Indlæg

Ufoer, flyvende tallerkner og rumlig intelligens? Er der mon liv derude et sted i galakserne? Spørgsmålet har plaget, præget og påvirket os jordboer i årtier, og på det seneste har afsløringer genoplivet fascinationen og muligheden for et ’måske’, man ikke behøver at grine af. Ud & Se lyner op i dragten, spænder hjelmen og tager dig på en historisk rejse til hemmelighederne fra det ydre rum.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:SUFOI Picture Library

AD BUMLEDE LANDEVEJE gennem New Mexico ligger stedet, hvor det hele startede. Det grønne byskilt uden for Roswell er udsmykket med ufoer og rumvæsner, længere inde har gadelamperne form som alien-hoveder, og på det neongrønne Roswell Inn byder et rumvæsen velkommen med budskaberne ”Crash here” og ”Welcome – Make your reservations earthlings”.

Roswell med sine små 50.000 indbyggere midt i New Mexicos støvede udørk har udråbt sig selv til ’verdens ufo-hovedstad’, der er grå og grønne rumvæsner alle vegne, byens McDonald’s er udformet som et sølvgråt rumskib, i bymidten er der stort set kun souvenirbutikker, der tilbyder alt inden for ufoer og extra terrestrials, og midt på asfalten står et skilt med teksten ”The Truth Is Out There”.

Men måske er sandheden kommet lidt nærmere den planet, vi kalder jorden. I hvert fald har ufo-fænomenet og interessen for intelligent liv i det ydre rum fået en regulær renæssance. I 2020 bekræftede Pentagon tre videoer af ufo-hændelser, der allerede florerede på internettet. På den ene af videoerne kan man høre, hvordan piloter fra den amerikanske flåde med lige dele begejstring og forbløffelse udbryder: ”Look at that thing!”

Siden har de uidentificerede flyvende objekter fundet vej til ikke bare den seriøse presse i hele verden, men også til det amerikanske senat, der tidligere i år holdt en høring, hvor politikere på begge sider af spektret ville vide, hvad i alverden der foregår. 

Baggrunden er, at en række prominente kilder de senere år er trådt frem, fra militærofficerer til en tidligere chef for et hemmeligt amerikansk ufo-program, med påstande om, at der i det amerikanske luftrum observeres langt flere ufoer eller UAP’s – Unidentified Anomalous/Aerial Phenomena – som det hedder i USA.

Til senatshøringen fortalte tidligere militæransatte under ed om deres uforklarlige oplevelser med ufoer. David Grusch, en tidligere amerikansk efterretningsofficer, der ikke selv har set UAP’er eller ufoer på nærmeste hold, har været ansvarlig for at analysere UAP-hændelser for det amerikanske forsvar. Han fortalte til høringen, at amerikanske myndigheder er i besiddelse af ufoer. 

”Det er helt sikkert,” sagde han og tilføjede, at man ligefrem havde indsamlet “ikke-menneskeligt biologisk materiale.”

Uidentificeret flyvende objekt, Salem, Massachusetts, 16. juli 1952. Foto: The Granger Collection/Ritzau Scanpix

UFO-FÆNOMENET ER ikke nyt, og der er mange udlægninger af, hvad der egentlig skete dengang i juli 1947 i Roswell. I den mest udbredte version så beboere i området, hvordan nattehimlen pludselig lyste op. Et par dage senere fandt landmanden William ’Mack’ Brazel vragrester på sin fårefarm og tilkaldte sine bekendte, der senere har beskrevet vragdelene som ”af et mærkeligt materiale, vi aldrig havde set før … bøjeligt, men stærkt”. 

Sheriffen George Wilcox tog ud for at inspicere markerne, hvor han blandt andet fandt gummi, træ, folie, tape og papir, og han tilkaldte forstærkninger i form af major Jesse Marcel fra Roswell Army Airfield. Marcel var overbevist om, at fundet var resterne fra en flyvende tallerken, og der blev sendt en pressemeddelelse ud, som lokale aviser dagen efter bragte under overskrifter som ”Army Reveals Flying Disc Found on Ranch in New Mexico”.

Den forklaring blev dog hurtigt trukket tilbage og erstattet med en fortælling om, at vragresterne stammede fra en nedstyrtet højtryksballon. De lokale aviser måtte bringe rettelser, men major Marcel fastholdt, at der var tale om vragrester fra en ufo. Det samme gjorde hærens presseofficer Walter Haut, mens andre angivelige vidner hævdede, at de havde set ligene fra døde rumvæsner blive ført væk af militæret.

Mange, der­iblandt atomfysiker Stanton Friedman, som havde nærstuderet hændelsen og i 1980 udgav bogen ’The Roswell Incident’, mente, at der var tale om et cover-up fra regeringens side af ”kosmiske Watergate-proportioner”. Siden fulgte flere bøger og tv-dokumentarer, og efterhånden indledte det amerikanske luftvåben en undersøgelse af, hvad der var sket. Den slog fast, at vragresterne i virkeligheden stammede fra ’Project Mogul’ – et tophemmeligt atomspionageprojekt, hvor militæret havde foretaget målinger med lydbølgeoptagere i højtryksballoner højt oppe i atmosfæren for at finde ud af, om Sovjetunionen foretog atombombeprøvesprængninger. Og da det foregik under den kolde krig, havde det været nødvendigt at holde det tophemmeligt.

Den amerikanske regering vurderede i 1994 Roswell-sagen til at være case closed, men på det tidspunkt var ’The X-Files’ på sit højeste, og det paranormale og potentielle cover-ups fra regeringens side var på radaren hos folk. Det kom meget belejligt for Roswell. Den gamle industriby var ved at dø og var derfor ikke sen til at udnytte mytologien og skabe et mekka med ufo-museum og en årlig ufo-festival.

Også selvom Brazels gamle fårefarm, hvor vragresterne i sin tid blev fundet, slet ikke ligger i Roswell, men halvanden times kørsel derfra nær den lille afsides flække Corona, hvor man efter uendelige kornmarker, trafikløse landeveje og enorme ranches med kranier og gevirer på portene bliver mødt af et højt hegn, der forhindrer forbipasserende i at komme længere. 

UFOER ER RUNDE OG HVIDE

Direktøren for det amerikanske ufo-program AARO, Sean M. Kirkpatrick, præsenterede i april 2023 en analyse af militærobservationer af ufoer. Her kom det frem, at ud af 650 objekter blev 52 procent beskrevet som hvide eller med metalliske overflader. Mest udbredt var runde objekter på en til fire meter i diameter, der var enten hvide, sølvfarvede, gennemsigtige eller metalliske. Hastigheden på objekterne varierede fra nul til mach 2, hvilket svarer til 2.500 km/t.

PÅ NØRREBROGADE i København er der trængsel på de brede cykelstier, hvor ingen har tid til andet end at kigge ligefrem. Midt i mylderet kommer Frederik Dirks Gottlieb slentrende i efterårssolen med sit lange, mørke, krøllede hår. De seneste tre år har han bragt ufoer på dagsordenen herhjemme som vært på DR-podcasten ’Flyvende tallerken’, hvor han sammen med astrofysiker Anja C. Andersen har interviewet jagerpiloter, forskere, journalister og mange andre fra Danmark og udlandet med indsigt i emnet. Senest har han også udgivet bøgerne ’Kig op! Der findes ufoer’ og ’Ufo-mysteriet’.

”For mig er ufoer ikke en eller anden farlig konspirationsteori,” siger han på Minas Kaffebar tæt på gadens cykeltrafik, mens han fortæller, hvordan en af programmets gæster, Karsten Marrup, major samt chef for Center for Luftoperationer, efter at have set de tre Pentagon-videoer sagde: ”Jeg kan ikke se, hvordan det her kan være jordisk.” 

Frederik Dirks Gottlieb voksede op med en far, han kalder for en spacy mand. Han havde langt hår, var flamboyant og troede på ufoer, og når han beskriver ham i dag, kan den 40-årige søn godt høre, at det lyder som ham selv. Hans far gav ham bøger om Roswell og om ’mænd i sort’ – regeringsfolk, der sørger for, at tophemmelig information ikke spreder sig – og han støvsugede kioskerne for science fiction-film, som de så sammen. Og så havde faren for vane at sætte sig på terrassen ved aftenstide og kigge op mod himlen i timevis.  

”Det endte med, at han flyttede permanent op i sit sommerhus ude i en skov, hvor der var helt mørkt om aftenen. Her sad han og orienterede sig mod stjernerne og ventede på at se en ufo.”

Som knægt havde Frederik Dirks Gottlieb svært ved at forstå det. Det var for skørt, for meget, og særligt som teenager havde han en periode, hvor han distancerede sig fra sin alternative far. Men da faren pludselig døde i 2013, tømte sønnen efterfølgende sommerhuset og faldt over farens mange ufo-ringbind. Det viste sig, at faren havde været aktiv i ufo-miljøet som ung og formand for en klub i Gentofte. Der var også medlemsblade fra Skandinavisk UFO Information tilbage fra 50’erne og en masse håndskrevne noter, hvor han blandt andet skrev, at efter John F. Kennedy var blevet præsident, kunne man håbe på mere åbenhed om fund af ufoer. 

”Man tænker: ’Shit, hvor er det lang tid siden, at han har siddet der og haft den interesse.’ De fleste myter dør efter nogle år, men her er noget, der ikke forsvinder.”

For nylig udkom ’Ufo-mysteriet’, hvor Frederik Dirks Gottlieb går i fodsporene på sin far, og i forbindelse med bogen opsøgte han blandt andet farens gamle ven Erik, som han drev ’Gentofte Ufo-gruppe’ med i 50’erne og op igennem 60’erne. 

”Det er lidt trist, at det var hans dødsfald, der startede min egen interesse for emnet. Det betyder, at jeg ikke har kunnet tale med ham om det. Det har til gengæld også været en måde at lære ham bedre at kende, nu hvor han ikke er her længere,” siger Frederik Dirks Gottlieb, der også har fundet virkelig mange ’sjove’ avisartikler fra 50’erne og 60’erne – en tid, hvor flyvende tallerkner blev taget meget seriøst.

”Her bliver flyvende tallerkner nærmest beskrevet som et virkelighedsfænomen. Senere gik der Hollywood i den, men i min fars ungdom var der mange, der følte, at man var på sporet af noget meget virkeligt,” siger han.

Frederik Dirks Gottliebs far var fra ’Roswell-generationen’. Til sin dødsdag var han overbevist om, at det var en ufo, der var styrtet ned i New Mexico, og at der var tale om et stort cover-up.

”Modsat mig selv, som prøver at forholde mig objektivt og journalistisk til fænomenet, var min far helt sikker på, at noget havde besøgt os. Han var virkelig en believer til sine dages ende. Jeg har altid troet på liv i universet, men været i tvivl om, hvorvidt vi har haft besøg fra rummet. Når Pentagon så kommer med den udmelding i 2020, ryger man direkte ned i kaninhullet.”

Foto: Anders Ryehauge

DER HAR VÆRET observationer af uforklarlige objekter fra oven gennem alle tider. Der er ældgamle mayaberetninger, som folk mener i virkeligheden omhandler rumskibe, og man kan finde tidlige kinesiske tekster, der beretter om ’månebåde’, som fløj rundt hvert 12. år. Den romerske skribent Julius Obsequens berettede om flyvende objekter over Rom mellem år 249 og år 12 f.v.t., og historikeren Plutarch beskrev i år 74 f.v.t., hvordan ”himlen pludselig bristede, og en enorm flammelignende genstand blev set falde ned”. 

