Indlæg

Abernes planet

Mens mennesket æder sig ind på naturen, søger mange af klodens dyr nye græsgange på stenbroen. I Sydasien slår aber i hobetal sig ned i byerne for at leve i hellig – og af og til konfliktfyldt – sameksistens med menneskene. Søren Lauridsen har iagttaget kultur-natur-sammenstødet på utallige rejser.
Tekst og foto:Søren Lauridsen

NÅR SOLENS STRÅLER bryder frem, er der nærmest fredfyldt stille i mange af Sydasiens mindre byer. De ældre eksemplarer af de natglammende hunde er ved at lægge sig til at sove i gaderne, og lyden af dyttende motorcykler og biler er dalet til et næsten udholdeligt niveau. Chai-sælgerne tænder deres gasblus og gør klar til at sælge krydret, varm mælke-te til de morgenfriske. Alt ånder fred og ro – indtil man ser og hører delinger af aber på vej ud over byens hustage. 

Bum-bum-faldera, lyder det, aberne er i gang med en morgeninvasion, og hunde og mennesker bliver taget på sengen. Ballademagernes fremmarch vækker de mest uerfarne hunde, der lader sig provokere, og hurtigt er der igen glammen ledsaget af mennesker, der råber.  

Langt de fleste by-boliger i Sydasien (Indien, Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka, Nepal, Bhutan og Maldiverne) har flade cementbelagte tagterrasser omkranset af cirka en meter høje mure. Terrasserne bruges til husligt arbejde, lagerplads og socialt samvær. Her opbevares vand i store plastbeholdere, vaskes tøj og foretages opvask, hårvask og babyvask. På terrassen tilberedes og spises chapati-brød, ris og curries, og om eftermiddagen knokler børn og unge med deres lektier eller ser film og YouTube på Smartphones. Piger laver selfies af sig selv og deres veninder, mens de øver sig i Bollywood-dans. Drenge øver sig i cricket eller sætter vindfølsomme drager med tynde liner op mod den svage vind. I den varme årstid er taget et afkølende hvile- eller soverum med fred, ro og udsigt til stjernerne.

ABER DABEI

Abernes liv i byerne kan ses som en succeshistorie fra dyreverdenen i en epoke, hvor planeten defineres af menneskets påvirkning. Samtidig skaber sameksistensen ofte problemer, for eksempel i Varanasi i Nord-indien, hvor makakker har gnasket fiberoptiske netværkskabler i sig og forsinket premierminister Modis løfte om hurtigt internet til den hellige by. Eller i hovedstaden Delhi, hvor det er blevet vurderet, at der lever godt 40.000 af de dristige makakker, som blandt andet bryder ind i parlamentsbygningen, stjæler embedsmænds frokost og ødelægger deres dokumenter. Mere makabert blev byens viceborgmester Surinder Singh Bajwa i 2007 angrebet af en flok makakker på sin altan. I forsøget på at flygte faldt han ned og mistede livet. Under G20-topmødet i Delhi i 2023 anvendte man plancher forestillende langurer til at skræmme makakker væk fra byens administrative centrum sammen med mænd, der var trænet til at lyde som den større og mere aggressive primat. Ved andre lejligheder har levende langurer været brugt til samme formål.

Men ved daggry ændres freden til larm og ballade og ren gatecrashing fra de uindbudte morgenfriske aber på jagt efter morgenmad – hvis den ikke serveres, laver de tag selv-bord. I de store byer kan der være lang vej for aberne til plukkemodne fødeemner, så man må tage til takke med de fødevarer, som menneskene i få øjeblikke er uopmærksomme på. Potter og pander inspiceres, låg tages af gryder og opbevaringskasser, og tørsten stilles direkte fra de store sorte vandbeholdere, der står på hustagene. Nogle aber har endda lært sig at skrue låg af vandflasker og at drikke direkte af en flaske. 

Især unge aber synes at nyde den støj, som de skaber ved at hoppe på tagterrassernes opbevaringsskures plast- og bliktage. Tv-antenner, paraboler og tørresnore bruges til akrobatiske øvelser. Står der solvarmeanlæg på taget, egner de sig glimrende som rutsjebaner.

