HUN ELSKER overblik, men denne formiddag er hun ved at miste det. På en barstol bag Starbucks-indhegningen i Københavns Lufthavn taler hun i telefon med store øjne, mens hun nulrer plasticlåget på en tom americano. Hendes Delta Airlines-fly mod John F. Kennedy-lufthavnen i New York letter snart, og hendes telefon bliver bare ved med at bimle. 

Tidligere på dagen modtog hun en mail fra det amerikanske magasin The New Yorker med besked om, at de gerne ville bringe endnu en af hendes noveller.

Det var få minutter efter nyheden om, at hendes kommende bog, ’Kort over Canada’, var solgt til oversættelse i Italien og Holland allerede inden den danske udgivelse. 

Oveni har The Guardian samme morgen bragt en længere klumme om feminisme og #MeToo, som Dorthe Nors har skrevet på bestilling til avisen. En presseansvarlig fra Nors’ danske forlag er i røret for at høre, hvad de skal svare Berlingske-journalisten, der er ved at skrive en artikel under overskriften ’Forfatter langer ud efter ældre danske mænd i The Guardian’.

”Altså, jeg synes sgu ikke, der er så meget mere at sige. Kan du ikke sige til ham, at jeg ikke har mere at tilføje? Jeg er nødt til at boarde nu. Kan vi ikke lige tales ved, når jeg er landet?” siger hun og lægger på.

For at undgå jetlag i den kommende uge, hvor hun skal på turné i USA og interviewes om ’Spejl, skulder, blink’, der i 2017 blev nomineret til en Man Booker International-pris, har hun i dagevis barberet en halv time af døgnet og er gået tidligere og tidligere i seng hjemme i vestjyske Vedersø. 

Tidligere på året læste Dorthe Nors op i Stockholm efterfulgt af en turné til Belgien og Holland for at promovere bogen, der foreløbig er oversat til 17 sprog. 

”Jeg kan stadig godt få det sådan: Hvad fanden er det, der foregår?” siger hun, da hun lidt efter haster mod gaten i Terminal 2 med Kazuo Ishiguros ’Resten af dagen’ i hånden.

”Hvis nogen havde sagt det her for 20 år siden …. altså, jeg synes jo også selv, det er en vild historie.” 

TO ÅRTIER TIDLIGERE afleverede Dorthe Nors et speciale i nordisk litteratur og kunsthistorie på Aarhus Universitet efter i årevis at have beskæftiget sig med Sveriges største forfatterskaber – fra Kerstin Ekman til Per Olov Enquist. Nu ville hun fandeme gøre alvor af den forfatterdrøm, der havde erobret hende, siden hun i 10-årsalderen begyndte at småskrive digte, dramaer og historier i Sinding-Ørre nordvest for Herning – et landsbysogn præget af Venstre-vælgere, Indre Mission og grundtvigiansk tankegods.

I 2001 blev hendes første manuskript optaget. ’Soul’ hed bogen, og senere kom to andre romaner, der fik rosende, men beskeden modtagelse. Hun forsøgte – med egne ord – at imitere de dramatisk spillende strygere, der gjaldede i de store svenske forfatterskaber. Men efter tre ’orkester’-romaner uden særlig opmærksomhed besluttede hun i 2008 at skære hårdt ned på partituret. 300 tætskrevne romansider blev i novellesamlingen ’Kantslag’ i stedet til 15 korte, sirligt filede noveller med menneskefortællinger.

Bogen fik en pæn modtagelse i flere danske aviser, men ellers skete der det samme for hende som for så mange andre håbefulde danske forfattere: ingenting.

”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle. Anede ikke, hvor jeg skulle tage hen,” siger hun dagen efter flyveturen på en italiensk restaurant i Greenwich Village, mens hun spiser frokost få blokke fra The Marlton Hotel, hvor hendes amerikanske forlag har indlogeret hende.

Der er 27 grader, og tøjet klistrer. Dorthe Nors er i sort, det rødbrune hår er sat op i en knold, og hun har bestilt en salat. Senere skal hun læse op i en boghandel i SoHo, og har man én gang gjort det i overmæt tilstand, gør man det ikke igen, siger hun.

I erkendelsen af, at hun aldrig rigtig ville blive en del af det litterære miljø i København, opsagde hun i efteråret 2013 sin lejlighed i Valby.

