Indlæg

Det var farmorens ubetingede støtte, der gav Søren Schmidt fra Ølgod selvtilliden, der skulle til for at blive SOEREN LE SCHMIDT. Nu drømmer den 35-årige designer for de kendte og kongelige om at vise børn og unge, hvor langt man kan komme, hvis man har styr på tråden og dyrker sin kreativitet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund

BAG DE FIRKANTEDE briller lyser Inger Mortensens øjne af begejstring. Hendes hår er krøllet og brunt med lyse striber, hendes brede smil afslører et lille hul mellem fortænderne, og en næsten barnlig forventning fylder hendes ansigt. 

På parkeringspladsen gasser en knallert op og kører væk, mens hun låser sig ind ad bagdøren til Skjern Bibliotek. Egentlig er det hendes fridag, men lige nu er der intet sted i verden, den 50-årige biblioteksassistent hellere vil være.

”Det er simpelthen helt uvirkeligt, at du er her, Søren,” udbryder hun, da hun får øje på Soeren Le Schmidt, som venter ved et af hæve-sænke-bordene på bibliotekskontoret, der er omdannet til backstage-lokale. Det er en sen fredag eftermiddag i marts, og om en halv time skal den 35-årige vestjyde i sit lyse jakkesæt, som han har syet af reststof fra en sofa, holde foredrag. 88 mennesker har købt billet og sidder allerede klar på stolerækkerne ved bibliotekets børneafdeling, mens de spændt venter på at møde manden, de kender fra ’Vild med dans’ og som ham, der laver kjoler til dronning Mary og alle de kendte.

På stolerækkerne sidder også Soeren Le Schmidts forældre, Ulla og Finn Schmidt. De bor stadig i Ølgod, 20 kilometer fra Skjern, og har begge betalt 150 kroner i entré – de er for beskedne til at bede deres søn om billetter.

”Jeg er jo selv lidt fra Ølgod,” siger Inger Mortensen ’backstage’ på kontoret, og hun har knap fået overtøjet af, før hun griber chancen for at få taget et billede med Soeren Le Schmidt. Det virker som en ketchup-effekt på hendes kolleger, der indtil videre har bevaret roen, men nu nærmest stiller sig i kø for at blive fotograferet med designeren.

”Måske har jeg ekspederet dig nede i Theilgaards Boghandel,” siger en kollega, mens en anden først siger, at ”min mand ved slet ikke, hvem du er”, og derefter, at ”den seneste kendte, jeg blev fotograferet med, var Obi-Wan Kenobi (Ewan McGregor, red.)”.

”Vi har jo købt en lille gave til dig, Inger,” fortsætter kollegaen og peger på en lille pakke. Det har netop været Inger Mortensens fødselsdag, og hendes gave viser sig at være en billedramme, så hun kan printe sit foto med Soeren Le Schmidt ud og stille det på skrivebordet som minde.

”De andre har drillet mig lidt, fordi de vidste, at jeg ville blive så starstruck,” siger Inger Mortensen, der meget apropos har gået og spekuleret på noget: 

”Du, Soeren, kan du egentlig selv blive starstruck, når du møder Mary?”

EN MÅNED TIDLIGERE, i den anden ende af Danmark, kommer Soeren Le Schmidt cyklende det sidste stykke ad Nørrebrogade på sin ladcykel, træder på bremsen og planter en massiv læderstøvle med firkantet snude i asfalten foran Nørrebro Station. Han er klædt helt i sort, i lavtaljede, brede cargobukser, stramtsiddende T-shirt og en kort, kraftig dunjakke, og han kunne næsten gå i ét med aftenmørket, hvis det ikke var for hans korte, afblegede hår. På fingrene bærer han fem store sølvsmykker, et af dem er en ring med initialerne SLS, og med sig har han både en god og en dårlig nyhed.

Det er modeuge i København, men helt usædvanligt skal Soe­ren Le Schmidt ikke afholde et af sine stort anlagte halvårlige shows. I august, da han fremviste sin SS24-kollektion (SS står for Spring/Summer) med blandt andre tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, rapperen Tessa og skuespiller Dar Salim på catwalken (alle kunder hos Soeren Le Schmidt), annoncerede han samtidig, at det ville blive hans sidste i noget tid. 

”Det er helt underligt,” siger Soeren Le Schmidt, der i dag har holdt kundemøder i sit showroom på Christianshavn og netop har været hjemme for at lægge sine to et halvt-årige tvillingedrenge i seng.

Han smiler bredt og afslører et snorlige, kridhvidt tandsæt. Tidligere på dagen har han fået at vide, at Danmarks Radio har givet grønt lys til en ny sæson af ’Danmarks næste tøjdesigner’, hvor han medvirker som dommer – et talentshow, han selv i sin tid pitchede til DR. Det er den gode nyhed. Den dårlige er, at DR ønsker at udskifte programmets anden dommer, stylisten Anja Camilla Alajdi, som han skal mødes med om få minutter.

”Min farmor forstod virkelig min lille kreative hjerne. Hendes systue blev mit gemmested, mit frirum. Jeg kunne sidde der og forsvinde ind i mig selv, og der var ikke nogen grænser.”

KORT EFTER NØRREBRO bliver til Nordvest, ligger et lukket autoværksted. Her åbnede for snart tre år siden baren Autopoul, opkaldt efter det tidligere værksted, og om sommeren er her fyldt med folk, der drikker naturvin i hvide plastikstole på parkeringspladsen, mens lokalerne om vinteren lejes eller lånes ud til events. I aften er her modeshow, og Soeren Le Schmidt er inviteret, fordi han er Soeren Le Schmidt, og fordi aftenens fremviser er en af finalisterne fra DR-programmet ’Danmarks næste tøjdesigner’. 

”Du har Billy Idol-hår,” siger Anja Camilla Alajdi til Soeren Le Schmidt, da vi efter en kort cykeltur fra Nørrebro Station møder hende foran Autopoul. 

Selv har hun gråt, næsten sølvfarvet krøllet hår, er iført et mørkegråt jakkesæt og et smil, der ikke antyder nogen skuffelse over at være blevet skiftet ud af DR. Soeren Le Schmidt svarer med et grin, og sammen gelejder de sig gennem menneskemængden og ind i garagen, hvor hvide plastikstole er opstillet på to rækker med ryggen til hinanden i midten af lokalet, der er badet i lys fra gule neonrør. Tre Soundboks-højttalere spiller på skift tung hiphop og elektronisk musik, og efter en kort kunstfilm træder en snes høje, slanke modeller med elefanthuer og tribal-printet tøj frem og catwalker rundt om stoleformationen.

Designeren bag, dansk-tyrkiske Cengiz Güdücü, har tiltrukket så stort et publikum, at en ung kvinde må hoppe op på skuldrene af sin ven for at kunne se ind i garagen, mens andre må overvære showet gennem skærmene på oprakte telefoner. Hele seancen varer blot 10 minutter, og mens dele af publikum driver ud i aftenmørket, søger andre ind til en improviseret efterfest i autoværkstedets garage, der har omtrent samme temperatur som en kummefryser.

DER ER 16 år mellem Soeren Le Schmidt og 51-årige Anja Camilla Alajdi, som han plejer at kalde for ’tante’. Hun har i mange år været personlig stylist for dronning Mary, og det var hende, der i efteråret 2017 ringede til Soeren Le Schmidt for at bestille den royale nytårskur-kjole, der endte med at blive hans gennembrud.

De to blev samme år introduceret til hinanden af ’Vild med dans’-vært Sarah Grünewald, som i programmets 14. sæson tonede frem på skærmen i en sort kjole af Soeren Le Schmidt. Men Anja Camilla Alajdi havde allerede hørt om den unge skrædderuddannede vestjyde, mens han arbejdede for designeren David Andersen, og hun kunne se, at han kunne noget særligt.

”Jeg kunne virkelig godt lide hans udtryk,” husker hun. ”Hans kjoler var – og er – på én gang moderne og tidløse. De har rene linjer, samtidig med at der sker en hel masse, og selvom hans design ofte er spektakulært og letgenkendeligt, er han god til at lade personen være i centrum, så det er vedkommende, der bærer kjolen – ikke omvendt.”

Dengang havde Soeren Le Schmidt kun været officielt i gang som selvstændig designer i et par måneder, så det kom som et chok, da han modtog opkaldet om, at den daværende kronprinsesse ville have ham til at designe en kjole til en af årets store royale begivenheder: dronningens nytårskur i 2018.

Og svaret på spørgsmålet fra Inger Mortensen på Skjern Bibliotek er, at første gang han var på Amalienborg, var han om ikke starstruck, så i hvert fald virkelig nervøs. I alt tog det et par måneder at designe den lange, røde kjole, der blev fremstillet af silkeduchesse – en form for satin, der også anvendes til brudekjoler – og med en markant grafisk udskæring ved bryst og skuldre.

1. januar 2018 lå han med tømmermænd efter nytårsaften hjemme hos sin søster Line og fulgte med i nytårskuren på tv. Da kronprinsesse Mary trådte frem på den røde løber, blev han ”beæret og meget rørt”.

