Indlæg

Danmark har – som andre europæiske lande – vedtaget værnepligt for kvinder. Er det kun rimeligt, at kvinder også skal være soldater? Eller er det en ny bombe i ligestillingsdebatten? Ud & Se tager dig med til fronten af et dilemma, der kan angribes fra flere sider.
Tekst:Kim KristensenFoto:Henning Bagger/Ritzau Scanpix

KRIGEN HAR IKKE et kvindeligt ansigt. Det slår den hviderussiske nobelprisvinder i litteratur Svetlana Aleksijevitj fast i en af sine mest læste bøger, der netop har den titel og bygger på interview med mere end 500 kvindelige soldater, der kæmpede under anden verdenskrig. En million sovjetiske kvinder deltog i krigen mod tyskerne på lige fod med mænd, men siden blev de nærmest skrevet ud af historiebøgerne, glemt i eftertiden. Eller betragtet med mistænksomhed og ligefrem foragt, fordi Stalin trods mobiliseringen af kvinderne fastholdt parolen om ’Mænd til fronten, kvinder på hjemmefronten’.

Men ”den kvindelige krig var mere skræmmende end den mandlige”, skriver Svetlana Aleksijevitj. Mens mændene fra barns-ben var forberedt på måske at skulle bære våben og kunne gemme sig bag historiens fascination af krig som en ’mandlig’ begivenhed, var de kvindelige soldater ifølge forfatteren i højere grad fanget af andre følelser.

Meget har ændret sig siden dengang, men Forsvaret er traditionelt blevet opfattet som et mandeerhverv, og krig som udtryk for maskulinitetens værste side: aggressivitet. Kvinders angiveligt manglende aggressivitet har, sammen med en angiveligt svagere fysik, historisk været to vigtige indvendinger mod kvindelige soldater og kvindelig værnepligt. Det tredje (mod)argument er, at kvinder skulle ødelægge gruppedynamikken, og at grupper af kun mænd – og for den sags skyld også kvinder – fungerer anderledes end blandede. 

Men hvorfor skal der egentlig ikke være statslig ligestilling i det job, det er at være soldat?

”Vi står i en udfordret situation, fordi Rusland fører en fuldstændig hensynsløs krig i Ukraine,” forklarede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) om baggrunden for, at et bredt flertal i Folketinget i april vedtog at forlænge værnepligten og at -tvangsindkalde kvinder til militæret, såfremt der ikke er nok frivillige mænd og kvinder til at nå et nyt mål om 7.500 danske værnepligtige. 

Beslutningen er nogle, især en del feminister, uenige i. Som Svetlana Aleksijevitj skriver: ”I centrum stod altid krigens uudholdelighed og modvilje mod at dø, men endnu større var modviljen mod at dræbe, for kvinden er jo den, som giver liv. Skænker livet. Hun bærer det i sig, og hun opfostrer det. Jeg fandt ud af, at det var sværere for kvinderne at dræbe.”

Anika Tronier. Foto: Privat

EN AF DE DANSKE kvinder, der har været i krig, er 40-årige Anika Tronier. Hun bor i Dragør med sin ægtemand og tre døtre og er netop vendt hjem fra Grønland efter at have været vært på optagelsen af anden sæson af Danmarks Radios ’Slædepatruljen’. 

Siden 1950 har soldater på hundeslæde og i makkerpar patruljeret de enorme afstande i det ubeboede Nordøstgrønland og tilbragt nætterne i telte, hvor himmel og jord kan stå i ét, mens temperaturerne kan nå ned til minus 50 grader. Foreløbig helt uden deltagelse af kvinder.

I første sæson af tv-programmet var det udelukkende kvinder, som deltog i konkurrencen om at være med i Slædepatruljen Sirius. Men i denne sæson har der været deltagere af begge køn.

”I specialstyrkerne snakker man om, at kvinderne ødelægger gruppedynamikken, men det synes vi jo ikke helt, vel?” siger Anika Tronier og griner. ”Så vi tager både mænd og kvinder med denne gang. For netop at vise: Okay? Så gruppedynamikken bliver ødelagt af kvinder …?”