Der er også folk, der mener, at Det Gamle Testamente indeholder ufo-referencer. I ’Ezekiels bog’ berettes om en form for fartøj, der falder ned fra himlen og lander i Kaldæa – nutidens Kuwait – og  NASA-ingeniøren Josef F. Blumrich argumenterede i 1974 i ’The Spaceships of Ezekiel’ for, at profeten Ezekiel havde haft et møde med et rumskib – ikke med Gud.

25. januar 1878 bragte avisen Denison Daily News en artikel om landmanden John Martin, der i det nordlige Texas havde set et stort, rundt objekt flyve igennem luften i ”en utrolig fart”. I de år bragte amerikanske aviser adskillige historier om ”mystiske luftskibe”, og der var spekulationer om, hvorvidt opfinderen Thomas Edison var på spil og havde skabt en kunstig stjerne, hvilket han dog pure nægtede. 

Under anden verdenskrig rapporterede allierede piloter om lyskugler, der fulgte deres fly over Japan og Tyskland. Piloterne brugte begrebet foo fighters (i øvrigt navnet på et verdenspopulært rockband) om fænomenet, der efterfølgende blev afskrevet af det amerikanske militær som hallucinationer. Efter krigen var Skandinavien arnested for mærkelige observationer. Hen over adskillige uger i 1946 kom der tusindvis af meldinger om mærkelige cigarformede raketter, der var i stand til at foretage utrolige manøvrer ved ekstreme hastigheder. De fleste observationer kom fra Sverige, men der var også en del i Finland og enkelte i Danmark. Til sidst vurdererede amerikanske efterretningstjenester – uden at kunne slå noget fast med sikkerhed – at objekterne måtte tilhøre russerne, der havde udviklet nye hemmelige våben.

OUMUAMUA

I 2021 annoncerede Avi Loeb, Harvard-professor og astronom, ’The Galileo Project’, der har til formål at indsamle videnskabelige beviser på liv eller teknologi fra andre planeter, der har nærmet sig jorden. Det skete efter, at han havde beskæftiget sig indgående med det såkaldte Oumuamua- fænomen – et pandekageformet objekt, der blev registreret til at krydse vores solsystem i 2017.

SELVOM ROSWELL-HÆNDELSEN fra juli 1947 er den mest kendte, var der to andre ufo-episoder få dage tidligere. I juni fortalte kystvagten Harold Dahl og hans søn, at de havde set seks donut-formede objekter flyve over sig, mens de fiskede nær indlandsøen Maury Island i staten Washington, og at den ene var eksploderet, så det regnede ned med vragrester. Og privatpiloten Kenneth Arnold meddelte, at han havde set ni flyvende objekter tæt på vulkanen Mount Rainier i det nordvestlige USA. Til aviserne beskrev han, hvordan objekterne fløj mange tusind kilometer i timen, mens de bevægede sig som ”underkopper, der slog smut hen over vandet” – heraf begrebet flying saucer, der stadig benyttes flittigt i dag.

Der kom i det hele taget så mange meldinger om flyvende tallerkner i 1947, at det amerikanske luftvåben i samarbejde med FBI undersøgte de mange hændelser og senere i en officiel meddelelse konstaterede: ”’Flyvende tallerken’-situationen er på ingen måder indbildt eller handler om, at man lægger for meget i naturlige fænomener. Der er rent faktisk noget, der flyver rundt.”

I begyndelsen af 50’erne brugte det amerikanske luftvåben første gang begrebet ’ufo’ om de uidentificerede flyvende objekter, og det lykkedes landmanden Paul Trent at tage to billeder af en flyvende tallerken over sin farm i Oregon. De blev bragt i aviser over hele landet, inklusive magasinet Life, men lige siden har folk påstået, at Trent og hustruen Evelyn havde opstillet billederne, og at det i virkeligheden bare var en frisbee, der hang i en snor. 

BORTFØRT AF RUMVÆSENER?

I 1961 fik såkaldte alien abduc­tions bred folkelig opmærksomhed, da ægteparret Barney og Betty Hill fortalte, hvordan de en aften var på vej til deres hus i New Hampshire og pludselig blev fulgt af et klart lys. Da de nåede hjem til huset, var det blevet dag igen, deres tøj var beskidt og iturevet, deres ure gået i stå, og de kunne ikke huske noget som helst. Først gennem samtaler med psykiatere fik de hukommelsen igen og kunne berette om at være blevet bortført og udsat for hårdhændet behandling af rumvæsner. Deres sag blev undersøgt af det amerikanske ufo-program ’Project Blue Book’ der i sidste ende afviste, at det skulle dreje sig om rumvæsener, og i stedet antydede, at Hill-parret formentlig var blevet ’forfulgt’ af planeten Jupiter.

En anden beretning er Travis Waltons fra 1975. Han arbejdede som skovhugger i Arizona, da han forsvandt og først dukkede op fem dage senere, hvor han påstod, at han var blevet kidnappet af rumvæsner i en ufo. Hans historie blev løst gengivet i filmen ’Fire in the Sky’ i 1993, og i den helt fiktive filmklassiker ’Invasion of the Body Snatchers’, oprindeligt fra 1956 og senere genindspillet, overtager uhyrer fra det ydre rum (med slet skjult reference til den kolde krig) uskyldige provinsamerikanere, hvis de falder i søvn.

Gennem årtierne har psykologer og psykiatere løbende undersøgt fænomenet. Blandt andet Harvard-professor John Mack, der i 1994 udgav ’Abduc­tion: Human Encounters with Aliens’, baseret på interview med folk, der påstod at være blevet bortført af rumvæsner. Andre har konkluderet, at den mest sandsynlige forklaring kan være søvnparalyse.

DET ER FAKTISK næsten præcis, hvad der skete i Danmark. På forsiden af B.T. 8. juli 1959 kunne man se en flyvende tallerken hænge over Ballonparken på Amager. Det sensationelle billede var leveret af de to studerende Ole Strandgaard og Jørgen Ekvall, og det nåede også forbi både TV Avisen og Forsvarets Efterretningstjeneste, før de selv afslørede, at det var fup. De havde lavet ’ufoen’ ved hjælp af to plastiktallerkner, som de havde limet sammen med tre overskårne tennisbolde og hængt op mellem to træer med en fiskesnøre.

Snyderiet foregik i en tid, hvor rigtig mange danskere var optaget af fænomenet. Skandinavisk UFO Information (SUFOI) blev stiftet i 1957, og foreningen, der udsendte tidsskriftet UFO-Nyt samt forskellige bøger om fænomenet, var et populært foretagende, der i slutningen af 70’erne nåede sit højeste med 2.500 medlemmer – en af verdens største ufo-foreninger målt på befolkningsstørrelse. 

På en af de øverste etager i Gyldendals gamle, kringlede labyrintbygning i indre København sidder Kim Møller Hansen, en mand nær pensionsalderen med briller og sparsomt gråligt hår og skæg, der foruden at være redaktionschef og forfatter til over 40 børne- og voksenbøger om forskellige mysterier har været formand for SUFOI de seneste 25 år.  

”Lige nu er vi 15 mænd af en vis alder, der sidder og snakker ufoer,” siger han og gnægger, som kun mænd af en vis alder kan gøre det.

SUFOI ser det som sin vision at lave ’folkeoplysende arbejde’, foreningen har siden 1957 undersøgt omkring 18.000 ufo-observationer i Danmark, og Kim Møller Hansen fortæller, at da  SUFOI startede, ”ville vi overbevise hele verden om, at vi fik besøg udefra”.

”Men i dag vil vi gerne være fornuftens stemme, der siger: ’Arh, det gør vi så nok ikke’ … Det er vendt 180 grader. Nu er det os, der er blevet de sure gamle mænd,” siger han. 

Hvor man i foreningen tidligere tænkte, at de uforklarlige tilfælde skyldtes liv fra andre planeter, tror man i dag på naturlige forklaringer og på, at man i de 5-10 procent uforklarlige sager blot ikke har fundet dem endnu. Efter mere end 50 år måtte UFO-Nyt således også sende det allersidste magasin på gaden i 2010. Der var under 400 abonnenter, og det kunne ikke løbe rundt. 

”Vi havde været så skeptiske og kritiske over for ufo-myten i bladet, at ingen længere gad købe det. I stedet lagde vi det hele digitalt, og nu bliver vi så skældt hæder og ære fra på Facebook. Folk bliver skuffede over, at vi – af alle – ikke tror på ufo-myten.” 

Major Jesse Marcel med de jordiske rester fra Roswell-hændelsen, 1947. Foto: New York Public Library/Photo Researchers/Ritzau Scanpix

SOM 13-ÅRIG fandt Kim Møller Hansen i 1971 sin onkels gamle UFO-Nyt på loftet og syntes, det hele var meget langt ude. Men han kunne alligevel ikke dy sig for selv at abonnere, og nogle år senere trak nysgerrigheden ham til et møde i Skandinavisk UFO Information. 

”Der fandt jeg ud af, at så skøre var de slet ikke, de mennesker. De viste sig faktisk at være ganske fornuftige, grænsende til det kedelige,” siger han og forklarer, at der i UFO-Nyts første tid var hyppige beretninger fra folk, især amerikanere, der havde været i kontakt med liv fra andre planeter – blandt andet ­George Adamski, der fortalte om i ørkenen at have mødt en besøgende fra Venus. 

”Adamski var den store profet. Hans filosofi og lære var enkel og dejlig romantisk, den handlede om, at rumboerne ville komme for at frelse os fra forurening og krig og alt muligt andet, og at vi skulle lære at behandle hinanden ordentligt,” siger Kim Møller Hansen.

George Adamski døde i 1965, og der kom en skillelinje i SUFOI, hvor flere satte spørgsmålstegn ved måden, man tilgik emnet. De første raketter var sendt ud i rummet, og man havde fået mere viden om solsystemet, heriblandt om temperaturer og forhold på Venus. 

”Adamskis historier begyndte at virke mere og mere urealistiske. Han påstod også at have været ude at flyve og set bagsiden af månen, hvor der var palmetræer. I dag kan det virke skørt, men mange troede på det dengang.”

Til sidst var SUFOI delt op i to lejre: dem, der ville gå den naturvidenskabelige vej, og dem, der ville fastholde troen på Adamski. Førstnævnte fløj vandt, hvilket fik flere, blandt andet stifteren og militærmanden H.C. Petersen, til at forlade foreningen.

”I starten var det SUFOI’s formål at overbevise alle om, at vi fik besøg udefra, men i alle årene siden er vi blevet mere og mere skeptiske. I dag er vi nok det, man vil betegne som meget skeptiske.”

Foto: SUFOI Picture Library

EFTER ROSWELL var der ufoer og rumvæsner alle vegne i populærkulturen. Tegneseriefiguren ’Marvin Marsmand’ fra Looney Tunes ankom i 1948 til jorden i et flyvende skib, Ella Fitzgerald sang i ’Two Little Men in a Flying Saucer’ om rumvæsner, der skynder sig væk, da de opdager, hvor anstrengende jordboer er, og så kom Hollywood selvfølgelig på banen. 

Den første film om flyvende tallerkner var thrilleren ’The Flying Saucer’ fra 1950, og senere fulgte for eksempel ’The Thing from Another World’, ’Invasion of the Saucer-Men’ og ’Earth vs. the Flying Saucers’. 

Den schweiziske psykiater Carl Jung funderede i 1959, kort før sin død, over ufo-fænomenet og vurderede de mange observationer til at være ”projektioner fra en stresset kollektiv underbevidsthed”.