”Jeg tror, at det var første gang, jeg for alvor følte, at det her er jeg faktisk virkelig god til,” siger Soeren Le Schmidt, der siden har designet en række kjoler for den nye dronning – blandt andet den hvide kjole, hun bar på balkonen ved tronskiftet i januar i år.

SOEREN LE SCHMIDT OM… 

Marys hvide kjole

”Jeg vidste intet om dronningens abdicering. 1. januar blev jeg spurgt, om jeg ville lave en kjole til dronning Mary, som hun skulle have på ved tronskiftet. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg har lavet en del kjoler til Mary, men den her var noget særligt. Jeg havde 14 dage til det, så det krævede nogle lange aftener. Da dronning Margrethe blev indsat, bar hun sort, fordi hendes far lige var død, så jeg vidste med det samme, at den skulle være hvid. Kjolen symboliserede Dannebrog, fordi Mary bar røde rubinøreringe og den røde rubinbroche, hun havde arvet fra dronning Ingrid. Det var en historisk dag, og kjolen fik opmærksomhed i hele verden. Det er nok det største, jeg nogensinde kommer til at lave i Danmark.”

CHARLOTTE AMALIE SCHMIDT var en kærlig dame med gråt, krøllet hår, der altid gik i kjole eller nederdel og en lille hæl. Faktisk kan Soe­ren Le Schmidt ikke huske, at han nogensinde har set sin farmor i et par almindelige bukser, når han som barn kom hjemme hos hende i Ølgod. 

I et af husets værelser havde Lotte, som bedstemoren altid blev kaldt, indrettet en systue med fire gamle industrisymaskiner og en broderimaskine. På store egetræsreoler lå stofruller og ringbind fyldt med skabeloner og mønsterdele til tøj, og i vindueskarmen af sort marmor stod en ghettoblaster, der spillede jazz. Gulvet var beklædt med væg til væg-gulvtæppe, hvilket kunne være temmelig upraktisk, hvis man tabte en knappenål.

Med hjælp fra sin farmor syede Søren Schmidt som seksårig sit første stykke tøj – en mørkegrøn habitjakke i tweed. Han havde den på til sin onkels 50-års fødselsdag en kold vinterdag, men selvom hans far flere gange forsøgte at få ham til at tage en varm frakke udover, nægtede han – end ikke at slå reverset op om halsen kunne komme på tale. 

Senere, da hans arme blev for lange til, at han kunne passe den, forlængede han ærmerne med to stykker brunt ruskind, og når Søren Schmidt, der nu er Soeren Le Schmidt, i dag er ude at holde foredrag, har han stadig habitjakken med.

Lotte Schmidt og hendes mand Edvin drev i mange år manufakturhandlen I.C. Schmidt i Ølgod, sådan som Edvin ­Schmidts forældre havde gjort det før ham. Her syede de gardiner og kjoler på bestilling, og ovenpå lå deres bolig, indtil de i 1986 – to år før Søren blev født – besluttede sig for at sælge bygningen. Med sig tog de en håndfuld af symaskinerne, som fik plads i deres nye hus.

I dag ligger der et pizzeria i lokalerne på Storegade 22. Her mødes Soeren Le Schmidts forældre en gang om året med farens brødre og spiser på Lotte ­Schmidts fødselsdag – hun døde i september 2014, 90 år gammel.

Faren Finn Schmidt er uddannet teknisk designer og tegner trapper, mens moren Ulla Schmidt er pædagogmedhjælper og har arbejdet som klinikassistent. Sønnen er vokset op i en typisk kernefamilie med en to år yngre søster, og så længe han kan huske, har hans forældre bakket op om hans kreative udfoldelser. Han fik lov til at gå klædt, præcis som han ville, først i tøj, hans farmor havde syet, og senere i sine egne kreationer. Sammen tog bedstemor og barnebarn ud og købte stof, han kunne sy af, eller også gik de på jagt i byens tre genbrugsbutikker efter gammelt tøj, han kunne skille ad, sy om og eksperimentere med. 

”Min farmor forstod virkelig min lille kreative hjerne. Hendes systue blev mit gemmested, mit frirum. Jeg kunne sidde der og forsvinde ind i mig selv, og der var ikke nogen grænser. Nogle gange følte jeg, at jeg havde siddet der i 10 minutter, og så var der måske gået 10 timer. En gang imellem pjækkede jeg også fra skole for at sidde og sy hele dagen. Og min farmor sladrede ikke til mine forældre.”

ØLGOD ER EN typisk mindre provinsby med knap 3.800 indbyggere, tre supermarkeder, tre pizzeriaer, et fodboldstadion, en idrætshal og en kommuneskole. Det er efterhånden længe siden, Soeren Le Schmidt sidst var hjemme (forældrene har købt fritidshus i Dragør for at kunne være tættere på deres børnebørn), men ifølge ham er der ikke meget, der har ændret sig, siden han gik på Ølgod Skole i begyndelsen af 90’erne. 

”Jeg var det lille finurlige barn, som syede sit eget tøj, var lidt nørdet og stak lidt ud,” fortæller han, men den gængse fortælling om, at det kan være svært at begå sig i et mindre provinssamfund, hvis man ikke passer ind, gælder ikke her. Soeren Le Schmidt husker ikke, at han nogensinde er blevet drillet, fordi han var dreng og elskede at sy.

”Jeg er ofte blevet spurgt om det, men jeg har aldrig oplevet noget. Det kan da godt være, der er nogen, der i krogene har tænkt ’fuck, en weirdo’, og fred være med det, men jeg er aldrig blevet mobbet. For mig var der ekstremt højt til loftet. Det skyldes nok også, at jeg er opdraget sådan, og at især min farmor forstod at hylde mit finurlige væsen.”

Line Schmidt, Soeren Le Schmidts søster – der arbejder med marketing og nok er det menneske, som designeren er tættest med – erindrer heller ikke, at nogen så skævt til hendes storebror: 

”Søren gik ofte i hjemmelavet tøj, så på den måde stak han jo ud. Men jeg har aldrig set nogen drille ham, og jeg har heller ikke selv hørt nogen negative bemærkninger. Søren dyrkede bare sin store interesse, og folk lod ham være i fred.”

Sværest havde Søren Schmidt ved at passe ind i skolen. Ikke fordi han var svag bogligt, men fordi han havde svært ved at interessere sig for undervisningen, hvis ikke lærerne kunne forklare ham, hvad han skulle bruge det til – matematik for eksempel forstod han først, da han skulle bruge det til at udregne mønsterkonstruktioner, når han syede tøj.

Da han gik ud af 9. klasse, erklærede skolen ham uegnet til gymnasiet. I ren trods gik han til optagelsesprøve på handelsgymnasiet i Varde og bestod med perfekte karakterer. Mens han gik på HHX, legede han en overgang med tanken om at læse teologi, fordi han havde læst et sted, at der var mangel på gadepræster. Men dybest set var han nok allerede klar over, at han skulle bruge sit talent for at sy.

Søren Schmidt blev student i sommeren 2007. Nogle måneder forinden havde han fundet en lejlighed på Amager, så da han efter nogle dages studenterfester vågnede med tømmermænd, pakkede han en taske og tog toget til København – uden at fortælle det til sine forældre.

På køleskabet derhjemme satte han en post-it: ”Jeg er flyttet. Kh Søren.”

DET NYE NAVN står med blokbogstaver over døren på Strandgade 22 på Christianshavn, et tidligere forandringsskrædderi, som Soeren Le Schmidt overtog i 2020. Han har indrettet det med showroom ude foran og systue i baglokalet, hvor symaskinerne er nye, mens de gamle skræddersakse, målebånd og andet udstyr er fra farmorens systue i Ølgod.

En mandag i februar er to kvindelige ansatte i gang med at sy en hvid nederdel og presse en håndfuld sorte jakkesæt. Førhen lavede Soeren Le Schmidt alting selv, men efterhånden som efterspørgslen på hans tøj er steget, tager han sig i højere grad af kundemøder og design, mens han overlader syningen til andre. På dagens program står blandt andet et besøg af en caster, der skal finde deltagere til næste sæson af ’Danmarks næste tøjdesigner’, og to kunder, der begge skal have syet en brudekjole.  

At 7. september åbenbart er en af årets store bryllupsdatoer, står klart, da brud nummer to træder ind ad døren først på eftermiddagen.

”Der er virkelig mange af mine kunder, der skal giftes den dag,” bemærker kjoledesigneren, der rækker ud efter blok og kuglepen og smiler til den lyshårede kvinde i mørkeblå vinterfrakke ved bordet over for ham.

”Du skal ikke tage dig af, at jeg spørger om alt muligt mærkeligt, det er bare for lige at spore mig ind på retningen,” siger han og vil blandt andet gerne vide, hvor vielsen finder sted (i Holmens Kirke), hvad brudgommen skal have på (en sort smoking), hvor mange gæster der er inviteret (130), og om bruden har en stor tatovering på ryggen, han skal sørge for at dække (nej). Han tager noter, mens de bliver enige om en klassisk stropløs kjole med slæb og slør og et budget i underkanten af 20.000 kroner.