DET GÅR TILBAGE for mange af Sydasiens mere end 50 forskellige abearter, der trues af skovhugst og eksplosiv urbanisering. Men rhesusaben (også kendt som gyldenrygget makak) og den grå langur (også kendt som hulman) klarer sig rigtig godt, både i højder, lavland, ørkener og byer. Høj intelligens og en alsidig smag, der sætter dem i stand til at overleve på en diæt af, ja, næsten hvad som helst, samt en særlig status i hindusamfund har givet dem et forspring. Der vurderes at leve mere end en halv million eksemplarer af de to arter rundtom i Asien, og de trives ikke mindst i byerne i Indien, Nepal, Sri Lanka og på Bali, hvor de bliver regnet for hellige af hinduer.

I det 2.000-3.000 år gamle hinduistiske epos ’Ramayana’, som handler om det godes sejr over det onde, fortælles om guden Rama og hans smukke nepalesiske hustru Sita. Kort fortalt bliver Sita kidnappet af en dæmonisk konge, Ravana, fra Sri Lanka, som holder hende fanget der. Rama må have hjælp af abernes konge Hanuman, som med sin hær af aber befrier Sita og bringer hende tilbage til Rama.

NYE DYREVANER

Klimaforandringer, skovhugst og urbanisering får dyr til at forlade deres naturlige habitater og prøve lykken i verdens byer. Californiens problemer med skovbrande har blandt andet fået prærieulve til at søge ind i forstæderne, hvor de af og til dræber og æder beboernes husdyr. I Europa har mildere vintre med vinterafgrøder på markerne og føde i skovbunden ført til høj vækst i vildsvin, hvoraf mange finder vej til Tysklands byer, hvor de af og til tørner voldsomt sammen med lokalbefolkningen som for eksempel i slesvig-holstenske Heide, hvor to aggressive eksemplarer blandt andet trængte ind i en sparekasse og et marked og sårede fire mennesker i 2017.

Orangemalede templer, stenfigurer og statuer af Hanuman ses overalt. Her anbringer folk spiselige offergaver, som både aber og hunde senere slås om. Hanuman afbildes sjældent som en nøgen abe, men er som regel iklædt tøj og oftest malet orange. For det meste har han i venstre hånd sin gada, en slags morgenstjerne, som er symbol på hengivenhed, styrke og retfærdighed. Superhelten Hanuman betragtes som en af de vigtigste guder, især af mandlige hinduer. Ifølge legenden er Hanuman en langur, og om aftenen fodrer mange borgere derfor langurerne med chapati, mens makak-aber tit må klare sig med køkkenaffald. 

SELVOM ABERNE ER hellige, vil folk helst ikke dele deres mad eller tøj med dem. På de hustage, hvor dagens aberute er, står granvoksne mænd klar med slangebøsser eller sten i hånden, som de truer aberne med. Finkæmmede drenge i skoleuniform har cricketbats, bambusstokke eller kosteskafter mellem hænderne. Men ingen hindu kan finde på at dræbe en abe, da de frygter gudernes hævn. 

Når frugt- og grøntmarkederne åbner om formiddagen, er det her, de fouragerende aber søger hen. Undervejs besøger de måske nogle af de utallige templer, hvor de troende har lagt offergaver til guderne, og de er ligeglade med, om de stjæler fra Buddha, Shiva, Ganesh – halv elefant, halv mand – eller Hanuman selv. Ikke engang den blodtørstige gudinde Kali er de bange for at bestjæle. 

MONKEY BUSINESS

Den første primat i rummet var ikke Jurij Gagarin, men en gyldenrygget makak – også kendt som rhesusabe. Den er hyppigt brugt i videnskabens verden, da den skulle være let at holde i fangenskab, og har blandt andet givet navn til rhesus-blodtypesystemet, idet det var rhesusaber, der blev anvendt til forsøgene, hvor man først blev opmærksom på det. Novo Nordisk ejer flere hundrede eksemplarer af arten langhalet makak, som har en genmasse, der minder meget om menneskets, og som blandt andet har været med til at afprøve vægttabsmedicinen Ozempic. Medicinalindustriens efterspørgsel på makak-aber steg under arbejdet med COVID-19-vacciner, og smugling og sortbørshandel er et omsiggribende problem.

Også sælgerne på markederne har stokke og stave liggende parat til at slå ud efter aber og de hellige køer, som også er daglige gæster hos frugt- og grønthandlerne. Aberne er hurtigere til at flygte end køerne og passerer gaden i alle tænkelige niveauer. Selv det mindste fremspring kan bruges til at hæve sig op i eller sætte af fra.

