Indlæg

Lige midt imellem

Grønland og Danmark har i århundreder været i familie, og titusindvis af mennesker har i dag sammenfiltrede rødder begge steder. Mød syv grønlandske danskere og danske grønlændere, der lever med et ben i hvert land.
Tekst og foto:Shazia Khan

SIRÍ PAULSEN
35 år

”Min mor er etnisk grønlandsk fra Nuuk, og min far er etnisk dansk og tysk. Jeg er vokset op i Grønland, Norge og Danmark. Jeg har boet i Norge i fire år og har læst i fire år i USA. Her mødte jeg en franskmand, som jeg har børn med og bor sammen med i København. Efter at vi har forsøgt at bo både i Nuuk og i Frankrig, fungerer det rigtig godt at have små børn i København. I Frankrig var jeg nødt til at være hjemmegående for at passe børnene, og i Nuuk havde vi et godt liv, men for min franske mand var det svært at blive en del af samfundet.

Spektret mellem det grønlandske og det danske er i høj grad min identitet. Jeg kunne også  sige tomrummet mellem Grønland og Danmark. Der er meget at forholde sig til, bekymre sig om og være forurettet over. Selvom der faktisk bor flere anden- og tredjegenerationsgrønlændere i Danmark, end der er grønlændere i Grønland, er det alligevel så få, at ikke alle danskere kender en grønlænder. Lige nu går det virkelig hurtigt fremad med formidlingen af Grønland, men Danmark og danskerne skal vide mere om Grønland.

Der er stadigvæk mange fordomme om grønlændere i Danmark, men mine muligheder har været bedre, fordi jeg taler dansk flydende, og fordi jeg godt kan ligne en fra Portugal eller Frankrig. Det har hjulpet mig meget.

Nuuk er der, hvor vores familie har hjemme. Min generation er den sidste, der blev opdelt med sprog i folkeskolen. Jeg gik i den danske klasse. Selvom mine forældre prøvede at opretholde dobbeltsproget, lurede vi børn hurtigt, at min mor godt kunne forstå dansk. Jeg ved, hvordan ordene skal udtales, men jeg føler mig ikke flydende på grønlandsk.

Vi er opdraget med, at vi er grønlændere og danskere på én og samme tid. Det er jeg taknemlig for. Følelsen af at skulle vælge kan gøre, at man havner i ingenmandsland. Nogle kæmper med ikke rigtig at føle sig helt grønlandske eller helt danske, men jeg kan være begge dele. Og jeg vil lære mine børn, at de kan være både grønlandske, danske og franske.

Min mor lavede grønlandsk mad med grønlandske råvarer, rensdyr eller fisk. Maden, og andre små ting, betyder meget – også for min franske mand.

Da jeg var barn, fyldte samtalerne om middagsbordet rigtig meget. Min mor var journalist, min far var jurist, og mine brødre var rebelske. Der var store snakke og diskussioner om principper. Nogle gange har det været svært at forholde sig til så store emner, men det har givet mig en styrke og en ro. Min grundfølelse er: Jeg må gerne være her, og jeg må gerne blande mig. Uden det ville det have været svært at flytte så meget rundt. Rodløsheden – eller rettere sagt det at have rødder forskellige steder – har været naturligt fra dag ét.

Det er en glæde og en frihed, mine børn fortjener. Man må gerne pakke og rejse ud og prøve lykken et andet sted. Man behøver ikke være bange for at opleve og undersøge verden.

Når jeg savner Nuuk, savner jeg tempoet og humoren. Man behøver ikke opretholde så meget facade. I Grønland har man lov til at være der, bare fordi man er. I Danmark og Frankrig – det er nok noget europæisk – skal man kræve opmærksomhed, og man skal afstemme, hvor meget opmærksomhed man tager. I Grønland er der en mere naturlig interaktion – man har en forståelse for, at folk har forskellige temperamenter.  Jeg savner også vejret og naturen i Grønland. Det er naturen, der bestemmer. Jeg kan blive helt forgabt i, hvor smukt der er. Og så er der et godt kunstnermiljø, der er en bro mellem akademikere og kunstnere, og der er gode institutioner. Jeg er vokset op med at savne nogen eller noget, uanset hvor jeg boede henne. Men det ser jeg som et privilegie.”

CHARLIE ANDERSEN
47 år

”Jeg bor på Syddyssen på Christiania sammen med min 15-årige søn Karl Alfred og min ven Mikkel. Min mor er grønlænder, min far er dansk-tysk, og vi boede i Danmark. På et tidspunkt blev mine forældre separeret, og min mor flyttede os tilbage til Grønland. Jeg ligner en grønlænder, men jeg gik i danskerklassen. Det var svært at falde til i Grønland. Jeg blev mobbet af de grønlandske børn i skolen. Hvert frikvarter spyttede dem fra grønlænderklassen på mig. Hjemme lærte vi ikke grønlandsk, det var kun sådan noget kortfattet kommandosprog fra min mors side – og en lussing, hvis man ikke parerede ordre. 

Senere flyttede vi tilbage til Danmark, til Lolland. Det var det værste sted for sådan en som mig. De havde aldrig set en med mørk hud og sort hår før. Jeg cyklede 22 kilometer ud til en ven, jeg havde på Lolland, og fik lov at låne hans guitar. Jeg sad derhjemme og spillede løs på den. Mine forældre kom aldrig hjem, de festede. Guitaren blev talerør for min smerte over min opvækst og mit savn af Grønland.