Fascinationen skulle dog snart vise sig at have toppet – i hvert fald for en stund. Tv-værten Walter Cronkite blev ansigtet på en modbølge, da han i programmet ’UFO: Friend, Foe or Fantasy?’ på nationalt tv i 1966 oplyste millioner af seere om, at ufoer altså var den rene fantasi.

Tre år senere tog Neil Armstrong det første skridt på månen, og samme år lukkede det amerikanske luftvåben sit ufo-program ’Project Blue Book’ med ordene: ”Nothing has come from the study of UFOs in the past 21 years that has added to scientific knowledge.”

På det tidspunkt var seks procent af de tusindvis af undersøgte tilfælde kategoriseret som ’uidentificerede’, og i dag ved man, takket være afklassificerede dokumenter fra FBI, CIA og andre sikkerhedstjenester, at man bag lukkede døre besluttede at køre en aggressiv debunking-strategi op gennem 60’erne. På den ene side overvågede man et hav af ufo-entusiaster, private aktører og organisationer, mens man på den anden side forsøgte at stemple dem, der var optaget af emnet, som sølvpapirshatte for at få folkets interesse for ufoer til at dale. Udadtil havde man fra officielt hold en distanceret, næsten overbærende tilgang til emnet. I 70’erne udtalte det amerikanske luftvåben således: ”Hvis man ser en ufo og mener, at situationen kræver det, så kontakt din lokale politistation.”

Ufo-kulten Unarius fra Californien blev grundlagt i 1950’erne og eksisterer stadig. Foto: Charles M. Ommanney/Shutterstock/Ritzau Scanpix

MED FILM SOM ’Nærkontakt af tredje grad’, ’Alien’, intergalaktiske føljetoner som ’Star Trek’ og ’Star Wars’, ’The X-Files’ og filmserien ’Men in Black’ fik hele ufo-­myten en noget mere fiktiv størrelse præget af fri fantasi. 

Alligevel kender man i dag til tidligere ufo-programmer, der har undersøgt fænomenet over det meste af verden fra Brasilien over Japan til det tidligere Sovjetunionen. Her blot et par eksempler: I Storbritannien kørte ’Project Condign’ fra 1951 til 2009, Italiens ufo-program strakte sig frem til 2005 med næsten 20.000 indsamlede sager, hvor 10 procent endnu er uopklarede, og i Frankrig kører det stadig – her er en femtedel af 6.000 sager endnu ikke løst.

Der har også over hele verden været tilfælde af såkaldte mass sightings – altså ufo-hændelser, hvor mange mennesker på samme tid har set noget uforklarligt. I Pennsylvania så beboere og frivillige brandmænd i 1966 et nedstyrtet agern-formet objekt på størrelse med en bil og dekoreret med skrift, der mindede om egyptiske hieroglyffer. I Melbourne i Australien så mere end 300 elever og lærere samme år fem fly på himlen forsøge at omringe og indfange en ufo. I Teheran forsøgte det iranske militær i 1976 at skyde en ufo ned. I Anchorage i Alaska nødlandede et fly fra Japan Airlines i 1989 efter ifølge flypersonalet at være blevet omringet af kæmpemæssige ufoer, og i Belgien så beboere i hele landet flyvende sorte trekanter i 1990.

Den formentlig mest afrapporterede ufo-hændelse er dog nok ’The Phoenix Lights’ fra marts 1997, hvor tusindvis af mennesker rundtom i Arizona fortalte om at have set en kæmpestor triangulær formation af lys på nattehimlen. Eftersom der ligger adskillige militær- og luftvåbenbaser rundtom i staten, mener de fleste i dag, at forklaringen skal findes der, men der er stadig dem, der siger: ”Hvad nu, hvis det var fra det ydre rum?”

AREA 51

Et af de mest sagnomspundne steder i ufologien er den amerikanske militærbase Area 51 i det sydlige Nevada. Det er tophemmeligt, hvad der foregår på militærbasen, og det har ført til mange konspirationsteorier. Ifølge History Channel blev der observeret ufoer i nærheden af Area 51 i 50’erne og 60’erne. Senere har afklassificerede dokumenter vist, at militærbasen havde et koldkrigsprogram ved navn ’Oxcart’, hvor man blandt andet forsøgte at udvikle spionfly, der ikke kunne opfanges af radarsystemer. Ud af programmet blev også udviklet fly som SR-71 Blackbird, F-117 Nighthawk, og Archangel-12, der kunne flyve helt op til 3.500 km/t.

ALLEREDE I SLUTNINGEN af 70’erne begyndte Kim Møller Hansens tro så småt at svinde ind. Dengang boede han i Nykøbing Falster, og foruden at gå på lærerseminariet optog han i SUFOI-regi rapporter fra folk, der havde set noget uforklarligt. På en af sine første sager fik han en opringning om lysende objekter på den mørke aftenhimmel ud over Østersøen. Da han selv nåede ned til kajen, var der ikke mere at se, men efter at have undersøgt sagen fandt han frem til, at man ved Peenemünde i Nordtyskland samme aften havde sendt balloner op, som man havde skudt efter med raketter.

Han fik også til opgave at undersøge en ufo-hændelse, der havde været bragt i den lokale avis. Det var to politibetjente, der havde spottet ufoerne, og i avisen var der et billede, hvor de stod og kiggede op i himlen. Men efter at have snakket med folk, der vidste noget om astronomi, kunne Kim Møller Hansen konkludere, at betjentene i virkeligheden havde jagtet planeten Venus.

”Så kan man sige: ’Hvor dum kan man være?’ Men den kunne vi alle sammen være røget i, for under de rette forhold kan Venus stå rigtig skarpt på himlen, og så ender man med at køre efter den i sin bil, selvom den er millioner af kilometer væk,” siger han.

Under sin opvækst havde Kim Møller Hansen selv set uforklarlige ting, når han havde stået og ventet på bussen og gloet op i mørket, men jo mere han begyndte at efterforske sager for SUFOI, jo mere mistede han sin barnetro.

”Noget helt banalt kan se vanvittigt mystisk ud, hvis man står det rette sted på det rette tidspunkt. Jeg har selv set ting, jeg ikke kunne forklare, men når jeg efterrationaliserer i dag, har det jo nok været højtflyvende fly, meteoritter, stjerneskud eller satellitter.”

I mange år havde SUFOI et nummer, man kunne ringe til døgnet rundt. Telefonvagten gik på turnus mellem medlemmerne, og i tidens løb har der været forskellige tendenser på, hvad folk har observeret. Efter tilstrømningen af bådflygtninge i 70’erne var der mange tilfælde, der viste sig at være asiatiske balloner, der blev sendt op til fester, i 80’erne kom en bølge, hvor årsagen var laserlys på toppen af diskoteker, der lyste op på skyerne, og nu om dage er det især droner, der er dominerende, fortæller Kim Møller Hansen.

SUFOI fik dog en sag i 90’erne, der gjorde særligt indtryk på ham. Han kalder den for ’den danske Roswell’. Kort fortalt blev SUFOI kontaktet af tre vidner, der havde set en form for nedstyrtning over Amager, var sprunget på cyklerne og havde pedalleret i retning af ’gerningsstedet’, hvor de havde fundet en brand og nogle lyssky mennesker. De kontaktede myndighederne, der påstod ikke at vide noget om det, og så gik detektivarbejdet i gang. 

Det tog SUFOI en måned at finde svaret. De tre vidner havde set et stjerneskud på himlen, og i den retning, hvor det så ud til at forsvinde, blev en affaldsbunke ulovligt brændt på jorden, hvilket de involverede ikke ønskede myndighedernes kendskab til. Derfor vidste politiet heller ikke noget om det. 

”I langt de fleste tilfælde er folk ikke ude på at lyve, men fortæller blot, hvad de ser. Det gjorde vidnerne også her. De havde bare koblet uafhængige hændelser sammen, og når man gør det, har man et mysterium.”

17. november 1974 blev dette fænomen fotograferet i nærheden af Nørresø i Viborg. Foto: SUFOI Picture Library

Femø, 1969. Den gule streg blev først opdaget efter foto-fremkaldelsen. Foto: SUFOI Picture Library

EN GANG IMELLEM må de dog i SUFOI acceptere, at de ikke kan komme videre med en bestemt hændelse. For nylig er de atter vendt tilbage til den såkaldte ’Maarup-sag’ fra 1970 om politi­betjenten Evald Hansen Maarup, der en sen augustaften kom kørende nord for Haderslev, da han så en lysende ufo på himlen. I selvsamme øjeblik gik hans bil i stå. Da lyset forsvandt igen, tændte hans bil pludselig på ny.

”Det er som taget ud af filmen ’Nærkontakt af tredje grad’, hvor der netop er sådan en scene. Men filmen kom først ud syv år senere,” siger Kim Møller Hansen.

Med patruljevognens kamera, der var fastmonteret i forruden, havde betjent Maa­rup knipset tre billeder af lyset på himlen og tre mere, da ufoen var væk, og bilens forlygter atter tændt. Tilbage på Haderslev Politistation kontaktede han Forsvarets Efterretningstjeneste, der analyserede billederne uden at finde en forklaring. Langt om længe kom de så alligevel med en, nemlig at han muligvis havde set en kraftig meteor, samtidig med at hans bil tilfældigvis var gået i stå, formentlig på grund af et løst kabel.

”Der var faktisk et meteornedslag i begyndelsen af august, hvor det skete. Vi ved også i dag, at flyvevåbnet havde tre T-33-jetfly ude i området på det tidspunkt, så måske er det igen et eksempel på uafhængige hændelser. Men den forklaring har Maarup aldrig selv købt. Han var ikke i tvivl. Tre år senere havde han faktisk en tilsvarende oplevelse samme sted, hvor det begynder at blive sådan … okay, hvad? Der er nogle ting i den her sag, som gør, at vi aldrig har kunnet slippe den,” siger Kim Møller Hansen, der fortæller, at et par stykker i SUFOI har brugt ”sindssygt meget” tid på at efterforske Maarup-sagen og blandt andet har anskaffet sig selvsamme kamera, som sad i forruden dengang, for at finde ud af, hvad lyset på billederne kunne skyldes.

”Selvom vi tror, der findes en naturlig forklaring, er der stadig uopklarede sager, og så vil det til syvende og sidst altid været et spørgsmål om, hvad man tror på.”

DØDE KØER

Et andet ufo-fænomen, såkaldte cattle mutilations, hvor dyr bliver fundet døde efter nogle gange at have fået suget blod og indvolde ud af kroppen, er der eksempler på tilbage i 1600-tallets England. Også det foregår kloden rundt i dag og har blandt andet ledt til to føderale undersøgelser i USA – dog uden definitiv forklaring. I 1970 var der landmænd i Nebraska, der påstod at have set ufoer lande på deres farme om natten, hvorefter de næste dag fandt dødt kvæg over det hele. De fleste forskere mener dog, at fænomenet i de fleste tilfælde kan forklares med sygdomme.

FLERE GANGE HAR der været optræk til, at offentligheden måske ville få større kendskab til det hele. Den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter fortalte, at han selv havde set en ufo, og han lovede op til præsidentvalget i 1977, at hvis han vandt, ville han afklassificere samtlige regeringsdokumenter om fænomenet. Men da han satte sig i Det Hvide Hus, sagde han ikke længere ét ord om det.

Derfor kom det også som en overraskelse for mange, da The New York Times i 2020 kunne bringe historien om, at Pentagon bekræftede tre videoer af uidentificerede flyvende objekter. Det blev startskuddet til det, mange betragter som en ny guldalder inden for ufologien, som det hedder, hvor flere kilder er stået frem med spektakulære udsagn. 