Efter gymnasiet var Anika Tronier træt af bøgerne, og da hun var god til sport og idræt og en dag håbede at blive politibetjent, lå det ligefor at benytte værneretten – altså retten til at melde sig frivilligt til Forsvaret. På den måde endte hun som eneste kvinde på det første danske hold soldater i Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor der kan blive op til 50 grader i ørkenen.

”Jeg har været i krig, og krig udvasker køn,” fortæller Anika Tronier, der også er mentaltræner samt underviser i Forsvaret, om de fem uger i sommeren 2006, hvor hun deltog i kampene om byen Musa Qala. De længstvarende kampe, som nogen dansk enhed har deltaget i siden 1864.

Danskeren med de grønne øjne og det lange, lyse hår fik tilnavnet ’Combat-Barbie’ af de britiske soldater i den sydlige provins, og den britiske journalist og forfatter Patrick Bishop skrev efterfølgende i bogen ’3 Para’, at Anika Tronier var en ”bemærkelsesværdig effektiv maskingeværskytte”. Og at det blev sagt om hende, at hun aldrig tillod øjenkontakt med en eneste britisk soldat under hele udstationeringen.

”I krig skal du overleve, og så skal jeg love dig for, at en kvinde også bliver aggressiv. Eller kæmper. Lige meget hvem hun er,” siger Anika Tronier.

Titusindvis af kvinder kæmpede som guerillasoldater for Viet Cong under Vietnam-krigen mod USA fra 1961 til 1975. Foto: Vietnamese Women’s Museum, Hanoi

PARTIERNE BAG forsvarsforliget håber, at flere kvinder ligesom anika tronier trækker i trøjen, hvis forligets mål om 7.500 Danske værnepligtige skal nås.

”Der er behov for et bredere grundlag for at rekruttere, der inkluderer alle køn,” har Troels Lund Poulsen forklaret, og Forsvaret ryddede allerede tidligere på året op i listen af krav til de værnepligtige.

Hverken en højde under 155 centimeter, store bryster eller seksuelle afvigelser skal længere forhindre såvel mænd som kvinder i at aftjene værnepligt. Det skete med baggrund i, at over halvdelen af ungdomsårgangene blev kasseret. 

Sidste år, hvor der var blot 11 militærnægtere, aftjente 4.700 unge over 18 år deres værnepligt eller -ret. En fjerdedel af dem var kvinder, og antallet, som møder op på Forsvarets Dag (tidligere kaldet sessionen), har været støt stigende, siden de fik værneretten i 1998. 

Kvinder udgør dog stadig kun en tiendedel af det såkaldte stampersonel – dem, der bliver ansat som konstabler, sergenter og officerer. Ifølge de seneste tal blev hver femte værnepligtige kvinde i perioden fra 2018 til 2020 efterfølgende fastansat mod hver fjerde mand.

Kvinders værnepligt får dog først praktisk betydning, hvis der ikke kommer nok frivillige i de kommende år(tier). I dag er der cirka 35.000 15-årige drenge og 34.000 jævnaldrende piger, og de op til 7.500 værnepligtige skal altså findes i denne flok, når ligestillingen i værnepligten træder i kraft i januar 2027.

”Når der er krig, bør selv kvinder kæmpe,” mente Ho Chi Minh (i midten), der allerede i kampen mod kolonimagten Frankrig (1946-65) mobiliserede særlige kvindelige brigader. Foto: Vietnamese Women’s Museum, Hanoi

KVINDER HAR ALTID deltaget i krige, men de har sjældent været krigens forreste ansigter, og først under anden verdenskrig indgik kvinderne i militære styrker. En kvart million i de britiske styrker, en halv million i de amerikanske og tyske og som nævnt én million i de russiske. Modsat i Den Røde Hær, hvor mange af kvinderne kæmpede ved fronten, var de dog ikke i kamp.

I Den Røde Hær blev den grænse mellem mænd og kvinder, som tidligere kun var blevet overskredet i borgerkrige og partisanbevægelser, ophævet af en regulær hær. Tyskerne betragtede til gengæld ikke kvindelige soldater som en del af fjendens hær, men som såkaldte degenererede eksistenser. Det betød, at kvinderne ikke fik beskyttelse som krigsfanger. De blev enten henrettet, overført til koncentrationslejre eller brugt som tvangsarbejdere.