Jeg blev smidt ud hjemmefra som 17-årig, og jeg besluttede mig for at tage tilbage til Grønland. Den første aften jeg ankom til Qaqortoq, fik jeg bank af en gruppe unge grønlændere, fordi jeg ikke kunne tale grønlandsk. De kaldte mig for ’en dansker i forklædning’. Det gjorde meget ondt. 

Heldigvis havde jeg en ven, der var fanger, og han tog mig med ud at sejle. Vi sagde ikke så meget til hinanden. Når man er ens indeni, behøver man ikke at snakke hele tiden. 

Jeg tog tilbage til Danmark og boede nogen tid hos min farmor på Amager, og efterhånden kom jeg så til Christiania. Her kunne jeg være mig selv. 

De første år boede jeg i en skurvogn. For 10 år siden gik vi i gang med at bygge huset om, og da vi gravede ud til nyt fundament, lagde vi jorden ude i sivene. Den havde samme form som Grønland, og jeg døbte stedet ’Little Greenland’. 

Jeg har en halvbror fra Nordgrønland, der døde, men jeg havde ikke 25.000 kroner til flybilletten, så jeg kunne ikke komme til hans begravelse. Jeg sad længe herude og græd og kiggede ud over vandet. Der har altid været vand omkring mig. 

Jeg har haft nogle fantastiske år her. Her føler jeg mig hjemme. Her har jeg sat rødder. Jeg bygger stadig på huset og spiller musik med min ven Mikkel. Jeg er stolt, når min søn siger, at han er kvart grønlænder. Jeg håber bare, at der er nogen, der kan lære ham sproget.”

LAILA LUND ALTINBAS
35 år

”Jeg kommer fra Aasiaat i Grønland. Jeg flyttede til Danmark, da jeg var 18, og har boet her det meste af tiden siden. Jeg arbejder primært med kunst fra og om Grønland, og jeg laver kunstformidling for forskellige organisationer. Det sidste halve år på mit studie i kunsthistorie søgte jeg om at komme til Nuuk, hvor jeg lavede en udstilling sammen med Nuuk Kunstmuseum, som jeg skrev speciale om. Det var der, jeg igen begyndte at interessere mig for Grønland, som jeg ellers ikke havde haft noget at gøre med, efter jeg flyttede.

Jeg har altid følt, at jeg ikke var grønlandsk nok, fordi jeg ikke taler grønlandsk. Jeg håbede, at når jeg flyttede til Danmark, ville jeg føle et større tilhørsforhold, men sådan var det ikke. Der var en masse ting, der gjorde, at jeg ikke rigtig var helt dansk, og det arbejdede jeg med som ung. Jeg prøvede at finde det danske i mig selv, men jeg havde noget uforløst i forhold til det grønlandske. Det var derfor, jeg ville til Nuuk. Da jeg boede i Grønland, blev jeg ikke ligefrem mobbet, men jeg blev drillet. Jeg var hende, der var dansk. Min mor har altid talt grønlandsk til os, og vi svarede hende på dansk. Så jeg forstår rigtig meget, men det med selv at lave sætninger har jeg ikke fået øvet mig i.

Jeg beskæftiger mig med det grønlandske, fordi jeg gerne vil bevise over for mig selv, at jeg er grønlandsk nok. Og fordi der ikke findes ret mange grønlandske kulturhistorikere. Der er nok at tage fat i. At jeg har forskellige nationaliteter, giver nogle andre vinkler. Jeg kommer med et andet blik, synes jeg. Jeg kan måske finde nogle blinde vinkler, som andre kan misse. Kunst viser forskellige vinkler på verden, og jeg tror oprigtigt på, at kunsten kan åbne folks blikke for, at der er mange andre måder at se verden på end den, de selv har. Jeg vil aldrig være 100 procent hjemme ét sted, men det tænker jeg, at der er en styrke i.

Da jeg flyttede til Danmark, gik det overordnet set meget godt. De tog mig ind i min gymnasieklasse, som jeg var, men der var nogle ting, hvor jeg kunne mærke, at jeg var anderledes. Det danske sprog, jeg havde, var noget helt andet end det, man bruger her. Og på universitetet var der rigtig mange ord, jeg ikke kendte, ligesom den referenceramme, de andre havde i forhold til kunst, var anderledes end det, jeg kendte til. De havde jo været på utallige kunstmuseer og kendte for eksempel Asger Jorn, som jeg stiftede bekendtskab med for første gang. Det er ikke kun en kulturel forskel, det kunne lige såvel have været en klasseforskel. Hvis man ikke kommer fra en kultur-elite-familie, ville man nok heller ikke kende Asger Jorn.

Jeg har utallige gange holdt kaffemik til min fødselsdag, ligesom jeg altid har gjort i Grønland, men det er aldrig det samme. Selvom jeg siger til mine danske bekendte, at de bare skal komme forbi og gå igen, når de har lyst, er det bare ikke et koncept, de kan forstå. De kommer alligevel klokken 14 og går klokken 17. Det er bare et lille eksempel på, at der er nogle ting, man ikke kan få, når man er her. Jeg ved heller ikke rigtig, hvad jeg skal gøre med den danske natur. Når jeg er i en skov, føler jeg mig malplaceret. Når jeg er i Grønland, føler jeg mig hjemme i fjeldene, min krop ved, hvordan den skal begå sig. Jeg synes stadig, det er svært. Når jeg tager i skoven med mine børn, ved jeg ikke, hvad man skal lave der. Jeg var 15, da jeg første gang klatrede i et træ. Mine børn får aldrig det samme forhold til naturen som mit, men så får de noget andet. De lærer byen, landbruget og skoven at kende.

