Indlæg

Med en kandidatgrad i historie i rygsækken gik Nina Søndergaard på jobjagt. Men hverken museer, supermarkeder, flyttefirmaer eller pornoforretninger kunne bruge en nyuddannet humanist. I dag har hun fundet sin niche som selvstændig københavner-guide.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Anja Gaard Olsen

I 2008 STOD JEG som nyuddannet kandidat i historie fra Københavns Universitet og skulle i gang med at søge job. Min store drøm var at blive ansat på et museum eller et lokalarkiv, og da jeg havde klaret studiet på normeret tid og haft flere studiejob, tænkte jeg, at jeg nok havde gode chancer for at finde arbejde – hvis ikke inden for min egen lille niche, så noget andet. Men jeg blev hurtigt klogere.

DENGANG TALTE MAN, akkurat som nu, også om dovne, humanistiske akademikere, der gik rundt og fes husleje af på dagpenge. Jeg mødte op på Jobcenteret, blev meldt ind i arbejdsløshedssystemet og begyndte at søge de fire jobs om ugen, som dengang var minimumskravet. Til at starte med søgte jeg stillinger, som var relevante for min uddannelse, men jeg fik enten afslag eller slet intet svar, og ret hurtigt måtte jeg udvide mine præferencer. Jeg sendte en ansøgning til Køge Bibliotekerne, der fik 357 ansøgninger til en stilling som biblioteksassistent, og et lignende antal var interesseret i at gå rundt på Det Kongelige Biblioteks fjernlager og sætte bøger på plads.

DA JEG BLEV FÆRDIG, havde jeg boet i København i cirka 10 år på små værelser rundt omkring i byen. Jeg var begyndt at fantasere om, hvordan det ville være at få et rigtigt voksenjob og tjene voksenpenge, så jeg måske kunne købe nye møbler til min fremlejede lejlighed i Nordvest. Men den slags vilde ideer måtte jeg hurtigt droppe. Jeg fik afslag på en ansøgning som pædagogmedhjælper i den lokale børnehave, i Netto og Lidl ville de heller ikke have mig. Flyttemand kunne jeg ikke blive, og da jeg forsøgte at få job som avisbud, fik jeg at vide mellem linjerne, at jeg talte lige lovlig godt dansk til at komme i betragtning.

FLERE STEDER sagde arbejdsgiverne, at de var bange for, at en akademiker ville komme til at kede sig og søge væk efter en måned. Jeg rettede mit cv, så min femårige universitetsuddannelse blev reduceret til en parentes, og med det i hånden drog jeg igen ud og søgte jobs, blandt andet i en kiosk og en tøjbutik – begge steder med afslag til følge. I en pornoforretning lykkedes det mig mirakuløst at komme til en samtale, men også de var bange for, at det ikke ville være udfordrende nok for sådan en som mig at sælge dildoer og frække kostumer.

DAGPENGELAND er et mørkt og dystert sted. Misforstå mig ikke, jeg er taknemmelig for, at jeg ikke døde af sult og måtte gå fra hus og hjem, men det var virkelig tungt at skulle gå til uendelige arbejdsløshedsmøder på Jobcenteret. Her kunne jeg sidde sammen med andre ledige akademikere, der var lige så deprimerede over ikke at have et job som mig selv, og lytte til smarte konsulenttyper, der talte om at udnytte sit netværk, og hvordan man skrev den perfekte jobansøgning. Jeg blev mødt af hjernedøde kontrolforanstaltninger, og hvis jeg glemte at trykke på en knap på min computer, risikerede jeg pludselig at miste mine dagpenge. Opkvalificering såsom et stort kørekort eller et hygiejnekursus, som kunne give mig bedre chancer for at komme i betragtning til en række stillinger, kunne jeg ikke få, for den slags havde ikke-akademikere mere gavn af. Sådan oplevede jeg, at der konstant blev spændt ben for mine ambitioner om at få et ganske almindeligt arbejde. 

NØRDERNES FAVORITTER

Nina Søndergaards tre mest populære historie­rundvisninger.

Københavns Underliv, der handler om Københavns sexhistorie, er den mest eftertragtede tur hos Nørd Tours og har været det siden starten i 2010.

Stanken i Staden om lugtene i København – komplet med duftprøver – er et hit hos både yngre og ældre blandt publikum ifølge Nina Søndergaard.

I Bohr og Ørsteds fodspor, en historisk rundtur med to af de største danske videnskabsmænd i fokus, er også efterspurgt blandt Nørd Tours’ kunder.

