JEG VOKSEDE OP i Brøndbyøster og spillede fodbold, ishockey og cricket – cricket var kæmpestort i Brøndbyøster, og min bror blev senere professionel cricketspiller i England og Australien. Min søster spillede tennis, men da hun på et tidspunkt fik tennisarm, ’lånte’ jeg hendes ketsjer. Jeg vidste, at den lå under hendes seng. Jeg begyndte i Brøndby Tennis Klub, der havde fire baner og et gammelt klubhus i træ. Som 11-årig blev jeg udtaget af Dansk Tennis Forbund til juniorturneringen i Swedish Open i Båstad. Stadion lå lige ned til vandet, og danske Jan Leschly var nået i herrernes finale to år forinden. Jeg klarede mig fornuftigt, nåede til kvartfinalen og blev gode venner med en jævnaldrende svensk dreng, der hed Mats Wilander.
Jeg flyttede til Rødovre Tennisklub, hvor der var flere spillere og større udfordringer. Og da de udfordringer blev for små, flyttede jeg til KB. Som 16-årig var jeg i 1977 for første gang med i Wimbledon. Atmosfæren var ærbødig, og kvinderne blandt publikum havde flotte blomstrede kjoler. Stemningen var både motiverende og lidt ærefrygtindgydende, og den forplantede sig til omklædningsrummet, hvor alle var lavmælte og høflige. Jeg sludrede med Yannick Noah og Ivan Lendl, to af de største juniortalenter. Da jeg røg ud i første runde, ville jeg ikke hjem, men blev hængende i players lounge og fulgte seniorernes turnering til finalen, hvor mit store idol Björn Borg genvandt titlen.
Senere samme år fik nogen den skøre idé at gøre Borg og mig til makkerpar i en opvisningskamp i Hellerup mod danske Jes Bech Müller og det italienske stortalent Corrado Barrazzuti. Det blev ikke nogen smuk tenniskamp, men vi vandt. Bagefter i omklædningsrummet forærede Borg mig sin Donnay Diamant-ketsjer. ”Du spelar jo bra tennis, Michael,” sagde han. ”Tro på dig själv. Om man inte tror på sig själv, är det fan ingen andra, som kommer att tro på en.”
Med 80’er-hår og Davis Cup-fokus. Foto: Mikkel Søborg
JEG TRÆNEDE HEN imod at blive professionel, samtidig med at jeg gik på handelsskole. Det tog lidt tid at få økonomien på plads, men først i 80’erne var jeg så heldig at få nogle sponsorer. I starten rejste jeg alene rundt som singlespiller, fordi Peter Bastiansen, den eneste danske elitespiller ud over mig på det tidspunkt, ikke spillede ret mange turneringer. Jeg blev ’adopteret’ af et slæng af svenske spillere, der blandt andet bestod af Mats Wilander, Anders Järryd og Jan Gunnarsson.
På det tidspunkt havde Sverige vel 20 spillere blandt de 100 bedste i verden. Svensk tennis blomstrede, og jeg blev en del af den familie og fik lov at træne med dem. Jeg har meget at takke svensk tennis for, næsten mere end Dansk Tennis Forbund, som på det tidspunkt udelukkende satsede på Davis Cup-landsholdet.
Jeg spillede nogle doublekampe med Mats Wilander, men efterhånden blev Jan Gunnarsson min faste makker. Tilværelsen som doublespiller er mindre ensom. Om aftenen kan man gå ud at spise en god middag og analysere kampen i morgen. Du har en at dele ansvaret med, og har du en dårlig dag, kan din makker måske løfte dig. Men teknisk er du nødt til selv at have hele værktøjskassen.
Mens du i single kan spille stationært med tunge grundslag fra baglinjen, skal du i double være god til at flugte, serve, bevæge dig i forhold til medspilleren og træffe den rigtige beslutning i sidste øjeblik, fordi det hele går så hurtigt. Vi kom langt i turneringerne, og jeg klarede mig så godt som doublespiller, at det kunne finansiere mine rejser og turneringer, mens jeg i single var nødt til at spille kvalifikationsturneringer for at komme ind i hovedturneringerne. Til sidst valgte jeg at droppe singlen.