Det massivt forgrenede, udviklede og indviklede elektriske luftledningsnet, nærmest en skov af el-lianer, ser bristefærdigt ud, men kan altid lige bære en abe mere på flugt fra en rasende banansælger eller en vågen hund. Og dog er risikoen stor, for ikke alle ledninger er isoleret, og nogle aber har ikke helt styr på deres lange hale, når de laver elektrisk boogie på de gyngende wirer. Overlever aben et elektrisk stød, er det spørgsmålet, om den overlever sammenstødet med gaden, når den bevidstløst falder. Og tager det ikke livet af den, kan de hunde, som den tidligere har drillet, stå klar med en hævnakt. 

ABERNES ABC

Der er 24 forskellige underarter i makak-familien. I Nordindien og Nepal ser man først og fremmest den gyldenryggede makak (macaca mulatta), mens hueaben (macaca radiata) med sit karakteristiske pandehår er mere almindelig i Sydindien og Sri Lanka. Den anden hovedgruppe blandt byaberne er de grålige langurer med de sorte ansigter. Mens langurerne holder sig i små grupper, færdes makakker i flokke på helt op til 100 individer med hierarkier og alliancer. Begge abearter er hundeaber (i modsætning til menneskeaber) og tilhører gruppen af såkaldte østaber, der findes fra Afrika i vest til Japan i øst. I modsætning til de såkaldte vestaber, der findes i Latin- og Sydamerika, kan østaber både leve i træerne og på jorden. Langurhanner har en kropslængde på op til 75-80 centimeter og en balancehale på cirka en meter. Nogle underarter kan leve op til snegrænsen i Himalayas bjerge. Et bud på sagnet om den afskyelige snemand er, at det er langurer, der har afsat menneskelignende fodspor i sneen, og når sneen smeltede, blev fodaftrykket større end et menneskes.

Om eftermiddagen napper aberne et eftermiddagshvil. Pludselig hopper fire af de store langurer ned på en parkeret bil, som får store buler i taget. Derefter hopper de tværs over gaden, griber fat i en markise og op på et langt bliktag, der løber hen over fem små forretninger. De tre af langurerne sætter sig på kanten af træet, mens den ene, sandsynligvis en teenager i ’løbetid’, hopper og bruger taget som stortromme. Han ræser hen ad taget i fuldt firspring. For enden står en lygtepæl, som han i et kæmpespring hopper op på, lander – stadig i fuld fart – og i én bevægelse sætter han fra i modsatte retning. Så løber han ned til modsatte ende af taget, vender om og gentager bevægelsen.

Søren Lauridsen er medlem af De Berejstes Klub og har siden 1981 været i Indien og Nepal et sted mellem 30 og 40 gange. Var igennem mange år forfatter på guide-bøgerne ’Turen går til Indien’ og ’Turen går til Nepal’.

/

Spor af artiskok

Med stor iver valfarter danskere til Vietnam, der med åbne arme tager imod, selvom landet brutalt har måttet vriste sig ud af en århundredlang besættelse. I år er det 50 år siden, Vietnamkrigen sluttede, men kolonitidens charmerende kurbyer, smukke togstrækninger – og en helt særlig grøntsag – er stadig en levende del af landet.
Tekst:Anders Haahr RasmussenFoto:Shutterstock

FORESTIL DIG AT skulle til et middagsselskab. Spørgsmålet om værtsgaven trænger sig på: en æske chokolade, en buket blomster, en flaske vin? For hundrede år siden, blandt franske kolonister, i hvad der dengang hed Saigon, var svaret enkelt: artiskokker. Friske artiskokker. Det var den ultimative værtsgave.

Så stærk var følelsen af hjemve. Der var lange køer ved byens havn, når sendinger af frisk frugt og grønt ankom. Af samme grund var franskmændene godt i gang med at bygge, hvad de så for sig som et mini-Frankrig, i de sydvietnamesiske bjerge.

I slutningen af 1800-tallet havde de opdaget et enormt plateau i 1.500 meters højde, hvor hjorte og elge græssede omgivet af grantræer og grønklædte bjerge. Luften var frisk, morgenerne kølige, gennemsnitstemperaturen blev målt til 18,3 grader, nogenlunde som foråret føltes ved Middelhavet, og sådan gik det til, at Dalat – eller Da Lat – blev grundlagt. Som sanatorium for syge soldater, en kurby for eliten, et udgangspunkt for fransk liv og bosættelse og besættelse i troperne. 