Luis Elizondo, den tidligere chef for ufo-programmet ’Advanced Aerospace Threat Identification Program’ under det amerikanske forsvarsministerium, udtalte til radiostationen NPR om de flyvende objekter, at han ikke anede, hvor de kom fra, men at ”vi er ret sikre på, at det ikke er herfra”. Den pensionerede pilot Ryan Graves fortalte i ’60 Minutes’, hvordan piloter ved Virginia Beach havde set ufoer hver dag i en meget lang periode omkring 2014, og først på sommeren i år var det så den tidligere efterretningsofficer David Grusch, der i en senatshøring påstod, at man i årtier har haft fragmenter af ufoer og objekter fra det ydre rum i amerikansk varetægt. 

Til høringen fortalte den pensionerede flådekommandør David Fravor også om objekter, der trodser enhver kendt fysik. Fravor berettede om sit møde med en ­TicTac-formet ufo i 2004 og sagde, at ”teknologien, som vi mødte den dag, var langt mere overlegen end noget, vi havde dengang, har i dag eller kommer til at udvikle i mindst de næste 10 år”.

Glubske flyvende tallerkner. Foto: Historia/Shutterstock/Ritzau Scanpix

I SUFOI HAR man de seneste par år oplevet en fornyet interesse for ufoer med stigende trafik på deres hjemmeside. I Kim Møller Hansens sind er der dog ingen tvivl om, at det, der foregår i USA for tiden, er drevet af helt andre, uigennemskuelige dagsordener, og selvom han ikke tror på, at en person som David Grusch bevidst lyver, er han sikker på, at han er blevet ført bag lyset og fyldt med historier.

Selvom det snart er et halvt liv siden, at foreningsmanden selv stoppede med at tro på ufo-fænomenet og liv i rummet, er han stadig nysgerrig på, hvad der får folk til at tro på det. Skyldes det psykologiske, sociologiske, kulturelle årsager?

”I dag bruger jeg ikke tid på at undersøge rapporter, men jeg forsøger at se sammenhænge. Er der noget i vores tid, der gør det her interessant lige nu? Er det, fordi vi er bange for noget, at vi retter blikket et bestemt sted hen? I 50’erne, da ufoer var på sit højeste, havde vi truslen fra Sovjetunionen. Det er næsten det samme i dag, men nu har vi blandt andre også den kinesiske trussel. Det er fascinerende, hvad der får os til at tro på ufo-myter, og hvad der får mytologien til at vokse. I øjeblikket vokser den, og pludselig kan det, som ingen for bare fem år siden interesserede sig for, skabe kæmpe overskrifter,” siger han og forklarer, at troen på ufo-fænomener bevæger sig i bølger. 

”Hvis man ikke kender forhistorien, og det kan man af gode grunde ikke, hvis man ikke er så gammel, så møder man ufo-myten, når man får at vide af Pentagon, at amerikanske jagerpiloter har mødt noget, de ikke vidste, hvad var. Så tror da pokker, de fleste tænker: ’Så må der være noget om det,’” siger han og smiler. ”Så kan vi sidde nogle gamle sure mænd i SUFOI og sige: ’Det skete så også i 1952.’” 

I Borum vest for Aarhus fandt man i år 2000 denne korncirkel. Cirklen på Heidi Brund Laursen og Lars Laursens mark var cirka 90 meter i diameter. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

KORNCIRKLER

Et fænomen, der ofte kobles til ufo-myten, er korncirkler. Siden omkring slutningen af 1500-tallet har korncirkler været omtalt i skriftlige kilder i Frankrig og England. I dag er der stadig hvert år tilfælde af mærkelige mønstre på kornmarker rundtom i verden – også i Danmark. Der er folk, der mener, at formationerne skyldes rumvæsner, der efterlader signaturer, men der har også været talrige eksempler på, at menneskelige spøgefulge har stået bag. Den mest udbredte forklaring på fænomenet er, at det skyldes særlige vejrforhold.

SIDEN FREDERIK DIRKS Gottlieb begyndte at lave pod­casten ’Flyvende tallerken’, har han modtaget rigtig mange beskeder fra danskere, der påstår selv at have set ufoer. Han har researchet på personerne bag og vurderer over 100 af dem til at være ’troværdige’. Blandt andet en tidligere dansk styrmand på et containerskib, der for snart 20 år siden så en ufo ud for den amerikanske vestkyst. Ud over at fortælle det til sin kone, da han kom hjem, havde han aldrig delt sin historie med nogen. 

”Jeg fik hans logbøger og al information på ham, så jeg ved, at han er den, han påstår, og at han har været på havet den pågældende dato. Han var tilmed ikke den eneste, der så ufoen den dag. Han er en troværdig jysk mand, der er totalt nede på jorden, så hvilken grund skulle han have til at lyve?”

For Frederik Dirks Gottlieb har The New York Times’ ufo-artikler været den største blåstempling af fænomenet, og det har ifølge ham dannet grundlag for et paradigmeskifte, hvor mange pålidelige mennesker nu tør fortælle om ufo-oplevelser. 

”Der er amerikanske ’Top Gun’-piloter, der ser ting i det amerikanske luftrum, som de simpelthen ikke aner, hvad er. Der er efterhånden en meget lang liste over mennesker med høj troværdighed, der har stillet sig frem, og så kan der være nok så mange YouTube-eksperter, der påstår, at de med sikkerhed kan affeje fænomenet, men nogle af verdens dygtigste eksperter i disse år har slået hjernerne sammen uden at kunne forklare det,” siger han. 

Herhjemme skal luftvåbnet snart skifte til F-35-fly med nye radarer, og så kan vi ifølge Frederik Dirks Gottlieb stå i en situation, der minder om den, de amerikanske jagerpiloter stod i, da de opdaterede radarerne og pludselig opdagede ufoer.  

”Hvem siger, at der ikke allerede er en enhed, der forsker i det? I de her år finder vi jo ud af, at mange lande faktisk har haft ufo-enheder. Der er et eller andet fænomen, man ikke kan forklare, og som man bliver nødt til at tage alvorligt. Der er jo også den her frygt for, at det i virkeligheden er kinesere eller russere. Det er der, hvor jeg kan mærke, at jeg bliver rigtig skræmt. Små mænd med store missiler gør mig væsentligt mere bange end aliens.”

VENNER ELLER FJENDER?

Da Gallup i midten af 70’erne undersøgte, hvor meget ’liv fra rummet’ fyldte i amerikanernes bevidsthed, havde 95 procent af befolkningen hørt om ufoer, mens kun 92 procent havde hørt om præsidenten Gerald Ford. I en amerikansk meningsmåling fra 1997 svarede 80 procent, at de mente, at regeringen tilbageholdt information om fremmed liv. I samme forbindelse svarede 44 procent, at de mente, at eventuelle rumvæsner ville behandle os venligt, mens 26 procent mente, at de ville være fjendtlige. De sidste 30 procent var i tvivl.

SELVOM DET ER umuligt for mennesker i dag at rejse intergalaktisk, har fysikere i snart mange år vidst, at det i teorien er muligt at rejse hurtigere end lysets hastighed. Hvis andre, mere udviklede civilisationer skulle være lykkedes med det, ville de være i stand til at besøge os. Endnu ved vi dog ikke, om der overhovedet findes andre derude. Det er det spørgsmål, Fermi-paradokset kredser om: Det er matematisk usandsynligt, at vi skulle være de eneste ud af de milliarder og atter milliarder af planeter i det oldgamle og uendelige univers. Men hvorfor har ingen rettet henvendelse?

”For mig er ufo-emnet det mest spændende i verden, det handler om det største spørgsmål overhovedet: ’Er vi alene eller ej?’,” siger Frederik Dirks Gottlieb, der mener, at vi lever i et ekstremt snusfornuftigt samfund, især i Vesten, hvor religion ofte ikke er tæt på, og derfor leder vi efter noget andet, der rummer store spørgsmål og svar.

”Og det gør det her emne. Også selvom man kan blive så konfus af at læne sig ind i det uendelige univers, at det nærmest føles ligegyldigt at tage tøj på om morgenen. Men for mig har det faktisk haft den modsatte effekt. Det kan være en stor befrielse at tænke på, at det hele er så stort og uforklarligt.”

Modsat sin far er han dog ikke klar til selv at springe ud som fuldtonet troende. 

”Når man har beskæftiget sig med emnet længe, bliver spørgsmålet lidt mere nuanceret end blot: ’Tror du på ufoer?’ For hvad er overhovedet en ufo? Der er den gamle, overforsimplede teori om menneskelignende skikkelser fra andre planeter, men i dag snakker man om alt muligt andet. Kan det være droner fra en anden planet? Kan det være tidsrejsende? Kan det være noget interdimensionelt? Spiller kvantemekanikken en rolle i alt det her? Og er det overhovedet det samme fænomen, vi har registreret i tidens løb?” spørger han.

”Det har i mange år været nemmere for folk at grine af ufo-myten, for så sætter man ikke noget på spil. Problemet er bare, at det kan man efterhånden ikke længere. I dag er det dem, der afskriver fænomenet totalt, der er de største sølvpapirshatte af os alle. Jeg kommer ikke til at smide hele min opsparing på, at det er rumvæsner, der flyver rundt, men der er et eller andet derude.”

Dine kropsvæsker kan fortælle, hvordan dit liv bliver, og kunstig intelligens forstår dig bedre end dig selv. Eksistensen kortlægges helt ud i krogene, og mens videnskaben jubler, advarer andre om overvågningssamfund og kinesiske tilstande. Ud & Se undersøger, om fremtiden er en datadrøm eller et hverdagsmareridt, og om vi har noget særligt at frygte herhjemme, hvor 10 små offentlige cifre følger os fra vugge til grav.
Tekst:Kim KristensenIllustration:Simon Væth

THOMAS HELMIG OG Renée Toft Simonsen troede måske, at det var en privatsag. Sønnen Hugo Helmigs død i november. For hvis ikke døden er en privatsag, hvad er så egentlig?

Men selv om medierne da også ventede med at bringe nyheden om Hugo Helmigs død, til familien ni dage senere var klar til selv at fortælle om den på de sociale medier, var der en undtagelse.

Frihedens Stemme, som Rasmus Paludan er ansvarshavende chefredaktør for, skrev historien efter fire dage. 

”Hugo Helmig er død,” hed den kortfattede overskrift på artiklen. Her blev stifteren af partiet Stram Kurs citeret for, at den 24-årige musiker, som havde fortalt om sin kamp med angst og misbrug og kort forinden havde været ved at tage sit eget liv, forhåbentlig nu var et bedre sted: 

”Ligesom jeg selv oplevede han de nådesløse konsekvenser af at være i offentlighedens søgelys.” 

Der havde floreret rygter på internettet om dødsfaldet, og da det med Rasmus Paludans ord er ”pressens pligt at efterprøve påstande og rygter”, slog Frihedens Stemme Hugo Helmig op i Folkeregistret på Københavns Kommunes hjemmeside. For at gøre dette behøvede mediet blot at kende hans fødselsdato, som var offentligt kendt, og så ellers betale de krævede 75 kroner for forespørgslen.

”Personen er afgået ved døden 23.11.2022,” lød resultatet et øjeblik senere.

”Hvis man gerne vil vide, om folk er døde eller ej, er det den hurtigste, enkleste og mest sikre måde at få afklaret dette spørgsmål,” fortæller Rasmus Paludan i telefonen til Ud & Se.