I lang tid troede jeg, at jeg var halv, men jeg er jo hel på alle mulige måder, det har bare taget mig lidt længere tid at finde ud af, at jeg er det. Min mand og jeg har begge to kulturer. Hans forældre er tyrkiske, og han er født og opvokset her, men har aldrig fået lov til at blive set som dansk, fordi folk straks på hans navn kan se, at han ikke er det. Ironisk nok tror mange, når de møder ham, at han hedder Benjamin og ikke Ibrahim. De kan ikke få det til at hænge sammen med, at han taler perfekt dansk. En af de ting, vi fandt hinanden i, er, at vi begge to føler os splittede. Vi føler, at nogen udefra prøver at definere, hvem vi er.  Men vi har lært, at det er der ikke nogen, der skal. Det er os selv, der definerer det.”

LARS OLAF SØVNDAHL PETERSEN
32 år

”Jeg arbejder som  diplomat, og har boet i Algeriet, Mali, Bruxelles og rundt-omkring i Danmark, i København og på Fyn. Nu har jeg en dejlig base sammen med min kæreste på Amager. Jeg er født i Danmark, mens begge mine forældre er født og opvokset i Grønland af danske fædre og grønlandske mødre, så jeg er både grønlandsk og dansk. Jeg har boet mest i Danmark i løbet af min opvækst, men jeg har tilbragt rigtig mange somre i Sydvestgrønland i en lille bygd, der hedder Igaliku, hvor min mormors familie kommer fra. Jeg boede i Bruxelles, fra jeg var 11, til jeg blev 14, og senere boede jeg der atter i et halvt år, mens jeg var i praktik hos den danske EU-repræsentation.

Det har overvejende været en gave at have det grønlandske og det danske med mig. Men i min barndom og ungdom kunne jeg opleve det som en smule fremmedgørende. Jeg taler ikke grønlandsk. Når jeg var i Danmark, lignede jeg en grønlænder, og når jeg var i Grønland, kunne jeg kun tale dansk. Jeg er da nogle gange blevet mobbet i folkeskolen på grund af det grønlandske, men omvendt havde jeg i Grønland ikke altid et fælles sprog med mange af de andre børn, og det gav en naturlig afstand.

Den fremmedgørende følelse kan jeg til tider stadig godt have, men det fyldte mere, da jeg var yngre. Når man føler sig midt imellem to nationer, to sprog, to kulturer, bliver den tredje, fjerde, femte kultur også mere spændende. Det bliver mere naturligt at opsøge nye ting.

Jeg har spillet meget fodbold, og det blev en anden måde at finde fællesskab på, hvor sprog ikke var så vigtigt. Det har været naturligt for mig i de der skift at holde fast i vennerne, uanset hvor de kom fra, og hvilket sprog de talte. Jeg har venner, fra da jeg var barn, og jeg bliver ved med at få nye venner. Jeg har været heldig, jeg har haft nemt ved at finde nogle dejlige venner og dybe venskaber, og jeg gør mig umage med at holde venskaberne ved lige.

I mit voksenliv er det med nationalfølelse blevet mindre vigtigt for mig. Jeg har ikke det store behov for at identificere mig med Grønland, Danmark eller med Belgien, som jeg nogle gange kalder mit tredje hjemland.

Jeg savner ikke særlig meget. Det har jeg aldrig gjort. Men jeg tror, at jeg nogle gange godt kan miste noget, jeg ikke er bevidst om, i hverdagen. For eksempel når jeg var i Algeriet, og verden begyndte at føles lidt lukket. Når jeg så kom til Danmark og var blandt mine venner, åbnede verden sig igen. Der blev højere til loftet, og jeg fik mere overskud. Det er en kontakt, jeg skal sørge for at holde ved lige gennem telefonsamtaler, mails eller lige en besked til mine venner om noget, der er sket. Men i hverdagen opleves det ikke i synderlig grad som et savn. 

Når jeg er i Igaliku, er der langt til alting. Det er det sted i verden, jeg kan slappe allermest af og finde ro. Jeg går lange ture, vandrer, fisker og tager ud at sejle. Jeg har altid haft brug for at være alene en gang imellem og lade op, det er jeg blevet mere bevidst om med alderen. For mig har Igaliku altid været synonymt med en base og et helle i mit liv.

Det er aspekterne af afsavn: Jeg kan mærke, at jeg mister noget undervejs, som jeg så genopdager, når jeg kommer tilbage til det. Og jeg har brug for et sted, hvor der er afstand til alt, til mennesker, til store begivenheder eller bare til trafik og støj. 

Fodbold var for mig også et frirum, især da jeg var ung. Det var reflekterende, jeg blev stille, og man kom ned i sin krop.

Der er både noget madkultur, musikkultur og festkultur, som er forskelligt på tværs af det danske og det grønlandske – og det europæiske og internationale. Men så igen, det er ikke så forskelligt. Det er god marketing, at Danmark har kunnet bilde verden ind, at hygge kun er noget, der findes i Danmark. Jeg har endnu ikke været i et land, hvor det ikke findes. Det hedder bare noget andet.”