EFTER ET ÅR og mere end 200 ansøgninger kom jeg i virksomhedspraktik på et museum. Her var jeg et års tid, indtil det pludselig lykkedes mig at få et job. Det var en stilling som handicapmedhjælper, og jeg var lykkelig for, at nogen ville give mig en chance. Der viste sig dog at være et forfærdelig dårligt match mellem den handicappede og mig, og det endte med, at jeg blev fyret – for første og eneste gang i mit liv. Men jeg kom væk fra dagpenge.

EFTER AT jeg en dag havde vist nogle venner rundt i København, der var meget begejstrede, tænkte jeg, at det måske kunne være noget for andre. I 2010 startede jeg Nørd Tours, som jeg i dag driver som min egen lille virksomhed ved siden af et deltidsjob på Ejbybunkeren i Rødovre, der er en del af forsvarsværket Oplevelsescenter Vestvolden. Mine kunder er blandt andet polterabender og firmaer på udflugt, som jeg viser rundt i København på 15 forskellige temature om kulørte emner. Det er lykkedes mig at finde en niche, hvor jeg kan bruge min nørdede nysgerrighed. Og heldigvis har det vist sig, at der findes nogen derude, som kan lide at lytte til det, jeg fortæller.”

Signe Rand Ebbesen fik henvendelser fra verdenskendte brands, allerede inden hun havde fået papir på sit talent. Efter et bulgarsk iværksætter-eventyr er den 37-årige væver nu vendt hjem til en stilling hos en dansk tekstilfabrikant.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

DET VAR NIKE og Calvin Klein, der for alvor gav hende troen på, at man kunne leve af at væve. Signe Rand Ebbesen var ved at tage en kandidatgrad i vævning fra Londons Royal College of Art, da firmaerne bankede på og tilbød at købe hendes designs. Uddannelsen som væver er i forvejen en nåleøjespecialisering – Royal College of Art uddanner seks per årgang – og interessen fra de store brands, der havde holdt øje med hende, blev den definitive anerkendelse af hendes færdigheder.

”Det kan være ret svært at komme i kontakt med den slags mærker,” siger Signe Rand Ebbesen, der i 2014, året efter sin afgangseksamen, åbnede sit eget væveri indrettet i en forhenværende skole i den lille by Sedefche i de bulgarske Rhodope-bjerge.

”Jeg faldt tilfældigt over opslaget allernederst på en boligside og tænkte, at det var en superbillig måde at få et sted at bo og arbejde. Hvis så det ikke gik, var det ikke så meget, vi havde sat på spil,” siger Signe Rand Ebbesen, der fik lokket sin kæreste, der er musiker og har hænderne fornuftigt skruet på, med som forretningspartner i firmaet Rand Gylden.

De gik på jagt efter antikke væve og købte ind i både Tyskland og Canada, og da maskineriet var på plads, kastede hun sig ud i stof-eksperimenterne. Rejste til Italien og Tyrkiet og købte garn, som hun tog med hjem til værkstedet og indfarvede og sammensatte i sine egne mønstre og design. Hvis det skulle være rigtig vildt, vævede hun fjer, perler, bånd, smalfilm eller sågar rustfrit stål ind i tekstilerne:

”Der må gerne være fuldt smæk på, hvis man skal have modehusene til at købe sine ting.”

Forretningsmodellen i Rand Gylden går ud på at præsentere firmaerne for mindre prøver på deres tekstiler, og hvis de falder i firmaernes smag, betaler de for opskrifterne og for rettighederne til selv at sætte dem i produktion – eller blot bruge dem som inspiration til kommende kollektioner. For eksempel har Banana Republic brugt Signe Rand Ebbesens design til en sko, mens Victoria’s Secret har set potentialet til et stykke lingeri i en stofprøve.

Det var en sen eftermiddag i 2010, Signe Rand Ebbesen først fandt vævelykken. Hun havde studeret tekstildesign på Designskolen i København igennem nogle år, da hun valgte at specialisere sig i vævning. At væve er ikke noget, man bare lige gør. Det tager tid og kræver omhu at sætte væven op, så alle garnerne ligger i den rigtige rækkefølge, inden man kan gå i gang. Og læreren havde med vilje undladt at gøre det for eleverne.

”Jeg vidste, at jeg skulle bruge et par timer på det. Det er et temperamentsspørgsmål. Nogle hader det. Men den eftermiddag, hvor alle andre var gået hjem, fik jeg et zen-moment ud af at tråde den væv,” fortæller Signe Rand Ebbesen, der opdagede, at hun havde god sans for at kombinere farver og materialer og skabe struktur i sine tekstiler. 