”Hans pårørende og andre, som kender ham, kunne jo tage fejl. Men det gør Folkeregistret ikke. Det tager ikke fejl.”

TAL LYVER IKKE

Siden 1968 har Danmark haft et register over alle, der bor eller har boet i Danmark. Dette register hedder Det Centrale Personregister (CPR). Formålet med CPR er at registrere grundlæggende personoplysninger og sikre, at personerne er registreret i CPR på den adresse, hvor de faktisk bor eller opholder sig. Alle kan logge sig ind på folkeregistrene og erhverve sig viden om navn, adresse, om en person er rejst til udlandet, er myndig eller død, medmindre vedkommende har registreret navne- og adressebeskyttelse.

FOLKEREGISTRET ER DOG langtfra det eneste offentlige register, hvor der ligger ’private’ data om dig – og data, som både offentlige myndigheder og andre har adgang til. Og vel at mærke uden at vi nødvendigvis ved dette. 

De offentlige myndigheder ligger inde med data om vores økonomi, sociale baggrund og adfærd samt ikke mindst sundhed. Det er oplysninger om alt lige fra aborter til psykiatriske lidelser og årsagen til vores død. Ja, har du været på session, kender de din IQ fra den obligatoriske intelligenstest. 

I århundreder har offentlige myndigheder skrevet det hele ned og gemt det, og i dag er oplysningerne koblet sammen af CPR-nummeret, de unikke 10 cifre, som alle i det danske folkeregister er blevet tildelt siden 1968.

Hvilket rejser spørgsmålet om ikke bare, hvad der ligger af oplysninger om den enkelte i de offentlige registre, men også om, hvem der – som i tilfældet med Hugo Helmig – kan få adgang til dem og til hvilket formål. Ikke mindst i fremtiden.

”NÅR DATA EKSISTERER, opstår der et pres for at anvende dem til alle mulige formål. Det advarede jeg om allerede for otte år siden i Dagens Medicin. Jeg kan finde artiklen, den står lige heromme,” siger Thomas Ploug, der er professor i dataetik ved Aalborg Universitet. 

Han vender sig halvt om i stolen og peger på bogreolen bag sig på kontoret. 

I 2015, da Thomas Ploug blev interviewet til Dagens Medicin, var han formand for en arbejdsgruppe under Etisk Råd, der så på brugen af de mange sundhedsoplysninger, der ligger i de offentlige registre – og på borgernes samtykke til brugen af disse. 

Eller mangel på samme. 

Dengang var personlig medicin, altså det at tilpasse behandlingen til den enkelte patient ved hjælp af viden om deres gener, det nye buzzword. Og Thomas Ploug advarede om, at det næste logiske skridt kunne blive at bruge denne viden til også at hjælpe samfundsøkonomien. Giver det for eksempel mening at bruge millioner af kroner på en længevarende uddannelse, hvis en gentest fra fødslen afslører, at et barn lider af den arvelige Huntingtons sygdom og altså vil dø, inden det fylder 40 år? Hvorfor ikke bruge pengene på den, som er født med en høj IQ – og kernesund?

Thomas Ploug forudså, at sådan en tankegang, der gør det muligt at sortere i mennesker, ville komme til at spille en langt større rolle i fremtiden – og han er ikke blevet mere optimistisk med årene, tværtimod. 

”Problemet er, at vi Danmark i årtier har haft en utrolig liberal databeskyttelseskultur. Der er nogle forskere og medicinalvirksomheder, som kigger på Danmark og siger: ’Det er et dataparadis.’ Og så er der andre, der kigger på Danmark og siger: ’Det er en bananrepublik.’ Den nuværende overvågning af borgerne i form af deres data er jo det, man drømte om i DDR,” siger professoren, der mener, at kulturen bliver svær at ændre, netop fordi den har været meget liberal i lang tid. 

”Det er altid vanskeligt at tage privilegier fra folk – og i dette tilfælde forskerne og offentlige myndigheder,” siger professoren.

FRA HANS VINDUER på anden sal er der udsigt over Københavns Sydhavn. Aalborg Universitet overtog i 2012 kontorbygningen fra det finske mobiltelefonselskab Nokia, og de 42.500 kvadratmeter er en påmindelse om, at ingen kan forudsige fremtiden. I starten og midten af 00’erne havde Nokia over halvdelen af markedet for mobiltelefoner, og selskabet var Finland og omvendt. 

”Hvis de kan i Finland, kan vi også,” lød det fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen under valgkampen i 2005, hvor han ustandseligt talte om finske patenter, finsk konkurrencedygtighed og Finland som verdensøkonomi. Indtil de ikke længere kunne.

Nokia forudså ikke, at fremtiden var smartphones. I dag er det svært at forestille sig en verden uden, og vores ivrige brug af dem fodrer internettet med stadig flere data om os, brugerne. Data af stadig flere typer. Og data, som bliver gjort relevante på helt nye og uforudsigelige måder af kunstig intelligens.

Maskinerne oplærer sig selv ved at opdage mønstre og sammenhænge i dataene, og data, som ingen førhen kunne se nogen mening i, finder pludselig uventede anvendelsesmuligheder. 

I USA har forskere for eksempel udviklet en maskine, som ved hjælp af kunstig intelligens, ud fra din måde at tale på, kan forudsige risikoen for at udvikle en psykose. Maskinen opfanger talemønstre, som selv ikke psykiatere ville lægge mærke til. 

”At forsøge at høre disse sproglige nuancer svarer til at forsøge at se mikroskopiske bakterier med det blotte øje,” har en af forskerne, Neguine Rezaii fra Harvard Medical School, forklaret. 

I 2014 PUBLICEREDE det kinesiske statsråd dokumentet ’Planlægning for konstruktion af et socialt kreditsystem’. Her kan man læse, hvordan det sociale kreditsystem skal være med til at skabe et ”harmonisk samfund” med ”social stabilitet”, befolket af ”oprigtige mennesker”. Blandt eksemplerne på sådanne handlinger, der kan svække den enkeltes sociale kreditværdighed, er overtrædelse af færdselsloven, rygning på røgfri arealer eller overdrevet gaming – og prisen kan være lavere internethastighed, forbud mod at flyve eller tage en togrejse på 1. klasse. 

Under interviewet understreger Thomas Ploug flere gange, at der er tale om en balancegang, og at han selvfølgelig godt forstår – og er enig i – behovet for at indsamle oplysninger og bruge dem til for eksempel at udvikle personlig medicin. Der er brug for at anerkende begge sider i debatten og finde fornuftige løsninger, mener professoren.

Men han fastholder, at presset for at samle og bruge oplysninger om statsborgere til stadig flere formål i sidste ende risikerer at føre til den sociale kontrol, som George Orwell allerede i 1949 beskrev i fremtidsromanen ’1984’, og som kan være ved at blive til virkelighed i Kina i dag.

”Der er mange, som forsker i data, der har svært ved at se, at det, at de undersøger, hvor mange der for eksempel kører over for rødt i et kryds her i Sydhavnen, skulle have noget at gøre med social kredit i Kina. Hvad taler du om? Men det er også en uvilje – eller villet blindhed – mod at se, at der er et større perspektiv, og at den danske stat har samlet enorme mængder data om borgerne.”

I SUNDHEDENS TJENESTE

Sundhedsdata samles i sundhedsregistre, der handler om alt fra sygdomme og behandlinger til økonomi og ansatte i sundhedsvæsenet. Der anslås at være 165 nationale sundhedsregistre, og dem har Sundhedsdatastyrelsen ansvaret for. Styrelsens indsamling af data er bestemt ved lov – enten i sundhedsloven eller andre love og bekendtgørelser. Her står der, hvad formålet med indsamlingen er, og om data kun må bruges til forskning og statistik, eller om de kan bruges til administrative formål, for eksempel til din behandling. Der står også, hvor mange oplysninger det er nødvendigt at indsamle, og hvor længe oplysningerne må gemmes.

I DAG HAR næsten alle danskere prøver af blod, urin eller dna liggende i Danmarks Nationale Biobank, som på sin hjemmeside reklamerer med at være en af verdens største og mest avancerede af sin slags. Mere præcist ligger der 14 millioner biologiske prøver i fryserne på Amager, hvoraf alene de såkaldte hælprøver udgør 2,5 millioner.

Siden 1982 er alle nyfødte blevet tilbudt en blodprøve fra hælen, der kan afsløre i alt 19 sjældne medfødte sygdomme, som alle kan behandles – blandt andet en række hormon- og stofskiftesygdomme.

”Det unikke er, at vi herhjemme har det hele samlet i ét register, CPR-registret, som er nøglen til danske data,” fortæller Biobankens direktør, Anne-Marie Vangsted, med henvisning til, at det gør danskerne til én stor undersøgt befolkningsgruppe. Det, som statistikere kalder en kohorte. 

”Hvis vi går til andre lande, har de også kohorter, men de har ikke hele befolkningen samlet i ét register.” 

Biobanken, som blev oprettet i 2012, er en fysisk bank, et nationalt register og et koordinerende center, der skal skabe én fælles indgang til alle biologiske prøver og én fælles udgang, hvor forskere og sundhedspersonale kan søge om – og få adgang til – oplysningerne. Med andre ord behøver forskere kun at lede ét sted, når de vil læse op på vores sundhedshistorie. I 2020 viste en opgørelse, at Biobanken på det tidspunkt havde udleveret 533.517 biologiske prøver til 203 forskningsprojekter, og at 22 procent af alle publikationer af danske forskere med biologisk materiale stammede herfra. 

For at forskerne kan få adgang til prøver, skal forskningsprojektet have ”væsentlig samfundsmæssig betydning”, og de skal arbejde ved en dansk offentlig eller alment velgørende forskningsinstitution, men det kan ske i samarbejde med private – og udenlandske – medicinalselskaber og forskere. Derudover kræves en godkendelse fra Datatilsynet, National Videnskabsetisk Komité og Biobankens eget indstillingsudvalg.

Biobanken er en del af Statens Serum Institut, og direktør Anne-Marie Vangsted har kontor i den hvide patricier­ejendom på Amager Boulevard i København, hvor Seruminstituttet oprindelig havde til huse, inden det rykkede ind i Artillerivejens Kasernes gamle bygninger tæt på. På et fladskærmsfjernsyn på kontorets væg viser Anne-Marie Vangsted en slide med overskriften ’Biobankens forskningspotentiale’ og giver et eksempel:

”Ved at kombinere CPR-nummeret og biologiske prøver kan vi forske i hele livsforløbet,” siger Anne-Marie Vangsted og nævner, at dette for eksempel har betydning for danskere med højt kolesteroltal, som to millioner af os lever med, og som ofte skyldes en kombination af arvelige faktorer, fed kost og for lidt motion. 

”Når vi ved det, kan vi prøve at forebygge sygdommen ved at starte behandlingen, før en person faktisk bliver syg,” forklarer Anne-Marie Vangsted. 

”Og så kan vi bagefter se i registrene, om de, som får behandlingen, også lever længere end dem, som ikke har fået den.”

MULIGHEDEN FOR AT kombinere store mængder persondata med biologisk materiale er ikke bare med til at hjælpe danskere med for højt kolesteroltal. Det gør Danmark og Biobanken attraktiv for både den danske og internationale medicinalbranche.

”Samarbejdet mellem life science-industrien og det danske sundhedsvæsen bidrager til, at vi får skabt et endnu stærkere velfærdssamfund i Danmark med bedre patientbehandling,” hedder det på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside – og både Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden var med til at betale en del af de i alt 179 millioner kroner, som det kostede at etablere Biobanken. 

