DET VAR EN drengedrøm for mig at blive politi-betjent. Jeg var tiltrukket af kontakten med bagsiden af samfundet. Min morfar var også ansat i politiet, og han advarede mig mod de dårlige arbejdstider og dårlig løn, men jeg var ligeglad. Min verden faldt derfor sammen, da jeg blev erklæret uegnet til værnepligt som 18-årig af en sessionslæge, fordi jeg mangler den ene nyre. Når jeg ikke kunne blive værnepligtig, kunne jeg heller ikke komme på politiskolen, og jeg tog en uddannelse som brolægger. Jeg kunne ikke fordrage at bære granit og fliser dag ud og ind, men jeg havde ikke opgivet drømmen om at blive betjent, og jeg vidste, at de værdsatte erfaring fra fysisk arbejde på politiskolen. Da jeg et par år senere søgte ind igen, mente den nye læge ikke, at den manglende nyre var en forhindring.
Da jeg fik politiuniformen på, var jeg stolt som en pave. Den lyseblå skjorte hang på en knage i bilen, når jeg kørte hjem, så folk kunne se den. Første gang jeg skulle håndtere et menneske, som var dømt for grov kriminalitet, var jeg dog rystende nervøs. En mand med en voldtægtsdom skulle transporteres fra et fængsel til et andet. Jeg skulle give ham håndjern på, og min krop dirrede. Jeg frygtede, at han ville gå amok. Men vi talte roligt sammen, og jeg forstod, at mennesker kan rumme mange sider.
Kristian Bech som politiassistent på øvelse, 2004. Foto: Privat
En underviser på politiskolen fortalte mig om de tre faser, mange gennemgår i politiet: Først blomstrer idealismen, derefter opstår kynismen, og til sidst indtræffer realismen. Da jeg havde været betjent i nogle år, forstod jeg, hvad han mente. Jeg troede først, at jeg skulle omvende kriminelle, men det var håbløst. Derefter erfarede jeg, at det ofte var personer med bestemte baggrunde, der begik kriminalitet, men at det heller ikke nytter at generalisere for groft.
Jeg blev sendt på Christiania i en periode, hvor politikerne ville slå hårdt ned på Pusher Street. Brosten og benzinbomber fløj om ørerne på os derude. Det var voldsomt at blive mødt med så indædt et had. Senere blev jeg en del af en efterforskningsenhed, som lyttede til bandekriminelle tale om narkohandler på cafeer, eller også skyggede vi dem i biler. Vi lå også på lur i buske i civilt tøj for at holde øje med serie-indbrudstyve. Indimellem tog jeg mit håndværkertøj fra dagene som brolægger på for ikke at vække mistanke.
Jeg elskede den del af jobbet – særligt når efterforskningen var med til at lægge brikkerne i opklaringen af større sager. Men den store politireform fra 2006 betød mere bureaukrati og flere begrænsninger, og jeg begyndte gradvist at føle, at mit arbejde var meningsløst. Jeg havde også fået et barn og var blevet skilt, og til en barnedåb sad jeg til bords med en kvinde, der arbejdede på Nordisk Film TV, som skulle producere en række programmer. De ledte efter en tidligere politimand som vært.
Foto: TV 2/Finn Hageman
1. FLENSBORG, 2015
I programmet ’Eftersøgt’ ledte vi efter voldsmænd og bedragere, som stod på Interpols liste. Vi kunne ikke vide, om vi fik mulighed for at konfrontere den eftersøgte, og når det skete, skulle jeg improvisere, hvilket jeg heldigvis havde erfaring med fra politiet. Vi rejste blandt andet til Abu Dhabi i jagten på en pakistansk mand, der havde snydt den danske stat for millioner, og vi var i Mexico, hvor vi fløj rundt i et to-personers fly over Tvind-stifter Amdi Petersens forskansede hus i Mexico. Men i en af sagerne skulle vi blot køre få timer sydpå for at nå vores mål.
En tysk mand havde misbrugt sin 11-årige steddatter i Danmark. Han fik en dom i 2011, men da han skulle afsone, stak han af. Vores produktionshold fik navn og alder på ham, og fordi han var tysk, måtte nabolandet undersøges først. I Tyskland kan man sende breve til de forskellige kommuner og spørge, om en person med et bestemt navn og fødselsdato bor der.