Efter endt bachelor-eksamen skyndte hun sig af sted til et praktikophold på et tekstilmuseum i Tilburg i Holland. Et Disneyland for tekstildesignere, kalder hun stedet, der har et stort udvalg af forskellige vævetyper, og hvor dygtige teknikere og ingeniører står klar til at hjælpe og lære fra sig. Så tog hun videre til endnu et praktikophold på et væveri i italienske Como, hvor hun dygtiggjorde sig i industriel vævning.

”Det var magisk at arbejde med de her kæmpestore maskiner, der spytter stof ud,” siger Signe Rand Ebbesen, der derefter kom ind på det prestigiøse Royal College of Art i London, et internationalt og kompetitivt miljø med gæstelærere fra tekstilindustrien. Jeg havde fornemmelsen af, at hvis man holdt sig til, så byggede man på sin fremtid og karriere. I Danmark kan det være svært at finde arbejde som væver. I England er der en langt større industri for det,” siger Signe Rand Ebbesen, der ikke desto mindre for nylig er blevet ansat af den danske tekstilvirksomhed Gabriel, der er specialiseret i møbelstoffer og har kunder som Normann Copenhagen og Microsoft – et arbejde, der kombinerer hendes passion for at nørde i detaljen med interessen for produktion i større målestok.

Hun og kæresten har stadig deres fabrik i Bulgarien og et stort arkiv af originale vævedesign, men produktionen er sat på pause, efter at hun fik jobbet hos Gabriel.

”Det var en lidt for spændende karrieremulighed at lade gå fra sig. Og det giver en mere stabil økonomi,” fortæller den 37-årige mor til to.

”Så nu har vi etableret os mere fast i Danmark efter fem år i Bulgarien. Eventyret måtte gerne have eksploderet helt vildt. Vi havde forhåbninger om en stor fabrik, hvor vi inddrog lokalbefolkningen som arbejdskraft. Men nu har vi maskinerne stående, og de er en fantastisk ressource. Hvem ved, om der igen en dag skal ske noget med dem?”

LÆS OP PÅ STOFFET

Som tekstildesigner kan man udvikle tekstiler til mange forskellige formål, for eksempel tøj, møbler, gardiner og tæpper. På Via University College i Herning og på Københavns Professionshøjskole kan man tage en professionsbachelor i tekstildesign, -håndværk og formidling, og på Designskolen i København kan man blive produktdesigner med studieretningen beklædningsdesign og tekstil.

Annelie Hersley fiksede IKEA-møbler, kaffemaskiner og cocktails, inden hun hoppede på togvognen. En elevplads hos DSB har bragt hende op i de højeste luftlag, men den 28-årige, næsten flyveklare industritekniker bliver på sporet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lockheed Martin, Simon Fals/Dansk Metal

JEG HAR ALTID været glad for at bruge mine hænder. Når min far samlede IKEA-møbler, var det mig, der hjalp ham. Som ung blev jeg ansat i hans kaffemaskineudlejningsfirma, hvor jeg stod for vedligeholdelsen. Det interesserede mig at skille maskinerne ad og se, hvad der var indeni. Senere arbejdede jeg som bartender i nogle år. Ikke så meget for alkoholens skyld, men fordi det var sjovt at blande ting sammen og få noget nyt til at opstå. I det lange løb var aften- og weekendarbejdet dog ikke noget for mig.

JEG BEGYNDTE på teknisk skole som industritekniker uden helt at vide, hvad det gik ud på, men efter en uge vidste jeg, at jeg havde fundet hjem. De indledende øvelser foregik ved drejebænken og gik ud på at skære i metalstykker med forskellige stålskær. Det skulle ikke blive til noget, man skulle bare lære materialerne og værktøjet at kende. Jeg havde nemt ved at forstå, hvorfor det ene skær skar bedre i rustfrit stål, mens et andet skar bedre i automatstål (kulstoffattig ståltype, red.).

NU ER JEG ELEV på DSB’s CNC-værksted, hvor vi arbejder med computerstyrede maskiner, der kan fremstille reservedele og værktøj til togene. Når reservedele som bremseskiver eller bolte ikke kan købes mere, så laver vi dem, og hvis DSB’s mekanikere fortæller om noget værktøj, de savner, forsøger vi at lave det. Jeg har for eksempel opfundet et værktøj, der gør det lettere at montere turboen i en motor. Den skal sættes op i en helt særlig vinkel, og der er meget lidt plads til at spænde den fast. Jeg kalder det for et turboophæng.