Nogle mener dog, at håndtrykket mellem forskningen og de økonomiske interesser er potentielt usundt.

”Der er ekstremt fri adgang til danske sundhedsdata, og det bliver brugt meget aggressivt i forsøget på at tiltrække medicinalselskaber til landet,” siger Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening, der blev stiftet i 2002.

”Jeg har kaldt det ’borger til salg’. Det lyder selvfølgelig populistisk, men det er reelt det, som man gør. Man sælger borgerne som en slags forsøgspersoner til medicinalindustrien,” siger Jesper Lund over telefonen. Han har sendt et link til Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor spørgsmålet til interesserede selskaber lyder: 

”Ready to take a deep dive into Danish health data?”

Jesper Lund forstår godt, hvis forskere er begejstrede for de registerbaserede undersøgelser og deres muligheder for at sammenkøre et væld af relevante oplysninger. Og indtil nu er det kun blevet anvendt til gode formål, fremhæver han:

”Men jeg tror bare ikke, at det bliver ved med at gå, for der er både et øget fokus på dette og en øget risiko, for oplysningerne i baserne kan lække eller blive brugt til andre formål.

PÅ SIT KONTOR på Amager Boulevard understreger direktør Anne-Marie Vangsted flere gange, at Biobanken passer godt på oplysningerne. Ligesom hun understreger, at hun og hendes medarbejdere ikke gemmer data for at tage noget fra borgerne, men for at hjælpe samfundet:

”Hvis vi ikke har viden, kan vi ikke udvikle nye behandlingsformer og diagnostiske metoder. Når vi har en prøve liggende, er det ikke mig som individ, der har betydning. Det er den store mængde af data, som – når denne sammenstilles – kan give nogle svar og muligheder for at udvikle nye behandlinger. Det har ikke noget at gøre med, at man kommer og siger, at det er lige det og det individ, som vi gerne vil vide noget om. Det vil aldrig kunne tillades.” 

En undtagelse er politiet.

Biobankens oplysninger må ikke bruges til for eksempel at identificere gerningsmænd til forbrydelser. Men politiet har flere gange – med en dommerkendelse – fået adgang til biologiske oplysninger for at kunne identificere ofrene for forbrydelser eller ulykker. 

I 2000 fastslog hælprøverne, at to blodpletter i Marianne Pedersens bungalow i Rødovre stammede fra sønnerne Dennis og Brian, som Peter Lundin var mistænkt for at have dræbt. Og i Landspatientregisteret kunne politiet læse, at Marianne Pedersen på et tidspunkt havde undergået en underlivsundersøgelse. Da vævet fra sådanne prøver gemmes rutinemæssigt, lykkedes det derfor også at identificere hendes dna. Men man har aldrig fundet frem til de myrdedes jordiske rester.

MAN BLIVER IKKE SPURGT, inden Biobanken udleverer ens biologiske prøver til forskning. Til gengæld har alle mulighed for at bede om, at de bliver destrueret. Eller de kan kontakte Vævsanvendelsesregisteret. Dette register ligger inde med oplysninger om, hvilke borgere der har valgt, at deres oplysninger udelukkende må bruges til egen behandling eller til formål, der er relateret til denne. 

Sidste år havde Biobanken dog kun 102 såkaldte destruktionssager, hvilket kan skyldes, at de færreste måske ved, at prøverne bliver opbevaret. Hvis de har deltaget i et forskningsprojekt eller klinisk studie som hælprøverne, vil de ganske vist have underskrevet et såkaldt informeret samtykke. Men hvis der blot er tale om såkaldt restmateriale fra undersøgelser, som når du får taget en blodprøve hos lægen eller på hospitalet, kan dette ende i Biobanken. 

Anne-Marie Vangsted erkender, at nogle ikke læser det, som står med småt, eller blot bladrer om på sidste side og skriver under, som det netop skete med de såkaldte PCR-test under corona-epidemien. Disse endte til manges overraskelse i Biobanken.

”Det er der sikkert,” siger Anne-Marie Vangsted. 

”Men ligesom man bare klikker på ’jeg accepterer’ i bunden af en hjemmeside, ved man i det mindste, at man selv er ansvarlig for, at man ikke er fuldstændig oplyst.”

SYSTEMTÆNKNING

Kunstig intelligens er computerprogrammer og maskiner, som efterligner et eller flere aspekter af den menneskelige intelligens. Det gælder evnen til abstrakt tænkning, analyse, problemløsning, mønstergenkendelse, sprogbeherskelse og -forståelse, fornuftig handling og lignende. For eksempel computerprogrammer, der spiller skak, planlægger ruter eller laver talegenkendelse. Kunstig intelligens er også betegnelsen for et tværfagligt forskningsfelt, hvor man dels udforsker systemer, der kan udvise intelligent adfærd, dels konstruerer disse syntetisk i det omfang, det er muligt, ved udvikling af nye typer programmer og bearbejdning af viden.

DET OFFENTLIGE REGISTER, som ved allermest om de registrerede, er Nationalt Genom Center. Som navnet siger, ligger centret inde med oplysninger om de registreredes genom eller genetiske oplysninger, og IT-Politisk Forening har kaldt det ”et absolut højrisikoprojekt for det danske samfund”.

Nationalt Genom Center har ligesom Biobanken til huse på det indhegnede tidligere kaserneområde på Artillerivej. Men her er sikkerheden yderligere skærpet. Ved indgangen skal centrets kommunikationsmedarbejder bruge sit adgangskort to gange, for at vi kan komme igennem slusen til bygning 208. En gang for hende selv og en gang for journalisten. 

Samme morgen har CNN bragt nyheden om, at Storbritannien begynder at helgenom-sekventere – eller kortlægge – generne i 100.000 nyfødte børn, hvilket bliver det største studie af sin slags. Børnene bliver undersøgt for 200 sygdomme, som det er muligt at behandle, og undersøgelsen erstatter hælprøverne, der dækker færre sygdomme og hverken er lige så hurtige eller sikre. 

”Vi samarbejder med briterne og andre store nationale initiativer, og de har været en inspiration fra starten her i Danmark,” fortæller Nationalt Genom Centers administrerende direktør Bettina Lundgren.

”De startede bare 10 år før os.”

HERHJEMME OPRETTEDE MAN Nationalt Genom Center i 2019 med det formål netop at tilbyde helgenom-sekventering til patienter. Helgenom-sekventering er en kortlægning af alle dine gener, også kaldet dit genom. Viden om patientens genom er centralt inden for personlig medicin og kan – i kombination med andre relevante sundhedsdata – anvendes til udredning, diagnostik og behandling af sygdomme. Helgenom-sekventering tilbydes nu til 17 patientgrupper på tværs af landets fem regioner, og der ligger i skrivende stund 12.597 genomer i centrets database.

Ifølge Bettina Lundgren er ambitionen dog ikke, at vi en dag alle sammen skal få foretaget en helgenom-sekventering og have vores genom opbevaret i Nationalt Genom Center.

”Det er stadig en relativt dyr analyse, og hvis jeg kigger i krystalkuglen, er jeg ikke sikker på, at det er det, vi gør. Måske er det noget helt andet, som vi ikke kender i dag, som man får taget,” siger direktøren. Hun fortsætter:

”Man skal også huske på, at det ikke er alt, som generne er årsagen til. Mange tror, at fordi de får tilbudt en test, så får de også et svar. Ja, de får et svar. Men nogle af svarene kan også være negative. Altså at årsagen til, at du er syg, ikke skal findes i dine gener.”

RASKE PENGE 

Den såkaldte life science-industri, der laver medicin, lægemidler og bioteknologiske præparater, satte i 2022 rekord med en eksport for 175 milliarder kroner. En stigning på 23 milliarder kroner eller 15 procent i forhold til året forinden. Dermed udgør kategorien den største eksportgruppe i Danmark, og den siddende SVM-regering skriver i sit regeringsgrundlag ’Ansvar for Danmark’, at det er en udvikling, man vil støtte.

PÅ BORGERENS SIDE 

I dag arbejder danske projekter som CitizenKey og Data for Good Foundation på at skabe tekniske løsninger, hvor borgerne i højere grad skal give samtykke til, at deres oplysninger kan deles. Og hvis oplysningerne deles, at borgerne så kan være sikre på ikke at  blive genkendt. Eller risikere at få deres oplysninger kørt sammen med andre databaser med det resultat, at der skabes nye data, som kan misbruges mod den enkelte i samme proces.

I ’NO TIME TO DIE’, den seneste James Bond-film, er plottet, at skurken Lyutsifer Safin stjæler et hemmeligt biologisk våben fra den britiske efterretningstjeneste, et slags virus. Men i stedet for i første omgang at slå de smittede ihjel eller gøre dem syge spredes virusset, indtil det når sit mål – efter at være blevet programmeret til at gå efter en genetisk markør i en bestemt person eller gruppe mennesker. 

”Hvilket er det, som nogle er bange for,” siger Bettina Lundgren om filmens fremtidsscenarie og nævner, at hun lige har set TV 2’s kriminalserie ’DNA’, hvor Anders W. Berthelsens efterforsker, Rolf Larsen, opdager en systemfejl i Det Centrale Dna-profilregister hos Rigspolitiet.

Så vidt vides er der endnu ikke blevet udviklet biologiske våben rettet mod særlige genetiske markører. Men den amerikanske fremtidsforsker Alvin Toffler forudså for et kvart århundrede siden den dag, hvor videnskabsfolk udvikler sådanne patogener, der vil kunne ramme bestemte racer eller etniske grupper.

Bettina Lundgren fortæller, at Nationalt Genom Center for at øge sikkerheden netop ikke selv ligger inde med de enkeltes CPR-numre.

”Det er svært at tilgå data i Nationalt Genom Center, for ikke at sige umuligt. Det var også forudsætningen for eta­bleringen af centeret. Det skulle være så sikkert som overhovedet muligt. Men der er jo ikke noget i verden, som er fuldstændig sikkert. Selv om det teknisk set er sikkert, vil der altid være et menneskeligt element. ”

EFTER AT FRIHEDENS Stemme havde offentliggjort Hugo Helmigs død uden at søge forældrenes samtykke, klagede Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen til Pressenævnet. De mente, at artiklen krænkede privatlivets fred, idet de ikke ønskede, at dødsfaldet blev offentliggjort, før begravelsen havde fundet sted. 

Selv om Pressenævnet mener, at oplysningen om Hugo Helmigs dødsfald ”som udgangspunkt” hører under privatlivets fred, er konklusionen alligevel, at informations- og ytringsfriheden i den konkrete sag vejer tungest. 

”Nævnet har lagt vægt på, at den gengivne oplysning om [sønnens] dødsfald stammer fra en offentlig myndighed,” hedder det blandt andet i frikendelsen af mediet. 

Thomas Ploug mener, at sagen illustrerer dilemmaet med de mange offentlige registre med oplysninger om os alle sammen. 

”Der var ikke noget retsligt grundlag for at kunne beskytte sig selv. Der var ikke noget at komme efter. Men det er der jo alligevel, fordi familien ville have været glade for at have denne kontrol,” siger professoren i dataetik:

”Det er et eksempel på, at man i nogle situationer gerne vil have kontrol med sine data for på forskellige måder at kunne beskytte sig selv. Og så er det et eksempel, der kan være med til at skabe mistillid. Dem, der læser denne historie, vil jo tænke: ’Hvorfor har de ikke ret til at beskytte sig? Og har jeg heller ikke den ret? Kan jeg have tillid til, at de offentlige myndigheder beskytter mig?’”