I 1985 slog Gunnarsson og jeg Wimbledon-rekord for længste tie-break. Mod Victor Pecci fra Paraguay og australske John Frawley kom vi ud i en tiebreak, der pendulerede frem og tilbage gennem 35 minutter. Det var en out-of-body experience. Jeg havde det, som om jeg så en virkelig spændende kamp. Alle nerver var væk, mens det ene point bare tog det andet. Vi vandt tiebreaken 26-24.
JEG NÅEDE AT spille sammen med måske 50 forskellige doublemakkere igennem karrieren, og i 1994 spillede jeg min sidste professionelle kamp sammen med lettiske Girts Dzelde i Monte-Carlo Masters. Min kone Maria, som jeg havde mødt året inden, sad på tribunen, da vi mødte Michael Stich og Udo Riglewski fra Tyskland. Vi havde to matchbolde – og tabte kampen. Da det var forbi, følte jeg en mærkelig lettelse. Jeg var 33 og kunne godt være blevet ved. Men Wilander og Gunnarsson og mange andre gode venner var ved at lægge ketsjeren på hylden. Samtidig havde jeg fået et tilbud fra Dansk Tennis Forbund om at blive træner på deres eliteprogram, så den lå lige til højrebenet.
På falderebet, mens jeg stadig spillede, hev Svend Gehrs, der selv spillede lidt tennis, fat i mig i KB en dag. Havde jeg lyst til at tage til Stuttgart med ham og kommentere Tyskland-Sverige i Davis Cup? Et eller andet sted holdt vi jo nok med svenskerne, men jeg forsøgte at være saglig. Næste gang vi skulle kommentere en kamp, ville han have, vi skulle af sted til klubben tre timer i forvejen. Jeg sagde: ”Er det ikke lidt tidligt?” ”Vi skal ud at forberede os. Vi skal være klar,” svarede han bare. Han sagde altid, at når du kommenterer én kamp, skal du have stof til fire. Det kunne jo være, at det begyndte at regne, og på DR skulle du være i stand til at improvisere, fordi der ikke var andet på sendefladen.
I 2011 blev jeg træner for kinesiske Li Na og mødte hende første gang i Madrid, hvor hun vandt sin første kamp i turneringen. Jeg gav hende en krammer, som jeg altid gør, ligegyldigt om en spiller har vundet eller tabt. Hun stod helt stiv. ”Du må undskylde, hvis jeg har overskredet dine grænser,” sagde jeg. Hun var slet ikke vant til den slags. Hendes mand Jiang Shan, i Vesten kaldet Dennis, var også indover som en slags træner, og de to levede som hund og kat. Måske var det en kulturel ting. Det var i hvert fald ikke noget med at vise følelser. Dennis kunne føle sig lidt udenfor, og det påvirkede Li Na, så jeg prøvede at inddrage ham og give ham ansvaret for meget af den fysiske træning. Hun tabte i semifinalen i Madrid, og der var stort potentiale, men også noget at forbedre.
Som træner skal du være en slags psykolog. Det tekniske er vigtigt, men det vigtigste er det mentale. Alle spillere tvivler på sig selv. Anders Järryd, som vel var verdens bedste doublespiller i 80’erne og en af de bedste singlespillere, sagde inden hver kamp: ”Han er fantastisk god, ham der. Jeg kommer aldrig til at slå ham.” Alle render rundt med de samme dæmoner på skuldrene. Men nogle er bedre til at håndtere dem. De bedste er gode til at bluffe og kan tage den professionelle maske på og få det bedste ud af dagen, selvom de har hovedpine, menstruationssmerter eller søvnproblemer.
I French Open senere på foråret spillede Li Na bedre og bedre for hver kamp og besejrede nogle af verdens bedste spillere. Da hun vandt finalen over den regerende mester Francesca Schiavone, var jeg ellevild. Jeg gav hende et kram – nu havde hun vænnet sig til det. Vi stod i players lounge og fejrede sejren. Der var stor opstandelse, tennisfansene hjemme i Kina var gået bananas. Dennis kom over og gav hende hånden. Min kone Maria var også med. Hun sagde til Dennis: ”Nu bliver du simpelthen nødt til at give hende en krammer. Og et kys.” Så gav han hende modstræbende et kram og et lille kys på kinden.