NAJA ABELSEN
60 år

”Jeg er født i Danmark, flyttede til Grønland i 1980 og boede der, fra jeg var syv, til jeg blev 15. At komme fra Frederikssund til Grønland var helt vildt, og det var en lykkelig barndom. Vi gik i fjeldet, og ingen anede, hvor vi var. Vi kunne falde i kløfter, søer og elve. Og nogle gange faldt vi faktisk i, men vi kom altid op igen. Hvis en kløft bare fortsatte, kunne vi enten gå flere kilometer udenom eller sige: Okay, vi hopper. Så står man der som barn på kanten af en kløft og skal finde mod til at hoppe halvanden meter. Man forbereder sig, kroppen forbereder sig, man lærer en urkraft at kende som barn. 

Vi skulle også stå fast på isen eller på våde sten, og i skolen havde vi sådan nogle balancelege og stå fast-lege. Vi lærte at stå fast og få jordforbindelse. Det følger med resten af livet. 

Dengang i 70’erne gik jeg i en dansk klasse, og der kom danske børn, hvis forældre var på en toårs kontrakt. Det anede jeg ikke noget om dengang, og jeg knyttede mig til piger og venner i klassen, der bagefter bare rejste igen. Efter 7-8 år, hvor jeg hele tiden mistede venner, fik jeg et traume, som afholdt mig fra at knytte mig til nogen.

Da jeg kom til Danmark, talte jeg stadig dansk, på den måde var det ikke et problem. Men jeg ville ikke knytte mig til nogen som helst. Det var der nogle af de søde piger i gymnasiet, der ikke forstod, de ville bare gerne være venner med mig. 

Jeg har haft et godt og privilegeret liv som billedkunstner. Det har jeg altid villet være. Jeg sad og tegnede alvorligt allerede som 8-9-årig. Jeg ville gerne på Kunstakademiet, men blev ikke optaget, så det blev Designskolen i stedet. Jeg har arbejdet som kunstner og udført bestillingsarbejder lige siden. Når jeg tegner i dag, bliver det ofte dyr og mennesker, jeg tegnede, da jeg var barn. Mennesker, der forgrener sig i dans, grønlandsk mytologi.

For tiden er der et grønlandsk identitetstema. Hvem er rigtig grønlandsk, og hvem er dansk? 

Men jeg er 60 år, og det overstod jeg i min ungdom, så det interesserer mig ikke så meget. Selvom man mener det godt, kan det hurtigt kamme over og blive en udelukkelsesmekanisme, jeg ikke bryder mig om. 

Jeg var heldig som barn, fordi jeg havde en grønlandsk far og en dansk mor. De var nogle seje forældre. Men som teenager lavede jeg den ungdommelige kortslutning, at alt, der havde med Grønland at gøre, måtte jeg kaste væk. Det var ikke kun mig, der lukkede ned for Grønland og min far. I min familie snakkede vi faktisk ikke om ham i mange år. Det var i virkeligheden meget traumatisk. Langt senere fik jeg en kæreste, som syntes, at det var spændende med en grønlandsk kæreste. Han spurgte jævnligt til min far og det grønlandske liv, og jeg gled bare af. Men langsomt startede det en proces mod at nærme mig Grønland og lukke lidt op for at tale om min far. Jeg fik også arbejde, der havde med Grønland at gøre. Kunst er altid en form for terapi, og jeg blev inviteret til at udstille i Grønland og udstille i Det Grønlandske Hus. Så den der identitetssøgen blev jeg nærmest tvunget til at tage stilling til. 

I dag synes jeg, det er fedt at kunne trække på det bedste fra to kulturer. Faren ved at tilhøre én kultur er jo, at man hurtigt kan blive racist, men når man selv består af to, skal man forholde sig til flere traditioner og sprog, flere af alting. Man bliver tvunget til at være mere eftertænksom. Det synes jeg er en god ting. 

I 70’erne skulle børn af blandede ægteskaber helst vælge dansk, det var fremtiden og uddannelsessproget. Man havde en frygt for, at børn ville blive ’dobbelt halvsprogede’, altså at de ikke kunne tale nogen af sprogene ordentligt. Sikke et fantastisk udtryk: dobbelt halvsproget!

Min far var en meget stolt mand. Han kæmpede længe med svære følger efter forfrysningsskader, som han fik, da hans båd på en jagt rev sig løs fra isen. Han måtte hoppe i vandet for at nå båden og sejle hjem. Hans kropstemperatur var 21 grader, da de fandt ham.  Smerterne forfulgte ham, han blev dårligt behandlet og måtte tigge om medicin. Det var under hans værdighed. En dag lænede han sig op ad en klippe, hvor han kunne sidde og nyde fjorden og solnedgangen. Han nød det sidste smukke, han skulle se i sit liv, så tog han sin salonriffel og skød sig ind i munden og op i hjernen. Den scene har jeg tegnet tre gange. Der var en stor værdighed i det, som jeg ikke kunne se de første mange år. Men jeg har lært at respektere det.”

NUKAATA A. JEREMIASSEN
27 år

”Jeg er født i Nanortalik, og jeg har boet i Aalborg, siden jeg fyldte 18. Da vi flyttede til Danmark, var det til Kongerslev (cirka 25 kilometer sydøst for Aalborg, red.). Her boede jeg, fra jeg var
12-13 år, med min mor, min søster og min nu afdøde stedfar. Vi var de eneste grønlændere i byen, og alle vidste, hvem vi var.

I starten kunne jeg ikke snakke og forstå så meget dansk, men alligevel fik jeg nogle gode venner i skolen. Jeg brugte kropssprog i stedet for. Vi kommunikerede med hinanden på den måde, og vi har holdt kontakten i mange år efter. Det er en sjov tanke, at selvom jeg ikke kunne dansk, kunne vi alligevel blive venner. 