Stolt industri-teknikerlærling poserer med F-35.

I MIT FAG er det vigtigt at kunne tænke ud af boksen – og nogle skridt frem. Hvis jeg for eksempel skal lave en bolt, må jeg tænke over, hvilken side jeg skal lave først, om jeg skal dreje den eller fræse den. Om jeg vil lave gevindet eller den sekskantede side først. Det kommer for eksempel an på, hvilken maskine jeg har til rådighed. Når jeg er færdig med et stykke arbejde, og mit emne er flot i overfladen og har de rigtige mål, føler jeg stolthed. Det kan godt være, at man kan købe en bolt, der er næsten den samme, men jeg har lavet en lille detalje, der gør det nemmere at bruge den. Jeg bliver allermest glad, når kollegerne kommer tilbage og siger, at noget, jeg har lavet, virker rigtig godt. 

I SOMMER blev jeg og to andre danske industriteknikerlærlinge udvalgt af Dansk Industri og Dansk Metal til at tage på et to-måneders ophold hos den amerikanske jagerflyproducent Lockheed Martin i Fort Worth, Texas. Vi fulgte med i næsten alle processerne i flyfremstillingen. Fra programmeringen af de computerstyrede maskiner, der laver de enkelte dele, til samlingen, malingen og prøveflyvningen af flyene. Desværre måtte vi ikke lave hands-on-arbejde på grund af deres fagforening. Men det var vi forberedte på hjemmefra. Og nogle ting var så hemmelige, at vi ikke måtte få indblik i dem. Det kan godt være, at Danmark og USA er militært allierede i dag, men hvem ved, om vi en dag bliver uvenner.

HOS LOCKHEED MARTIN har hver enkelt ansat en meget specialiseret opgave, som vekommende er virkelig god til, mens vi i Danmark er med i hele processen. Vi programmerer maskiner, saver materiale, bearbejder emner og samler dem til færdige elementer. På den måde får man en større forståelse for processen, faget og arbejdspladsen. Den erkendelse gav mig en bedre selvtillid. Jeg blev klar over, hvor meget jeg faktisk ved om mit fag. I dag er vi 12 lærlinge på værkstedet hos DSB. Jeg har været her længst, så de andre spørger mig, når instruktøren er optaget. Når jeg bliver svend til foråret, har DSB givet mig en fastansættelse. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre. Det er et stort firma med masser af muligheder.”

JERNNÆVER

Industriteknikere arbejder med maskiner og produktion i for eksempel industrivirksomheder, maskinfabrikker og på skibsværfter og kan blandt andet fremstille motorer, kraner og industrirobotter. De arbejder både med computerstyrede og manuelt styrede maskiner.

Rekordmange danske unge tager på efterskole. Men selv om opholdet er en succes, kan tiden efter føles som en fiasko. Hos HF-Centret Efterslægten i København har man fundet modgiften mod savnet, fortæller pædagogisk leder Kirsten-Anne Hoffmann.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

Blandt jeres forskellige HF-retninger har i en, der hedder Efterskoleklassen. Hvad er det?

”Når man har været væk hjemmefra i 15-16-årsalderen, føler man på en måde, at man er blevet voksen. Så kan det være svært at komme tilbage og bo hjemme og skulle indordne sig. Vi så, at mange tidligere efterskoleelever syntes, det var så svært, at de endte med at falde fra. Så vi har samlet alle dem, der har gået på efterskole, i en særlig klasse. Mange unge tuder, når de skal forlade deres efterskole. Det ved efterskolerne, og det ved vi. Vi giver dem nogen at tude sammen med. Og forældrene er lykkelige.”

Hvordan adskiller den sig fra en normal klasse?

”Fagligt er det som en normal HF, men vi gør mere ud af den fælles fortælling om efterskoleåret og erfaringerne derfra. I historieundervisningen taler vi om efterskolens historie, hvordan den relaterer til højskolebevægelsen og Grundtvig. Så får de et perspektiv, som en 15-årig måske ikke har tænkt så meget over. Desuden kan de noget særligt, efterskoleeleverne. De har lært at rydde op efter sig og få ting til at ske, og efter en uge sammen har de det, som om de har kendt hinanden i årevis. Hvert år er det en overraskelse at se, hvor hurtigt det går, og hvor meget de trives. Og så vil de rigtig gerne synge morgensang. En tradition, der ellers er ret uddød i den gymnasiale sektor.”