Efter anden verdenskrig blev kvinder kendt som en del af IDF (Israel Defense Forces) ved staten Israels oprettelse i 1948, og der blev indført værnepligt for dem. Men kvinderne blev udelukket fra kamptjeneste, fordi religiøse grupper modsatte sig, at de bar våben. Det er først i de seneste årtier, at israelske kvinder har deltaget i egentlige kampenheder. I Israel er værnepligten i dag mindst 24 måneder for kvinder og mindst 36 for mænd.  

I Vietnam kæmpede mere end en million nordvietnamesiske kvinder i 60’erne og 70’erne mod amerikanerne i integrerede enheder under mottoet ’Når der er krig, må selv kvinder kæmpe’. Den mest kendte kvindelige soldat i den sydvietnamesiske hær var seniorsergent Ho Thi Que fra Mekong-deltaet, som blev kaldt ’Tiger Lady’. Hun blev i 1965 skudt og dræbt af ægtemanden, major Le Van Dan, som forklarede, at hustruen var gået til angreb med en kniv efter at have fundet ham sammen med en yngre kvinde. Le Van Dan hævdede under den efterfølgende retssag, at det var selvforsvar, og sagde, at ”hendes jalousi var lige så stærk som hendes mod i kamp”.

Senest deltog kurdiske kvinder i kampene mod Islamisk Stat (IS) og anslås at have udgjort en tredjedel af kombattanterne. I Syrien dannede kvinderne i 2013 forsvars-enheden YPJ, som kæmpede ved siden af den mandlige del af hæren (YPG) i Folkets Beskyttelseshær. Mustafa Kemal Topal, som er adjunkt ved Roskilde Universitet (RUC), beskriver i bogen ’Women Fighters in the Kurdish National Movement’, hvordan de kvindelige soldater i Kurdistans Arbejderparti (PKK) til forskel for mændene også har en kønsdagsorden. Kvinderne ønsker med deres deltagelse i krigen ikke blot at befri nationen, men også at forbedre deres egne vilkår i et mandsdomineret samfund. 

I DANMARK ER vi gået noget mindre krigerisk til værks. I 1939 blev det frivillige Danske Kvinders Beredskab oprettet af Indenrigsministeriet for at stå for evakuering af civilbefolkningen i tilfælde af et luftangreb på København. Håbet var, at kvinderne kunne bidrage med noget, som de sikkert var gode til, nemlig at snakke. I hvert fald hed det i et mødereferat, at medlemmerne skulle ”berolige Publikum og tillige give de fornødne Oplysninger om, hvad der sker, og hvad man har i vente – med andre Ord et ’Snakkekorps’.”

Mere end 40.000 kvinder meldte sig i løbet af krigen, beredskabet bredte sig fra storbyerne til resten af landet med lokale underafdelinger, og der blev taget kontakt til de andre nordiske lande og deres lottekorps. Den finske Lotta Svärd-bevægelse var opkaldt efter en kvinde i Johan Ludvig Runebergs digtkreds ’Fændrik Stål’, som fulgte sin mand til fronten og hjalp soldaterne under den finske krig. Medlemmerne af Danske Kvinders Beredskab blev derefter Danmarks Lottekorps, og medlemmerne blev kaldt lotter.

Samtidig var Den Danske Brigade blevet oprettet i Sverige efter den tyske besættelse i 1940, og de kvindelige flygtninge dannede et lottekorps, som stod for at lave mad, gøre rent og store dele af militærstyrkens kontorarbejde.

Chefen for den danske militærlejr i Håtunaholm, kaptajn Helge Jensen, havde ellers den opfattelse, at alt, hvad der risikerede at aflede opmærksomheden fra at uddanne hårdføre, disciplinerede elitesoldater, var en vederstyggelighed. Hvilket ’Marokko-Jensen’ eller blot ’Marokko’, som Helge Jensen blev kaldt efter i sine yngre dage at have tjent i Fremmedlegionen, mente gjaldt kvinder i lejren i Uppland. Da lejrchefen blev påtvunget indkvartering af lotterne, indskrænkede han kvindernes bevægelsesfrihed og lod om natten dobbeltposter patruljere foran indgangen til deres kvarter.