Efter sejren kom der vildt fokus på Li Na, og hun fik problemer med maven og udslæt på grund af stress. I Wimbledon tabte hun i anden runde. I US Open i første runde. Samtidig kunne jeg mærke, at Dennis var jaloux og følte sig udenfor. Jeg havde fået meget opmærksomhed hos pressen i Kina. Efter US Open sagde jeg til hende: ”Jeg kan mærke, at du og Dennis ikke har det godt sammen. Måske er det bedre, at vi siger hertil og ikke længere.” Så blev vi enige om at gå hver til sit.
Som cheftræner i KB holder Michael Mortensen i 2008 øje med Caroline Wozniackis forhånd under en kontraktfornyelse. Foto: Jakob Jørgensen/Ritzau Scanpix
SAMME EFTERÅR døde Marias datter Filippa, min steddatter, efter en trafikulykke. Det var forfærdeligt. Og jeg havde bare lyst til at være hjemme hos Maria og Sarah, vores fælles datter. Ikke flere rejser, ikke flere lufthavne. Jeg besluttede at holde op som personlig træner. Men en dag i 2014 ringede Piotr Wozniacki til mig og spurgte, om jeg ville komme til Dubai. Han var ikke helt tilfreds med den svenske træner, han havde. Jeg havde – on and off – været med til at træne Caroline Wozniacki, siden hun var helt ung. Piotr er en god ven, det virkede familiært at være sammen med dem, så jeg blev fristet. Efter Dubai tog vi videre til Indian Wells i Californien. Piotr er god til at plukke af de input, man giver ham. Men det er og bliver ham, der er hovedtræneren. Jeg syntes ikke, jeg havde råderum til for alvor at kunne arbejde med Caroline. Jeg tænkte: ”Hvad laver jeg her?” Det er spændende at blive kaldt ud til turneringer, men hvis ikke du har nogen at dele det med, giver det ingen mening, ligegyldigt hvor pittoreske omgivelserne er. Efter Indian Wells blev vi enige om, at jeg skulle tage hjem. Jeg ville hjem til min familie.
Hver gang jeg sidder i en kommentatorboks, har jeg det, som om det er mig, der skal spille. Jeg får sommerfugle i maven, føler, jeg skal præstere. Jeg prøver altid at tale pænt og varieret. Være omhyggelig. Men nogle dage kommer sproget mere naturligt end andre, ligesom man nogle dage rammer bolden bedre. Igennem årene har jeg været privilegeret at kommentere rigtig mange fede kampe.
En af de bedste, jeg har set, var Alcaraz mod Sinner i sidste års French Open-finale. En kamp over fem timer og 29 minutter med tennis af ypperste kvalitet. Når kampen er god, er der så meget mere at tale om. Hvis kampen er halvflad, lader jeg være med at sige for meget og lader billederne tale. Det har jeg lært af Svend Gehrs.
Det er svært at kommentere de danske spillere. Det var svært med Caroline, og det er svært med Holger, Clara og Elmer. Der er så mange følelser, og indimellem bliver jeg nødt til at lægge bånd på mig selv og tælle til to, inden jeg finder en formulering, der er passende. Nogle gange udtrykker jeg dog min skuffelse og siger, at det ikke var godt nok. Nogle seere mener ikke, at jeg kan tillade mig det, men det mener jeg godt, jeg kan, når jeg ved, hvad spillerne er i stand til. Spillerne kan tåle kritikken. Dem, der har sværest ved det, er forældrene.
De fleste kampe kommenteres fra Danmark i dag, men når DR transmitterer Wimbledon, foregår det fra London. Så kan jeg gå ned på anlægget og løbe ind i John McEnroe, Mats Wilander, Yannick Noah og andre venner og bekendte fra gamle dage. Nu var jeg ikke noget stort navn for så vidt, men de husker mig alle sammen. Det synes jeg er dejligt. Det må have betydet, at jeg var en okay fyr.