Jeg taler grønlandsk, men der var en periode, hvor jeg faktisk var ved at glemme sproget, fordi jeg snakkede dansk dagligt med mine venner og på skolen. Jeg fik en grønlandsk kæreste, der ikke var så god til dansk, så derfra begyndte jeg at lære grønlandsk igen. 

Jeg startede på Arctic Street Food i Aalborg (nu Arctic Street Lab, red.), hvor vi taler grønlandsk, og på den måde vedligeholder jeg det. Jeg taler også grønlandsk med min mor. Jeg er glad for, at jeg kan snakke og forstå grønlandsk, for jeg vil ikke føle mig udenfor. Det kan godt være, vi bor i Danmark, men der er jo også mange grønlændere her, og jeg vil gerne kunne sproget, det er jo der, jeg er født. Man kan også blive dømt for ikke at kunne tale grønlandsk. For nogle grønlændere er det en dårlig ting. Så bliver man set som en dansker. 

Jeg savner Grønland, især naturen, vennerne og familien. Jeg har mange barndomsvenner i Nanortalik, som jeg stadig har kontakt til. Når jeg savner Grønland, kan jeg finde på at gå en tur ved vandet. Og så prøver jeg at være sammen med mine grønlandske venner. Når man er sammen, føler man sig lidt hjemme, fordi man snakker grønlandsk, og man kan sidde og hygge sig, spille kort og høre musik. 

Jeg drømmer om at blive pædagog for at hjælpe børn og unge. Jeg vil gerne give dem det, jeg aldrig selv har fået. Jeg har været igennem en masse ting, der har gjort mig til den, jeg er. Jeg vil gerne være en voksen, børn og unge kan se op til, som forstår dem og kan sætte sig ind i, hvordan de har det. Jeg havde det svært, og det var svært at række hånden ud til nogen. Men når man bliver ældre, forstår man, at det er bedre at række ud efter hjælp.”

LAILA VETTERLAIN
34 år

”Egentlig er jeg født i Ilulissat, men jeg er vokset op i Nuuk med en dansk far og en grønlandsk mor. Mit modersmål er grønlandsk – men det er også dansk. Min stedfar arbejdede meget i Danmark, så hvert år havde jeg en lang sommerferie og gik på Karrebæk Skole en måneds tid. Jeg var eksotisk og spændende i de andre børns øjne i den måned, så det gik fint, lige indtil vi flyttede herned. Jeg var 14 år, og jeg var ikke klar til det. Vi flyttede til Karrebæk i et sommerhusområde, hvor der nærmest kun var mennesker to måneder om året. Resten af tiden var der helt mørkt.

Det var ikke sjovt, jeg havde hjemve. Folk var søde, men der var også meget drilleri. Det at være grønlænder var pludselig et problem. Nu var jeg ikke spændende længere, for nu skulle jeg være der og være en del af det. Det var svært. Men jeg var vant til at være forkert, for i Grønland var jeg for dansk. Det mærkede jeg, når jeg kom tilbage til Grønland på ferie hos min far om sommeren. Er Laila ikke blevet for dansk? Er hun blevet sådan en dansker-tøs? Mine veninder svarede, at jeg var den samme Laila, jeg altid havde været. Men det er noget, man kan mærke.

Hvad gør man, når man er for dansk til at være grønlænder og for grønlandsk til at være dansker? I mange år gad jeg ikke have noget med min etnicitet at gøre. Der var altid noget i mig, der var anderledes, som faldt udenfor. Men da jeg kom på efterskole, følte jeg for første gang, at jeg virkelig faldt til. Dér kunne jeg bare være mig. Der var også nogle grønlandske unge, og nogle af dem kunne ikke dansk. Jeg fik lov til at være midtimellem. For første gang i mit liv var jeg hel: Jeg var både-og. Jeg oplevede at være en del af mange fællesskaber. Det gav mig ro. 

Som ung i Danmark cyklede jeg ud på stranden, kiggede på stjernerne og tegnede. Det gør jeg stadig: tager ud i naturen og sidder og tegner for mig selv. Når jeg er alene, er jeg bare mig. Jeg kan slappe af og trække vejret dybt. Det gjorde jeg også som barn i Nuuk, hvor jeg havde en rute op i fjeldet. Når jeg får lov at være alene, er jeg bare mig.

Jeg har flyttet meget rundt i mit liv. Jeg er ikke rodløs. Jeg er som en potteplante. Hvis du giver mig sol og vand, og jeg har min potte og mine rødder med mig, kan jeg sagtens leve. 

Da jeg var barn, forestillede jeg mig København som kæmpestor. Så jeg var ivrig efter at flytte til København og bo på Nørrebro, og det gør jeg i dag med min datter på ni år. I den danske hverdag, er det ’i går’, ’i morgen’, ’lige om lidt’. Når jeg vender tilbage til Grønland, finder jeg tilbage til nuet. Jeg elsker spontaniteten og den grounding, jeg får af at være i naturen. Jeg savner det grønlandske, det spontane. Det at gøre tingene her og nu.”

De interviewede på disse sider er udvalgt fra Shazia Khans portrætserie ’Siulit (Ancestors)’, der har været udstillet i Danmark og Grønland og bliver vist til Folkemødet 2025. Teksterne er udarbejdet af Ole Reimer og redigeret af redaktionen på Ud & Se. Find flere portrætter, og se mere på shaz.dk/Ancestors-Siulit.

