det behøver ikke være noget, der findes én til én i romanen, men noget, der kan kaste noget af sig eller rummer en særlig stemning. Nogle gange finder noget fra tavlen helt konkret vej til bogen. Til ’Ultramarin’ hængte jeg for eksempel et billede op af en kugle, som havde et mærkeligt genskær, og den kugle blev fundamentet for et meget afgørende kunstværk i romanen.”

Tidligere har du sagt, at du har brug for ensomhed til at skrive. Hvordan fungerer det nu, hvor du har små børn?

”Mit liv nu er helt usammenligneligt, med før jeg fik børn. Dengang elskede jeg at skrive sent om aftenen og om natten. Jeg dyrkede ensomheden. Nu har vi to små børn, og min mand har to store fra tidligere, så hver anden uge er der fire børn i huset. Dengang det kun var min mands børn, havde jeg skilte på døren til mit skriveværelse: ’Kom ind!’, ’Bank på!’, ’Bliv væk!’ – men det fungerer jo ikke med en treårig og en baby. For tiden må jeg tage de små sprækker, jeg kan få. Jeg har altid en notesbog på mig, så jeg kan skrive lidt, mens jeg ammer, eller mens min datter leger på gulvet. Det gør skriften mere brudstykkeagtig. Jeg er samtidig blevet mere fokuseret. Fra jeg afleverer et barn i børnehave, er der måske seks timer, til jeg skal hente. Så der skriver jeg. Jeg kan ikke længere leve et udflydende kunstnerliv og sætte mig med et glas rødvin klokken 16 og skrive til langt ud på aftenen.”

Hvordan fandt du egentlig ud af, at du ville være forfatter?

”Jeg har altid skrevet, men i hemmelighed. Jeg kommer ikke fra en kunstnerfamilie og tænkte nok ikke, at det var muligt. Jeg har taget en uddannelse og også arbejdet som gymnasielærer, så det tog mig tid at forløse den drøm. På universitetet mødte jeg for første gang andre, der skrev. Vi læste hinandens tekster, og jeg turde vise mine egne frem. Jeg fik digte antaget i Hvedekorn. Det gav et lille skub. Men der gik 10 år, før jeg for alvor turde sige, at det var det, jeg ville. Jeg skrev min første roman, ’Nye rejsende’, i toget, mens jeg pendlede til og fra gymnasiet i Næstved, men selv da den udkom, tænkte jeg ikke, at jeg var rigtig forfatter. Jeg havde egentlig besluttet at søge orlov, men da jeg stod i døråbningen til rektors kontor, valgte jeg spontant at sige op. Jeg tænkte: ’Nu må det briste eller bære.’”

Hvad var det ved togrejsen, der fungerede som ramme for ’Nye rejsende’?

”Toget er et mærkeligt ikke-sted. I bevægelse fra et sted til et andet, en slags pendulering. Min hovedperson står også udspændt mellem flere poler i sit liv uden at høre til nogen steder. Så toget passede perfekt. Jeg skrev selv bogen i toget på mine pendlerrejser. Jeg sugede detaljer til mig: hvad folk spiste til morgenmad, stemningen i vognen. Toget blev også rammen om den affære, som hovedpersonen har. Togrummet er småt, næsten klaustrofobisk, og ekstremt intenst, fordi det rum kun kunne findes lige der. Når dørene åbner, opløses rummet, og det hele må slutte.”

Skriver du bedst, når du trækker på ting fra dit eget liv?

”Ja. Når jeg vælger en setting, jeg kender – et gymnasium, et kollegium – er det som at have en beholder fuld af liv, som jeg kan trække ting op af. Jeg skal ikke researche mig frem til noget, der alligevel aldrig kan blive helt så levende. ’Sult’, der handler om at gå igennem fertilitetsbehandling, er min mest personlige bog. Men også når fortællingen er totalt fiktiv, vælger jeg tit en ramme, jeg kender indgående. ’Ultramarin’ var lidt anderledes, fordi jeg skrev om en billedkunstner, og det er jeg jo ikke. Jeg måtte ud at mærke efter, gøre det sanseligt – så jeg besøgte kunstneren Emily Gernild i hendes atelier, hvor jeg fik lov at røre ved penslerne og lugte til malingen.”