”Sjældent har vist nogen kvindes dyd været så velbevogtet som disse lotters,” hedder det i Knud J.V. Jespersens ’Brigaden – Den danske Brigade i Sverige 1943-1945’.

Danske lotter, 1978. Foto: Erik Kragh/Ritzau Scanpix

EFTER ANDEN VERDENSKRIG fortsatte Danske Kvinders Beredskab med at høre under Indenrigsministeriet, mens Danmarks Lottekorps blev en selvstændig organisation, som ønskede, at kvinder fik mulighed for en karriere i Forsvaret. Ikke forstået på den måde, at kvinderne blev iført kamp-uniformer og eventuelt sendt til fronten, men som dem, der frigjorde mændene fra de hidtidige opgaver bag fronten. 

Indtil 70’erne var det almindeligt, også i kvindeorganisationer, at betragte de to køn som forskellige. Ud fra denne betragtning påtog mænd og kvinder sig forskellige opgaver i samfundet, og lotterne tog sig først og fremmest af de opgaver, som en ’husmoder’ tog sig af derhjemme.

”Det var en åbning for, at kvinderne kunne hjælpe med og være en del af forsvaret,” siger Helle Strandgaard Jensen, lektor i samtidskulturhistorie på Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, og medforfatter til ’Danmarks lotter – I uniform og forklæde for fædrelandet’. ”Det, at de overhovedet fik lov at træde ind i Forsvaret, var et stort skridt i sig selv. I dag er udgangspunktet til gengæld, at kvinder og mænd kan yde det samme. Man ser på den enkelte soldat, og hvad denne kan yde.”

I 1989 blev Danmarks Lottekorps nedlagt, og året efter Danske Kvinders Beredskab som en konsekvens af ligestillingspolitikken i Hjemmeværnet og Civilforsvaret, som korpsene kom til at høre under. Det gav ikke længere mening med særskilte kvindelige korps, efter at det allerede i 1962 i personelloven var blevet slået fast, at såvel mænd som kvinder kunne ansættes som stampersonel i Forsvaret og altså som konstabler og sergenter.

De første kvindelige konstabelelever blev antaget i 1971, men kvinderne blev ikke ansat i enheder, der risikerede at komme i kamp. En begrænsning, som stadig gjaldt, da kvinder i 1974 fik mulighed for at uddanne sig til officerer.

Men da ligebehandlingsloven blev vedtaget i 1978, blev begrænsningerne ophævet i de følgende år – den sidste i 1992, hvor kvinder fik mulighed for at blive uddannet som jagerpilot. Indtil da havde Forsvaret fået dispensation fra loven, fordi man frygtede, at flyets acceleration skadede kvindens reproduktive organer.

Senest fik kvinderne værneretten i slutningen af 90’erne, og siden 2015 har de fået en invitation til Forsvarets Dag i deres e-boks. I modsætning til mændene har kvinderne hverken pligt til at møde op på dagen eller fortsætte som værnepligtige, hvis de takker ja til tilbuddet. De kan springe fra med en måneds varsel uden grund.

Flagdag for Danmarks udsendte. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau scanpix

PÅ TRODS AF kvindernes kamp for at blive ligestillet med mændene i Forsvaret er Dansk Kvindesamfund, som ”arbejder for fuld ligestilling og ligeværd for kvinder og mænd”, modstander af værnepligt for kvinder. Eller rettere sagt: modstander af værnepligt for såvel kvinder som mænd. Ønsket om ligestilling mellem kvinder og mænd i Forsvaret ender i dette tilfælde med at give førstnævnte en pligt i stedet for en yderligere rettighed.