Foto: Colourbox

SÅDAN GÅR DET også til, at der på mit hotelværelse i 2025 ved siden af elkedlen, sammen med den lille pose pulverkaffe, ligger to breve med te – artiskok-te. For Dalat – cirka 300 kilometer fra Ho Chi Minh City, som i folkemunde stadig kaldes Saigon – blev hurtigt kolonimagtens køkkenhave. Mens kolonisterne opførte franske villaer og luksushoteller, anlagde tennisbaner, golfbaner og en enorm kunstig sø, dyrkede de også deres egne velkendte afgrøder: grønne bønner, kartofler, gulerødder, selleri, rødbeder, persille, tomater, jordbær og artiskokker. 

Dalat blev ikke begyndelsen på fransk liv i Vietnam. Det blev begyndelsen på enden. Den vietnamesiske frihedskamp sendte først franskmændene og siden amerikanerne hjem, og i år er det 50 år siden, vietnameserne blev herrer i eget hus. Afgrøderne har de dog beholdt.

På det store marked i Dalat kan man se den ene stabel artiskokker efter den anden, omgivet af broccoli, auberginer og røde tomater. En helsekostbutik har tørrede artiskokblade og artiskokekstrakt på hylderne. På vej hen til banegården kører man forbi et massagested, Atiso Spa, vietnamesernes ord for artiskok, og på byens store plads huser en enorm grøn glasbygning formet som et artiskokskud en café i tre etager. 

Banegården i Dalat var et prestigeprojekt for den franske kolonimagt. Foto: Anders Haahr Rasmussen

JERNBANEN ER en anden af franskmændenes efterladenskaber, og det er egentlig den, jeg er kommet for, ikke mindst banegården i Dalat. For selvfølgelig skulle der være en togforbindelse op til dette svært tilgængelige plateau. Og selvfølgelig skulle stationsbygningen være spektakulær. Arkitekten, Paul Reveron, tog udgangspunkt i en stationsbygning i Normandiet for på den måde at sende tankerne hjem til Frankrig, til badeby, ferie og afslapning, ved ankomsten til Dalat. Men i stedet for at lade det blive ved nostalgien tilføjede han et væld af farver, moderne kurver og elementer fra den lokale bjergbefolknings fælleshuse, alt sammen i art deco-stil, der gør det til en af de smukkeste banegårde i Sydøstasien.

Bjergbanen til og fra Dalat blev ødelagt under krigen, men en strækning på syv kilometer er genoprettet. Foto: Anders Haahr Rasmussen

MED TOG TIL KOLONITIDENS KURBYER

Dalat var den første og største, men franskmændene skabte en række vietnamesiske kurbyer – eller stations climatiques, som de blev kaldt. Her er tre af de mere bemærkelsesværdige.

Bana: Grundlagt i 1919 godt 30 kilometer vest for storbyen Da Nang og siden omdannet til en særegen blanding af forlystelsespark, fransk alpeby og buddhistisk refugium. Det koster 250 kroner at komme ind, hvilket inkluderer turen i den Guinness-verdensrekordlange gondolbane derop. Men så er der også udsigt til både hav og bjerge, adgang til den yderst Instagram-venlige Golden Bridge og et væld af restauranter, rutsjebaner, blomsterhaver og pagoder, alt sammen omgivet af nationalparken Nui Chua, der er hjemsted for små 800 forskellige slags planter, 178 fuglearter og næsten lige så mange slags sommerfugle.

Sapa: Beliggende i 1.500 meters højde tæt på grænsen til Kina, 30 kilometer fra banegården i Lao Cai. En reel by med 20.000 indbyggere, primært indfødte bjergfolk som hmong og dao, der havde levet isoleret i området i århundreder, indtil franskmændene i 1912 byggede først et sanatorium til officerer og siden en række rigmandsvillaer, der stort set alle blev jævnet med jorden under krigen. I dag er byen et populært rejsemål for vandreglade turister, der kan opleve lokale markeder, uspolerede vandfald og de berømte terrassemarker, der står  smukkest i juni og juli. Vil man endnu højere op, går der en gondolbane til toppen af Phan Xi Pang, der er en del af Himalaya-bjergene og med sine 3.147 meter Indokinas højeste punkt.

Mau Son: Med toget fra Hanoi nogle timer nordøstpå til byen Lang Son er der kun 40 kilometer op til Mau Son-bjerget. De besøgende er typisk vietnamesere på weekendtur for at se på de spøgelsesagtige ruiner af prægtige franske villaer og nyde de smukke solnedgange. Vandre-ruterne er uforlignelige, og med en lokal guide kan man komme både godt op i højderne og finde vandfald at dyppe fødderne i. Bjerget huser også ældgamle templer og landsbyer med oprindelige folk, der efter sigende serverer en ualmindelig velsmagende bagt kylling og lokalt produceret hvidvin.

