LYDEN AF EN KUGLEPEN mod papir er det eneste, der bryder stilheden på statsministerens kontor. Filmfotograf Bo Tengberg, Mette Frederiksens kæreste, ved, hvornår han skal være der, og hvornår han skal træde et skridt til side. Lige nu står han i sit jakkesæt rygvendt med hænderne foldet bag sig og studerer tavst Slotskirkens bagside gennem vinduesglasset. Nogle meter derfra sidder statsminister Frederiksen bøjet over en lille stak papirer. Håret er samlet i nakken. Det er den 1. oktober 2019, dagen for Folketingets åbning. Klokken er 11:23. Om 40 minutter skal landets nye leder holde talen, der skal sætte kursen. 

Statsministerens kontor i Christiansborgs gamle kongefløj har Mette Frederiksen kendt længe. En af de første gange, hun kom her, var som DSU’er. Dengang sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at en dag ville kontoret være hendes. 

Nu løber hun talen igennem en sidste gang. Ministeriets taleskrivere, hendes politiske rådgivere og enkelte betroede embedsmænd har for længst finpudset og faktatjekket hver en vending. Statsministeren har selv ugen før brugt en god del af flyrejsen til og fra FN’s klimatopmøde i New York på at arbejde med talen. Ordene kan hun, nu søger øjnene og kuglepennen efter de ord og sætninger, som skal have et ekstra tryk. Mette Frederiksens politiske kurs mærkes i talens ord. 29 gange står der ’Danmark’ og 14 gange ’dansk’. ’Velfærd’ nævnes 26 gange, og ordet ’klima’ bruges 12 gange. Det snigende behov for læsebriller har Mette Frederiksen ignoreret de sidste par år, men med dobbelt linjeafstand er det ikke noget problem. 

Statsministerens kontor, 40 minutter før åbningstalen.

NEDENFOR i Prins Jørgens Gård er der færre mennesker end før. De to ridende betjente, som en time tidligere under åbningsgudstjenesten i Slotskirken styrede hestene en kort, nervøs tur langs Christiansborgs mure ind gennem Prins Jørgens Gård og hastigt tilbage i sikkerhed på ridebanen, er nu væk. Det samme er den lille gruppe, som for en halv time siden ventede på, at statsministeren og kæresten hånd i hånd gik turen fra kirken tilbage til Statsministeriet, så de kunne råbe ”husk penge til bedre psykiatri”. Også tv-reporteren i musegråt jakkesæt og bagerpose er borte. Da den sorte BMW 750 klokken 8:15 drejede ind foran indgangen til Statsministeriet, stod den velklædte tv-reporter ellers klar. 

”Jeg har købt tebirkes med til Mette, hvis hun er sulten,” sagde han til Mette Frederiksens pressechef Karen Clement, da statsministeren, kæresten og hendes stabschef Martin Rossen var hastet forbi. Nu er også tv-reporteren trukket ind på Christiansborg, hvor journalisterne forbereder spørgsmål, og tv-stationens velbyggede Steadicam-fotograf gør klar til baglænsløbet gennem Christiansborgs gange, når glasdøren til Statsministeriet om lidt åbner. 

På TV 2 News kører båndsløjfen med Thornings tidligere rådgiver Noa Redington, som forklarer seerne, hvordan Statsministeriet har forberedt dagens tale. Et par af Mette Frederiksens rådgivere diskuterer indslaget ude på gangen med behørig distance. 

”Godt at vide,” siger en.

Selv sidder statsministeren tavst og trækker sine streger. Det er sjældent, at der er så stille om hende. Mette Frederiksen er til mennesker, helst hele tiden, sådan som hun kendte det i barndomshjemmet. Det er først her de sidste par år, at hun indimellem søger ensomheden, og selv nu kun for en stund. Når hun er på arbejde, ringer hun og kæresten sammen hver eneste dag. Stilhed er ikke Mette Frederiksens ting. Men lige nu er her stille. Blikket følger teksten. ”Vi må hele tiden kæmpe for retfærdighed,” står der. Mette Frederiksen sætter streg under ”for retfærdighed”.

PÅ BØRNEVÆRELSET hang plakaterne med Michael Jackson, Wham! og Peter Sabroe. Michael Jackson havde den prominente plads over sengen, men det helt særlige var den lille sort-hvide plakat, nærmest A4-størrelse, af ’børnenes ven’ Peter Sabroe, som hang mellem døren og stigereolen. Han var den 11-åriges store politiske helt. 

Fra Mette Frederiksen kunne gå, tog moren hende og hendes fem år ældre storebror med på det lokale bibliotek. 4-6 bøger lånte de ad gangen, og når de var læst, 4-6 nye. Kom hendes far under godnatlæsningen til at springe et par sider over, var datteren hurtig til at minde ham om de sider, hun udmærket huskede. Siden tog hun selv fat på pixibøgerne, Disneys klassikersamling, ’Pelle Haleløs’, og hvad bøgerne nu hed, som den ret sentimentale statsminister har gemt og stadig opbevarer i en sivkurv. Hjørdis Varmers ’Den grå heks’ om pigehjemmet Hebron satte sig i Mette Frederiksen og sporede hende ind på den socialdemokratiske politiker Peter Sabroe, der havde politianmeldt forstanderen på Hebron for vanrøgt.
Tidligt læste Mette Frederiksen biografien om manden, som kæmpede for de fattige og tog vanrøgtede børn og dyr med hjem. 40.000 kom i 1913 til hans begravelse i Aarhus.

I 2002, året efter Mette Frederiksen som 24-årig blev Folketingets yngste medlem, tildelte foreningen Børns Vilkår hende Peter Sabroe-prisen. Statsministerens stemme bliver dybere og mere tilbageholdt end vanligt, da denne reporter nævner prisen. ”Det var meget ærefuldt,” siger hun.

’Børnenes statsminister’ har du sagt, du vil være. Det lyder som en tanke, du har taget med fra børneværelset?

”Det er Peter Sabroe, ja. Undskyldningen til Godhavnsdrengene kommer også derfra. Peter Sabroe blev min helt store politiske fascination. Hans iltre temperament genkendte jeg i mig selv. Det er retfærdighed, som er drivkraften hos Peter Sabroe.” 

Du bruger ordet ’retfærdig’ i mange udspil …

”Det er, fordi det er det, der driver mig. Som statsminister udtrykker jeg mig anderledes end dengang, jeg var nyvalgt 24-årig, eller da jeg var 12. Men min indignation er lige så stærk i dag: Jeg vil ikke acceptere uretfærdighed.”

Hvor er kernen i uretfærdigheden?