Her sad hun mellem flyttekasser, da en mail tikkede ind: 

”Godt nyt. The New Yorker vil gerne trykke ’Hejren’,” stod der. Afsenderen var en amerikansk forlægger, som Dorthe Nors nogle år tidligere var kommet i kontakt med efter at have guidet en gruppe amerikanske forfattere rundt på Christiania i København. 

Guide-tjansen havde efterfølgende udmøntet sig i tekstudvekslinger, og to af gæsterne – forfatterne Junot Díaz og Rick Moody – havde anbefalet Nors i deres amerikanske netværk. Efter at have fået trykt et par noveller i amerikanske tidsskrifter, blev Dorthe Nors spottet af New Yorker-forlæggeren Brigid Hughes, der ville udgive Nors i USA. Og snart havde forlæggeren – uden at Dorthe Nors anede det – fået antaget hende og novellen ’Hejren’ i The New Yorker, verdens vel nok mest hæderkronede magasin. Som den første dansker nogensindee.

FOR DORTHE NORS var det en mavesugende katapultering. Når man bliver trykt i The New Yorker, både ser og mener verdens medie- og bogbranche pludselig noget. Mens Dorthe Nors flyttede ind på en nedlagt skole i Dollerup Bakker i Midtjylland, væltede anmelderroserne for ’Kantslag’ – oversat til ’Karate Chop’ – ind fra de store aviser og magasiner. 

The New York Times elskede den, det samme gjorde Los Angeles Times. Oprah Winfrey sammenlignede Dorthe Nors’ ”sublime” stil med den enkle, danske møbeltradition, og journalister fra BBC, The Atlantic og The Independent begyndte at ringe for at lave interview med ’the Queen of the Nordic short story’.

”Det var, som om det bare blev ved og ved og ved. Og det bundede ikke i, at jeg havde stået med tungen ud af halsen blandt de rigtige folk til litteraturfester i København,” siger hun, mens en infernalsk tudende brandbil kører forbi. Hun tipper næsten hvidvinsglasset i forskrækkelse.  

Hun er ’landskabsafhængig’, siger hun, da chokket har lagt sig. Selvom hun elsker storbyernes buldren, sætter hun pris på en hverdag, hvor hun kan rulle rundt alene i det vestjyske landskab i sin koksgrå Toyota Aygo uden klimaanlæg, med nedrullede vinduer og høj musik, hun kan synge med på. Men hver nytårsaften spørger hun sig selv: Hvor har jeg lyst til at bo næste år?

”Jeg er solitær af natur, og jeg trives godt med at skifte miljø. Det, der typisk rodfæster folk, er jo børn. Og jeg har ikke børn.”

Det er også sjældent, at karaktererne i hendes bøger har børn.

DORTHE NORS OM …

… at blive nomineret til bøgernes Golden Globe
”Jeg stod med en grensaks i haven i Vedersø, da mit forlag ringede og sagde, jeg var blandt de nominerede til Man Booker International 2017.Jeg tudede af lykke i to dage. Jeg er aldrig blevet nomineret til noget i Danmark, så det betød ekstra meget at blive nomineret til en af verdens vildeste litterære priser. Jeg fløj over til overrækkelsen i London sammen med bogens oversætter, Misha ­Hoekstra, der også var nomineret, og det var fuldstændig lige meget, at vi ikke vandt. Jeg har aftalt med min norske kollega Roy Jacobsen, der også var nomineret, at vi en dag skal mødes på et værtshus og læse vores takketaler op. Den ligger stadig i min selskabstaske.”

… at tjene penge
”Man bliver ikke rig af gode anmeldelser og flot omtale. Derfor skal jeg leve af alt det udenom: oplæsninger, foredrag og så videre. Jeg havde møde med min bankdame for nylig, der altid griner af mig og siger: ’Rolig Dorthe, du har en stabil indkomst nu.’ Men når man har været så meget på røven som mig og har levet hele og halve år af nudler fra Søstrene Grene, er der aldrig nogen, der får mig overbevist om, at nu er jeg sikret.” 

’Skulder, spejl, blink’, som Dorthe Nors er i USA for at promovere, handler om Sonja, en singlekvinde midt livet, der har besluttet sig for at tage kørekort, men har overordentlig svært ved at finde det rigtige gear – i bilen såvel som i tilværelsen. 

Selv kalder Dorthe Nors Sonja for et misfit, en famlende kvinde, der lever i konstant forskydning fra verden. Sådan er personerne i hendes historier ofte. 