/

Mellem himmel og jord

”Jeg var nødt til at være med til at skabe en fotokultur i Grønland,” siger Inuuteq Storch, der skal repræsentere Danmark ved årets biennale i Venedig. Han har boet i København og New York og udstillet fra Finland til Colombia. Men han vender altid tilbage til Sisimiut, hvor luften er frisk, og havet myldrer af mad.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Inuuteq Storch

MIN OPVÆKST VAR en meget normal grønlandsk opvækst. Jeg var meget sammen med min familie, min far er konditor og har sit eget bageri, og min mor er fysioterapeut. Vi tilbragte meget tid i naturen med at sejle, fiske og jage. Stå på snowboard og køre snescooter. Første gang jeg prøvede at skyde med et gevær, var jeg ni år gammel, det er også helt normalt i Grønland. Vi stammer jo fra en fangerkultur. Jeg skød ikke noget den dag, skulle bare lære, hvordan det fungerer, og mærke kraften i våbnet. 

Jeg går stadig på jagt af og til. Jeg jager rensdyr, sæl, alk, rype. Alt, der smager godt – alle grønlændere har en kæmpe fryser, og mine forældre har to. Ellers fisker jeg, det er meget nemmere lige at finde en halv time til halvanden og sætte mig i min båd og sejle lidt væk. Det kan alle, jeg kender, godt lide. Når man kommer lidt på afstand af byen, bliver det hele renere. 

Jeg havde mange forskellige ideer om, hvad jeg skulle lave, når jeg blev stor. Den ene dag tænkte jeg, at jeg skulle være cykelrytter og køre Tour de France. Den anden ville jeg være professionel snowboarder eller fodboldspiller. Da jeg blev større og mere realistisk, tænkte jeg på pilot eller ingeniør.

NÅR VI SKULLE på ferie, tog vi som regel til Diskobugten og besøgte familie og venner. Det er et fantastisk sted. Mega­­flot, især om sommeren, når havet er helt stille, og du kan se himlen i dets spejl. Der er isbjerge, sæler, hvaler, rejer, helleflyndere. Det er der, alle drømme starter, og virkeligheden slutter. Nogle siger, at det er verdens udkant, jeg siger, at det er verdens centrum. 

Men et år tænkte min mor: ”Nu bliver vi nødt til at tage til Europa.Ellers tror vores børn ikke, der eksisterer andet end Sisimiut og Diskobugten.” Så vi tog til Danmark og besøgte de sædvanlige turistattraktioner. Strøget og Tivoli. Indkøbscentre. 

Min mor tog familiebilleder, da jeg var barn, og min far havde taget billeder som ung og havde et Nikon-kamera med dobbelt linse liggende, som jeg ikke måtte lege med. Det skabte en fascination. Da jeg begyndte på HTX, overtalte en af mine venner mig til at købe hans kamera billigt, fordi der var en ridse i sensoren. Så der kom en sort stribe i de første mange af mine billeder, inden jeg fik lært at redigere dem i Photoshop.

TIDSBILLEDER

Venedig-biennalen er en slags kunstens verdensudstilling, der vender tilbage hvert andet år, dels med en samlet udstilling, dels med 30 nationale pavilloner. Den første biennale blev afholdt i 1895. I år er de udstillende kunstnere repræsentanter for en oprindelig befolkningsgruppe eller en minoritet.

Åben 20. april – 24. november.

HVER DAG I tre år tog jeg billeder af mine venner, af hverdagen. I 2009 præsenterede jeg mit arbejde for lederen af et kulturhus i Sisimiut, og hun sagde ja til at lave en udstilling med mig. Jeg brugte hele min børneopsparing på at få printet billederne i Vester Kopi i København og få dem sendt op til Sisimiut. Jeg klæbede dem selv op på pap, det var ikke dem alle sammen, der fik en lige kant. Der kom mange mennesker til ferniseringen, rigtig mange af mine venner, og byens dj spillede. Det var fedt. Bagefter nævnte lederen af kulturhuset en dansk fotouddannelse, Fatamorgana i København. Jeg søgte ind og blev optaget. 

Jeg havde meget at udforske, da jeg flyttede til København. Jeg var vild med restauranterne med asiatisk mad, og jeg badede i havnen, så tit jeg kunne komme til det. Jeg var også meget begejstret for de friske agurker og al frugten. Men jeg savnede ordentlig fisk. 

Den største forskel på danskere og grønlændere er måske måden, man er sammen på, og jeg havde svært ved at være med i samtalerne, da jeg kom til København. Det er, som om man i Danmark kæmper om at være den talende. I Grønland venter vi, til folk er færdige med at tale. Jeg syntes, det var enormt svært at finde hullet i samtalen, og havde det sådan lidt: ”Hvor er jeg, hvem er jeg?”

I begyndelsen var jeg meget tilbageholdende på skolen. Vi har jo nærmest ingen fotografikultur i Grønland, så når vi blev bedt om at tale om vores egne fotos, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var bare god til at lave billeder, men jeg vidste ikke hvorfor og hvordan. Det var vel bare et naturligt instinkt.

På Fatamorgana blev jeg bedre til at udtrykke mine følelser gennem fotografiet. Og jeg lærte, hvor vigtigt fotografiet er for samfundet. Da jeg tog hjem, følte jeg, at jeg var nødt til at være med til at skabe en fotokultur i Grønland. ”Hvis ikke jeg tager det ansvar, hvem gør så?” tænkte jeg. 