”Det er børn. Uretfærdigheden i at vores opvækstbetingelser afgør, hvilke døre der lukkes, bare fordi man er født i et bestemt postnummer, eller fordi ens mor ikke har kunnet passe på én. At det er vores forældre, som skal bestemme det liv, vi lever – det er den dybeste uretfærdighed. Det, Peter Sabroe gjorde for børnene, har sat sig i det land, vi er blevet. Selvom jeg ikke synes, vi gør nok for vores udsatte børn, er vi et af de bedste lande at være barn i. Det er i høj grad hans fortjeneste. Han påvirkede vores lovgivning og kultur. Nogle gange tager vi kollektivt et skridt op ad civilisationsstigen. Peter Sabroe fik os til at gøre det. Afskaffelsen af revselsesretten i 1997 fik os til at gøre det. Som statsminister håber jeg også at kunne gøre det.”

Statsministeren, kæresten og en foto-turist, som ikke ser det store billede.

DEN BORDEAUXRØDE rullekravetrøje har Morten Østergaard ladet ligge i skabet. Klokken er 11:52, de fleste politikere er i salen, dronningen er på vej. I sort habit, hvid skjorte og sort slips med diagonale hvide striber står den radikale leder med krydsede ben og hænderne i bukselommerne, mens han taler med Venstres nyvalgte formand, Jakob Ellemann-Jensen. Fra regeringsbænkene få meter derfra kan man se den muntre samtale mellem den tidligere regeringspartner og oppositionens nye leder. Mette Frederiksen rejser sig og går hen og giver Venstre-formanden et kram. Finansminister Nicolai Wammen følger straks efter med et beredvilligt grin. Da statsministeren efter et minuts tid vender tilbage til sin plads for at samle sig, bliver Wammen stående, causerende, mens han vipper frem og tilbage på højre og venstre fod, lidt som Benny fra Olsen Banden. En meter derfra står Inger Støjberg og læser i et papir, men Venstres næstformand har Østergaard vendt ryggen til; han ser kun formanden. 

Et øjeblik vinker Mette Frederiksen mod tilhørerpladserne højt oppe til venstre for hende. Hun har fanget kærestens blik. Ved siden af Bo Tengberg ser hun på en ældre herre i blålig blazer: hendes første politiske idol, faren Flemming Frederiksen. Hun vidste, at han ville komme. Men hun vidste ikke, at den ældre herre i lysegrå habit på forreste række i tilhørerlogen overfor også ville være her. Da hun ser Mogens Lykketoft, er hun opmærksom på, at nu skal hun holde koncentrationen på talen. 

Denne morgen er Mogens Lykketoft vågnet med milde øjne. Igen. Det kan man ikke se tværs over folketingssalen fra presselogen til Lykketofts plads på balkonen overfor, men kvinden, som sidder ved hans side, hustruen Mette Holm, fortæller det bagefter: ”Efter valget skete der noget med Mogens’ øjne. De blev mildere. Tidligere, når han steg på cyklen og kørte ind til Christiansborg under Fogh, Løkke og Thorning, var udtrykket anderledes. Hårdere.” 

Kommentarerne fra manden foran hjemmets fjernsyn har også ændret sig. Endelig, endelig er det kompetencer, ikke kaffeklubber, som afgør ministerholdet, kan hustruen høre Lykketoft heppe fra sofaen. Nu sidder eks-politikeren for første gang på tilhørerrækkerne og ser ned mod regeringsbænken. Wammen, som partileder Lykketoft i 2002 gjorde til finansordfører, er nu finansminister. Lykketofts udenrigsordfører Jeppe Kofod er nu udenrigsminister. 

I 2005 ville Lykketoft have 27-årige Mette Frederiksen som sin efterfølger. Dengang blandede faren sig: ”Har du fået de børn, du vil have?” spurgte han. Men nu er faren i den blå blazer og mentoren i den grå habit enige. Og nu er 41-årige Mette Frederiksen klar til at holde talen. Den kongelige familie er på vej. Wammen finder sin plads, og det gør Ellemann & Østergaard også. De sidder ved siden af hinanden, næsten da. Imellem dem er Kristian Thulesen Dahl. Klokken 12:02 kalder Folketingets formand Mette Frederiksen frem.

Pressen har lige et par spørgsmål til åbningstalen.

”JEG HUSKER stadig følelsen af at falde i søvn med en kold hånd på panden,” siger Mette Frederiksen. ”Noget af det bedste var at være syg. Så tog min mor sådan et lyserødt lagen frem og lavede en seng i sofaen. Jeg elskede at bære dynen ned og ligge i sofaen og læse bøger og tegneserier. Jeg har stadig det lyserøde lagen. Min datter bruger det, fordi det er hyggeligt. Jeg har også tæpperne, som min oldemor strikkede til mig som nyfødt. Min mor samlede på sten med huller i og tørrede blomster og gamle billeder, alt muligt. Efter hun døde af kræft for seks år siden, fik jeg en del af tingene. Julepynten, påskepynten, de små klokker af messing, vi har stående i reolen i køkkenet. Min datter og jeg deler en ring, som min mor fik af min far. Jeg er frygtelig nostalgisk.”

I dagplejemor Anette og typograf Flemming Frederiksens murermestervilla i Aalborgs sydøstlige del var der altid mennesker. Naboer, kolleger, partifæller, venner. Til jul var der typisk en enkelt eller to ekstra med, når forældrene fik færten af en kollega eller en slægtning, som ellers skulle sidde alene. Alle var velkomne, bare de kunne acceptere, at også juleaften blev der snakket politik, særligt mellem far og datter. 

Når moren havde sin strikkeklub på besøg, trak faren og de faglige kolleger ned i kælderrummet, hvor han havde beklædt væggene med fyrretræ. Mette Frederiksen husker stadig mændene i 80’er-lange frakker bære skrivemaskiner ned ad den stejle trappe, klar til faglig kamp. Siden Socialdemokratiet blev stiftet i 1871, har partiet haft medlemmer fra Mette Frederiksens slægt. Oldefaren kom i fængsel for at agitere for højere lønninger. Farfaren, Svend Erik Frederiksen, var tillidsmand og medlem af Nordjyllands Amtsråd. Faren var tillidsmand for typograferne på Aalborg Stifts­tidende og medlem af amtsrådet. Og syvårige Mette var ikke i tvivl: Det, mændene i det tilrøgede kælderrum lavede, var mere spændende end kvindernes strikketøj i stuen.

Ser man gamle fotos eller lytter til mennesker, der kom i barndomshjemmet, vil man vide, at smilet og den ligefremme måde at møde mennesker har Mette Frederiksen fra moren. Men politikeren og især den politiske organisator fik sin første læretid hos faren. Altid var han i gang med at organisere. Der skulle socialdemokrater i ledelsen af typografernes fagforening. Og i idrætsklubberne, menighedsrådet og brugsforeningen. En del af barndommens lydspor er far Flemming, som taler i telefon med partifæller og overtaler den ene eller anden til at stille op. 