Manden havde bosat sig i Flensborg, viste det sig, og han havde søgt tilflugt i et idyllisk villakvarter. Jeg havde klædt mig ud i en postbuds-uniform – ret åndssvagt, når jeg tænker tilbage – og vi havde skaffet en pakke, som jeg havde i hænderne, da jeg ringede på. Da manden åbnede døren, havde han den samme T-shirt på, som han var iført på det billede, som Interpol havde sendt ud med deres eftersøgning. Da jeg fortæller ham, hvem jeg er, og peger bagud mod fotografen, siger den tyske herre: ”Nej, nej, nej” og smækker døren i.
Vi fik skabt så meget postyr foran huset, at naboen truede med at ringe til politiet. ”Gør endelig det,” sagde vi. Det var jo ikke vores opgave at anholde manden, men det var af uransagelige årsager ikke lykkedes politiet at opspore ham. Politiet kom, og vi forklarede, at der boede en mand, som var eftersøgt for overgreb i Danmark. Da politibilen senere rullede forbi os ude på vejen, sendte betjenten mig et thumbs up-tegn. Så kunne jeg regne ud, at den eftersøgte sad i politibilen. Efter programmet blev jeg ringet op af pigen, han havde misbrugt. Hun havde været nervøs for, at manden ville dukke op i hendes liv igen, og hun var meget taknemmelig for, at vi havde fundet ham.
Foto: Privat
2. OSLOFÆRGEN, 2018 – SVERIGE, 2023
Når jeg laver tv, har jeg ikke adgang til de samme værktøjer, som da jeg var kriminalassistent, og jeg har skullet vænne mig til at ’interviewe’ i stedet for at ’afhøre’, men teknikken er ikke meget anderledes. Det handler om at indgyde tillid, men det er ikke altid nok. I hvert fald ikke i sagen om 44-årige Elisa, der forsvandt i 2018.
Hun var vellidt blandt kolleger i sit arbejde som dagplejer. Hun havde tre børn på 11, 14 og 17 år og et godt forhold til sine naboer. Hun var blevet skilt fra børnenes far og havde oprettet en datingprofil på nettet og var begyndt at skrive med en fyr. Kort tid efter blev Elisa væk fra sin søns konfirmation. Hun var i stedet taget på cruise til Oslo med manden, hun lige havde mødt. Da de kom hjem igen, flyttede han ind hos hende med det samme, hun sagde sit job op som dagplejer, og de blev gift inden for en måned. Børnene beskrev manden som manipulerende og ubehagelig, og deres mor var begyndt at virke sær og anderledes. Pludselig forsvandt Elisa og hendes nye mand fra hendes familie.
Elisas søstre gik i parrets skraldespande for at lede efter spor og fandt iturevne papirer, hvor der stod beskeder som: “Du ved ikke, hvor længe du er syg”, eller “Det kommer ikke hende ved”. Det lød som beskeder, manden havde givet Elisa, når hun talte i telefon med andre. Vi gik ind i sagen i 2019 og fandt ud af, at parret ofte fik ny adresse. Men vi kunne også se, at han havde flere datingprofiler.
Vi udgav os for at være en interesseret kvinde, og da han svarede tilbage, fandt vi ud af, at mailsvaret kom fra et sted i Jylland. Vi kontaktede mennesker i hans omgangskreds, og manden kontaktede politiet, da han fik nys om, at nogen ledte efter ham. Jeg blev ringet op af politiet, der kendte sagen, fordi familien flere gange havde kontaktet politiet og bedt om hjælp til at finde Elisa. Politiet gik med til at give mit nummer til Elisa og hendes mand, og en dag i 2021 ringede hun mig op.
Hun insisterede på, at hun var rejst væk af egen fri vilje og ikke ville se sine børn. Det var lige så frygteligt, som når man som betjent skulle give pårørende besked om, at deres kære var død, da jeg skulle fortælle børnene, at deres mor ikke ville i kontakt med dem. Vi håbede, at Elisa ville gøre noget, hvis hun så sine børn i tv. To år senere så Elisa programmet i en lejlighed i Sverige. Politiet havde i mellemtiden arbejdet videre med sagen, og manden kom i fængsel for at have udsat Elisa for psykisk vold.