Jeg ved det på forhånd, og alligevel bliver jeg paf af beundring, da jeg står foran den, omgivet af et blomsterhav i gule, røde, rosa og lilla farver. Indeni summer det af liv, der bliver serveret kaffe, solgt souvenirs og afspillet film på storskærm om Dalat-jernbanens tilblivelse og de 30 år, det tog at bygge den, gennem bjergpas så stejle, at der sad tandhjul under lokomotivet, som greb ind i tandstænger i sporet.

Næsten alle sporene er væk i dag. Den 84 kilometer lange strækning ud til kysten blev, som så meget andet i landet, saboteret under krigen. Og under den efterfølgende genopbygning var det en anden togstrækning, der havde førsteprioritet: forbindelsen fra nord til syd. 1.726 kilometer skinner fra Hanoi til Ho Chi Minh City. 

Nattoget fra nord til syd tager halvandet døgn, og der er nok at kigge på. Foto: Anders Haahr Rasmussen

”EN AF DE MEST episke nattogsrejser i verden,” udråbte rejseguide-konglomeratet Lonely Planet sidste år strækningen til. Jeg har kørt med den flere gange, også på den her rejse, og man forstår godt hvorfor. Selv den hurtigste afgang tøffer af sted med 50-60 km/t langs en rute, der for det meste følger kystlinjen, så der er nok at se på.

For slet ikke at snakke om, hvad der er at kigge på inde i toget. Efter at have spist en frokost med stegte ris og tofu, som en ung mand gik gennem vognen og solgte, besluttede jeg mig for at gå på jagt efter en kop kaffe. At gå gennem toget er som at gå gennem et mikrokosmos af Vietnam.

Dybt godnat på den lange strækning fra Hanoi til Ho Chi Minh City. Foto: Anders Haahr Rasmussen

Fra første klasse, hvor maden bliver serveret dampende varm med grøntsager udskåret som blomster, til de billige pladser, hvor musik brager ud af højttalerne, og folk sover på gulvet. Tre småbørn løb frem og tilbage i gangen. To togkonduktører snakkede livligt og længe med et par passagerer henne ved varmtvandshanen. En ung kvinde stod og kiggede ud ad vinduet, mod bjergene, med et blik, der så ud til at rumme en hel roman. Det er ret forrygende at se, hvordan en familie kan indtage sådan en firemandskupé og nærmest omdanne den til et lille hjem i det halvandet døgn, rejsen tager.

Til sidst fandt jeg en lille forladt vogn med lidt snacks og sodavand. Der var ikke noget kaffe at se, men så kom konduktøren forbi, og jeg havde knap nok nået at sige ca phe sua da– som den berømte vietnamesiske iskaffe hedder – før hun fandt en gammel halvanden-litersflaske frem fra bunden af vognen med hjemmebrygget kaffe, som hun blandede med lidt kondenseret mælk, inden hun hældte det ned i et glas fyldt med isterninger. Det føltes som en togtur, hvor alt kunne lade sig gøre.

Banegårdene i Vietnam tilbyder en pause fra det hektiske byliv. Her Ninh Hoa nord for Nha Trang. Foto: Anders Haahr Rasmussen

DET TOG KUN halvandet år fra krigens afslutning 30. april 1975, til den komplet hærgede togstrækning var fuldt funktionsdygtig igen. For det kommunistiske styre var det et prestigeprojekt, der symboliserede foreningen af syd og nord, og den dag i dag bliver forbindelsen stadig kaldt Duong sat Thong Nhat – Genforeningsekspressen. 

Det var blandt andet takket være spor fra den ødelagte bjergbane til Dalat, at Genforeningsekspressen blev genoprettet. Men siden 1991 har det været muligt for turister at køre en halv times hyggetur frem og tilbage mellem Dalat og den nærmeste station, Trai Mat, syv kilometer væk.

Således sætter jeg mig til rette i en ualmindelig velrestaureret førsteklassesvogn fra strækningens tidlige år. Cognacfarvede lædersæder i Chesterfield-stil, ornamenterede loftslamper i glas og messing, stofbeklædte lofter, broderede gardiner og træindrammede vinduer, man kan skyde til siden og stikke hele hovedet ud ad. For at se på urtehaver, baghaver, blikskure, kaffebarer, og hvad der ellers farer forbi, løse hunde og glade børn, hverdagsliv få meter fra sporene. Og så skimter jeg bjergene i horisonten. Akkurat nok til at få en fornemmelse af, hvor smuk strækningen må have været i sin fulde længde. 