”Det gælder jo ikke om at have ret, men at få ret,” forklarer Flemming Frederiksen i dag.

”Alle, der rejser sig og siger noget i en forsamling, mener jo, at de har ret. Som tillidsmand lærer du, hvordan du får ret. Du lærer at tale, så du får folk med. Du lærer at organisere. I politik er det ikke nok at mene noget. Du er nødt til at planlægge. Du må vide, hvor du vil hen, og så må du analysere situationen og lægge en strategi, så du kommer derhen. Det lærte Mette hjemmefra.” 

”Jeg har sommerfugle i maven,” siger Mette Frederiksen, da hun samler sine ministre før åbningstalen.

”GIK DET GODT?” spørger statsministeren med tilbageholdt åndedræt. Faren er tilfreds. Datteren trak vejret helt ned i maven og startede med at få øjenkontakt. Ikke én gang sagde hun ’øh’, noterer Flemming Frederiksen, som selv har undervist partifæller på talerkurser. 

Men det er ikke faren, hun spørger, det er kæresten Bo. Han ventede sammen med faren nede ad gangen, mens statsministeren fodrede pressevæsenet med de mange hoveder og mikrofoner. Statsministeren og hendes følge er standset. Nu retter hun opmærksomheden mod Bo Tengberg. 

”Det gik fremragende,” siger han og lægger armen om hendes liv. En pustende lyd undslipper Mette Frederiksen.

Et øjeblik er der stille. Embedsmænd, livvagter og folketingsbetjenten i den lange, sorte frakke venter. 

”Har du travlt i dag?” spørger kæresten.

Embedsmændene holder omtrent masken. 54-årige Bo Tengbergs jakkesæt står skarpt med et hvidt lommetørklæde nobelt foldet i brystlommen. Men de let slidte og ikke helt matchende brune chelseastøvler med den praktiske sål antyder, at manden – som både er filmfotograf og filminstruktør – stadig er ved at tillære sig magtens sociale koder.

”Jeg har en del presse.” 

Tonen er blid, forsigtig. Hun foreslår, at de spiser frokost sammen. Så starter turen hen ad gangen, op ad trapperne og videre ad nye gange, til følget når glasdøren ind til Statsministeriet. Da gruppen går igennem, hviler Bo Tengbergs hånd stadig på kærestens talje.  

Ved glasdøren standser folketingsbetjenten i den lange, mørke frakke, ser døren lukke og drejer så rundt, grinende: ”Om statsministeren har travlt på Folketingets åbningsdag?”

”EN DEL PRESSE” er en fair beskrivelse. Først et interview med otte regionale tv-stationer. Herefter en tur i Christiansborgs kælder til interview i DR’s studie, mens livvagterne udenfor spiser romkugler og diskuterer parforhold (happy wife, happy life), hvornår bøffer er for store (1,5 kilo til tre mand er i overkanten), og hvad man skal mene om stabschef Martin Rossens motorcykel, som er parkeret ud for kældervinduet (noget gammelt lort). Senere venter et live-interview i TV 2 Nyhederne fra Marienborg, inden statsministeren runder aftenen af i DR’s sene tv-avis. 

Interviewet med TV 2’s otte regioner foregår på den måde, at den samme journalist stiller to spørgsmål per region. For hver ny region skiftes hætten på mikrofonen, så seerne på Fyn ser TV 2 Fyns logo, mens borgere i Nordjylland kan forvisse sig om, at TV2 Nord er på pletten. Og så fremdeles. Lige nu er reporteren ved at placere otte kulørte mikrofonhætter på række på et bord i Statsministeriets Glassal. Her indledte statsministeren dagen med at samle hele regeringen, men nu er ministrene gået, og den velassorterede morgenbuffet ryddet. Tv-reporterens indkøbte tebirkes blev der ikke brug for. 

”Nu er vi TV 2 Fyn,” indleder intervieweren, inden de sender, og han vil høre nærmere om den forestående udligningsreform, som borgmestrene på Langeland og i Assens begge ønsker. Efter første hætteskift er det de nordjyske borgmestre, som ”råber på udligningsrefom”, og snart høres kravet fra Bornholm. Mette Frederiksen svarer rutineret. Når intervieweren nævner Bornholm og Langeland, taler statsministeren om de særlige udfordringer i ”vores ø-kommuner”. Svaret til TV 2 Nord er ”set med nordjyske briller,” mens hun på TV 2 Lorrys spørgsmål til Motorring 3 godt ved, at vejene er belastede ”som en, der bor i hovedstadsregionen”. 

Som nyvalgt kulturordfører forklarede hun i 2002 til Politiken, at ”både som menneske og som politiker fylder det mere i mig, at der er millioner af mennesker, der ikke har andet end et dårligt liv i vente, end om vi får en ny motorvej omkring Storkøbenhavn.” 

Den slags svar kommer ikke mere. Motorvejen til Kalundborg er vigtig, også for erhvervslivet. Og som et tilbagevendende punkt beklager hun de uløste problemer efter den tidligere regering. I den forstand går det fint for en statsminister, som lægger vægt på at komme landet rundt. Men det tager tid, særligt når intervieweren med sine lidt træge bevægelser gør klar til næste hætteskift. 

”Skal jeg gøre det for dig?” spørger statsministeren med sylespids imødekommenhed, mens hun under et senere hætteskift tilbyder synspunktet: ”Man kunne jo også interviewe for alle 98 kommuner. Og det tyske mindretal.”

”JEG TROR, vi skal afskaffe beskæftigelses-lovgivningen,” siger statsministeren, da elevatoren er i fart. En af fordelene ved at være statsminister er, at man kan lege med tanken om alt det, man vil lave om. Vi er i DR-bygningen i Ørestaden, klokken er 21:14, og der er lidt vej til tv-studiet. Ud over statsministeren er her to embedsmænd, livvagterne, Ud & Ses udsendte samt en DR-medarbejder til at vise vej frem mod tv-studiet. En lidt speciel kreds at drøfte en så vidtgående idé med. 

”Det kan godt give nogle problemer.” Embedsmanden med det postkasserøde slips og fuldskægget er ikke så vild med ideen. Martin Justesen hedder han. Han er ansat som særlig rådgiver, og allerede det røde slips og skægget afviger fra gængs dansk embedsmandsstil, men det er hans fodstilling, et bredt V, der viser, at manden er politisk udpeget. Klassiske embedsmænd retter fødderne ind. 