Så der går kun elever, der tidligere har gået på en efterskole?

”Ja. Nogle søger to og to sammen, men de fleste kender ikke hinanden i forvejen. De i alt 28 pladser i klassen bliver besat af elever fra omkring 20 forskellige efterskoler.”

Der er rift om pladserne?

”Vi samler generelt vores HF-elever i klasser efter interesser. Man kan blandt andet komme i Film & Musik i New York-klassen og i World Aid-klassen. Men efterskoleklassen er den, der er først udsolgt. Nogle gange, når der er nok, opretter vi to efterskoleklasser.”

Hvor de stakkels tidligere efterskoleelever er omgivet af lidelsesfæller. Er det det, man kalder curling?

”Det er en cadeau til det, efterskolerne kan. Når man har været et år sammen, 24 timer i døgnet, kan det være som at komme fra en puppetilstand tilbage ud i virkeligheden. Vi curler dem ikke. Jeg tror, de taler om oplevelserne med at være på efterskole og komme hjem derfra de første tre dage. Derefter er de bare glade for hinanden. De kommer for fællesskabsfølelsen.” 

Og forlader de jer med samme vemod, som da de skulle rejse hjem fra efterskolen?

”Der er mange store knus. Men på det tidspunkt er de begyndt at gruppere sig alt efter, hvad de har tænkt sig at læse bagefter. De er blevet nogle modne unge mennesker og ikke længere helt så sårbare og tryghedssøgende.”

EFTERSKOLE TIL FOLKET

30.069 elever valgte at starte skoleåret 2019/20 på en efterskole. Det er 850 flere end året før og det højeste antal nogensinde. I 2018 tog 55 procent af alle elever 10. klasse på efterskole, mens 12 procent tog 9. klasse på efterskole.

 

Først blev han kok, siden konditor. Så kom han på landsholdet. Lysten til at lære har givet 28-årige Kennet Bach Laustsen marcipan mellem fingrene, medaljer om halsen og Michelin-stjerner på tallerkenen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat/Konditorlandsholdet

KORT TID EFTER at jeg blev udlært som kok, var jeg klar over, at jeg ville være konditor. Mange kokke er virkelig dårlige til at lave kager. Det er nok, fordi mange, når de laver mad, ikke bruger opskrifter, men bare blander ting, indtil de synes, det smager godt. Men desserter og kager lavet på slump bliver aldrig gode. Dengang kunne jeg knap nok lave en kage ud fra en færdig kageblanding. Men jeg ville gerne lære det, så jeg søgte læreplads hos nogle ambitiøse konditorer og fik plads hos La Glace i København.

SÅ JEG FLYTTEDE fra Aalborg til hovedstaden. Jeg havde nået at arbejde som udlært kok, men nu skulle jeg tilbage på elevløn, og det var svært at finde et sted at bo. Jeg var gået fra min daværende kæreste og sov et halvt år på en luftmadras hos en kammerat med mit tøj i nogle flyttekasser.

PÅ LA GLACE var vi små 20 ansatte i konditorafdelingen, heraf omtrent 10 elever. Man får hurtigt et familiært forhold til hinanden. Det er et gammelt hus, hvor man står tæt og kommer hinanden ved. Køkkenet ligger over konditoriet, og man går meget på smalle trapper. Det er mere end én gang sket, at nogen har været ved at tabe en femetagers bryllupskage. Det var et godt sted at lære fagets grundlæggende teknikker. 

DER ER STRESS både i kokke- og konditorfaget, men det er meget forskellige former. Som kok i en restaurant får du en masse bestillinger ind, som du skal reagere hurtigt på. Du skal holde tungen lige i munden, når du skal eksekvere mange forskellige tilberedninger på en gang. Som konditor kan du forberede næsten det hele i forvejen, og du bruger meget tid på at nusse om detaljerne. Det kan synes stille og roligt, men så er der højsæsoner for marcipangrise og småkager og andre for bryllupskager, hvor man har virkelig travlt. Måske skal du stå og folde marcipanroser en hel dag. I begyndelsen gik det ud over min tålmodighed. Men hen ad vejen vænner man sig til arbejdsrytmen. Marcipanen og jeg er dog aldrig blevet bedste venner. Den bliver for varm i mine hænder og klistrer og bukker. 