Da du var gymnasielærer, underviste du eleverne i litteratur, og du har sagt, at du bedst kan lide, når man oplever en tekst frem for bare at analysere den. Hvad håber du, at læserne mærker, når de læser ’Ultramarin’?

”Jeg håber, de mærker noget af den lystfulde tilstand, jeg selv var i, mens jeg skrev den. Det har været en legende bog at skrive, den er også fuld af ungdom og forelskelser, og jeg har haft det sjovt undervejs. Den har overrasket mig selv, og jeg håber, den overrasker læseren. Jeg håber, det bliver en livlig og sanselig oplevelse. At man kan mærke rytmen og musikken i sproget. Og så er der et spændingsmoment, en form for suspense, som er nyt for mig. Det håber jeg, at man bliver fanget af.”

MAN KAN SE dem fra stationen. Nede fra vandet. Fra snart sagt alle vinkler i Brøndby Strand. De ikoniske betonhøjhuse i Brøndby Strand Parkerne, der blev opført 1968-74 som 50 meter høje vartegn for Vestegnen og et monument over den socialdemokratiske drøm: Arbejderklassen skulle ud af de slidte københavnerlejligheder, ud, hvor der var frisk luft og masser af plads – plads til det gode liv.

Men én ting er drøm, noget andet virkelighed. Det viste sig senere, at man i byggeriet af de knap 2.900 almenboliger havde anvendt fugemasse med PCB, et kemisk og svært nedbrydeligt giftstof, der kan sprede sig til mennesker og forårsage en lang række sygdomme. Derfor blev det i 2017 besluttet, at fem af højhusene skulle rives ned, og i dag – en onsdag formiddag i september – er der et stort hul i midten af det, der før var Brøndby Strands skyline. 

Det har regnet, og himlen har samme farve som betonen. Det er den måske første rigtige efterårsdag i år, og Liv Duvå har fundet sin sorte dunjakke frem.

”Jeg havde gået og glædet mig til at have den på,” siger hun, da vi mødes i hendes barndomskvarter, ”men nu føler jeg, at det måske alligevel er for varmt.”

Vi sætter os i Kulturhuset Brønden, ikke langt fra stationen. Gennem vinduet er der udsigt til et af de tilbageværende højhuse, en massiv grå bygning, der efter nedrivningen står lidt alene. Egentlig er der også PCB i det, fortæller Liv Duvå, og i de andre seks tårne i den anden ende af Brøndby Strand Parkerne, men koncentrationen er under den grænseværdi, som man fra politisk side har besluttet ikke udgør nogen fare.

Nedrivningen, Danmarks største nogensinde, stod på i cirka to år og blev færdig i september 2023. For mange af beboerne var det som at se hele deres liv blive jævnet med jorden, og selvom det er længe siden, at Liv Duvå og hendes familie flyttede, blev hun alligevel påvirket, da hun første gang hørte, at højhusene fra hendes barndom skulle rives ned.

”Jeg tænkte: Det kan da ikke være rigtigt!”

Arkivfoto af Brøndby Strand Parkerne under opførelsen 1970-71. Foto: Forstadsmuseet

PÅ DET TIDSPUNKT var forfatteren så småt gået i gang med at skrive på sin fjerde roman, ’Ned fra himlen’. Hun vidste, at den skulle handle om Maria, en ung, nybagt mor, der impulsivt forlader sin akademikerkæreste og må række ud til sin familie, som hun ikke har haft kontakt med længe. Hun vidste også, at de nok skulle til Brøndby Strand, men det var først, da hun læste om nedrivningen, at hun fandt den ramme, som romanen udspiller sig i. Sideløbende med fortællingen om Maria og om ophav og kærlighed på Vestegnen løber en fortælling om højhusene, nedrivningsarbejderne og de giftige kemiske forbindelser, der siver fra betonen og ud i beboerne.

”Jeg fik lov at komme på rundtur i et af de sidste højhuse, inden det blev revet ned,” fortæller Liv Duvå.