”22.000 sider fylder lovteksterne på området. Ingen kan nå at læse det. Jeg synes, vi skal sige til embedsmændene, at nu skrotter vi det hele, og så må de komme med et nyt regelsæt, som højst må fylde en tiendedel. Jeg synes, vi skal gøre det!” siger statsministeren, som vist ikke helt har glemt, hvor voldsomme papirmængder hun måtte læse, dengang hun var beskæftigelsesminister.

Elevatordøren åbner. Vi går på gråmalede betongulve under rækker af neonrør. Korridoren skærer gennem DR-bygningen med glasporte i begge ender og tv-studier langs gangen. I løbet af dagen har Mette Frederiksen været på i mange timer, og to gange undertrykker hun en gaben. Så trækker hun en energireserve frem. På en gangbro højt over os får hun øje på en blå 1700-talskjole med meterbrede hoftepuder. ”Er det sådan en, jeg skal have på?” 

Energien er en force. Mette Frederiksen svømmer ikke længere 5-7 gange om ugen, som hun gjorde som stort barn, og er heller ikke længere hverken svømmetræner eller vandaerobic-instruktør. Hun fortsætter heller ikke længere end de andre til festerne. Men batteriet har hun, og det har en statsminister brug for. 

”De kan ikke køre mig træt,” siger Mette Frederiksen.  

ET STYKKE FREMME venter en lille gruppe mennesker. 

”Heeeej. Godt at se dig!” smiler studievært Kåre Quist, som om kameraerne allerede kører. 

”Du ser glad ud,” siger statsministeren.

”Jeg er aaaltid glad, når du er her,” svarer studieværten og snor sig om landets leder. 

Til de sociale medier tager Mette Frederiksens pressesekretær et hurtigt foto af en storsmilende statsminister og studievært. 

”Husk at tagge mig,” råber Kåre Quist på vej ind i studiet. 

Som livvagt lærer du at vente. Sådan er det også nu, hvor en livvagt bliver stående uden for studiet. 

Som livvagt klæder man sig efter lejligheden. Er man alene med statsministeren i privaten, klæder man sig som ham eller hende. Er de til jakke og slips, er det jakke og slips – også i 40 graders varme. Skifter de til jeans og cowboyskjorte 10 minutter efter, de er hjemme, som Mette Frederiksen, så er dét tøjstilen. Løber de, løber man med. Foran eller bagefter. 

Og så er der typer som den nye statsminister, der ikke kan forlige sig med at have en livvagt bag sig. Hvorfor ikke på den sædvanlige 6,8 kilometer lange tur løbe ved siden af hinanden? Hvorfor ikke spørge til kone og børn og livet? 

”Jeg kan ikke lade være med at interessere mig for dem, som er omkring mig,” forklarer statsministeren senere. 

Efter udsendelsen bliver Mette Frederiksen hængende. Lidt efter strømmer publikum mod regeringslederen. Kåre Quist kommer også og trækker hovedet ind til en selfie. 

”Er alle blevet fotograferet?” råber han ud i rummet. 

Pressesekretæren fanger statsministerens blik. Hun nikker. En livvagt siger noget til sin blazer. Glasporten for enden af korridoren glider opad. Den sorte BMW 750 holder med motoren kørende. Klokken 22:38 forsvinder de røde baglygter i natten.

Vandreture i skoven er yndede. Her ved Marienborg.

SOCIALRÅDGIVER Helle Søgaard Simonsen fra Aalborg Kommune er rødhåret, ”som barn meget rødhåret”. Og det var et problem. ”Brandbil! Brandbil!” råbte de større drenge i skolegården eller imiterede lyden af et udrykningskøretøjs sirener. 

Heldigvis havde hun klassekammeraten Mette, som ihærdigt samlede klassen: ”Det her er ikke okay!” ”Nu må vi stå sammen som klasse og sige til de drenge, at det vil vi ikke finde os i!”

De huskede citater på tværs af mere end tre årtier er selvfølgelig tvivlsomme, men man må give Helle Søgaard Simonsen, at hun kan ændre stemmen, så den med sine tryk og sin indignerede tonalitet lyder meget Mette Frederiksensk – især som hun lød i starten af sin politiske karriere. 

Bedste-bedsteveninden Maiken Hedegaard Brøndum gik i samme klasse, og hun blev tidligt bagerste del af tandemen ’Mette & Maiken’, som skulle redde dyr og regnskov og standse dyreforsøg i kosmetikindustrien. Med det for øje stiftede de foreningen Sneleoparden, hvor Mette var formand, Maiken var kasserer, og medlemstallet kunne tælles på fingrene. Da veninderne – inspireret af bogserien ’De tre detektiver’ – eta­blerede et detektivbureau for at opklare mysterier i lokalområdet, lavede de visitkort med håndtegnet lup og titler. Mette var ’Første Detektiv’, Maiken ’Anden Detektiv’. 

Maikens bibliotekar-mor var feminist. Sådan nogle var der ikke i Mette Frederiksens familie. Når farmoren tog telefonen, sagde hun: ”Det er hos Svend Erik Frederiksen.”

Hjemme i murermestervillaen var det mor Anette, som stod for sovs og kartofler og rengøring. Fascineret så Mette venindens SF-far tage sig af vasketøjet, og måske var det her, hun fandt styrken til et sjældent oprør mod sin egen far, da han sidst i skoletiden mente, at datteren ville have godt af at komme på Marthaskolen, den lokale husholdningsskole. 

”Findes der også en Martinskole?” ville datteren vide. Svaret var nej, og så skulle hun ingen steder.

IKKE BARE DE rødhårede nød godt af Mette Frederiksens retfærdighedssans. Da hun gik i 7. klasse, kom seks flygtningedrenge til Byplanvejens Skole, og om det nu var sproget eller noget andet, fik de lov til at gå for sig selv i skolegården. For Mette & Maiken blev det vigtigt at hænge ud med drengene. ”For ligesom at vise, at det kunne man godt,” forklarer Maiken Hedegaard Brøndum, især fordi tre af skolens store elever var grønjakker, som på den tid var kendt for truende adfærd over for flygtninge. 

For de 13-årige piger var der måske også andet på spil, og interessen for de seks drenge delte de med en klassekammerat, Tanya.

1. marts 1991 begyndte Mette Frederiksen at komme sammen med Billal fra Libanon, fremgår det af Maiken Hedegaard Brøndums dagbog. En anden af drengene, Imad, kunne lide Tanya ”lidt” ifølge dagbogen, hvor der her er tilføjet et ”øv”. Tanya kunne også lide Imad lidt (”øv, øv”). 12 dage inde i Mette Frederiksens forhold skete der imidlertid noget. Billal, som ikke talte dansk, kom hen til Mette & Maiken sammen med en af de andre drenge, som Maiken ikke kan huske, hvad hed, men som talte en smule dansk. 