”Det ligger i vores dna, at vi arbejder for fred,” siger Dansk Kvindesamfunds næstforkvinde Helena Gleesborg Hansen med henvisning til, at Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 af Matilde og Fredrik Bajer, og at sidstnævnte var veteran fra krigen i 1864 og i 1908 fik Nobels Fredspris for sit fredsarbejde.

I 2000 vedtog FN en resolution om ’Kvinder, fred og sikkerhed’, som første gang slog fast, at kvinder ikke blot skal beskyttes bedre i krige og konflikter, men at de også skal involveres i arbejdet med at forebygge og løse konflikter. Baggrunden var de blodige borgerkrige årtiet forinden i Rwanda, det tidligere Jugoslavien, DR Congo, Sierra Leone og Liberia. Krige, hvor der var utallige eksempler på, at voldtægt og mange andre former for vold mod kvinder systematisk blev brugt som et våben.

”Ultimativt er det (værnepligten, red.) at blive trænet til at slå andre mennesker ihjel og drage i krig, og det er ikke noget, som nogen skal tvinges til,” siger Helena Gleesborg Hansen.

Det lægger Forsvaret heller ikke skjul på trods forsvarsministerens forblommede formuleringer om, at kvinderne resulterer i ”flere kompetencer”, en ”bedre opgaveløsning” og et ”mere alsidigt og mere komplet forsvar”.

”Vi bliver bedre til at løse vores kerneopgaver, når vi har et godt mix af mænd og kvinder,” sagde chefen for Forsvarsstaben Kenneth Pedersen sidste år på Folkemødet på Bornholm under en debat med overskriften ’Machokultur eller hønsegård’: ”Lidt skarpt sagt gør diversitet os simpelthen bedre til at slå ihjel.”

UNIFORM MED KVINDELIGT INDHOLD

Den højest rangerede kvinde i Forsvaret, generalmajor Jette Albinus, har fortalt til Politiken, hvordan hun i 1988 på sergentskolen fik ”underbukser med gylp og en kold skulder”. Selv om uniformen i dag signalerer, at der kun er ét køn – soldat – er Forsvaret i gang med at anskaffe særskilt udrustning og mundering til kvinder, herunder idrætstøj, idrætssko, undertøj, udgangsuniformer og ballistiske beskyttelsesveste. Der kommer også særlige uniformsbukser til gravide.

I starten af året kom der nyt undertøj til de kvindelige soldater. Soldaternes medlemsblad Fagligt Forsvar har set undertøjet efter i sømmene og konstaterer, at det er lavet af et tyndere materiale samt er ”flammehæmmende og en hipstermodel, dog uden ben, hvilket forhåbentlig vil give en bedre komfort”.

”DER ER EN meget maskuliniseret kultur i Forsvaret, og der har nok været en forståelse eller forventning om, at sådan skulle det også være,” siger forkvinde for Kvindelige Veteraner Karen Philippa Larsen, der skriver ph.d. om Ruslands brug af private militærstyrker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Det er kort inden, at forsvarsforliget bliver aftalt, og forkvinden er netop kommet tilbage fra et møde på Christiansborg med Liberal Alliance om værnepligten for kvinder. Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, havde skrevet på X, at sønnen, der har meldt sig til Livgarden, er en ”høj og veltrænet fodboldspiller på 86 kilo”: ”Jeg har ingen krav om, hvilket køn hans delingsfæller skal have, men jeg forventer af dem, at de kan bære min søn væk fra slagmarken, hvis han såres, ligesom han kan bære dem væk.”

”Det handler om, at Forsvaret er en institution, som historisk har været skabt og primært har været befolket af mænd,” fortsætter Karen Philippa Larsen, som er tidligere sprogofficer og har været udsendt til Ukraine.

Sidste år viste en undersøgelse, at 32 procent af kvinderne i det danske forsvar inden for det seneste år havde oplevet uønsket seksuel opmærksomhed og chikane. Et tal, der dækker over alt fra nedsættende tale til overgreb. For mænd var tallet 8,4 procent.