DA JEG KOM hjem, var det, som om Nasaasaaq, bjergtoppen bag Sisimiut og byens kendetegn, var større, end den plejede at være. Efter nogle måneder var den normal højde igen. Det var en målestok for, hvor meget hjemve jeg havde haft. 

Jeg lavede et par fotoudstillinger og gav mig til at samle materiale til en dag at lave en fotobog. Jeg søgte ind på ICP, International Center of Photography, en fotouddannelse i New York, som jeg var blevet anbefalet på Fatamorgana. Samtidig søgte jeg ind som elektronikingeniør i Aarhus – fotografi findes jo nærmest ikke som karrierevej – og blev optaget. Men da jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget i New York og havde fået uddannelsesstøtte til at tage med, droppede jeg Aarhus. Jeg ville se verden.

Uddannelsen på ICP var meget metodisk. Hvordan printer jeg, hvordan planlægger jeg min arbejdsproces? Hvordan fungerer forskellige redigeringsprogrammer? Jeg blev mere struktureret. Samtidig fik jeg venner fra alle mulige lande. Kina, Japan, Colombia, Brasilien. Jeg spiste virkelig god mad. Jeg hørte en masse musik og så en masse udstillinger. 

TRE BILLEDBØGER

’Porcelain Souls’

En samling af billeder, som Inuuteq Storchs forældre tog fra slut-60’erne til start-80’erne. Storch har garneret dem med breve fra forældrenes korrespondance mellem Aarhus og Sisimiut. Udgivet 2018 på forlaget Konnotation.  

’Keepers of the Ocean’

Inuuteq Storchs portræt af sin hjemby, Sisimiut: ”Jo mere tid jeg er hjemmefra, desto bedre forstår jeg, at det, vi har derhjemme, er noget særligt. Intimiteten, vi har, er skabt af naturen, som omgiver os, barsk og ærlig. Vejret styrer alting, og naturen giver os alt, vi behøver.” Udgivet 2022 på Disko Bay.

’Necromancer’

Projektet startede, da Inuuteq Storch begyndte at læse om åndemagere, og hvordan mennesker og ånder kan hjælpe hinanden. I bogen forsøger han at undersøge forbindelsen til det åndelige – og hvilke følelser sådan en undersøgelse kan vække. Udgivet 2024 på Marrow.

NEW YORK ER en vild, crazy by fuld af liv og ekstreme personligheder. Det er spændende for en fotograf, og da jeg flyttede derover, troede jeg, at jeg ville blive boende i mange år. Men efter noget tid tænkte jeg, at mine fotografier ville blive pænt ligegyldige, hvis jeg blev der. Byen var fuld af fotografer – og mange, der var bedre end mig. Hvorfor skulle jeg være med i det race? Hvis jeg tager hjem, kan jeg arbejde dybt inde fra mit eget dna, tænkte jeg. 

Så tog jeg hjem. Ah, at trække vejret i den friske luft igen! Jeg gik ud i naturen for at opleve stilheden, men al New Yorks larm var stadig inde i hovedet på mig. Kun gradvist kom jeg af med larmen. I New York er der udrykninger hvert 10. minut. Og rotter og kakerlakker og lugtende skraldespande. Da jeg først kom derover, var jeg så imponeret af alting, at jeg ikke kunne lugte det. Men da jeg tog hjem i påskeferien, vaskede min mor alt det tøj, jeg havde med – som jeg lige havde vasket til rejsen. Hun kunne lugte, at det ikke var rigtig rent. 

I 2018 UDGAV jeg min første fotobog, en samling af min fars og mors ungdomsbilleder og brevene, de sendte til hinanden, mens hun en overgang boede i Aarhus. Jeg blev sindssygt glad, da jeg fik støtte til bogen.

Jeg er god til billeder, men ikke specielt god til at læse tekster. Måske hænger det sammen med, at det grønlandske sprog er så billedbaseret og funktionelt. Et bjerg får navn efter sin form, mens øjne er ’dem, man ser med’, tæer er ’dem, man kommer ind med’, og fugle er ’dem, der flyver’. Men fotobøger, dem læser jeg, som andre læser bøger.

Min seneste bog hedder ’Necromancer’ og er lavet ud fra et ønske om at genetablere kontakten til den spirituelle verden. Ideen opstod under corona, hvor der var en stemning af, at verden var lige ved at gå under. Hvad gør vi nu, lille du?  

TÆNK, HVIS VI havde kontakt til nogen, der kunne rådgive os, tænkte jeg. I gamle dage havde inuitterne jo åndemaneren og en tæt forbindelse til åndernes verden, men med koloniseringen mistede vi den. Vi har for eksempel hjælpeånden Toornaarsuk, der plejede at være vigtig, men i dag bare er et udbrud. Som at sige ’for satan’ på dansk. Jeg har Toornaarsuk tatoveret på armen i Kârale Andreassens streg. Han er en af Grønlands vigtigste kunstnere og blev født i 1800-tallet som søn af en åndemaner. 

Og hvordan fotograferer man så det åndelige? Det er et godt spørgsmål. Jeg mener godt, man kan lave fotografier, der indikerer tilstedeværet – eller fraværet – af spiritualitet. I en genstand, et landskab, en person.