”Billal ikke mere,” sagde han. Herefter fandt pigerne ud af, at Billal kunne lide Maiken, mens to af de andre drenge kunne lide Mette. 

”Siden har vi ikke gået med dem!” slutter optegnelsen i dag-bogen.  

I biografien ’Mette F’ af journalisterne Bent Winther og Peter Burhøi beskrives et sammenstød mellem Mette Frederiksen og grønjakkerne, som kaldte hende ’perker-elsker’. Mette Frederiksen var ikke den, der bakkede. Den lille bule på næsen, som statsministeren stadig har, stammer fra et møde med en af grønjakkerne. 

”Det overrasker mig ikke, at hun tog den kamp,” siger hendes far.

Bruxelles Lufthavn, 17. oktober 2019 klokken 10:45.

TO UGER FØR Folketingets åbning er en ballon ved at blive pustet op på en plæne midt i Aalborg. Det er lørdag 14. september, Socialdemokratiets kongres starter klokken 12, og aktivister tilknyttet det nu hedengangne Radio24syv er ved at finde den femte og sidste heliumflaske frem, så mediets spinoff på Trump-babyen, Martin Rossen-babyen, kan svæve strunk uden for Aalborg Kongres & Kultur Center. Statsministeren har placeret sin ikke parlamentarisk valgte nøglerådgiver i regeringens magtfulde økonomi- og koordi­nationsudvalg. Det har skabt debat og forargelse, og den pirker den nu lukkede radiostation til med sin stabschefs-baby-ballon.

Martin Rossen er Mette Frederiksens nærmeste medarbejder. De mødtes i DSU og har arbejdet tæt sammen siden 2011. Det er de to, der har udarbejdet den strategi, der har forandret ikke bare Socialdemokratiet, men det politiske danmarkskort. Siden 1998 havde de blå partier ført i næsten alle meningsmålinger. Dansk Folkepartis opstigen og erobring af frafaldne S-vælgere flyttede magten. 

Da Mette Frederiksen blev formand for Socialdemokraterne i 2015, gik hun og Rossen fra start efter at hente de gamle socialdemokrater tilbage. Politikken er indrettet efter det. Stilen er indrettet efter det. Da godt 100.000 DF-vælgere ved valget skiftede til Mette Frederiksens parti, skiftede magten. Hun vendte 20 års magtbalance, endda i en økonomisk højkonjunktur, hvor regeringer typisk bliver genvalgt. Derfor er det et sejrende parti, som mødes til kongres. 

Den tidligere partiformand og statsminister Helle Thorning-­Schmidt er med i år. Med glansfuldt hår og et lidt frossent ansigt går hun gennem foyeren i et pink jakkesæt. Siden sin afgang har hun været gemt væk af den nye partiledelse. Hvis man vil lokke gamle kunder tilbage i butikken, er der ingen grund til at minde om, hvad der fik en del af dem til at gå. Nu er valget overstået, og såret skal heles. Helle Thorning-Schmidt er indbudt som taler. Stilforskellen til hendes efterfølger og til mange andre deltagere på S-kongressen er til at få øje på. Også Mette Frederiksen er i jakkesæt, men statsministerens bordeaux er iblandet sort, og klædedragtens alvor suppleres med knold i nakken. 

I KONGRESSALEN, i hver ende, svajer alvorsfulde røde faner, og projektører kaster rødt lys mod væggen bag scenen, hvor et John Mogensen-kopiband fremfører ’Karl og Ann-Cathrin’ på en bund af bluesrock. I sort tøj, røde seler og John Mogensen-figur står forsanger og skuespiller Rasmus Bjerg med sine kanvasklædte musikere endnu en gang foran socialdemokraterne, og partiet tapper robust ind i John Mogensen-universet. Klassiske sætninger som ”bare tegnedrengen er i orden, kan du få det, som du vil” lander i socialdemokratiske politiske udspil, og John Mogensens tekster fletter i det hele taget godt ind i Frederiksens politiske projekt. Musikken er fra en tid, hvor mange af de frafaldne S-vælgere, hun henter tilbage fra DF, var unge. 

Især kongressens lidt ældre deltagere vipper tilfreds med på stolesæderne nede i salen, mens Rasmus Bjerg sjæler igennem ’Nina, kære Nina’, og så – et stykke inde i sangen – trækker han trumfen: ”Og nu laver jeg en Richard Ragnvald!” 

Kameraerne fanger Mette Frederiksens forlegent leende ansigt, som kan følges på storskærmen, da salen støtter op om sangerens ’Mette, kære Mette …’ 

Engang lavede Richard Ragnvald sin ’Kære lille mormor’ om til ’Kære lille Pia’. Og også her inspireres Socialdemokratiet af Dansk Folkeparti. Det mærkes tydeligt på den syngende kongres i Aalborg, at partiet også elsker Mette Frederiksen: ”Du fandt en stol på Borgen/der var sygnet fuldstændigt hen/du kom med regn foroven/nu spirer det igen.”

Den danske statsminister i samtale med Polens premierminister Mateusz Morawiecki, få minutter før dørene lukkes i Bruxelles.

SELVFØLGELIG ER DER både fordele og ulemper ved ’at lave en Richard Ragnvald’ i den politiske kommunikation. I beretningen, som deles ud til kongressen, kan man se, at partiets afdeling på Østerbro i København ikke længere er den største i landet. De yngre storbyvælgere siver til andre partier i rød blok. Og folkene omkring Mette Frederiksen er opmærksomme på, at ”det kan blive for meget sovs og kartofler og panerede fiskefileter”, som det udtrykkes med henvisning til statsministerens særlige evne til at omtale de retter, hun voksede op med i barndomshjemmet. 

Engang spurgte kæresten Bo Tengberg hende, om hun virkelig elskede Socialdemokratiet. ”Selvfølgelig gør jeg dét,” svarede hun, ”hvordan kan du overhovedet spørge?”

Men politisk appel handler i høj grad om at favne livsstile. Favner man den ene, frastøder man nemt den anden. Mette Frederiksens egne børn hedder Magne og Ida Feline, og det er der ikke meget ’dobbeltpanerede krebinetter’ over, for nu at tage en anden af Frederiksens omtalte retter. Som hun selv siger om skillelinjen mellem en mere traditionel og en mere moderne livsstil: ”Jeg står lidt med et ben i hver lejr.” 

Det var ikke kun Helle Thorning-Schmidts ansigt, som havde et lidt frossent udtryk, da hun gik gennem foyeren. Nogle af ansigterne, hun krydsede, havde det også. Nu skal justitsminister Nick Hækkerup som dirigent lancere hende: ”Vores tidligere partiformand,” siger han og lægger det tryk, som alle nødvendigvis må rejse sig for: ”Og Danmarks første kvindelige statsminister.” 