DER ER TING, man er god til, og andet, man er knap så god til, men er mange konditorer samlet, supplerer man hinandens kompetencer. Jeg er bedst til chokolade. Først smelter jeg chokoladen og opvarmer den til 45 grader, derefter nedkøler jeg den til cirka 28 grader, og så får jeg den op på 31 grader igen. Processen binder fedtkrystallerne og vender dem i samme retning, hvilket gør chokoladen god at arbejde med. Når den stivner, får den det rette knæk og en blank overflade, som du kan røre ved, uden at den smelter. Så er den perfekt at lave skulpturer med. Tempereringen af chokoladen er vigtig, men også en udfordring. Man er nødt til at være over chokoladen hele tiden og vende den og bevæge den.

ET HALVT ÅR INDE i min læretid deltog jeg i min første konkurrence. Det var ved DM i skills, de årlige danmarksmesterskaber for erhvervsuddannelser. Det var mine kolleger fra La Glace, der pressede på. De skulle nok hjælpe mig, sagde de, og jeg tænkte, at det værste, der kunne ske, var, at jeg tog mig ud som et fjols. Men det endte med at være rigtig fedt. Jeg lavede blandt andet en kirsebærkage, nogle petitfours og en chokoladeskulptur med en hummer på, som mere var til for at blive set end spist – det er det, vi konditorer kalder for et blikfang. Jeg fik en tredjeplads og tænkte: ’Det kan godt gå hen og blive til noget, hvis jeg gider lægge mig i selen.’

MIN ANDEN KONKURRENCE var Årets Kage, Konditorlaugets egen branchekonkurrence. Jeg deltog med en kage, der blandt andet bestod af chokolademousse, flydende rødbedegelé, karamelliserede pekannødder med chili og en rødbedeglace. Det smagte fuldstændig fantastisk. Kombinationen af mørk chokolade, rødbedens dybe, jordede smag og varmen fra chilien gik bare godt sammen. Jeg blev nummer 11 ud af 100. Det var jeg meget godt tilfreds med for en lidt alternativ kage med grøntsager i, der måske ikke helt ramte de ældste dommeres smag.

TO AF MINE KOLLEGER fra La Glace var på konditorlandsholdet, og jeg syntes, det lød sindssygt spændende, så jeg tog med til træning og endte med at komme med på holdet. Der er nogen, der ikke egner sig til konkurrencer, fordi det er så intenst et pres over kort tid. Men når først uret tikker ned, glemmer jeg hurtigt alt andet end det. Selv om der står 3.000 mennesker og kigger på dig med forventningen om, at du vil lave noget sindssygt.

TIL EM I GENÈVE i 2016 repræsenterede jeg Danmark sammen med en kollega. Alt gik galt, der kunne gå galt. Temaet var Las Vegas, og vi havde lavet noget sukkerpynt til en isanretning: tre 7-taller som i en enarmet tyveknægt. Da vi satte det på, opdagede vi, at det var blevet spejlvendt. Der var flere elementer på vores desserttallerken, der ikke kom på, fordi de var gået i stykker. Der gik ild i min makkers kokkehue. Vores sukkerblikfang knækkede tre gange, og vi endte med kun at præsentere et halvt. Jeg troede, vi havde tabt det hele på gulvet, og var fuldstændig målløs, da de nævnte, at andenpladsen gik til Danmark. Bagefter fortalte flere af dommerne os, at man skal huske, at udseende ikke er alt, smagen er vigtigst. Jeg har aldrig jublet så meget.

SOM UDLÆRT blev jeg ansat som chefkonditor på den københavnske Michelin-restaurant Formel B. Hvor La Glace er lidt konservativt, kunne jeg her eksperimentere mere med smagsudviklingen. Og jeg elskede flowet i at arbejde i et restaurantkøkken igen. Men nu er jeg flyttet tilbage til Aalborg med min kæreste. Jeg skal være far lige om lidt og har ikke tid til at køre aftenservice og være væk 14 timer om dagen, så jeg har fundet arbejde i en kantine, hvor jeg både står for mad, kager og desserter. Det er en helt anden boldgade, og jeg savner restaurationsbranchen helt vildt. Jeg har en drøm om, at jeg, når der er kommet ro på, og vi har fået vores hus i stand, kan søge ind på en restaurant igen. Jeg kunne også godt tænke mig at starte min egen cateringvirksomhed på højt niveau. Jeg vil kunne kombinere mine to uddannelser og både tilbyde private dining, receptionsmad og bryllupskager. Desværre er der mange herovre, der synes, at der altid skal være tarteletter eller kalv stegt som vildt, når der er fest. Jeg håber, de en dag bliver klar til nogle bedre smage.