Når Karen Philippa Larsen skal sætte ord på mange kvinders møde med Forsvarets maskuline kultur, bruger hun udtrykket ’knappenålsoplevelser’. At blive stukket med en knappenål en enkelt gang er måske ikke så ubehageligt. Men det begynder det at blive, hvis det sker igen og igen. ”Kvinder kan sagtens have en helt almindelig hverdag i Forsvaret og så alligevel på alle mulige måder blive mindet om, at de er noget andet end normen. Det kan være sprogbrugen eller bare det, at kvinderne får komplimenter om deres udseende. Det er jo ikke et problem i sig selv, men det sker bare meget sjældent, at de mandlige kolleger får sådanne komplimenter.”

Tidligere på året blev en mandlig seniorsergent fra Den Kongelige Livgarde idømt 40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste for blandt andet at have kaldt en kvindelig sergent for ’yngste fisse’.

”Nyeste mandlige sergent blev kaldt ’yngste pik’. Jeg var så ’yngste fisse’,” forklarede kvinden i Københavns Byret. Seniorsergenten har anket dommen.

Dronning Margrethe inspicerer Kvindeligt Flyverkorps, 1978. Foto: Lars Hansen/Ritzau Scanpix

PÅ KASERNERNE HAR det i høj grad handlet om at være stærk og stoisk. Og lade arbejdet komme før familien. Noget, som blev præsent for to et halvt år siden, da billeder af ukrainske fædre, der tårevædede tog afsked med familien, gik verden rundt efter Ruslands invasion. Dagen derpå mobiliserede præsident Volodymyr Zelenskyj landets værnepligtige og medlemmer af reserven og forbød mænd mellem 18 og 60 at forlade Ukraine. Kvinderne kunne derimod tage børnene og flygte. 

Men uden for kasernen er opgøret i gang.

”Der er forskel på, hvordan man er en god mand og soldat inde på kasernen og udenfor,” siger Thit Gaarskjær Jørgensen, der er tidligere sprogofficer, to gange har været udsendt til Afghanistan, og som skriver en ph.d. på Aalborg Universitet med arbejdstitlen ’A Few Good Men – Om gode soldater og gode mænd i Hæren.”

”Der er en gruppe mænd, som stadig lever med de mere traditionelle idealer om maskulinitet. Men samtidig taler de ind i de moderne idealer om faderskab og refleksion over deres følelser og det at være en ligeværdig partner i hjemmet. Man kan se, at de har svært ved at leve op til sidstnævnte.” I Forsvaret har der af samme grund været en tro på, at ligestillingen mellem kønnene efterhånden kommer af sig selv – ikke mindst på grund af den kønsneutrale rekrutteringsstrategi med parolen

’Der findes kun ét køn i Forsvaret, og det er soldat’.

Forsvarets kultur, hvor soldaterne ikke bare bliver bedt om i yderste konsekvens at ofre livet i krigen, men at kæmpe for hinanden, risikerer dog at få kvinderne til at tøve – eller lade være – med at råbe op eller gå til deres foresatte, hvis de oplever problemer. Hvis de bliver chikaneret, får uniformer, der ikke passer, eller mangler sanitetsmidler.

Cecilie Schacht Madsen, videnskabelig assistent på Københavns Universitet, og Mie Madsen, videnskabelig assistent på Steno Diabetes Center Copenhagen, har undersøgt effekten af forsøget på at udviske køn på Forsvarets officersuddannelser. De advarer om, at udviskningen kan blive kontraproduktiv. Det er ikke nok at lade være med at snakke om køn, hvis Forsvarets kultur netop stadig er maskulin. En af de interviewede kadetter i undersøgelsen fortæller for eksempel, hvordan hun fik menstruation under en felttur og fandt det ”bøvlet” at få skaffet sanitetsmidler: ”Det er lidt svært at sige til en mand, jeg ikke kender, at jeg bløder som et vandfald, jeg har virkelig brug for nogle ting.”

”Det endte med at blive et problem, fordi det var en samtale, som ikke var taget forinden,” siger Cecilie Schacht Madsen, der fortæller, at man de fleste steder i Forsvaret trækker kvinderne til side og snakker om menstruation. 