Da klapsalverne kommer, sker der noget med Helle Thorning-Schmidt. Ansigtet åbner, hun griner genert, fortæller om alle de ’krammere’, hun har fået. Dejligt at være tilbage. Og så vokser hun. Som hun så tit har gjort på scene og skærm. Det var det, der gjorde hende til partiformand og statsminister. Campaigneren med de sikre one-liners er tilbage: ”I gjorde det.” 

Thornings tale er skåret over, hvordan man kommer til at holde endnu mere af det danske velfærdssamfund, når man bor i udlandet og ser, hvor slemt det kan være. Det er en fin tale, Nick Hækkerup behøver ingen tricks for at kalde taktfaste bifald frem. Og så alligevel, når Helle Thorning-Schmidt taler til Socialdemokratiet, taler hun som en, der kommer udefra. Mette Frederiksen virker som en, der taler indefra. Da de omfavner hinanden, som tv-stationerne venter på, er det måske bare til tv. Men de gjorde det!

”VI KAN FÅ lidt turbulens,” siger piloten over højttaleren. Statsministeren sidder i et særligt bredt sæde forrest i flyet. Det er 17. oktober, klokken er 10:11, og vi er i Forsvarets Challenger 168 med splitflag malet på halefinnen. Vinden skurrer mod skroget, og lufthuller og pludselige vindstød forplantes som rystelser og små dyk. I mindre fly mærkes rejsen. 

Der er fire rækker sæder i flyet, som bruges til statsministerens rejser. Sæderne er bredere og blødere end på monkey class, og stewarden hænger de rejsendes frakker ind i en garderobe bagerst i flyet. På de to forreste rækker er sæderne sat over for hinanden som i et tog, så statsminister og topembedsmænd kan drøfte de forestående forhandlinger. Men ellers er der ikke noget bling, det er bare et fly. 

Fra hele Europa flyver statsledere nu mod Bruxelles. ’Brexit-topmødet’, har pressen døbt det, men der er nu en del mere på programmet. 

Ud over pilot og steward er vi 12 i flyet. De fleste er embedsmænd, og bag statsministeren sidder en bredskuldret, maskinklippet mand med en tynd spiralsnoet ledning fra højre øre til ned bag skjorteflippen i nakken. 

Mette Frederiksen har spist hjemmefra. Hendes 13-årige søn stod op klokken seks og lavede omelet, toast og varmede parmaskinke, morens erstatning for bacon. Den velassorterede fly-morgenmadsbakke lader hun omtrent stå urørt. Nogle vindruer og lidt yoghurt med mysli tager hun, så kan stewarden fjerne den faktisk politisk risikable bakke. Mette Frederiksen er opmærksom på fotografen. Billeder af spisende politikere kan brat ændre deres status i befolkningen.

Hendes pressesekretær tager et foto til de sociale medier. Så retter statsministeren opmærksomheden mod en langlemmet mand i hvid skjorte, der sidder i sædet nærmest hende på den anden side af midtergangen. Jean-Charles Ellermann-Kingombe er den danske sherpa. I Himalayabjergene kendes sherpaerne som erfarne bjergguider, der leder de rejsende op gennem farefuldt terræn uden selv at tage æren. I internationalt diplomati bruger man titlen om en højtstående embedsmand, der som regeringschefens repræsentant forbereder internationale topmøder. 

Nu briefer sherpaen statsministeren hen over midtergangen. Hendes pande rynker, indimellem nikker hun, og hele tiden ser hun opmærksomt op. Mette Frederiksen er blevet bedre til at være til stede i nuet. Hun har altid været optaget af det politiske, altid skrevet tjeklister og lagt planer, som nogle gange tog tankerne med. Hun siger, at det er kæresten Bo, der har lært hende at være nærværende. Hun siger også, at han har påpeget det på en måde, som ”ikke er irriterende”. Hvor end det kommer fra, holder hun øjenkontakten og er intenst nærværende, når hun møder folk.  

Da briefingen er overstået, fisker Mette Frederiksen et af de papirer frem, som embedsmændene på forhånd har forberedt til hende. På papiret er 30 små pasfotos med navne og titler. Mette Frederiksen møder mange mennesker, fra udenlandske statsledere til betroede medarbejdere på fjerne ambassader. Der er mange navne at lære, mange ansigter, man helst skal genkende. 

OGSÅ LÆNGERE TILBAGE i flyet læses der. Tavst studerer en embedsmand dagens udgave af Jyllands-Posten, hvor Mette Frederiksen har givet sit første store interview om sit syn på EU og dagens topmøde. Hen over forsiden står: ”Statsministeren om større EU-budget: ’Det er jo fuldstændigt gak.’” Hun tager afstand fra at åbne for optagelsesforhandlinger med Albanien, sådan som det store flertal af EU-landene faktisk ønsker. Danmark skal ikke længere stræbe efter at være tæt på kernen i EU. 

For Mette Frederiksen er den snorlige: Den frie bevægelighed af arbejdskraft udløste Brexit. Arbejderne reagerer, det var dem, der stemte Brexit hjem. Og gjorde Trump til præsident. Og har sendt socialisterne ud af regeringskontorerne i det meste af Europa. Selvfølgelig handler det om regeringsmagten, når hun så målrettet er gået efter at hente frafaldne S-vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti. Men det handler også om, at hendes parti blev skabt til at værne om arbejderne. Det er, hvad hendes familie har gjort tre slægtled før hende. For Mette Frederiksen er det en retfærdig kamp.

Interviewet i Jyllands-Posten er alt andet end tilfældigt. Avisen er ofte stedet, hun lancerer tanker og udspil, som i særlig grad kan appellere til svingvælgerne mellem DF og S. Sin første plan havde hun klar, da hun blev partiformand i 2015. Nu er hun i gang med sin anden plan, der handler om, hvorhen hun vil lede landet og sit eget parti i valgperioden: 

”Jeg arbejder meget struktureret. Der er ikke ret meget, der er tilfældigt. Der var en plan, der er en plan, og med mine nærmeste rådgivere er jeg begyndt at tale om, at vi også skal lægge en plan for de fire år, der kommer efter, hvis vi får lov til at fortsætte. Planerne starter mellem min stabschef Martin Rossen og mig, og så kobles flere på. Vi arbejder med en tavle for, hvad vi mener er det vigtigste, og hvor vi vil flytte Danmark hen. Og så måler vi på, hvor vi lykkes. Min opgave er på partiets og landets vegne hele tiden at tænke ind i en ny epoke. Danmark har ikke brug for en statsminister, der ikke har tænkt over tingene.”  