En kjole fra Soeren Le Schmidt kan tage op til et halvt år at producere. Undervejs skal kunden forbi showroomet en håndfuld gange for at vælge stof, få taget mål og få rettet kjolen til, så den sidder perfekt. Set i det lys er prisen måske ikke så mærkelig, men ofte oplever Soeren Le Schmidt, at folk tror, det er endnu dyrere.

”Mange tror, at man skal have 50.000 kroner med for overhovedet at kunne træde ind ad døren, men jeg laver tøj i mange prisklasser, afhængigt af hvor avanceret opgaven er, og hvor dyr en metervare man vælger.”

Det er de store, dyre kjoler, der har gjort Soeren Le Schmidt kendt, men han laver faktisk flest jakkesæt til mænd. Noget af det skyldes, at han har indgået firmaaftaler med banker, men også at der kommer mange mænd i aldersgruppen 35-50 i showroomet på Christianshavn, typisk fordi de har svært ved at finde jakkesæt, de kan passe.

”Jeg har selv ekstremt lange arme, og derfor har jeg altid haft svært ved at finde tøj,” siger han og strækker dem ned mod gulvet for at illustrere. 

”Hvis man har skæve skuldre, store fodboldlår eller en lille topmave, bliver der taget højde for det, når man køber tøj hos mig. Jeg er heller ikke bange for at sige min mening til kunderne eller fortælle dem, hvordan jeg synes, at de skal style det tøj, de køber hos mig, og det oplever jeg heldigvis, at de fleste tager godt imod.”

Inden den kommende brud rejser sig fra bordet og går, aftaler hun og Soeren Le Schmidt at mødes igen om et par uger. Til den tid vil han have bestilt stofprøver hjem og tegnet tre forskellige skitser, hun kan vælge imellem.

”Jeg ved, hvad jeg vil synes er pænt til dig, og jeg tror også, jeg ved, hvad du kan lide,” siger han selvsikkert.

”Det er jo Holmens Kirke,” fortsætter han. ”Det skal være et skur af en kjole.”

SOEREN LE SCHMIDT OM…

Helle Thornings kavalergang 

”Helle Thorning-Schmidt er fast kunde, og da hun skulle til gallataffel på Amalienborg i september 2022, bad hun mig lave en kjole. Jeg vidste, at den ville skabe omtale, fordi den var stor, pink og havde nogle vilde ærmer – og så var der jo den der kavalergang. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at der ville blive så meget debat på grund af en udskæring. Det kom bag på mig, at man i 2022 var så gammeldags, at man kunne tillade sig at debattere en kvindes kavalergang. Derfor gjorde det mig glad, at der efterfølgende var mange, som tog kjolen op med det budskab, at man selvfølgelig må gå klædt, som man vil.”

At designe teaterkostumer  

”Normalt nørder jeg alle mulige detaljer som for eksempel betrukne knapper, men alt det er der ingen, der kan se fra bagerste række. Til gengæld skal skuespillerne komme lynhurtigt ind og ud af deres kostumer, og derfor bliver de lavet med nogle store, grimme velcrolukninger. Man er også nødt til at skrue op for nogle ting, som størrelsen på en hat, da man skal kunne se kostumerne fra både række fire og række 52. Jeg har lavet mere end 100 kostumer til ’Askepot’ – til den gode fe brugte vi 216 meter tyl.”

I SOMMEREN 2007, da Søren Schmidt steg af toget på Københavns Hovedbanegård, ankom han med en drøm om at blive selvstændig designer. Men hjemmefra havde han lært, at man skal tjene penge, før man kan bruge dem, og at man skal sætte sig ordentligt ind i tingene. Derfor søgte han ind på handelsøkonomuddannelsen på Niels Brock for at lære om erhvervsjura og om, hvad ting som debit, kredit og moms betød.

Han færdiggjorde ikke uddannelsen, men kom efterfølgende ind på den nu lukkede skrædderuddannelse på Teknisk Skole i Ishøj, hvorfra han blev færdiguddannet i sommeren 2015. Sideløbende arbejdede han for andre designere og freelancede som stylist. 

Her mødte han skuespillere, musikere og andre kendte og opbyggede et stort netværk, inden han som 29-årig blev selvstændig i efteråret 2017 – blandt andet kom skuespiller Trine Dyrholm og tv-vært Eva Harlou som nogle af de første på kundebesøg hjemme i hans toværelseslejlighed på Vesterbro, hvorfra han drev sin virksomhed i begyndelsen.

Han tog navneforandring fra Søren til Soeren for bedre at kunne arbejde internationalt, og han tilføjede mellemnavnet Le som en hyldest til sine bedsteforældre – L for Lotte og E for Edvin. Et sted undervejs har han også fuldstændigt fralagt sig sin vestjyske dialekt.

”Jeg tror, det lykkedes mig at finde et hul i markedet med mine store kjoler, som samtidig kan være helt minimalistiske,” lyder hans egen forklaring på, hvorfor han fik så hurtig succes som designer. 

”Mange af kjolerne til de store gallafester og prisuddelinger var dengang fyldt med blonder, perler og pailletter, og det kan også være smukt, men jeg synes, det er mere interessant at arbejde med silhuetter og mønsterkonstruktion, så man skræller al pynten af og lader selve kjolen tale for sig selv.”

I DAG STÅR kendte danskere nærmest i kø hos Soeren Le Schmidt, når foråret og de store prisuddelinger nærmer sig. På Christianshavn har der blandt andet været travlt med at lave en kjole, som Paprika Steen skal have på til årets Robert-priser. Samtidig er systuen ved at færdiggøre kostumer til en stor musicalopsætning af ’Askepot’ i Tivoli, hvor chefdesigneren har måttet hente yderligere seks skræddere ind for at kunne følge med. 

Alt bliver designet og produceret lokalt. Kun når Soeren Le ­Schmidt laver uniformer for hoteller og restauranter – blandt andet Nimb og Alchemist – fremstilles de i udlandet, fordi mængden af tøj er større, end han og hans ansatte kan håndtere. 

Da han startede sin virksomhed i 2017, lavede Soeren Le ­Schmidt en mindre kollektion af printede T-shirts og sweatshirts med sit navn på. Han får stadig forespørgsler på dem, men han har ingen planer om at sætte en ny produktion i gang.

”De solgte fint, men jeg kedede mig i det. Det, der driver mig, er kreativiteten i at designe noget unikt. På den måde bevarer man også eksklusiviteten. Du risikerer ikke at møde op til en fest, og så er der tre andre, som har det samme på som dig. Det, du får hos mig, er designet kun til dig. Hver gang en kunde kommer ind ad døren hos mig, er det en ny udfordring, og det kan jeg godt lide.”

Hvis Soeren Le Schmidt hyrede en virksomhedskonsulent eller optrådte i ’Løvens Hule’, ville han formentlig blive rådet til at sætte gang i en billigere, masseproduceret kollektion ved siden af de skræddersyede kjoler. På den måde ville han kunne sælge sit tøj hos forhandlere i både ind- og udland og hurtigt forvandle en lille enkeltmandsvirksomhed til et brand med en stor millionomsætning. For til sidst at lave en såkaldt ’exit’, hvor man sælger sin virksomhed og sin livsdrøm for så mange penge til sig selv som muligt. 

Men det interesserer ham ikke.

”Jeg har ikke nogen drøm om, at jeg skal have 50 ansatte. Jeg elsker det, som det er lige nu, hvor vi har travlt, men kan følge med. Jeg har intet behov for, at Soeren Le Schmidt skal være et stort brand, der forhandles i Jylland, Tokyo og Berlin. Jeg kan godt lide selv at have kontakt med mine kunder, og jeg har det bedst med, at vi producerer, når efterspørgslen er der, i stedet for at lave to kollektioner om året bare for at gøre det.”

I STEDET DRØMMER han om at få lov til at arbejde med børn og unge. Om at undervise dem i at bruge deres kreativitet, sådan som hans farmor for mange år siden lærte ham at bruge sin.

”Jeg læste et sted, at hver tredje elev i en folkeskoleklasse har særlige behov og derfor ikke har lyst til at komme i skole. Måske er det ikke alle, der passer ned i den kasse, som er det danske skolesystem. Hvis man havde sendt mig til lægen som barn, kan det godt være, at jeg var blevet diagnosticeret med et eller andet, men heldigvis havde jeg en familie, der tilskyndede mig til at dyrke min kreativitet og ikke tog sig af, at jeg ikke interesserede mig for matematik og andre boglige ting. Hvorfor ikke få noget mere kreativitet på det fucking skoleskema? Jeg siger ikke, at der skal være et fag, der hedder ’Sådan bliver du Soeren Le Schmidt’, men jeg ville ønske, at der kom mere fokus på kreativitet i folkeskolen. Det kunne jeg godt tænke mig at være med til.” 

Det er den mission, han er på, når han i april går i gang med optagelserne til den kommende sæson af ’Danmarks næste tøjdesigner’, der skal sendes i efteråret.