”Derhjemme bliver især aldrende kvin­der i læsekredssegmentet ofte provokeret over mine kvindelige karakterer, fordi de kan være handlingslammede og uden den der fulde livskontrol. De spørger: ’Hvorfor tager hun sig ikke bare sammen?’ Jeg ser mine karakterer som søgende, som nogle, der ikke har fundet den endegyldige formel på livet eller følger den slagne vej. Min erfaring si­ger mig, at de kvinder, der bliver provokeret over karaktererne, ofte er dem, der selv har haft børneflokke, og hver eneste gang, de har været tæt på at kigge ned i den eksistentielle afgrund, i stedet har sagt: ’Der skal vaskes gulv.’”

Luftfugtigheden bedøver, tre drenge i 10-årsalderen stopper op ved bordet for at sælge Oreos og slik til støtte for deres basketballklub. Dorthe Nors smiler pænt nej tak og forsøger med en viftende serviet at holde varmen på afstand. 

”Det ville være en stor, fed løgn, hvis jeg sagde, at der ikke var en flig af mig selv i de karakterer, jeg skriver om. Selvfølgelig er der det. Karakteren Sonja er ekstremt utilpasset, og det er jeg givetvis også selv,” halvgriner hun, da hun går fra restauranten og mod sit hotel for at øve aftenens oplæsning.

”Alt muligt inspirerer mig. Den der for eksempel,” siger hun og peger på en storsavlende sortbrun boxer, der lunter forbi i lyskrydset.

”Har du lagt mærke til, hvor meget karakter hundene i den her by har? Det er helt sindssygt. Måske ender en af dem i en novelle en dag.” 

”GOD DAMN IT,” siger hun fem timer senere og kigger først på klokken, tydeligt irriteret, derefter mildt på de fire mennesker, der indtil videre er mødt op i boghandlen McNally Jackson. Forretningen – en af New Yorks føren­de bogbutikker – er tætpakket på førstesalen, hvor cafeens espressomaskine sprutter, men i kælderetagen, hvor Dorthe Nors om lidt skal på scenen, er der lidt for stille. 

Selvom The New York Times få dage forinden har sat ’Mirror, Shoulder, Signal’ på ugens liste over bedste nye bøger, er hun i New York City, steroidbyen, hvor folk har for travlt til at lufte deres egne hunde.

”Bare rolig, det bliver godt,” siger Arianna Rebolini, kvinden, der skal interviewe Dorthe Nors. Rebolini er bogredaktør på det amerikanske medie BuzzFeed, og som hyppig interviewer ved hun, at oplæsninger er totalt uforudsigelige. Der kan komme alt mellem to og 200 mennesker.

Dorthe Nors tager sin sorte habitjakke af. Og på igen. Klokken er otte minutter over starttidspunktet, da fem yderligere gæster dumper ind, og hun begynder at læse uddrag fra ’Mirror, Shoulder, Signal’. 

Hendes engelsk er fejlfrit, smukt faktisk. Kun en enkelt gang i det efterfølgende interview leder hun efter det rette ord.

På stolerækkerne vil en indisk-amerikaner gerne vide, hvordan Nors balancerer mellem humor og tragedie. En kinesisk-amerikansk kvinde spørger, hvordan det er at blive oversat til så mange sprog, mens en ældre dame med blå briller, ternet kjole og et gigantisk halssmykke spørger, hvorfra Nors henter sin inspiration. 

Nors nævner en oplevelse i metroen, der blev til en novelle, og hunden i krydset, der måske en dag kan blive det. 

DORTHE NORS OM …

 

… at være kvindelig forfatter
”Når en stor mandlig forfatter skriver om sit liv, kalder vi det ’en vigtig dannelsesroman’. Når en kvinde gør det samme, kalder vi det for et værk ’om at være kvinde’. Se på Karl Ove Knausgård, som jeg tit bliver konfronteret med i udlandet. Jeg siger altid, at jeg synes, han er fantastisk, for det synes jeg. Men jeg siger også, at mit køn aldrig havde fået lov til at skrive ’Min kamp’. Hvis en midaldrende kvinde brugte seks tykke bind på at wanke sig selv, var hun blevet kaldt en selvoptaget kælling.”

… at skrive
”I de sidste fire år har jeg boet i et lille hus i Vedersø i Vestjylland. Jeg er totalt afhængig af at kunne trække mig ind og ud af store byer. Her er jeg tæt på Vesterhavet og kommer meget mere sammen med mine naboer, end jeg gjorde, da jeg boede i Valby. En optimal skrivedag starter klokken otte om morgenen. Jeg tager ørepropper i, tjekker ikke mobilen, og hvis mine naboer ringer på, er det bare ærgerligt. Jeg deaktiverer også helst Facebook, når jeg er i en skriveperiode. Over middag svarer jeg på mails, planlægger foredrag og er i dialog med forlag og journalister.”