KYSSENDE KOMMER Hollands ministerpræsident Mark Rutte statsministeren i møde. ”Er det kun dig, der kysser tre gange, Mark?” Mette Frederiksen griner, da den begejstrede hollænder har landet bygen af kindkys. ”Andre bruger da kun to,” siger danskeren. 

Hollands leder gennem ni år svarer med noget, som snarere er lyde end ord, men det er glade lyde. Den kyssende hollænder fylder rummet med et vandfald af energi. I rummet er også den svenske statsminister Stefan Löfven og Østrigs fungerende leder, en pensioneret højesteretspræsident i et laksefarvet sæt. Hun vikarierer for Sebastian Kurz, indtil han efter sin valgsejr genindtager posten som Østrigs forbundskansler, og hendes opgave er at træde vande.

Vi er i Danmarks lokaler i Europabygningen i Bruxelles, og de fire statsledere har et formøde inden selve topmødet. EU-topmøderne holdes i bygningen, som ligner en mørk sol, når foyerens halvkugleformede konstruktion af stål og glas i hele bygningens højde ses udefra i Bruxelles-natten. Kommer man dybere ind i bygningen, forbi foyeren med kæmpekugle, rød løber og statsmandsinterviews, bliver bygningen hurtigt et labyrintisk, visse steder klaustrofobisk og jævnt hen meget bankagtigt miljø. 

Danmark, Sverige, Holland og Østrig hører til de lande, der betaler mest per indbygger til EU. De vil gerne træde på bremsen, når statscheferne senere på dagen skal diskutere EU’s budget for de kommende år. De fire lande er for få og små til at få deres vilje, men måske kan de holde lidt igen. Det er den rolle, Mette Frederiksen vil drøfte med de tre statsledere og deres nærmeste rådgivere, da de lukker døren til mødelokalet med sortmalede Wegner-stole, skillevægge af træ og generelt en stil, som ikke bør bekymre skatteborgerne. 

Det her er klubhuset for danske politikere og embedsfolk, når de forhandler med de øvrige lande. Ud over mødelokalet er her to kontorer, en stue og et tekøkken. Ret meget af det, som betyder noget i Danmark, går gennem disse rum. Embedsmændene søger ind i de to kontorer, ivrigt optaget af de medbragte laptops. Livvagter fra fire lande hænger ud i korridorerne. 

I stuen står en sofa. Her sov Mette Frederiksen to timer en sen nat under det topmøde, hvor Margrethe Vestager og de øvrige medlemmer af den nye kommission skulle udpeges. Sådan noget går altid i hårdknude. Når statsministeren sover i stuen, lægger embedsmændene sig på gulvet i kontorerne. Når der forhandles fiskerikvoter, flyder her med sovende embedsmænd. Der kan lugte ret specielt i disse lokaler.

Der er stadig latter, da dørene til mødelokalet åbner. Mark Rutte har foreslået Frederiksen, at hun taler på de fire landes vegne på topmødet. 

”Man får ikke lov til at være rookie længe i den her klub,” siger den danske statsminister.

Om den danske sherpa havde forudset hollændernes træk og briefet sin leder, vides ikke. Ellers er det nødvendigt nu. Danskerne kan lægge deres strategier, men det er der mange, der kan. Budgetspillet er speget. Det er før set, at en gruppe lande er redet sammen i felten, men undervejs sker der noget sjovt. Ét efter ét får landene lige hvisket et særlig godt tilbud fra de erfarne folk i Europa-Kommissionen, som skal have et forlig på plads. Er bannerføreren ikke lysvågen, kan hun pludselig midt på slagmarken opdage, at hun står isoleret. Kommissionen læser også Jyllands-Posten. Forsøgene på at købe de enkelte lande ventes efter årsskiftet. 

EU-ambassadør Jonas Bering Liisberg briefer på turen fra lufthavnen.

KONFLIKTSKY er Frederiksen ikke. Klokken 12:16 står hun i elevatoren på vej til et møde med lederne af de øvrige europæiske socialistpartier – Löfven, Corbyn, dem alle sammen. 

”Jeg er jo uenig med dem om næsten alt,” siger statsministeren til kredsen af embedsfolk. Da det er et partiarrangement, holder embedsmændene sig væk under mødet, og EU-ambassadør Jonas Bering Liisberg spørger ivrigt bagefter, hvordan det gik. Socialistlederne har diskuteret de samme emner, som EU’s statsledere har på dagsordenen: Boris Johnsons Brexit-aftale (Corbyn imod, Frederiksen for), øget EU-budget (socialistlederne for, Frederiksen imod), starte optagelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien (socialistlederne for, Frederiksen imod).

”I havde altså en åbenhjertig meningsudveksling?” spørger diplomaten diplomatisk. 

”Mja, sådan kan man vel godt udtrykke det,” svarer statsministeren. 

At Mette Frederiksen ikke er nogen push over, er noteret i EU’s politiske miljøer, og nem at påvirke skal man heller ikke være, hvis man vil begå sig i selskabet af statsledere. I Bruxelles tales der stadig om, hvor højt kansler Merkels øjenbryn løftede sig, da hun og Mette Frederiksen holdt deres første fælles pressemøde, og danskeren frejdigt forklarede, at grænsekontrol så de jo forskelligt på. 

Til politisk gennemslagskraft hører også en anden disciplin: Man skal forstå at skabe sig venner, hjælpe, smøre, charmere, bygge alliancer, så man har noget i den politiske bank, når man har brug for det. Hvordan danskernes statsminister klarer denne del af opgaven, kan først bedømmes på den længere bane.

TUNG MANDEPARFUME, lidt for lange håndtryk og rygklap. Mænd i blåsorte jakkesæt, der krammer eller lægger insisterende hænder over hinandens skuldre. Der er en brother–agtig stemning blandt statscheferne, næsten alle mænd, som nu trækker ind i salen, hvor topmødet skal foregå. Lidt endnu må fotograferne tage billeder i rummet med det gigantiske runde bord og kulørte tæppe. Snart lukkes dørene, og rummet jammes med elektromagnetiske bølger. Statsledere med mobiltelefoner skal ikke lave lækager og spin, der efter en tur gennem verdenspressen kan afspore forhandlingerne. 

Fra kontorer og pressesale nærstuderes tv-billederne. Hvem taler med hvem? Hvordan er kropssproget? Der tales stadig om topmødet, hvor Theresa May forfjamsket mødte snart den ene, snart den anden bortvendte ryg, så hvad sker der for Boris Johnson? Foreløbig er han her ikke. Mette Frederiksen taler ikke med mange, men heller ikke med ingen. Diplomaterne arrangerer møder med andre mindre landes statsledere, så hun kan få netværket i gang. I dag har hun også mødtes med Finlands, Estlands, Letlands og Litauens regeringschefer. 