”Det handler om at hylde kreativitet, men fra et lidt mere kommercielt perspektiv. Alle designere kan lave noget, som er vildt og skørt og ser flot ud, men kunsten opstår først, hvis det kan sælges. Der er så mange dygtige designere i Danmark, og jeg ville gerne sætte fokus på nogle af dem. Det gør mig virkelig stolt, når jeg ser, hvor godt mange af programmets deltagere klarer sig. Det beviser, at det kan lade sig gøre at leve af sin kreativitet.”

LIGEGODT SOERENS  

Soeren Le Schmidt er født (som Søren Schmidt) i 1988. Opvokset i Ølgod i Vestjylland. Uddannet skrædder fra Teknisk Skole i Ishøj i 2015. Har siden 2017 drevet skrædderi og eget tøjmærke. Kendt for sine gallakjoler til kendte og kongelige, men designer også brudekjoler, jakkesæt og almindeligt hverdagstøj. Ved siden af samarbejder han blandt andet med smykkefirmaet Pilgrim, sofaproducenten Sofacompany og senest Holme­gaard, som han skal designe fade og vaser for i an­led­ning af glasværkets 200-års jubilæum i 2025. Optræder på tv som dommer i ’Dan­marks næste tøjdesigner’, der til efteråret har premiere på anden sæson. Har desuden medvirket i programmer som ’Stjerner i trøjen’ på Discovery og ’Vild med dans’. Bor i København med sin kone, stylisten Nikoline Le Schmidt, og deres to små tvillingedrenge, Mio og Marlon.

PÅ SKJERN BIBLIOTEK har Inger Mortensen stadig lys i øjnene, da Soeren Le Schmidt tager hul på sit foredrag, som begynder med fortællingen om hans opvækst. Et sug går gennem publikum, da han hiver sin gamle habitjakke frem og afslører, at han syede den som seksårig. På stolerækkerne kan tælles syv mænd, tre yngre kvinder og en lille pige, men ellers er Soeren Le Schmidt de lidt ældre kvinders mand. Det er dem, der flittigst gæster hans foredrag, fortæller han, især i Jylland.

Undervejs må Soeren Le Schmidt tilkalde teknisk assistance, da et YouTube-klip ikke vil afspille. På stolerækkerne bryder småsnakken ud, en bibliotekar kigger koncentreret ind i pc’en, men designeren selv tager det roligt.  

Hvis Soeren Le Schmidt har et talent ud over det kreative, er det nok hans evne til at færdes lige så ubesværet på et bibliotek i Vestjylland, som han gør det på Amalienborg eller til et modeshow i Nordvest. 

Som stylist Anja Camilla Alajdi siger: ”Han er en af de få, der kan slippe af sted med at være kommerciel og samtidig være accepteret i de kredse, hvor folk går op i at være niche og cool. Jeg tror, det skyldes, at han formår at holde fast i sig selv, uanset hvor han færdes, hvilket kan være supersvært i modeverdenen, hvor man nemt kan lade sig rive med af at blive feteret.”

Måske er der nogle i branchen, der synes, at han er for mainstream, men ligesom da han var barn, registrerer han det ikke. Soeren Le Schmidt hviler i det, han laver, og han laver lige, hvad han har lyst til.

”Jeg er ikke interesseret i, at mit tøj kun skal være for en bestemt gruppe mennesker. Jeg designer til folk på Skjern Bibliotek og til dem, der sidder på forreste række til Copenhagen Fashion Week.”

Han er heller ikke bange for at optræde i sammenhænge, der ikke umiddelbart har noget med hans tøj at gøre. Han meldte sig til ’Stjerner i trøjen’, et program, hvor en række kendte indlogeres på en kaserne og skal lære, hvad det kræver at være i militæret, fordi han var ’Danmarks slappeste mand’ – selv hans kone troede ikke på, at han ville klare det. Og han takkede ja til ’Vild med dans’, selvom han ikke dansede brudevals til sit eget bryllup, da ingen af hans venner mente, at han kunne lære at danse. Men også, fortæller han, fordi han for alt i verden ikke vil opfattes som højrøvet.

”Jeg tror, at mange synes, at folk i modebranchen er snobbede og arrogante, og den forestilling vil jeg gerne have pillet af mig. Jeg kan godt lide, at folk møder en anden side af mig, og at de forhåbentlig kan se, at jeg både har humor og er nede på jorden.”

Ikke at Soeren Le Schmidt kan huske nogensinde at være blevet konfronteret med den fordom, nu hvor han tænker over det. Men så er der sat to streger under, hvis nogen skulle være i tvivl.

TIL SIDST ER det tid til spørgsmål fra publikum: Hvad kostede den dyreste kjole, han har lavet? Ca. 75.000 kr. Hvor lang tid tager det at lave en kjole til den røde løber? Op til et halvt år. Var det ham, der bestemte, at Marys kjole skulle være hvid? Ja.

En kvinde nede bagved rækker hånden op: ”Hvordan går det egentlig med øjet?”

I sensommeren, under et ophold på Marienlyst Strandhotel, kom Soeren Le Schmidts kone ved et uheld til at ramme ham i højre øje med sin vielsesring. Han fik skrabet hul på hornhinden, og hele efteråret, mens han dansede i ’Vild med dans’, kunne han næsten intet se på det øje. Og da TV 2 i januar hyrede ham til at kommentere kjolerne ved nytårskuren på Amalienborg, modtog han bagefter et hav af beskeder fra folk, som syntes, at det var rørende, at han havde tårer i øjnene – i virkeligheden skyldtes det, at han havde problemet med øjet, som konstant løb i vand.

”Det går bedre,” svarer Soeren Le Schmidt, der har fået en operation, hvor hans hornhinde blev slebet. ”Jeg skal opereres igen om et par uger, og så går det forhåbentlig helt væk.”

Han takker af til bifald, og hurtigt former sig en kø af midaldrende kvinder, der vil hilse og have taget billeder. 

Et sted iblandt dem står en yngre, mørkhåret kvinde og smiler lidt genert. Hun har en nederdel på, som hun har fundet i en genbrugsforretning, og om halsen bærer hun et lille, fint tørklæde. Hun går i 2. g og er kommet fra Horsens for at høre Soeren Le ­Schmidts foredrag, fordi hun selv drømmer om at blive enten skrædder eller designer. Men hendes forældre har sagt, at det kan man altså ikke tjene penge på.

”Selvfølgelig kan man det,” indvender Soeren Le Schmidt.

Han siger det ikke højt, men han får lidt ondt af den unge pige – tænk, hvis hans egne forældre havde lagt bånd på hans drømme.

”Skriv til mig,” siger han og smiler. ”Så kan du komme i praktik.”

I barndommens Tanzania drømte hun om at blive musiker. Eller Superwoman. Som teenager flyttede hun permanent til Danmark, hvor hiphoppen bragte hende sammen med hjerteveninden Natasja. Et omsiggribende ry førte duoen til stjernestunder i New York og Jamaica. Men så gik det hele lidt i stå, og efter en fatal køretur måtte rapperen bruge mange år af sit liv på at lede efter meningen med det hele. Nu er KAREN MUKUPA tilbage med et anmelderrost album og erfaringer fra et halvt liv i ryggen.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Thomas Nielsen

GRÅT ETAGEBYGGERI ligger i søvnige enklaver og ligner et hvilket som helst lejlighedskompleks i en hvilken som helst forstad i landet. På Solnavej i Søborg er rækkerne af ligusterhække klippet, facaderne identiske, og roen tæt på larmende. Med jævne mellemrum kører busser forbi i tøffe-tempo, i vindueskarmene strækker stueplanter hals mod det bragende solskinsvejr, og ved cykelstativerne står album­aktuelle Karen Mukupa. Rap-udgivelsen ’Bonobo’ – et album, hun selv har stået for at producere og promovere efter at have holdt plade-pause i 14 år – har høstet fuld anmelderplade i Politiken og flere andre medier. Den handler om at være midt i livet, at stå ved sin alder og om at have set og oplevet mere end de fleste. Hun har så godt som rejst verden rundt, boet i Danmark og Afrika, er vokset op mellem to kulturer, har mistet sin sjæleveninde og kæmpet for at være sig selv i en til tider ultrakommerciel musikbranche. I flere år var hun dømt ude. Rapmusik og modne kvinder var åbenbart en cocktail, der skabte kollektiv kortslutning for flere i branchen. 

I dag, hvor vi mødes for at tage turen tilbage ad memory lane, er Karen Mukupa i sorte Adidas-bukser og med en høj knold og to fletninger, der sammen med et par store, guldindfattede solbriller rammer hendes ansigt ind. En smittende energi oser fra hende: Let’s go!

”De boede lige der på anden sal ved orkideen i vinduet,” siger Karen Mukupa og peger sine bedsteforældres gamle hjem ud. Et smil brænder igennem, idet hun fortæller om dem. Selv blev hun født i Zambia og voksede op i Tanzania, men hvert andet år satte hun og hendes familie sig på et fly for at besøge farens familie. Han var nemlig dansk, og Danmark blev synonym med Tivoli-ture og bedsteforældre-hygge for den dansk-zambiske pige. 