”Man havde fjernet alt inventaret, og samme dag som jeg var på besøg, skulle de til at vælte nogle af de store betonelementer. Jeg stod oppe i de her helt afskallede lejligheder, som på den ene side var tomme og på den anden side fulde af levet liv. Der var spor af de forskellige lag af maling og tapet, og på en væg var der markeringer fra, at man havde målt et barns højde, små detaljer, som jeg tog med i min bog.”

Liv Duvå er med egne ord ikke særligt god til kemi, så hun måtte bruge lang tid på at researche, hvad PCB – en forkortelse for poly-chlorerede biphenyler – egentlig er, og hvordan det påvirker mennesker. I sin bog beskriver hun det usynlige giftstof som ’spøgelser’, hvis konsekvenser ikke er til at se med det blotte øje, men som blandt andet forbindes med visse kræftsygdomme, hudlidelser og ADHD.

”Der var jo rigtig mange gode intentioner bag Brøndby Strand Parkerne, men der er noget ironisk i, at man samtidig forgiftede folk,” siger Liv Duvå.

”Det var jo ’bare’ arbejderklassen, der skulle bo der, og det skulle gå stærkt, så man brugte de billigste materialer. Jeg har engageret mig politisk i almene boligområder og såkaldte ghettoer, og der er en skævhed i vores samfund, hvor dem, der forurener mest, bliver mindst forurenet – mens dem, der ikke har så meget, ender med at bo i giftige boliger.”

LIV DUVÅ VOKSEDE selv op i noget af Brøndby Strand Parkernes lavere byggeri, der løber labyrintisk og næsten endeløst mellem højhusene. Hendes bedsteforældre var nogle af de første, der flyttede ind, og da hun selv blev født, besluttede hendes mor at forlade det hårde og beskidte Vesterbro og vende tilbage til de trygge rammer fra sin barndom i Brøndby Strand. 

Netop tryghed er det ord, Liv Duvå bruger, når hun skal beskrive sin opvækst i det sociale boligbyggeri på Vestegnen, der ellers ofte bliver associeret med sociale problemer, ghettolister og kriminalitet. Efter arbejderklassen fulgte tyrkiske gæstearbejdere, siden kom bosnierne, og i dag huser området 60 forskellige nationaliteter.

”Jeg havde faktisk lidt præstationsangst, da jeg skulle ’vende tilbage’ og skrive bogen,” fortæller hun.

”Der er rigtig mange, som har beskrevet det her sted på en meget lidt flatterende måde. Hvis der er en dansk dramaserie, som skal filme noget, der handler om ballade og bandekriminalitet, er det seriøst altid her, de filmer. Et år, da man offentliggjorde ghettolisten, brugte man et billede af Brøndby Strand på forsiden, selvom området slet ikke var på listen. Men i virkeligheden er her meget stille og roligt, og der er et stærkt sammenhold og en følelse af fællesskab, som man alt for sjældent hører om.”

For nogle uger siden var Liv Duvå så tilbage, her i Kulturhuset Brønden, for at tale om sin bog foran alle de lokale beboere. Forinden havde hun været ”helt ekstremt nervøs, for jeg har jo ikke boet herude, siden jeg var 18, og jeg var så bange for, at folk ville føle, at jeg havde udnyttet deres hjem til at skrive en bog – at jeg ikke var ægte nok”.

Men sådan gik det ikke. Salen var fyldt, og Liv Duvå fik overvældende mange positive tilkendegivelser.

”En kvinde, som havde været sundhedsplejerske herude i 20 år, fortalte mig, at hun kunne genkende rigtig meget i bogen, og den nye borgmester købte eksemplarer til sine kolleger oppe på rådhuset,” siger hun. 

”Der var også nogle, som spurgte, om det ikke var lidt voldsomt at kalde PCB’en for gift – mange af beboerne herude føler stor stolthed over deres hjem. Men jeg var glad for, at folk kunne mærke, at jeg har skrevet den her bog med så meget solidaritet og kærlighed til Brøndby Strand som overhovedet muligt.”