Frederiksen er stadig ny, men den populære dreng i klassen er Macron. Franskmanden har noget. Hele tiden står 3-4 statsledere omkring ham. Bliver en plads ledig, kommer en ny hen. Da han hører, at Mette Frederiksen planlægger nogle fridage i Paris med sin kæreste umiddelbart efter mødet, vil han rulle det store sikkerhedsapparat ud. Næste dag må hendes rådgivere forhandle med franske kolleger, så hun kan blive fri. Kærestedage i Paris med en helikopter hængende over hovedet er bare ikke det samme. Præsident Macron ender med at love, at han vil sørge for godt vejr. 

Endelig kommer Boris Johnson, tæt eskorteret af Merkel. Hun husker nok også tv-billederne af Theresa May. Med sin person dæmper og heler den tyske kansler, hvad hun kan. Med de to ankommet lukkes dørene.

EMBEDSMÆNDENE HAR bestilt bøffer og fritter til hele gruppen, og det danske klubhus står tomt. De er rutinerede. De ved, hvornår de kan forsvinde. Brexit-aftalen er klappet af. Den kan ekspederes på fem minutter. Der er dog mange talere i sådan en forsamling af statsledere, og det er en betydningsfuld anledning. Det, alle er enige om, kommer til at tage to timer på topmødet. 

Men sådan så det ikke ud, da Mette Frederiksen gik om bord i Forsvarets Challenger 168 denne morgen. Brexit-aftalen faldt først på plads, mens hun var i luften.

Den koldsindige udlægning i det danske baglokale er, at Boris Johnson i store træk har fået den aftale, som EU startede med at tilbyde Theresa May. Hun vidste, at hun aldrig kunne få stemt en aftale igennem, som medførte toldkontrol mellem Nordirland og resten af riget. Så hun kæmpede sig til en anden aftale, som hun heller ikke kunne få igennem. Nu står Johnson her, fine forspring i meningsmålingerne, mangler bare en aftale at gå til valg på, og vupti, så dukker den oprindelige, forkastede model frem af gemmerne, nu som Johnsons politiske genistreg. 

”Politisk magi,” kalder Mette Frederiksen det siden. Sådan kan man så også udtrykke det.   

BØFFERNE er spist, fritterne ligeså. Embedsmændene driver rundt, kigger på ure, venter. Ministersekretær Karen Grønlund Rogne har trukket benene op i sofaen. Hun prøver at gøre, som hun altid har gjort, men da hun rækker ud efter statsministerens kuffert, standser Mette Frederiksen hende: ”Nej, Karen, du er gravid!” 

I det hele taget lægger statsministeren vægt på at bære sin egen kuffert. 

”Man mister hurtigt jordforbindelsen i det her job,” siger hun.

Under topmøder vandrer rygterne. Jo finere embedsfolkene er, desto tættere må de komme topmødesalen. De allerfineste embedsmænd har guldfarvede pas om halsen. De må stå uden for selve salen. Så er der nogle, som har røde, og nogle, som har blå pas, og længst væk dem med gule pas, men det er ikke embedsmænd, bare pressen. To af danskerne har guldpas – sherpaen og EU-ambassadøren. Har Mette Frederiksen brug for noget, kan hun konsultere dem, ligesom guldfolkene kan tale med andre guldfolk, der tjener andre statsledere. På denne måde kan rygter løbe fra guld til rød og blå og indimellem helt til de gule i pressen. Klokken 22:30 løber rygtet: Der er ballade om udvidelsesforhandlingerne. 

”Der er pause. De skriver på en erklæring,” siger en embeds­mand. Oplysningen fremkalder en sukken i det danske klubhus. 

”Så kan det trække ud.”

”Det er Merkel og Macron, der skriver. Og Mette.”

”Mette?”

Dén havde de ikke set komme. 

Forberedelserne med Albanien og Nordmakadonien har stået på længe. Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og langt de fleste lande anbefaler, at nu kan de årelange forhandlinger starte. 

Men Mette Frederiksen synes så ikke, at Albanien skal ind, som læserne af dagens Jyllands-Posten vil vide. Arbejderne derhjemme beskytter hun, og en del oplever, at der kommer rigeligt med udenlandsk arbejdskraft ind. For denne kamp stikker den danske statsminister gerne næsen frem. Også hollandske Rutte og Macron er imod. Merkel forsøger at lave kompromiset, og som en af de protesterende trækkes Mette Frederiksen ind. De 10 lande, som Anders Fogh Rasmussen som statsminister i 2002 fik forhandlet ind i EU, synes, det er mere retfærdigt at kæmpe for, at også de næste lande en dag kan blive lukket ind. 

Det lykkes aldrig at blive enige. Klokken to slutter mødet i det, som diplomater efterfølgende omtaler som ’en udfordret stemning’. Da er Boris Johnson smuttet. Klokken et, da skænderierne bare fortsatte, rejste han sig og gik med ludende skikkelse og stakke af papirer strittende under armene. De sidste ord, de europæiske statsledere hørte fra deres britiske kollega, var: ”This is insane.” 

Selv er Mette Frederiksen tilbage på hotellet klokken halv tre. Fitnesstræningen næste morgen er aflyst.

Også livvagten, som to uger tidligere stod uden for DR-studiet, kommer sent i seng. Det sidste, han ser, før han sover, er de få timer, til han skal vågne: 4:37. 

JAKKEN er skiftet til den lange koboltblå, som Mette Frederiksens 16-årige datter engang fandt til hende. Stiletterne er byttet ud med en halvstøvle med bred hæl. Håret er fortsat snurret sammen. Det er den 18. oktober, klokken er 15:05, statsministeren løfter kufferten fra bagagerummet af en sort Mercedes. Vi er ved stationen Bruxelles-Midi, det er gråvejr, men Macron har givet sit løfte for Paris. 

Mette Frederiksen trækker kufferten og følget efter sig gennem stationen, op ad rulletrappen, hen ad perronen. PET-folk i habitter finder toilettet og kommer ud i jeans og sweatere. 

Fra togets åbne dør kigger statsministeren en sidste gang ud over følget på perronen: EU-ambassadøren, sherpaen, seniorrådgiveren, ministersekretæren, pressesekretæren, en sikkerhedsmand, et par pressefolk. Noget ved synet får hende til at grine. Så trækker hun ind i toget, snakker, ler, har sit nærværende blik på mændene i sweatere og jeans, der sidder på den anden side af midtergangen. 

En time og 40 minutter fremme venter Paris. Alene med Bo. Så alene, som en statsminister nu kan være. Da toget kører, tager hun selfien til de sociale medier. Håret er slået ud.