I lejligheden i Søborg udspillede dagene sig efter den samme drejebog. Bedsteforældrene var eksil-fynboer, men havde taget måltidsprogrammet fra øen med sig: morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad, aftenkaffe. 

”Eftermiddagskaffen var det bedste, for der var tit wienerbrød til,” siger Karen Mukupa og griner. København-forstaden var tryg, fuld af barndommens velkomne gentagelser. Men det var også her, hun for første gang blev opmærksom på sin egen hudfarve. At hendes kulør i nogles øjne gjorde hende anderledes, at nogle så den som fribillet til drillerier og dårlig opførsel. På et besøg hos bedsteforældrene, da hun var omkring syv år, var hun ude at lege med sine søskende, da nogle drenge fra kvarteret indtog legepladsen. Karen Mukupa forstod ikke, hvad de sagde, men tonefaldet var ikke til at tage fejl af. 

”Jeg kunne ikke rigtigt dansk, men jeg opfangede lidt. De sagde, at mine søskende og jeg talte ’indianersprog’. De grinede af os. Vi sad på en gynge, og de kom hen og skubbede os alt for hårdt. De sagde, at vi var ’nogle negre’. Jeg var ikke særlig gammel, så det var ubehageligt. Og det var egentlig nok første gang, jeg følte, at jeg ikke var en dansk pige,” siger hun og peger i retning af bedsteforældrenes lejlighed. 

”Vi løb hjem og fortalte min far, hvad der var sket.” 

DISKOGRAFI

Karen Mukupa Thurøe Rasmussen. Født 1973 i Zambia som datter af en zambisk mor og en dansk far.

Fik sin debut med Natasja Saad i hiphopgruppen No Name Requested. Udgav solopladen ’Mukupas Law’ i 2000. Albumaktuel med  ’Bonobo’.

Radiovært på ’Klub Mukupa’ på P8 Jazz. Mentor på rap-akademiet Urban Grrls, hvor hun blandt andet coacher unge kvinder i at skrive tekster. Har været tv-vært, børnebogsforfatter og tolk.

Bor på Islands Brygge i København med kokken Nikolaj Kirk, som hun har datteren Tiki med. Kan opleves live på bl.a. Vega i efteråret.

Uden betænkningstid fulgte han med sine piger tilbage til lege­pladsen. Han ville finde drengene og fortælle dem, at de skulle op­føre sig ordentligt. Han var gift med en zambisk kvinde, havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Afrika og var bevidst om 70’ernes Black Power-bevægelse. I det hele taget var han optaget af lige rettigheder for alle mennesker, og han havde allerede fortalt sine børn, at ’Elefantens vuggevise’ var en dårlig sang, fordi den brugte nogle grimme ord. 

”Han stod op for os, støttede os. Ville statuere et eksempel. Det var fedt. På den måde var det ikke så vigtigt, at drengene allerede var smuttet,” fortæller Karen Mukupa på legepladsen, der i mellemtiden har fået skridsikkert fald-underlag og bløde kanter anno 2023. 

Ad to omgange flyttede Karen Mukupa med sin mor, far og søskende til Danmark på grund af farens arbejde. Første gang til Søborg, hvor de boede lidt længere nede ad gaden fra bedsteforældrenes lejlighed, fra hun var to til fire, og anden gang til Hvidovre, fra hun var 10 til 12 år. Her startede hun i den lokale skole, lærte at tale dansk og fik nye venner. Hun var vant til at rejse, vant til forskellige nationaliteter fra opvæksten i et internationalt miljø i Dar es-Salaam – og trivedes. 

Imens havde Karen Mukupas mor svært ved at falde til i forstadslivet, hvor naboer og genboer holdt deres bane på fortovet. Som satellitter, der kredsede rundt om de samme bygninger, men næsten aldrig kolliderede og mødtes i en smalltalk. Etageejendommens lukkede lejligheder virkede som fængselsceller på Karen Mukupas mor, og hver vinter frøs hun helt ind i knoglerne. 

”’Denmark is like a jail,’ kunne hun finde på at sige. Man går ikke bare ind til naboen, man skal lave en aftale og helst tre uger i forvejen, haha,” siger Karen Mukupa og gelejder os ned mod Kildebakke, Søborgs lokale S-togstation, og et vindblæst stationstorv med falmede facader og en enkelt kiosk, hvor folk drypper ind og ud med cigaretpakker eller en sodavand under armen. 

DET VAR MED en klump i maven på størrelse med en honningmelon, at Karen Mukupa vinkede farvel til sin mor og far i lufthavnen i Nairobi. Hun var lige fyldt 15 år, og hendes billet til København var one way.

”Der var et eller andet indeni, der sagde mig, at jeg nok havde boet hjemme hos mine forældre for sidste gang. Men det var også spændende. En fornemmelse af, at det her var et nyt kapitel i mit liv. Noget helt nyt, der skulle til at begynde,” siger Karen Mukupa. 

Det hele kom sig af, at forældrene gerne ville flytte fra Arusha i det nordlige Tanzania og tilbage til morens hjemstavn, en lille by ude på landet i Zambia. Karen Mukupa, der var vant til at gå på en multikulturel skole, følte, at hun boede i Afrikas perle. Og hun havde ikke lyst til at udskifte byens og skolens buzz med fred og ro. Så hellere prøve at flytte til Danmark. Først var det meningen, at hun skulle bo hos sine bedsteforældre i Søborg, men i stedet blev aftalen, at hun skulle flytte hen til nogle af sine forældres venner og gå på friskole i Grenå, hvor hun kunne tage sin 9.-klasses-eksamen. 

 ”Jeg havde egentlig ikke tænkt konsekvenserne igennem. For da jeg så var i Danmark, savnede jeg mine forældre helt vildt. Jeg kunne næsten ikke holde ud at tale i telefon med dem, jeg græd og græd, når jeg hørte deres stemmer. Men lige så snart jeg havde lagt røret på, var jeg også videre med noget nyt og spændende,” siger Karen Mukupa, der set i bakspejlet måske alligevel synes, at hun var en tand for ung til at stå på egne ben. 

Hun var landet på Djursland i et østjysk hippiekollektiv og fik et mindre kulturchok. Folk fandt sig nøgne til rette ved morgenbordet, og der var i det hele taget en mere afslappet facon, end hun havde været vant til, både derhjemme og på friskolen i Grenå. 

”Jeg var vant til ret faste rammer på de skoler, jeg havde gået på. Man lyttede til læreren. Så det var vildt underligt, at man pludselig gerne måtte diskutere i timerne, og at man lidt selv måtte bestemme, hvordan man gerne ville have sin undervisning,” siger Karen Mukupa, der for eksempel udnyttede de frie rammer til at skrive raptekster i temaugerne. Generelt var der et stort musikmiljø på skolen, hvor Sharin Foo, der senere skulle blive forsanger i bandet The Raveonettes, også var blandt eleverne.

En af klassekammeraterne, Daniel, havde et kassettebånd med den nyeste rap på. Teksterne handlede om at være black and proud og fight the power. Det talte til Karen Mukupa som et friskt pust. På det tidspunkt var hiphoppen stadigvæk den nye dreng i musikklassen i Danmark. Jo, MC Einar og Rockers By Choice havde fået hul igennem til radioen, der dengang sidst i 80’erne ellers var domineret af D-A-D, Søs Fenger og Thomas Helmig. Men rap var stadigvæk undergrund. 

Især den fra USA, som Karen Mukupa allerede havde stiftet bekendtskab med i Dar es-Salaam, hvor hun gik på international skole, og de amerikanske elever medbragte de nyeste kassettebånd med Run DMC og LL Cool J. Fra da af var hun hooked, og da hun flyttede til Danmark, holdt betagelsen, og hun fandt et spejl i de amerikanske rappere, deres sprog og deres look. 

”Stilen var bare sej. Nogle gange tænker jeg, at jeg også blev vild med hiphop, fordi jeg i virkeligheden altid har følt mig lidt som en outsider. Om det så var her i Danmark eller i Tanzania. Rappen var outsider-musik, det var hverken rock eller pop, og jeg følte mig enormt meget hjemme i den kultur,” siger Karen Mukupa, der med det formelle afgangsbevis fra folkeskolen flyttede hjem til sin farmor og farfar i Søborg. Hun længtes ikke bare efter familie, men også efter en større by, og Karen Mukupa havde hørt, at det skulle være det fedeste at gå på Det frie Gymnasium på Nørrebro. Hun var klar.

Karen Mukupa får flettet hår af sin mor. Foto: Privat

EN SITREN RAMTE Karen Mukupa i mellemgulvet. Det var ellers en triviel morgen. Hun stod og ventede på toget fra Kildebakke Station i Søborg, der skulle køre hende mod gymnasiet. Men hun havde fået øje på en pige. Jævnaldrende med hende selv og med cap og baggy army-tøj på. Hun kunne læse ud af tøjet, at de helt sikkert måtte have musikken til fælles. Med det samme vidste Karen Mukupa, at dér var en ven. 