Vi fandt ud af, at manden havde slettet alle hendes telefonnumre og fortalt Elisa, at han var i et bandeexit-program, som betød, at det var bedst for parret, at hun ikke så sine børn. Hun havde været forelsket i manden, han havde forkælet hende, men havde gradvist skruet op for ubehagelighederne og skrællet hendes selvværd væk. Hun fortalte, at hun havde følt sig som en del af et spil, hvor hun ikke kendte reglerne. Vi lavede to programmer om familiens genforening i 2023, og da vi tog ud for at købe ind med hende, fordi hun skulle lave aftensmad til sin søn, var hun helt fortabt. Hun havde vænnet sig til kun at lave mad præcis, som manden ville have det.
Børnene på en skole i Cambodia var med til at tippe tv-holdet. Foto: Privat
3. CAMBODIA, 2021
En aften pakkede Niels, en mand i 60-årsalderen, sin kuffert og smuttede fra sin kone i Værløse midt om natten. Inden han gik, sagde han til sin kone Nette, at han ville sove på hotel. I dagene efter sin mands forsvinden blev hun ramt af en blodprop, men Niels reagerede ikke, da han fik besked om hendes indlæggelse på sms, så Nette meldte ham savnet. En dag blev hun ringet op af Niels, der i en lufthavn skældte sin kone ud, fordi hun havde fået ham eftersøgt, og han var blevet tilbageholdt. Men det er ikke ulovligt at forsvinde, så i lufthavnen måtte de lade ham gå. Niels gav ingen forklaring på, hvorfor han var forsvundet, men da han havde været væk i mange måneder, sendte han et brev og en sms til sin kone. Han havde været hende utro gennem flere år med mange kvinder.
Da hun fik den besked, ville hun skilles. Men gennem Familieretshuset fik hun at vide, at Niels havde afvist hendes ønske. Men hvor han var, vidste de ikke. Gennem research fandt vi en Instagram-profil, hvor der var billeder og videoer fra en majsmark i Cambodia med en mand, som lignede Niels på en prik.
En dag blev Nette ringet op af en asiatisk kvinde, som bad hende sende penge til Niels, fordi han var i økonomiske problemer. Mere fik hun ikke at vide. Nu ville hun konfrontere sin mand, så vi fløj til Sydøstasien. Vi kunne se på Instagram, at der var nogle templer i baggrunden, som vi fandt ud af befandt sig i byen Siem Reap. Der var også andre Instagram-kontoer, hvor Niels optrådte, blandt andet en, hvor han underviste lokale børn i engelsk på en skole.
I det nordvestlige Cambodia gik vi på jagt efter en skole, hvor børnene gik i blå skoleuniformer med det logo, vi kunne se på Instagram. Jeg viste et billede af Niels til en dreng, som sagde, at han havde set ham på en knallert. På en anden lokal skole fortalte en medarbejder os, at hun kendte en kvinde, hvis søster havde mødt en hvid mand, og at de havde fået et barn sammen. Vi kørte ad mudrede veje ud til en landsby.
”Der er uniformerne!” råbte jeg fra bilen, da det pludselig vrimlede med skolebørn iført den blå uniform, vi ledte efter. På skolen udpegede de huset, hvor den hvide mand boede. Kvinden var dog ikke hjemme, da vi ankom til huset. Men hendes søster tog imod mig i døren, mens Nette blev siddende i bilen. Søsteren pegede mod den majsmark, hvor Niels havde stået, da vi fandt ham på Instagram. Her stod han igen.
Min puls var høj, da jeg gik ud til Niels. Jeg forklarede, at jeg var der på vegne af hans danske kone. Da han hørte de ord, greb han fat i et gelænder af bambus. Men han accepterede vores tilstedeværelse. Nette var anspændt og vred, og ægteparret hilste på hinanden med et akavet kram.
Han forklarede, at han skyldte svar til sine voksne børn i Danmark, som han fik, før han mødte Nette. Han havde været i vildrede, sagde han, og på et tidspunkt havde han forsøgt at begå selvmord i Thailand, hvor han svømmede langt ud i vandet for at drukne. Livet i Danmark var blevet uoverskueligt for ham, og nu var han landet trygt med et simpelt liv i Cambodia. Niels havde nægtet at blive skilt, fordi han ikke havde råd til at betale gebyrerne. Men på majsmarken underskrev han skilsmissepapirerne og sagde, at han håbede, at hans familie i Danmark kunne tilgive ham. Nette havde vanskeligt ved at acceptere de valg, Niels havde truffet, men nu kunne hun komme videre i sit liv.