VIDSTE DU, AT …

Vietnam er verdens næststørste kaffe-producent, kun overgået af Brasilien. Stort set alle de kaffebønner, der gror i Vietnam, er af sorten Robusta, der adskiller sig fra Arabica-bønner ved at have et højere koffeinindhold og en stærkere, skarpere smag med noter af gran og en jordnøddelignende eftersmag, der gør den lidt mere bitter. Den mest populære måde at drikke den på er i kombination med kondenseret mælk og isterninger, en såkaldt ca phe sua da. Er man i København, kan man få en god en af slagsen på Hanoi Alley, der har restauranter på Nørrebrogade og Store Kongensgade.

Vietnam er en af verdens hurtigst voksende økonomier. Sidste år voksede den med syv procent, og den officielle målsætning for i år er otte. Tilsvarende tal for Danmark ligger mellem to en halv og tre procent. Vietnams succes hænger blandt andet sammen med internationale virksomheders begejstring for at flytte deres produktion til landet. Samsung, Microsoft, Nestlé, Apple og Nike for at nævne nogle få. Senest har Lego åbnet en enorm solcelledrevet fabrik 50 kilometer uden for Ho Chi Minh City.

Vietnamesisk er det eneste sprog på det asiatiske fastland, der benytter sig af det latinske alfabet. Men de har deres egen version, quoc ngu, udviklet af portugisiske og franske missionærer i 1600-tallet med for eksempel tre forskellige a’er – a, ă og â – som alle kan tilføjes fem forskellige accenter, sådan at man, når man trykker A på et vietnamesisk tastatur, får 18 muligheder at vælge imellem.

SØREME OM SÅ IKKE min sidemand, en ældre mand fra Manchester, fortæller mig, at den genopstår. At der er planer om at reparere hele strækningen fra Dalat ud til kysten. Mere kunne han ikke sige, men efter et par søgninger på nettet får jeg det bekræftet. Fra i år og frem til sommeren 2029 er det planen, at broer, tunneller og 16 stationsbygninger vil blive enten restaureret eller nybygget, sådan at den legendariske bane er tilbage i fuld drift fra 2030. 

Foto: Anders Haahr Rasmussen

Det er ikke billigt – budgettet lyder på over syv milliarder kroner – men der er tilsvarende mange penge at hente i den voksende turistindustri. Alene i januar måned i år besøgte 2,1 millioner internationale turister landet. Alle tiders rekord og en stigning på 37 procent fra året før. De fleste kommer fra Kina og Sydkorea, men danskerne har også fået øjnene op for Vietnam. Selv om Thailand og Indonesien stadig er vores foretrukne rejsemål, når turen går længere østpå, er Vietnam kravlet godt op ad listen.

Fra 2023 til 2024 steg antallet af danske turister med ikke mindre end 22 procent. Med klimakrisen for øje er det ikke befordrende tal. Men det er glædeligt, at der bliver gjort så stor en investering i jernbanen, så togrejser kan blive et konkurrencedygtigt alternativ til at flyve rundt i landet, som mange besøgende i øjeblikket foretrækker. 

Foto: Anders Haahr Rasmussen

PÅ VEJ TILBAGE til banegården i Dalat mærker jeg en gryende kaffetørst. Det skulle være usandsynligt, at der var den slags service om bord, men jeg synes, jeg ser nogle passagerer drikke noget varmt af en lille papkop.

Ud af min førsteklassesvogn, ud på den lille overdækkede repos, videre gennem standardklassevognen, forbi en snorksovende billetkonduktør, og for enden, på et lille træbord, står der en brygkedel med taphane. Jeg tager et papkrus fra stablen og fylder det med, ja, ikke med kaffe. Jeg dufter til det. Det er svært at afkode. Jeg går tilbage til min plads, mens den rygende varme drik damper af. Jeg sætter mig ned og tager en tår. Smilet breder sig på mine læber. Selvfølgelig er det artiskok-te.

Anders Haahr Rasmussen er forfatter til en række bøger, blandt andre ’En fandens mand’, ’Al den vrede’ og senest ’Skrivemaskinen’, der handler om at udforske sine kreative sider. Han arbejder desuden som tenniskommentator for Discovery.

/