En mørkhåret kvinde, der sidder på første række og noterer ivrigt, rækker hånden op: ”For mig – en kvinde i fyrrerne uden børn – har dine karakterer været et sjældent interessant møde. Jeg mener …  Sonja er en litterær karakter, som jeg for en gang skyld kan spejle mig i,” siger kvinden, der bagefter præsenterer sig som Therese Cox. 

Den 42-årige ph.d.-studerende fra Columbia University fortæller, at hun ved et tilfælde snublede over et Dorthe Nors-uddrag på Twitter, blev forelsket i stilen og siden har læst alt af Nors, der er blevet oversat til engelsk.

”Der er en særlig humor i hendes stil, som jeg virkelig godt kan lide. Måske er det noget særligt dansk,” siger hun, da arrangementet er slut. 

Dorthe Nors taler med personalet i McNally Jackson, vender Trump, vejret og verdens litterære tilstand.

”De forbindelser, miljøet omkring en butik som McNally Jackson har, skal man ikke undervurdere. Et job her kan betyde nye job andre steder. Det handler om at gøre sig synlig,” siger forfatteren på vej ud af forretningen. 

Tusmørket har lagt sig over Manhattan, en taxa dytter, holder ind og samler tre kvinder i stiletter og korte kjoler op på Spring Street. Dorthe Nors har smidt hælene og er skiftet til kondisko. Hun vil hjem på hotellet, men lige nu er hun sulten. Hun har ikke spist siden salaten til frokost og sætter sig på en neonoplyst salatbar på West 8th Street med en yoghurt og en Diet Coke.

”Lagde du mærke til, at de slet ikke spurgte om Danmark? Jeg tror faktisk, at det er første gang, det er sket herovre,” siger hun.

PÅ DEAN STREET i Brooklyn, i en gammel lagerhal i rødsten, holder Dorthe Nors aftenen efter lanceringsfest hos A Public Space, et velanskrevet newyorkerforlag og -tidsskrift, der er kendt for at spotte og trykke fremtidens forfatternavne. 

Der er disket op med pindemadder, kold hvidvin og øl, og forbi defilerer en rank kvinde med grånende page. Det er Brigid Hughes,  den tidligere chefredaktør på The Paris Review – et af verdens førende litterære tidsskrifter – og den person, der ivrigst har hjulpet Dorthe Nors frem på det amerikanske marked.

”I really loved her work,” siger hun, gør ’Dorthe’ til ’Dårtiiieee’ og fortsætter: ”Nogle gange finder folk deres hjem langt hjemmefra. Dorthe har virkelig fået en fanbase herovre.” 

I dag driver Brigid Hughes sit eget forlag, scouter talenter for de store udgivere og afholder populære skrivekurser. Foruden forlagsfolk og forbindelser – én erklærer det som aftenens hovedmål at komme i snak med Brigid Hughes og få en plads på morgendagens fuldt bookede skrivekursus – er der flere danske ansigter iblandt. 

Forfatteren Naja Marie Aidt, der bor lige om hjørnet, er mødt op, det samme er forfatteren Christian Mørk, som også bor i Brooklyn, ligesom debattøren Emma Holten, der er gået i skrivelejr i New York. 

Dorthe Nors læser en passage op fra ’Mirror, Shoulder, Signal’. Folk smågriner, nipper til deres glas, og bagefter er der spørgsmål fra salen. Hurtigt kommer snakken til at handle om ’hygge’ – det danske fænomen, der skrives flest internationale bøger om i disse år – og Dorthe Nors ranker ryggen.

”Hygge er en skøn ting ved Danmark …,” starter hun, og man fornemmer, der er et los på vej.

”… men det er også et system til social kontrol.”

Og så fortæller hun, storgestikulerende og med en ikke udrilsk tone i stemmen, hvordan ’hygge’ er en ”konsensussøgende undertrykkelse” af følelser i et fællesskab bestående af først og fremmest hvide danskere, der har bløde tæpper og ild i pejsen. 

Og om, hvordan enhver, der formaster sig til at tale om sin dårlige dag eller personlige kriser, vil blive beskyldt for at ’ødelægge hyggen’.

Christian Mørk slår en skraldlatter op, mens Emma Holten storsmiler og nikker.