”Jeg sneg mig tættere og tættere på hende der på perronen. Hun var mørk i huden ligesom mig. Jeg endte med at sidde over for hende i kupeen, og så samlede jeg mod til at spørge: ’Lytter du også til det der musik?’ ’Ja,’ sagde hun. Hun vidste udmærket, hvad for noget musik, jeg snakkede om.” 

Fra mødet i S-toget var Karen Mukupa og Gina venner. De havde begge to en drøm om at blive en del af den spirende hiphopscene og mødtes ofte i København for at øve sig i at skrive raptekster. De holdt til i City Arkaden, lige over for Magasin på hjørnet af Strøget. Bevæbnede med blok og kuglepen eksperimenterede de med rim og flow. 

En dag gik to piger forbi Karen og Gina i butiksarkaden. Den ene havde dreadlocks, ”tingeltangel i håret”, og der dampede coolness fra hende. Karen Mukupa genkendte pigen fra Ringe Festivalen, som hun havde besøgt sommeren forinden med sine venner fra friskolen. De to piger havde allerede skabt en kontakt på festivalen, men Karen Mukupa blev alligevel blæst bagover, da hun så hende igen. 

”Da jeg så Natasja og den veninde, hun var sammen med, tænkte jeg bare: ’Hold kæft, hvor er de seje.’ De var på vej på Christiania, og dengang var det et totalt mystisk sted for mig, som jeg kun havde hørt om. At der var kriminelle, og at man røg hash derovre. Det var outlaw derude. Men der skulle de hen. Og jeg fik bare den der følelse af, at dem ville jeg gerne være venner med. Mest af alt fordi de havde en særlig aura over sig. De havde ben i næsen, og det blev jeg tiltrukket af,” siger Karen Mukupa.

SKYSKRABERNE STRAKTE SIG op i himlen, og det samme gjorde Karen Mukupa og Natasja Saads drømme. De var 18 og 16 år gamle, da de satte sig på et fly, der bragte dem tværs over Atlanten. Sammen havde de netop dannet rapgruppen No Name Requested og havde fast øvetid hver torsdag efter skole i den nu hedengangne Klub 47, en ungdomsklub på Amager, som den engagerede pædagog Niels Jørgensen, bedre kendt som ’Niels Turbo’, havde udstyret med en håndfuld pladespillere, mikrofoner og højttalere. 

Niels Turbo så et lys i Karen Mukupa og Natasja og deres tredje medlem Gina alias McEmzee, der var med i gruppens helt spæde begyndelse, da han første gang oplevede dem iført batiknederdele, Dr. Martens-støvler, cottoncoats og et friskt flow til et open mic-arrangement på undergrundsklubben Barbue i København. Han besluttede sig for at introducere pigerne for Ungdomshuset og andre mindre scener i byen og give dem et skub fremad i rapmiljøet.

 Og nu var duoen så på vej til hiphoppens arnested, New York. For at suge kulturen til sig, men lige så meget for at stikke en finger i jorden og mærke, om de havde en chance blandt de rigtige rappere. De havde kort forinden varmet op for den amerikanske stjerne Queen Latifah, da hun spillede i Amager Bio, og rapgruppen A Tribe Called Quest i Pumpehuset, så de var fulde af gåpåmod og forventning, da de indlogerede sig i Flatbush, Brooklyn. ’Pops’, en fyr, de havde fået kontakt til gennem en dansk kvinde fra reggae-miljøet i København, husede dem i sit klassiske brownstone med brandtrapper, der zigzaggede ned langs facaden, og hvor nogle store højttalere i kælderen blev skruet op for fuld styrke, når Pops en gang imellem holdt interimistisk dancehall-diskotek dernede. 

Imens prøvede de to danske hiphop-aspiranter at manøvrere i rappens epicenter med en stak telefonnumre på forskellige mennesker, som de ville prøve at hooke op med. For eksempel de danske dj’s Phase 5 og Yo Akim, der skulle lave remixes for sangerinden Vanessa Williams, hiphopgruppen Lifers Group og det jamaicanske reggaeband Inner Circle, der tilfældigvis var i New York på samme tid. De to piger blev inviteret til fest på deres hotel på ­Times Square.

”De boede midt inde på Manhattan, så vi var sådan: ’Arh, vildt, mand!’ Deres hotel havde happy hour, så fra klokken fire til seks var drikkevarerne nærmest gratis. Vi blev totalt teenage-dansker-stive,” siger Karen Mukupa. Men det, der kunne synes som én lang fest, var også en mission for at promovere No Name Requested og få de rigtige til at lytte til deres demoer. En dag blev de inviteret af de danske dj’s til at lave en optagelse i det samme studie, som Mary J. Blige indspillede i. Pigerne fik et gigantisk selvtillidsboost, men var også fulde af den pure ungdoms pep og grinede så meget i indspilningsboksen, at de næsten ikke kunne synge. Senere samme aften blev de inviteret med til fest rundt om hjørnet. 

”Det var ligesom at træde ind i MTV. Queen Latifah var der. De La Soul var der. LL Cool J og Beastie Boys var der. Alle, som man kunne forestille sig. Den fest var en øjenåbner for mig. Hvis man skulle være en rigtig rapper dengang, skulle man kunne free­style. Og man skulle kunne vise sit værd med det samme. Vi blev introduceret af vores ven Jamalski til en producer: ’Freestyle lige for ham,’ sagde han. Og så var det bare: One, two, three, go! Jeg tror, jeg tyede til en gammel tekst,” siger Karen Mukupa. 

”New York var vores Utopia. Det var land of opportunity. Man følte virkelig, at musikken var lige der foran én. Og at man kunne møde alle de store lige om hjørnet. Det føltes, som om alt var muligt. Alt kunne lade sig gøre, hvis bare man gav sig fuldt ud. This is where I belong, følte jeg.” 

Det første amerikanske hiphop-eventyr var langt hen ad vejen finansieret af Karen Mukupas børneopsparing, som hendes farfar havde lavet til hende. Han var gammel modstandsmand fra Fyn og af en helt anden skole, men blev hverken skuffet eller formanende, da pengene ikke blev brugt på møbler, køkkengrej, husleje eller andet snusfornuftigt. Det var jo hendes penge. 

Senere fulgte flere rejser til New York, og på en af turene blev Natasja og Karen Mukupa venner med nogle studieteknikere, der arbejdede for P. Diddy – dengang kendt som Puff Daddy. 

”Teknikerne spillede vores demoer for ’Puffy’. Da han havde hørt dem, ville han meget gerne møde os. Men vi skulle rejse dagen efter, så det kunne ikke lade sig gøre. Vi tog det ikke så alvorligt. I vores hoveder havde vi det sådan: ’Vi kommer jo tilbage,’” siger Karen Mukupa. 

Turene til New York i start-90’erne var selvsagt uden internet og mobiltelefoner, og det var meget sværere at holde kontakten, når først man fysisk flyttede sig. Så da flyet landede i Kastrup igen, var New York, producerne og de store lydstudier langt væk, og P. Diddy, Biggie Smalls, Mary J. Blige og alle de andre var igen kun stemmer på kassettebåndene. 

”Jeg tror ikke, vi fattede, hvor stor en chance vi egentlig havde,” siger hun.

MELLEM HØJHUSE, PALMETRÆER og bølgebrus blandede gloser fra flere end 120 forskellige sprog sig med den lune luft i Dar es-Salaam. Karen Mukupa voksede op i Tanzanias administrative hovedstad, en kulturel smeltedigel, hvor der blev fejret både jul, eid og hinduistiske højtider. Hendes far var uddannet laborant, og hans arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke havde først bragt ham til Zambia, hvor han arbejdede som frivillig på et mejeri. Og mens han lærte zambierne at lave ost, forelskede han sig i en kvinde, der arbejdede på mejeriet. 

Karen Mukupa blev født i Zambia, men da hun var to år, rejste forældrene til Danmark for at bo. Efter kort tid fik hendes far dog et job, der sendte familien til Tanzania. Huset i Dar es-Salaam var altid fuldt af liv. Slægtningene fra Zambia kom ofte på besøg, og Karen Mukupas mor holdt fast i de afrikanske traditioner, selvom hun havde giftet sig med en europæer. Hun havde set, hvordan andre afrikanske kvinder blev ’lidt fine på den’ og begyndte at distancere sig fra deres egen kultur, når de giftede sig med en hvid. 

”De kunne næsten ikke spise med fingrene længere, for nu var de blevet gift med en fra Europa. Derfor var min mor meget straight up og sagde: ’Vi spiser med fingrene her. Men du må da gerne få en kniv og en gaffel, hvis du vil det,’ hvis vi havde europæere på besøg til ugali (en fast grød lavet på majsmel, red.). Nogle gange kunne jeg godt synes, at det var vildt pinligt. Men samtidig sagde min mor også til mig, da vi boede i Hvidovre, at jeg ikke behøvede at fortælle mine klassekammerater alt. At vi spiste sommerfuglelarver, og at kvinderne spiste lerjord. Hun vidste godt, at det var noget, vi kunne blive drillet med,” siger Karen Mukupa. 