”Hvilket betyder, at det allerede dér bliver et spørgsmål om, at menstruation er noget, kvinderne håndterer for sig selv. Vi mener ikke, at det skal være op til den enkelte kvinde at håndtere et biologisk aspekt, som potentielt halvdelen af Forsvarets ansatte kan opleve under øvelser. Når man har en førstehjælpskasse med alle mulige andre ting, hvorfor er der så ikke også tamponer eller bind i den?”

AMAZONER OG SKJOLDMØER

Homer beskrev første gang i ’Iliaden’, hvordan ”mandhaftige, stridbare kvinder” kom Troja til hjælp. Ordet amazon betyder ”uden bryst”, da kvinderne angiveligt afskar højre bryst for bedre at kunne spænde en bue.

Amazonfloden fik sit navn efter, at spanske erobrere i 1542 blev angrebet af indfødte krigere, som spanierne mente var kvinder. Ifølge ekspeditionens historieskriver, Gaspar de Carvajal, var kvinderne høje, gik med bue og pile og kæmpede ”lige så meget som 10 indianske mænd”.

I den nordiske mytologi omtales valkyrier som ryttere med spyd og hjelm, og i den norrøne litteratur er skjoldmøer jordiske kvinder, som kæmper på lige fod med mændene.

I SVERIGE BLEV værnepligten suspenderet i 2010, men da den syv år senere blev genindført, gjaldt den nu også for kvinder. Baggrunden var den forværrede sikkerhedssituation og problemer med at rekruttere nok frivillige. Sverige gik dermed i fodsporet på Norge, som indførte værnepligt for kvinder i 2015 (Holland er det tredje land i NATO, som i dag har værnepligt for kvinder).

Dag Ellingsen, seniorforsker og sociolog ved Arbeidsforskningsinstituttet samt professor ved Politihøgskolen i Oslo, understreger, at de fleste værnepligtige, både mænd og kvinder, i virkeligheden er frivillige. Det skyldes, at de i første omgang melder sig som interesserede i at aftjene værnepligt. Modsat Danmark sorterer Norge (og Sverige) i de værnepligtige og optager de bedst egnede. Resultatet er en gruppe motiverede kvinder, som på ingen måde er fysisk svage.

I Norge var 33,5 procent af de værnepligtige således kvinder i 2023 mod 13,6 procent i 2014. ”Hele diskussionen om kvindernes fysik er gledet i baggrunden og er ikke længere et samtaleemne. De har bevist, at de godt kan klare opgaverne. Kvinderne er med andre ord blevet accepteret,” fortæller Dag Ellingsen.

Dag Ellingsen og kollegaen Ulla-Britt Lilleaas har i et forskningsprojekt vist, at det hverken er svært eller medfører en høj risiko for seksuelle krænkelser, når mænd og kvinder bor sammen og deler værelser på kasernerne. Tværtimod. Atmosfæren er blevet mindre seksualiseret, og de flere kvinder giver bedre trivsel blandt de værnepligtige, fordi det er blevet mere accepteret at snakke om personlige problemer og for eksempel føle hjemve. Noget, som gør, at mændene psykisk har fået det bedre. 

Da Sverige genindførte værnepligten i 2018, var 15 procent af de værnepligtige kvinder, et tal, som nu er steget til 20 procent – og håbet er 30 procent i 2030.

”Mange af de problemer, som vi har haft med sexchikane og andet, er faktisk blevet færre, i takt med at der er kommet flere kvinder,” siger Alma Persson, lektor ved Linköpings Universitet, der forsker i køn og identitet i det svenske forsvar.

Kvinderne fortæller, at kønnet betyder så meget mere, når de kun udgør en lille andel af soldaterne. Et problem, Forsvaret herhjemme tidligere har beskrevet som ’akvariefisk-syndromet’, som er bagdelen – og nogle gange også fordelen – ved konstant at være udsat for andres blikke. Ifølge Sanna Strand, der forsker ved Stockholms Universitet i rekrutteringen af kvinder til forsvaret i Norge og Sverige, er det svært reelt at opgøre betydningen af kvindernes indtog. ”Der er nok lige så mange definitioner på krigens ansigt og oplevelser af militærtræningen, som der er værnepligtige,” siger hun.