De ligner os, de opfører sig som os, og de optræder både som supermodeller, musikere og Instagram-influencers. Men der stopper de computerskabte mennesker ikke. Skillevæggen mellem virkelig og virtuel er ved at blive revet ned – og snart bliver din næste kollega digital.
Tekst:Sole Bugge MøllerIllustration :KEI © Crypton Future Media, INC. www.piapro.net

22. APRIL 2016 blev en pudsig konto oprettet på Instagram. Personen kaldte sig selv Lil Miquela, og hendes første billede forestillede en lyserød plysset hårtop. To måneder senere viste hun sit ansigt med en selfie, der hurtigt fik en masse likes. Med fregner, brune øjne og snorlige pandehår lignede hun enhver anden hip teenagepige. Men var der ikke noget, der så … forkert ud? Huden var lidt for glat, læberne lidt for stive, blikket lidt for dødt, og hårtotterne hang på samme måde hver gang. Hendes ansigt lignede en sammensmeltning af tusindvis af teenageansigter kørt gennem en algoritme, og kommentarfeltet blev hurtigt fyldt med skrupforvirrede folk. Var hun computeranimeret? Var det en form for reklamegimmick? Et kunstprojekt? Hvad var meningen? 

Lil Miquela selv røbede intet. Hun fortsatte med at leve sit perfekte ’liv’. Hun tog til modeshows, fester og ferniseringer i Los Angeles, hvor hun ofte hang ud med kendte og halvkendte musikere, kunstnere og personligheder – rigtige mennesker af kød og blod. Lil Miquela sad der ved siden af dem og kastede endda en skygge. Ingen af dem, der havde ’mødt’ hende, løftede sløret for, hvem eller hvad Lil Miquela var.

Først da hendes konto blev hacket og overtaget af en anden digital figur med navnet Bermuda, indrømmede Lil Miquela, at hun var en robot. På det tidspunkt havde hun over en million følgere, havde udgivet en single på Spotify, medvirket i en reklamekampagne for støvlemærket Ugg og var blevet omtalt i en lang række medier som Vogue, Washington Post og Huffington Post. 

FÆNOMENET LIL MIQUELA er nok den mest kendte af en hel række nye såkaldte ’personligheder’, der befinder sig i det stadigt voksende grænseland mellem den digitale og den virkelige verden. Berømtheder, du kun kan møde på en skærm og ikke vil kunne rende ind i på gaden. 

Lil Miquela eller Miguela Sousa, som er det digitale menneskes fulde navn, er 19 år, brasiliansk-amerikaner og gode venner med for eksempel Bermuda og Blawko, der er lige så digitale som hende. Ellers vides det stadig ikke helt, hvem der står bag hende, andet end at det er et såkaldt transmedialt bureau fra Los Angeles ved navn Brud, der ikke giver interview.

Når Lil Miquela deler et billede på Instagram, deles vandene i kommentarfeltet. Halvdelen synes, at hun er åndssvag, og fatter ikke, hvorfor man skal bruge sin tid på en person, der ikke engang er virkelig, mens den anden halvdel tilsyneladende er ligeglad med, hvad hun er for en skabning. De synes, hun er smuk, lækker, sej og et idol.

”Jeg elsker hendes stil, og hun virker meget imødekommende over for sine fans,” siger 18-årige Valerie fra Costa Rica, der er en af Lil Miquelas mange følgere, som vi taler med på Instagram.

Hun er godt klar over, at Miquela ikke findes i virkeligheden, men det tænker hun ikke over, når hun scroller gennem sit Instagram-feed.

”Det er nemt at glemme den lille detalje, at hun ikke er virkelig,” siger Valerie.

Andre tror, at der er en dybere mening med Lil Miquelas eksistens.

”For mig er det et statement over, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er,” siger 18-årige Alexandra McCrary fra Florida, der også er en af Miquelas Instagram-følgere. 

Hun har fulgt Lil Miquela siden 2017 og ser det som en slags digital sæbeopera, der udfolder sig på hendes mobil med intriger og drama mellem Lil Miquela og hendes slæng.

”Det er en unik form for historiefortælling, der er livagtig og interaktiv,” siger hun.

For nylig svarede Lil Miquela på en af Alexandra McCrarys kommentarer, og på den måde føler hun, at hun er en lille del af Miquelas fortælling.

”Det var bizart, men virkelig fedt. Det var lidt mærkeligt, fordi jeg ved, at hun ikke er virkelig, men samtidig er hun en internetberømthed, og det er ikke normalt, at de svarer tilbage. Det er lidt sært at blive anerkendt af en figur, der har over en million følgere, og som ikke engang er rigtig,” siger hun.

20 ÅRS VIRTUEL HISTORIE 1

1999: Det verdenskendte modelbureau Elite skriver kontrakt med en ny model med det spøjse navn Webbie Tookay. Hun er verdens første digitalt designede supermodel, som designeren Steven Stahlberg står bag. Elite opretter en afdeling udelukkende til digitale modeller. Adskillige lignende såkaldte cyberbabes dukker op, men teknologien har sine begrænsninger, der gør, at Webbie ikke ser helt så overbevisende ud som sine menneskelige model-kolleger.

2000: Gorillaz er ikke kun en afstikker for Damon Albarn rent musikalsk – bandet er også nyskabende rent visuelt. Gorillaz’ fire bandmedlemmer, 2-D, Murdoc Niccals, Noodle og Russel Hobbs, er animerede figurer, der optræder i et fiktivt univers i bandets musikvideoer, interview og kortfilm, som er skabt af kunstneren Jamie Hewlett.

2000: I en tid, hvor de fleste computerspil kræver action, bliver ’The Sims’ en overraskende succes, der får millioner af folk til at sidde og nørkle med at skabe deres egne figurer, som de kan styre i deres egen virtuelle hverdag. ’The Sims’-serien har solgt over 200 millioner spil og lever stadig i bedste velgående, senest med ’The Sims Mobile’.

2003: ’The Sims’ plantede et frø, som ’Second Life’ spirer fra. Denne digitale verden eksisterer udelukkende på nettet, hvor folk kan skabe deres egen avatar og gå (eller flyve) rundt og møde andre personer. Det er ikke et spil i egentlig forstand, men ’Second Life’ begynder at få stor mediebevågenhed omkring 2006, og adskillige firmaer skynder sig at skabe deres egen tilstedeværelse i den digitale verden. Hypen dør ud, men ’Second Life’ har stadig omkring 600.000 trofaste brugere.

VIRTUELLE EKSISTENSER er ikke noget nyt. Tag for eksempel det britiske band Gorillaz, som udadtil består af fire animerede bandmedlemmer, der i musikvideoer, interview og tegnefilm bevæger sig rundt i et fiktivt univers. Det er dog ikke nogen hemmelighed, at musikeren Damon Albarn og kunstneren Jamie Hewlett står bag – og at bandet optræder live med Damon Albarn som frontfigur foran de animerede bandmedlemmer på en skærm. 

I Japan har den virtuelle popstjerne Hatsune Miku taget skridtet videre. Den 16-årige computerskabte poppige med turkis rottehaler er skabt af musikfirmaet Crypton Future Media som en slags maskot, og musikken og hendes stemme er lavet ved hjælp af deres software (hendes navn betyder løst oversat ’den første lyd fra fremtiden’ på japansk). 

Alligevel er hun blevet et popikon, der optræder til ’livekoncerter’ som et hologram foran tusindvis af fans. Hendes største hit, ’World Is Mine’, er blevet afspillet 41 millioner gange på YouTube, hun har optrådt på ’Late Show with David Letterman’, været opvarmning for Lady Gaga og medvirket i en reklame for Toyota. Ikke dårligt for en musiker, der består af ettaller og nuller. 

I Japan er virtuelle YouTube-personer – såkaldte VTubers – begyndt at vinde indpas. Ifølge det japanske analysefirma User Local Inc. er der over 4.000 VTubers, som ikke adskiller sig synderligt fra andre youtubere. De optager sig selv, mens de spiller computerspil, anmelder film, synger eller snakker om popkultur. Den eneste forskel er, at de er ikke-virkelige og animerede. Kizuna AI er den mest populære med over 2,4 millioner følgere på sin YouTube-kanal. Hun er en animeret figur i japansk manga-stil, der kalder sig selv en kunstig intelligens. Det er uklart, hvem der står bag Kizuna AI, men hun er blevet så populær, at hun både laver musik og medvirker i reklamer i Japan.

HVIS MAN TROR, at man nemt kan afkode, om en person er virkelig eller virtuel, så tag et kig på Shudu – en gudesmuk model med kort hår, lemmer som en gepard og glat hud, mørk som ibenholt. Shudu er så smuk, at hun blev hyret af modehuset Balmain til en reklamekampagne. Men hun er ikke virkelig – hun er lavet på en computer af den engelske modefotograf Cameron-James Wilson. Efter 10 år i modeverdenen blev han træt af, at branchen føltes som ren facade, og ironisk nok førte det til en computerskabt model. Han legede med 3D-software og havde brug for en figur til at sætte noget tøj på og var inspireret af en Barbie-dukke af en sydafrikansk prinsesse. Han blev ved med at forfine hende, så hun til sidst så lige så ægte ud som de modeller, han levede af at fotografere. 

”Jeg hyggede mig bare med at lege med softwaren og havde intet dybere formål med det,” siger Cameron-James Wilson, der delte billedet af hende på Facebook. En ven delte det på Instagram, og så gjorde internettet det, det gør bedst: gik i selvsving. Shudu blev et fænomen, der i dag har 150.000 følgere. 

Mens man hurtigt kan se, at Lil Miquela er mere pixels end celler, er Shudu langt mere raffineret – man kan se porerne i hendes hud, og lyset falder naturligt på hende. Derfor troede de fleste i begyndelsen, at hun var et rigtigt menneske, og Cameron-James Wilson gik med på legen. Men da han lagde et billede af Shudu op iført orange læbestift fra Rihannas kosmetikmærke Fenty Beauty, fik det titusinder af likes og kommentarer, og han begyndte at få kolde fødder.

”Til sidst havde jeg det dårligt med, at folk var overbeviste om, at hun var virkelig. Det var skræmmende, at det kun var mig, der vidste, at hun ikke eksisterede,” siger han.

Da han stod frem og fortalte, at Shudu var computeranimeret, blev han mødt med hadske kommentarer fra internetaktivister, der så ham som en anden kolonist, der som hvid mand tog ejerskab over en sort kvinde frem for at hyre en ægte sort model. Selv kalder Cameron-James Wilson hende for et kunstprojekt, men skaberen har alligevel fået et forhold til sin kreation.

”Jeg har det lidt, som om Shudu er en veninde, jeg arbejder tæt sammen med,” siger han.

Andre prøver også ihærdigt at komme tæt på hende. På Instagram får Shudu af og til private beskeder fra mænd, der vil date hende og skriver ”Hey sexy” og den slags – til trods for, at der allerøverst på hendes profil står, at hun er ”verdens første digitale supermodel”.

”Det er virkelig mærkeligt at få den slags beskeder. Jeg plejer at skrive noget i stil med ’Beklager, hun er ikke et rigtigt menneske, hun er computeranimeret’. Det forbløffer dem altid,” fortæller Cameron-James Wilson.