Når hun lukker øjnene og tænker på barndommen i Tanzania, er kysten det første, der popper op. Hun legede i det kridhvide bounty-sand med sine venner ud til en horisontlinje af turkisblåt vand. Nogle af børnene fangede fugle, og Karen Mukupa byttede sig til et nyt kæledyr for sugerør, som hendes danske bedsteforældre havde sendt til dem. Det var hård valuta dengang, for det var dem af plastik, som havde et knæk. De nyerhvervede fugle tog hun med hjem og indlogerede i familiens bur, der oprindeligt var til høns. Senere blev kæledyrs-kartoteket udvidet med alskens eksotiske fugle, skildpadder og aber. 

”Men jeg har aldrig haft en kat,” siger Karen Mukupa, mens hendes ansigt klemmer sig sammen i et grin, da hun fortæller om, hvordan de havde adopteret en abe for en stund, der blev ved med at komme tilbage og banke på, efter den var blevet sat ud i naturen igen.

”Vi legede også tit, at vi lavede mad. At vi havde et lille bål, og så fandt vi en tomatdåse, som vi hakkede noget spinat og proppede i. Det var sikkert dybt giftigt, haha. Men som syvårig kan man godt stege en fisk i Tanzania. Der er kultur for, at man hjælper til derhjemme, så det var en integreret del af vores lege,” siger Karen Mukupa. 

”Altså, hvis min mor havde veninder på besøg, var der en forventning om, at det var mig, der kom ind med teen og småkagerne, og at jeg hilste pænt på alle damerne. Det gjorde man bare.” 

Karen Mukupas forældre blev en del af det bedre borgerskab, fordi hendes far havde et godt job. De var medlemmer af den lokale yachtklub i Dar es-Salaam, hvor diplomaterne og deres børn mødtes. Det var et andet Tanzania, og det var hendes mor meget magtpåliggende, at de vidste og forstod, at de var afrikanske børn. 

”Min mor sagde altid: ’You never know if you’re gonna marry somebody from the bush’, og derfor skulle jeg lære at lave en rigtig ugali og at være en ordentlig kone,” siger Karen Mukupa og griner af, at hun endte med at gifte sig med en kok, Nikolaj Kirk. 

Generelt husker Karen Mukupa barndommen som fri og fuld af leg. Hun elskede at klatre i træer og blev som regel skuffet, når veninderne ikke havde lyst til at klatre lige så højt op som hende selv. Og så var hun kæmpe fan af Michael Jackson og brugte i det hele taget utrolig meget tid på at lytte til musik. 

”Hvis jeg var alene hjemme med mine søskende eller fætre og kusiner, klædte jeg mig sommetider ud som Michael Jackson. Jeg havde en fætter, der var kommet fra Zambia for at bo med os i tre måneder, og han var også meget musikinteresseret. Vi klædte os ud sammen og stod oppe på bordene og dansede,” siger Karen Mukupa.

Fra hun var seks år gammel, vidste hun, at hun enten ville være Superwoman eller musiker. Og en dag, da hendes far kørte hende hjem fra skole, fortalte hun ham det.

”’I know what I wanna be,’ sagde jeg, og så fortalte jeg ham, at jeg gerne ville være musiker. Jeg kan bare huske, at han vendte sig om mod bagsædet, og jeg kunne se, at han var virkelig skuffet. Og lidt i chok. Sådan: Really? ’Bare husk, at du også skal have dig en uddannelse, for det er svært at være musiker,’ sagde han så. Det må jeg sige, at han har haft ret i, men jeg fik aldrig den der store uddannelse, som han måske drømte om, at jeg fik.”

NO NAME REQUESTED gik i opløsning nogle få år efter, de var begyndt. Men Karen Mukupa og Natasja forblev uformelt en duo. De var bedste venner, også selvom de nu lavede musik i hvert sit navn. De rejste også stadigvæk sammen, blandt andet til Jamaica ad flere omgange. Karen Mukupa var 23 år, da hun besøgte den caribiske østat første gang – og følte sig hjemme med det samme. Der var brune mennesker over det hele, og gæstfriheden var enorm. Det mindede lidt om Afrika.

”Folk var virkelig søde til bare at tage os ind og låne os en sofa, vi kunne sove på, og give os nogle bananer, vi kunne spise,” siger Karen Mukupa. 

”Natasja skulle have været af sted med en anden veninde, men hun meldte fra. Så i stedet spurgte hun mig. Jeg arbejdede i en børnehave på det tidspunkt, men jeg sagde op på stedet, og to dage efter rejste vi. Det var skørt og vildt. Vi skulle have været der i tre uger og endte med at være der i tre måneder. Vi havde nok endt med at være der endnu længere, hvis vi havde haft flere penge.” 

På det tidspunkt havde Jamaica det største antal musikstudier pr. indbygger i hele verden, og den berusende følelse fra New York af, at alt var muligt, boblede i Karen Mukupas årer. 

”Igen var det bare slaraffenland. Alle familier i Jamaica havde en, der lavede musik. Og igen var det et land, hvor det virkede, som om hvis vi bare lige gør sådan her, så åbner døren sig for alvor. Vi blev taget enormt godt imod. Nok mest af alt, fordi vi havde afrikansk baggrund. Rastafarierne tror på, at en dag kommer Haile Selassie – deres Jesus – og kalder deres folk tilbage til Etiopien. Så vi blev tit introduceret som two African daughters from Denmark,” siger Karen Mukupa.

De to veninder var af sted under den amerikanske spring break, og øen var fuld af internationale reggaemusikere, som de faldt i snak med. Samtalerne blev ofte indledt med: ”Hey, vi rapper også!”, og efter en uge havde de deres første show i byen Negril, der var fuld af musikere, der kom for at spille for de amerikanske turister. En amerikansk filmproducer hørte veninderne spille og sagde, de skulle komme med ‘et særligt sted hen’ dagen efter. ”This might be your window of opportunity,” sagde han.

”Vi var totalt klar. Vi kørte med til Ocho Rios, en by fuld af luksusresorts ud til vandet, og skrev under på en kontrakt på køleren af amerikanerens bil – en håndskrevet kontrakt, der handlede om, at hvis der skete noget stort inde i studiet, så skulle han have nogle procenter,” siger Karen Mukupa, der i næste nu befandt sig i et mansion af en anden ’MTV Cribs’-verden. Veninderne var landet i et studie sammen med folk fra det engelske reggae/pop-band UB40, og de var klar til at signe dem på deres eget pladeselskab, DEP International, som de på det tidspunkt var i gang med at starte.

Karen Mukupa og Natasja var euforiske og klar til at gribe chancen. Men historien fra New York gentog sig. Det blev et lige ved og næsten. Der var tovtrækkeri mellem Karen Mukupa og Natasja og Mega Records i Danmark, der stadigvæk havde kontrakt med de to danske rappere. Mega Records ville gerne gøre de to mere kommercielle og havde planer om at sende dem mod stjerneproduceren Denniz Pop i Sverige, der også havde arbejdet med Ace of Base. 

I en periode sendte Natasjas mor penge til de to piger på Jamaica. Til sidst var der ikke flere, og Karen Mukupas bedsteforældre begyndte at spørge mere insisterende ind til, hvornår hun egentlig kom hjem. Pigerne var trætte. 

”Vi kom hjem til Danmark og havde det sådan: ’Ej, fuck, nu kan vi ikke mere.’ Vi trængte til at trække vejret, og vi gik igen musikalsk hver til sit. Jeg begyndte at arbejde i en tøjforretning, samtidig med at jeg lavede nogle demoer sammen med nogle venner, og Natasja begyndte at arbejde med heste som jockey. Det var ikke lige så spændende at lave musik sammen længere, men vi var stadig enormt gode venner,” siger Karen Mukupa. 

I 2000 debuterede hun med soloalbummet ’Mukupas Law’, der var produceret af den danske producer Remee. Albummet blev ikke helt, som hun selv ønskede det. Remee sleb rappen i kanterne og havde en vision om, at albummet skulle være mere poppet. 

”Jeg var bare så taknemmelig for, at der var nogen, der ville lave noget sammen med mig, så jeg lyttede enormt meget til, hvad de havde at sige. Og jeg lyttede måske ikke så meget til mig selv. Desværre,” siger Karen Mukupa, der hele tiden fik at vide, at pladen ikke var en succes, og at den ikke solgte nok. 

”Samtidig med at jeg var ugens uundgåelige på P3, sad jeg på bistandskontoret og havde ikke en krone på min konto. Det var virkelig skizofrent, og det fik mig til at føle mig meget lille.”

Karen Mukupa og Natasja hjemme hos Pops i Brooklyn. Foto: Privat

ADSKILLIGE ÅR SENERE landede Karen Mukupa igen på Jamaica for at hænge ud med Natasja. Det var i 2007, og Natasja stod på kanten af sit internationale gennembrud. Karen Mukupa havde lagt musikken lidt på køl og udnyttede i stedet sin kreativitet på flere forskellige måder. Hun havde lavet børneprogrammet ’Mukupas Kidchen’ på TV 2, skrevet børnebøger, været korsanger, arbejdet som tolk i swahili og søgt ind på Filmskolen to gange, fordi hun drømte om at lave dokumentarfilm. Hun filmede blandt andre Natasja, men kom ikke ind på skolen. Og her var hun så igen med sin hjerteveninde i hjertet af Caribien. Nu skulle de nyde livet. 