Sidste år blev jeg kontaktet af Statens Kunstfond, der sagde, at de havde mig i tankerne til biennalen i Venedig i 2024: ”Vil du ikke komme til København og fortælle os lidt om dine værker?” Der var en slags fremlæggelse med kaffe og croissant. Jeg vidste, at der var flere kandidater, og jeg tænkte ikke, at jeg ville blive valgt, men de sagde ret hurtigt, at de var trygge ved mig. ”Du kan selvfølgelig godt sige nej, hvis du ikke har lyst,” sagde de.  

”Fuck,” tænkte jeg. Jeg kunne se, at det var et stort ansvar. For stort. Jeg kunne også se, at jeg ikke kunne sige nej. Hvis jeg gjorde det, ville jeg være den første nogensinde. Og jeg ville gå glip af en gylden mulighed. Jeg græd så meget, da jeg kom tilbage til hotellet. 

BILLEDMAGER

Inuuteq Storch. 35 år. Kunstfotograf.

Har studeret på fotoskolen Fatamorgana i København og International Center of Photography i New York.

Har lavet fem fotobøger og medvirket på en række udstillinger i blandt andet Danmark, Canada, Finland, USA,
Colombia og Dubai.

Bor i Sisimiut i Vestgrønland.

JEG MÅ IKKE sige så meget om, hvordan udstillingen bliver, men jeg kan love, at det kommer til at se godt ud. Det handler mest om Grønland og grønlandsk kultur.

Efterhånden har jeg fået rejst en del. Og der er mange gode billeder at tage rundt­omkring i verden. Men jeg gør det mest for min egen fornøjelse. Som en souvenir. Jeg kender jo ikke de steder og de mennesker. 

Jeg synes, man kan se, om en fotograf har brugt sine dage sammen med dem, han fotograferer. Om han har spist sammen med dem, gået på fangst med dem, været en del af deres dagligliv, eller om han bare har været på besøg. Ægtheden opstår, når man bruger tid på at blive en del af det samfund, man skildrer.

Jeg har dog to bogprojekter i tankerne, som ikke er fra Grønland. Et fra København, et andet fra Brasilien. Det sidste er fra en rejse sammen med en fotograf, der hedder Igor Morales, som jeg blev bedste venner med i New York. Han sagde: ”Kom, lad os besøge min hjemby, São Paulo.”

På samme tur skulle vi også besøge hans forældre i en anden by. En lillebitte by, sagde han. Jeg forestillede mig en bygd med 50 mennesker, men der var 90.000, hæ hæ! Det er jo flere end i hele mit hjemland. Men jeg er glad for de billeder, jeg tog dér. Jeg ved ikke hvorfor, det har jeg ikke undersøgt endnu.

/

I sælens hjerte

I århundreder forsørgede man sig med hundeslæde og kajak. Men moderniteten har forlængst ædt sig ind på fangerkulturen i vestgrønlandske Uummannaq, og med klimaforandringerne smelter den måske helt væk. Tag med til en udsat by.
Tekst og foto:Lukas Kreibig

En fisker fanger hellefisk på havisen ved minus 30 grader, mens mågerne holder sig til. Inuitter har i hundredvis af år praktiseret langline-fiskeri med liner på op til 500 meter med mange kroge med madding på. Varmere havstrømme har bragt flere fisk til fjorden, men også større fiskefartøjer, overfiskeri og kvoter.

Der er hverken biograf eller indkøbscenter i Uummannaq. Vejen slutter, hvor byen hører op.

 Qisunnguaq i sin sælskinds-anorak. Den traditionelle klædedragt er et særsyn i dag.

Simion laver en sele til sine hunde, mens datteren Eva spiller på sin telefon. Simion er ud af en fangerfamilie, hvor faren plejede at fange 600 sæler om året. Mange lande har i dag forbudt handlen med sælprodukter, og derfor har mange i Uummannaq slået sig på at fiske hellefisk eller fundet arbejde på byens to fiskefabrikker.

I perioden 1971-2017 steg gennemsnitstemperaturen i Arktis med 2,7 grader ifølge De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Dobbelt så hurtigt som på den samlede nordlige halvkugle i gennemsnit.

Martin bor på et af verdens nordligste børnehjem sammen med andre børn og unge, der søger tilflugt for alkoholiske forældre og vold i hjemmet. Grønland har verdens højeste selvmordsrate med omtrent 75 per 100.000 mennesker. Per 1. april 2020 boede der 56.255 personer i Grønland.

Parabolen, byens eneste bar.

Børn i snestorm. Pludselige omslag i vejret er stadig mere almindelige ifølge byens fiskere, der mener, årsagen er klimaforandringer.

Børnehjemmet i Uummannaq anvender de forladte bosættelser uden for byen som udflugtsmål. Her kan de unge i et par uger få et afbræk fra dagligdagen.

Der er hunde næsten overalt I Uummannaq. De snuser rundt og udforsker byen, indtil de, når de er seks måneder, bliver lænket og brugt som arbejdsdyr.

Uummannaq er forbundet med fastlandet via båd eller helikopter. Om vinteren, når havet fryser til is, er det også muligt at krydse på snescooter eller med hundeslæde. Men vinduet bliver mindre og mindre. I 2018 var det for eksempel først frosset til midt i februar, og allerede i marts begyndte det at smelte igen, så politiet måtte forsøge at forhindre folk i at færdes på isen.

Præsten i Uummannaqs kirke på vej til gudstjeneste, første søndag i advent.

Slædehunde sover udendørs gennem selv de barskeste forhold. Året igennem venter de på slædesæsonen. Men vintrene bliver kortere, og flere af Uummannaqs 1.200-1.300 indbyggere anskaffer sig snescootere – og bruger hundene stadig mindre.

/