20 ÅRS VIRTUEL HISTORIE 2

2007: Selv om hun egentlig blot skulle være blikfang for et stykke stemmesoftware, har Hatsune Miku vist sig at være en vedholdende stjerne, især i Japan. Hatsune Miku er en digital popsangerinde med langt, turkis hår, der optræder som et hologram til koncerter og blandt andet har været opvarmning for Lady Gaga. I 2018 blev en japansk mand gift med et hologram af Hatsune Miku.

2012: En død rapper bliver den mest omtalte kunstner til den californiske musikfestival Coachella i 2012. Dr. Dre og Snoop Dogg har under deres koncert en overraskende gæst med på scenen – deres gamle ven Tupac Shakur, der blev dræbt i 1996. Det er dog blot et hologram af Tupac med optagelser af en gammel koncert, men 3D-effekten er så overbevisende, at folk et kort sekund tror, at ’2pac’ er genopstået. Siden er flere musikere blevet genoplivet som hologrammer.

2018: Kinas statslige nyhedsbureau Xinhua lancerer to virtuelle mandlige nyhedsværter, der læser op på henholdsvis kinesisk og engelsk. Begge er computerskabte og læser nyhederne op døgnet rundt med en mekanisk stemme. De kunstige tv-værter simulerer både menneskelige ansigtsudtryk og mimik og er modelleret efter virkelige tv-værter. Med tiden vil de lære at læse nyhederne op mere naturligt. I februar 2019 annoncerer Xinhua, at de har skabt en kunstig kvindelig nyhedsvært.

2019: Tre år efter sin ’fødsel’ tager den digitale Instagram-influencer Lil Miquela i april skridtet fra den virtuelle til den fysiske verden og lancerer sit eget tøjmærke, Club 404.

EN DEL AF de computerskabte berømtheder kan meget vel ende som digitale døgnfluer, men i et åbent kontorlandskab i San Francisco sidder en gruppe mennesker, der har set lyset i virtuelle personer. Soul Machines hedder firmaet, der laver livagtige computeranimerede figurer, som allerede er begyndt at blive ’ansat’ i en række firmaer som Autodesk, Mercedes-Benz og Royal Bank of Scotland. De er kundeservicemedarbejdere, som forstår almindelig tale akkurat som smarthøjttalere som Amazon Echo og Google Home, men forskellen er, at de også kan ’se’ dig og reagere på din mimik. Og så ligner de mennesker – sådan nogenlunde da.

”Vi skaber fremtidens kundeoplevelse. Den næste medarbejder, du ansætter, kan meget vel være digital,” siger Greg Cross, der er medgrundlægger af Soul Machines, der har hovedsæde i New Zealand.

Firmaet har stamtavlen i orden – den anden grundlægger er Mark Sagar, der i mange år har udviklet digitale figurer til Hollywood, og som har vundet Oscars for sit animationsarbejde i ’Avatar’ og ’King Kong’. Nu har han så tilsat kunstig intelligens til animationerne.

”Fem eller 10 år ude i fremtiden kommer vi til at bruge mere og mere tid på at snakke med maskiner, om det så er stemme­assistenter, servicerobotter eller digitale mennesker som vores. Derfor er det vigtigt at sætte et menneskeligt ansigt på kunstig intelligens, for at vi på den måde kan få et mere personligt forhold til en maskine. Det handler om at skabe tillid,” siger Greg Cross.

Han ser Lil Miquela som et godt eksempel på den tillid, et menneskelignende ansigt kan opbygge. 

”Hun er blot en 2D-animation, men alligevel har folkene bag skabt en personlighed, som folk finder spændende og har en følelsesmæssig forbindelse til.”

Greg Cross demonstrerer den del af Soul Machines’ software, som de bruger til at skabe deres figurer. På skærmen viser han et ansigt og en menu med en række felter, man kan justere på. Hver af dem ændrer ved ansigtet – øjenbrynene, munden, hårfarven – og på få sekunder ændres ansigtet fra at være en hvid brunette til at være en sorthåret asiatisk kvinde. Det er der intet enestående i, men det banebrydende er, at hun med nogle få klik bliver ’levende’ takket være den kunstige intelligens og de neurale netværk, der ligger til bunds for animationen.

”På den måde kan vi på få minutter skabe unikke digitale medarbejdere,” siger Greg Cross.

Det er i hvert fald visionen.

SER MAN PÅ JAMIE, er der dog et stykke vej endnu. Jamie er udviklet af Soul Machines og arbejder for den newzealandske bank ANZ, hvor hun svarer på spørgsmål fra kunderne. Men når man snakker med hende, hakker animationen af og til, hendes ansigt ser stadig mere statisk ud end levende, og der er ikke meget gnist i hendes øjne. Men det er, som om hun smiler tilbage, når man smiler til hende. Er det et tilfælde? 

”Nej,” forklarer Greg Cross. ”Jamie analyserer dit ansigtsudtryk og dit stemmeleje for at se, om du udtrykker glæde eller frustration, og tilpasser sit udtryk til det.”

I sit første halve år hos ANZ har Jamie haft 16.000 samtaler med kunder og svaret på simple spørgsmål om, hvordan man åbner en konto eller spærrer et mistet kreditkort. 

”I gennemsnit har hun kunnet svare på 60 procent af kundernes spørgsmål,” forklarer Catherine Henderson, digital chef for ANZ. Fra bankens synspunkt er det nemt at se, hvor Jamie kan trumfe os almindelige dødelige. Hun kan arbejde i døgndrift, hun er aldrig i dårligt humør eller mister besindelsen, og hun kan hjælpe tusindvis af kunder på samme tid. Til bankens forbløffelse har kunderne dog været lige så interesserede i at lære Jamie bedre at kende som person.

”Vi er blevet overrasket over, hvor mange vilkårlige spørgsmål folk stiller til Jamie, såsom hvad hendes yndlingsfilm er, om hun kan lide skildpadder, og hvad der står i hendes køleskab,” siger Catherine Henderson.

Soul Machines har dog større planer end kundeservice. De har lavet en aftale med en kendt musiker (de vil endnu ikke røbe hvem), som de har lavet en 3D-model af, som ligner og opfører sig som den virkelige person og endda kan reagere, hvis man taler til den. Greg Cross forestiller sig, at teknologien på længere sigt vil kunne bruges i uddannelses- eller sundhedsvæsnet, hvor man for eksempel kan få en personlig digital lægesekretær eller tutor, der altid står klar til at svare på spørgsmål. 

5 VIRTUELLE VINDERE PÅ FILM OG TV

’Max Headroom’

I 1985 havde den engelske tv-serie ’Max Headroom’ en virtuel figur i titelrollen. I en dystopisk fremtid styret af tv-kanaler får nyhedsjournalisten Edison Carter uploadet sin personlighed til en computer, hvilket resulterer i figuren Max Headroom, en gakket fyr med en skarp tunge. Figuren var delvist computerskabt oven på et billede af skuespilleren Matt Frewer, og serien blev i 1987 lanceret i en amerikansk udgave.

’The Matrix’

Filmen ’The Matrix’ var et kæmpe hit, da den udkom, og den foregår delvist i en simuleret virkelighed kaldet The Matrix. Verden styres af hyperintelligente maskiner, der sender Agent Smith ud for at dræbe Neo (spillet af Keanu Reeves), men Agent Smith er en kunstig intelligens, der udelukkende eksisterer i den virtuelle verden.

’Black Mirror’ 

Et af de mest rørende afsnit af den banebrydende engelske sci-fi-serie ’Black Mirror’ var ’San Junipero’-afsnittet i seriens tredje sæson. I afsnittet springer den kvindelige hovedperson frem og tilbage i tiden i sin søgen efter sin elskerinde, indtil det til sidst afsløres, at San Junipero er en simuleret virkelighed, som folk kan leve videre i, når de dør, og som ældre mennesker kan besøge af og til.

’Her’

Selv om hun ikke er andet end en stemme, løber den virtuelle assistent Samantha med al opmærksomheden i Spike Jonzes film fra 2013. Her køber Joaquin Phoenix’ rolle et nyt styresystem, der indeholder en kunstig intelligens, som han langsomt begynder at falde for gennem dybere og dybere samtaler. Måske hjælper det også, at det er Scarlett Johansson, der lægger stemme til den kunstige intelligens.

’Blade Runner 2049’

Den oprindelige ’Blade Runner’ fra 1982 havde masser af androider (kaldet replikanter), men de levede i den fysiske verden. I Ridley Scotts opfølger ’Blade Runner 2049’ møder vi Joi, som er hovedpersonen K’s (Ryan Gosling) virtuelle kæreste. Han har et apparat, så han kan tage hende med på farten, men Joi er et produkt, alle kan købe. En af filmens ikoniske scener opstår, da Joi toner frem for Gosling i en overdimensioneret hologram-udgave.

I FORVEJEN ER vi blevet vant til, at virkeligheden ikke altid er, hvad den giver sig ud for. Filtre, Photo­shop og trangen til kun at vise vores bedste side på de sociale medier gør, at det virkelige kan virke falsk, og det falske virker virkeligt. Det lyder som opskriften på et dystopisk afsnit af tv-serien ’Black Mirror’, men Cathrine Hasse er ikke bekymret. Hun er professor i pædagogisk antropologi på Aarhus Universitet med fokus på teknologiens etik, og hun er overbevist om, at virtuelle personer i fremtiden vil kunne overtage job som for eksempel hotelreceptionist eller lægesekretær.

”I de tilfælde giver det mening at give kunstig intelligens et menneskeligt ansigt, fordi det letter kommunikationen, og det møde kan sagtens være uproblematisk,” siger professoren, der mener, at vi langsomt vil vænne os til vores nye medborgere og begynde at få en slags forhold til dem:

”Vi mennesker er opsatte på at være ultrasociale, så der skal ikke mange clues til, før vi synes, at det er et helt ægte smil og en ægte relation, vi har. Det rykker ved grænserne for, hvad det menneskelige er. Rent etisk bliver det først problematisk, når man ikke ved, hvem der står bag en virtuel figur, for så kan de ikke stilles til ansvar på samme måde som os dødelige. Det kan misbruges. Tænk, hvis man opfandt en sekt-figur, som folk begyndte at følge blindt,” siger Cathrine Hasse.

En teknologi kaldet deepfake er allerede blevet brugt til at sætte kendte menneskers ansigt på andres krop i videoer, så det ser ud, som om de eksempelvis medvirker i pornofilm. Den slags teknologi er ikke længere forbeholdt store firmaer – enhver med den rette software og finesse kan nu skabe troværdige virtuelle personer.

”Hvis jeg kan gøre det, kan alle gøre det,” siger Cameron-James Wilson, der ikke havde nogen erfaring med 3D-soft­ware, før han begyndte at skabe Shudu. I dag oplever han stor interesse fra folk, der vil skabe deres egne 3D-personer. I en tid, hvor folk i stigende grad trækker sløret for til deres privatliv på de sociale medier, forestiller han sig en fremtid, hvor folk i stedet kan benytte en digital avatar til at repræsentere dem udadtil.

”De fleste kender en, der har oplevet, at et gammelt billede på Facebook er blevet gravet frem og har påvirket deres privatliv eller deres job negativt. Med en virtuel avatar kan folk være mere anonyme,” siger han.

Anonymitet er ikke noget, der bekymrer Lil Miquela. Faktisk er der slet ikke noget, der bekymrer hende. Heller ikke hendes alder. For selvom hendes fans er blevet to år ældre, siden de første gang mødte hende, er Lil Miquela for altid 19 år. Men det generer ikke hendes fans. 

Som en af dem, Alexandra McCrary, siger: 

”Miquela er lige så virkelig for mig som Ariana Grande. De laver begge fed musik, og jeg har kun set dem på en skærm.”