Men en juniaften mistede en chauffør herredømmet over den bil, hvor Karen Mukupa sad på forsædet, og Natasja på bagsædet med sin kæreste og en ven. Sammen havde de været til Portmore Awards, hvor Natasja havde optrådt, og nu havde de kurs fra sovebyen Portmore tilbage mod Kingston, hvor de boede. Chaufføren ville spille smart og kørte hasarderet på en tæt trafikeret vej. Som i en film blev alt stille og gik i sort. Da farver og lyd vendte tilbage, så Karen Mukupa, at Natasja ikke bevægede sig. Chaufføren fik hende ud af bilen, og Karen Mukupa og Natasja blev samlet op af en forbipasserende og kørt mod hospitalet. Men Natasjas vejrtrækning blev hurtigt langsom, og hun døde i Karen Mukupas arme. 

”Jeg fik mit hjerte knust, da Natasja gik bort. Lige pludselig var livet ikke uskyldigt mere. Den der eventyr-boble, Natasja og jeg havde sammen … den brast bare.”

I ly af en kæmpe svamp i Tanzania. Foto: Privat

FRA KILDEBAKKE STATION har S-toget i behagelige svingninger bølget sig gennem små forstæder for at gøre holdt på Nørreport. Karen Mukupa manøvrerer hurtigt og hjemmevant hen til metroen, der tilbagelægger det sidste stræk til Islands Brygge, hvor hun bor. Metroen er tætpakket, fuld af folkeskoleklasser, der har været på tur. Karen Mukupa stikker flere af dem et smil og en highfive, da de gør plads til, at vi kan komme ud, da toget når Islands Brygge Station. Karen Mukupa viser vej til Café Alma, slår sig ned og bestiller en avocadomad. 

”Hun boede lige der,” siger hun og peger på bygningen på den anden side af gaden, mens et smil tegner sig fra den ene kind til den anden.
I gymnasietiden tilbragte Karen Mukupa selv mere tid i dén lejlighed, Natasjas, end hjemme hos sine bedsteforældre i Søborg, hvor hun egentlig havde adresse. 

Natasja Saads og Karen Mukupas musikalske karrierer flettede sig ind og ud af hinanden. De var definerende for hinanden, og derfor er det svært at tale om den ene uden at tale om den anden. Ud over at tabet af Natasja var en altomsluttende personlig sorg for Karen Mukupa, lagde det også et åg over hendes egen karriere og eksistens. 

”Da hun gik bort, blev jeg ved med at tænke: ’Gud, du kom til at tage den forkerte. I’ve got nothing going on.’ Jeg var bare hendes veninde. Jeg var korsanger. Det var hende, der havde en masse ting, hun gerne ville sige ude i verden. Sangen ’Calabria’ lå nummer et, Alicia Keys’ manager spurgte, om hun ville skrive for hende, og Sean Paul ville også lave musik med hende. Jeg syntes, tingene var så uretfærdige. Det var helt forkert. Jeg syntes, hun havde så meget mere end mig,” siger Karen Mukupa og holder en pause for at trække vejret. Små tårer stiger op i hendes øjne, men hun smiler. 

”Selvom jeg er okay, er det svært at snakke om uden også at blive ked af det. Sorg er jo bare en stor del af livet. Liv og død går hånd i hånd,” siger hun.

Der er aldrig noget positivt ved at miste et livsvidne. Men sorgen manifesterede også en urokkelig taknemmelighed inden i Karen Mukupa. Hun nægtede at tage livet for givet. 

”Efter ulykken havde jeg et enormt behov for at sige til mine forældre: ’Jeg elsker jer, jeg elsker jer, jeg elsker jer’, sådan at hvis jeg gik bort, så vidste de det i hvert fald,” forklarer hun. 

I årene efter havde hun svært ved at give sig hen til at få tætte venner, fordi hun var bange for at miste dem igen. 

”Jeg havde lyst til at skrige hele tiden, og jeg trak kun vejret helt heroppe,” siger hun og placerer en hånd med glitrende guldringe på den øverste del af brystkassen. 

I DAG ER ISLANDS BRYGGE hendes hjem. Hun har boet her siden 2009 med sin mand, Nikolaj Kirk, og de seneste 10 år også med datteren Tiki. Kokken og rapperen mødte hinanden under nogle optagelser til børnenes MGP og fandt fælles kærlighed, både til hinanden og til at rejse. 

”Vi har begge to – og har altid haft – nogle job, som kræver noget uafhængighed. Nogle gange kan vi godt leve lidt i hver sin verden, men vi har vores hjem og vores rejser, hvor vi altid finder hinanden igen. Som oftest er vi rejst meget langt væk, til Brasilien, Filippinerne og Belize for eksempel,” siger Karen Mukupa.

Da de gerne ville stifte familie, viste det sig at være lettere sagt end gjort. Efter at have forsøgt i syv år gik de i gang med at prøve at adoptere Karen Mukupas fætters søn, Kingston, fordi fætteren var hiv-smittet og ikke havde økonomi til at få flere børn. Det var en langsommelig proces, fordi Danmark og Zambia ikke havde nogen adoptionsaftale, og da der var gået tre år med bureaukrati, skete naturens uventede mirakel. 40 år gammel blev Karen Mukupa gravid. Tiki kom til verden, og siden da har hun set sig om i verden med sine forældre. 

”Nikolaj og jeg havde altid begge to været draget af det der eventyr: at komme væk og se noget andet. Bare være os to på opdagelse. Og vi syntes, at det var vigtigt at bibeholde med Tiki,” siger hun. 

Adoptionen af Kingston gik permanent i stå, men Karen Mukupa har støttet ham og hans familie økonomisk siden da og har også besøgt ham i Zambia, så ofte det har kunnet lade sig gøre.

I ÅR UDGAV Karen Mukupa ’Bonobo’, sit første album i 14 år. Selvom albummet var en fornøjelse at lave for den 50-årige rapper, krævede det blod, sved og tårer at finde sin stemme og sin plads i musikken igen. 

”Jeg føler lidt, at jeg er startet forfra med musikken. Jeg føler, at det er sådan her, min musik skulle have været, da jeg startede. Det føles fedt, og det føles naturligt. Jeg har arbejdet på det her album, som om det var det sidste, jeg nogensinde skulle lave,” fortæller Karen Mukupa, der tog mod til sig, efter at hun i mange år havde følt, at nogle i musikbranchen kunne gøre lidt grin med hende, hvis hun nævnte, at hun gerne ville lave musik igen. 

Som ung havde hun selv været af den opfattelse, at det ville være decideret pinligt at stille sig op og rappe med en cap kækt på sned, når man havde passeret 50. Men Karen Mukupa modbeviste branchens og sin egen ungdoms-tese. ’Bonobo’ fik en overstrømmende modtagelse. Politikens anmelder skrev blandt andet: 

”Karen Mukupa er trådt i karakter, og jeg har sommerfugle i maven på alle voksne kvinders vegne over, at det her album findes.” Musikmagasinet Gaffa tilsluttede sig koret og gav albummet fem stjerner med begrundelsen: 

”De minimalistiske R’n’B-rytmer og slæbende hiphopbeats hylder dermed også den musik, som Karen Mukupa selv er formet af. Resultatet er hendes stærkeste album til dato med skarpe rim og fængende omkvæd, der både taler til hjerte og hjerne – alt sammen leveret af en moden kvinde i sin bedste alder.” 

Karen Mukupa synes også selv, at hun med sin nye plade har knækket nøden. Fået sit liv og sin kunst til at gå op i en højere enhed. 

”Jeg synes, at rap skal være troværdig. Og hvis den skal være det, skal jeg rappe fra mit eget udgangspunkt. Hvis vi formår at gøre det som rappere og hiphoppere, kan musikken også vokse med os. Nogle af mine mandlige kolleger skriver stadigvæk fra det samme udgangspunkt som for 20 år siden. Om druk og damer og at fyre penge af. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Men jeg er blevet mor, jeg er blevet gammel. I går var jeg til begravelse for en af mine gamle venner. Jeg har lyst til – blandt andet – at skrive tekster om at være midt i mit liv. Om at nu går vi ikke til fester mere, vi går til begravelser.” 

Når Karen Mukupa tænker tilbage, fik Natasja det, hun ønskede sig, selvom hun ikke var i live til at opleve det hele vejen. Hun lykkedes med musikken. Og det gjorde Karen Mukupa også selv. De gjorde det bare forskudt af hinanden. I forskellig tid, i forskellige universer. 

”Jeg føler, at hun er med på min rejse. Jeg føler lidt, at hun hepper på mig. Sådan we did it!,” siger Karen Mukupa og giver sig selv et lille klap på skulderen.