Dorthe Nors har gjort det til et kendetegn at ridse i sit hjemlands eventyrfernis. I maj skrev hun en klumme i The Guardian om ulvedebatten, hvor hun kritiserede selvtægten og en stigende angst for det ukendte. 

Måneden forinden havde hun luftet samme synspunkt i et P1-program og blev derefter på Facebook mødt med kommentarer som ’redepisser’, ligesom der pludselig var færre hilsner på gaden i hjembyen i Vestjylland.

”Det er jo ikke, fordi jeg tænker, at jeg vil sige noget, der kan sætte Danmark i et dårligt lys. Der er bare medier, der spørger sådan nogle som mig om alt fra indvandring og smykkelov til #MeToo og ulvedebat, og så er vi da nødt til at svare oprigtigt. Alt andet er jo falsk. Ligesom det vil være en løgn ikke at nævne, at der er en dobbelthed i et fænomen som den danske hygge. Vi danskere er opvokset med, at hvis der kommer gæster til vores land, skal vi tale pænt om det hele: Grundtvig, H.C. Andersen, cykelstierne og Olsen-Banden. Det er også fint nok, jeg gør det selv. Men der er også mindre gode ting. Og du kan ikke rejse rundt i verden som forfatter og virke troværdig, hvis du samtidig skal have en T-shirt på, hvorpå der står ’Dorthe Nors, Danmarks Turistråd’.”

GÅRSDAGENS lanceringsfest endte på et pizzeria i Brooklyn med Naja Marie Aidt, og i formiddags sad hun alene i yndlingsparken Washington Square Park og hørte et fucking godt jazzorkester, fortæller hun, da hun om eftermiddagen sidder i den mørke, mahognibeklædte lobby på sit hotel.

”Det er det, der er så vildt ved den her by. Der er stor kunst lige for næsen af dig hele tiden.”

I mange år skrev hun til lyden af Charlie Parkers saxofon, og som barn sang hun ustandselig. Hvis hun som teenager havde syntes, at hun var pæn nok, havde hun måske gjort mere ud af musikken, siger hun.

”Jeg er vokset op med ABBA. Jeg havde en god veninde, en smuk, lille brunette, som jeg engang sang for derhjemme. Da jeg var færdig med at synge, sagde hun: ’Det er virkelig ærgerligt, du er så grim, Dorthe. Du kunne være blevet en stor sangstjerne.’ Når jeg i dag skal styles eller fotograferes, kan jeg af og til stadig høre hende sige, at mine hænder ligner grisetæer. Ha, det er helt åndssvagt, ikke? Men sådan er det.”

I morges meddelte hendes svenske agentur, at hendes nye bog, ’Kort over Canada’, skal oversættes til italiensk. Det betyder, at den er planlagt til udkomme i seks lande inden udgivelsen i Danmark.

I morgen tager hun Amtrak-toget til Boston, hvor hun har en oplæsning med den amerikanske forfatter Jennifer Haigh. Bagefter går turen til Minneapolis i delstaten Minnesota, hvor hendes amerikanske forlag, Graywolf Press, har planlagt en lanceringsfest.

Dorthe Nors ved godt, at danske kolleger ville give alt for den internationale opmærksomhed, hun har fået gennem de seneste år.

Stiller du sig selv tusinddollarspørgsmålet ”Hvorfor lige Dorthe Nors?” 

”Altså … den korte form er hellig i USA. Der findes ingen store amerikanske forfattere, der ikke kan deres korte form. Det er sådan, du får udgivet tekster herovre. Du skal igennem litteraturmagasinerne. Du skal kunne fortælle kort, præcist og ramme et nærvær i løbet af de første fem linjer. Ellers er folk videre. Derhjemme handler det mere om at skrive langt og …”

Hun holder en pause. Tager tilløb. 

”Nej, jeg har faktisk lyst til at sige: Jeg har succes, fordi jeg kan det, jeg laver. Fordi jeg har arbejdet pissehårdt for det her og ventet i 12 år, før jeg kunne leve af mit arbejde.”

Hun smiler. Ser nærmest lettet ud.

”Fra starten sagde jeg til mig selv, at jeg som forfatter ville kendes på, hvad jeg kunne – ikke hvem jeg drak øl med, pettede offentligt med eller likede på Facebook. Der var flere, der sagde til mig, at ’sådan fungerer det jo ikke, Dorthe’. Men det har det altså gjort for mig. Jeg kom ind som fucking Klods-Hans.”