”Men selvfølgelig betyder det noget, at kvinderne bliver indkaldt, og regeringen ønsker helt klart at sende et signal med værnepligten om, at både mænd og kvinder har ansvaret for at forsvare nationen – og at begge køn kan blive ofret for nationen i tilfælde af en krig. På lang sigt får det betydning for kønsrollerne og potentielt også for ligestillingen i samfundet. Men det sker ikke i løbet af en enkelt nat.”

LARS R. MØLLER husker stadig, hvordan han for et kvart århundrede siden hørte et ”ikke videre politisk korrekt” foredrag af den israelske militærhistoriker Martin van Creveld. Foredraget hed ’Den store illusion – Kvinder i det moderne militær’. Pointen var, at kvinder hverken i fortiden, nutiden eller fremtiden havde noget at gøre i forsvaret. Og hvis kvinderne alligevel var der, skyldtes det, at der ikke længere var nogen fare for et land.

Den 70-årige pensionerede oberst, som i 1994 stod i spidsen for ’Operation Bølle-bank’ i det tidligere Jugoslavien, hvor dan-ske soldater for første gang siden anden verdenskrig kom i kamp, har ’kontortid’ mellem 9:30 og 11:00, mens han går morgentur med schæferhunden Møffe. Resten af dagen er han optaget af at lægge sidste hånd på første del af et kommende tobindsværk om ’Krigens tænkere’.

Lars R. Møller skal først lige have et headset på, så begge hænder er frie, hvis nu hunden får øje på et egern eller en kat på turen. Ellers er Møffe ”fredelig som en marokkopude”.

Han besluttede sig for selv at undersøge sagen, inden han forfaldt til en ”oberst Hackel-lignende” mening, som han siger

I bogen ’Kvinder i kamp’ gør han op med myten om, at krigen har et mandligt ansigt. Hvis mænd oprindeligt var bedre soldater, fordi brugen af et sværd eller en økse afhang af fysisk styrke, ændrede det sig allerede med buen og pilen, og siden har den teknologiske udvikling udlignet kønnenes såkaldte kampevne.

”Jeg opfatter ikke kvinder som en anden race,” siger Lars R. Møller i telefonen.

”Det er jo det, som ligger i spørgsmålet: Den her race, hvilke karakteristika har den? Møffe, han er en schæferhund. Han er vagtsom og kan også skrue bissen på. Men jeg opfatter kvinder som mennesker, og det, man har brug for, er mennesker i Forsvaret. Det helt afgørende for, om mennesker kan være soldater eller ej, er, om de har mod til at trykke på aftrækkeren. Det er det helt afgørende. Modet er ikke en mande- eller kvindeting. Modet er en mennesketing.”

Soldater med forbindelse til Kurdistans Frihedsparti. Foto: Safin Hamid/AFP/Ritzau Scanpix

EFTER AT VÆRE kommet hjem fra Afghanistan cyklede Anika Tronier fra København, hvor hun dengang boede, og ud til Dragør Fort. Fra toppen af fortet, som blev anlagt i årene op til første verdenskrig for at beskytte hovedstaden mod angreb fra søsiden, havde hun udsigt over Øresund, byen, havnen, broen til Sverige, de gamle kanongrave og strandengene.

Afghanistan havde været en anden verden, og Anika Tronier følte sig fremmedgjort over for sine venner. Hendes verden var så anderledes end deres civile. En verden, de havde svært ved at forstå og sætte sig ind i.

I dag har hun ét råd til den kommende kvindelige værnepligtige: ”Stå ved dig selv!” siger hun og smiler.

”Jeg prøvede at være usynlig og gå i ét med væggen. Jeg prøvede at ligne en mand mest muligt og troede, at en god soldat var en, som aldrig bad om hjælp, for så kan man ikke sine ting. Ingen tårer og ingen sårbarhed, for så kan man jo ikke slå ihjel. Og jeg skulle aldrig fejle, for så bekræftede jeg fordommene om, at kvinder ikke var gode nok. Lad være med at efterlade dig selv derhjemme. Husk, at du er kvinde, og stå ved det. Du kan alligevel ikke skjule det, skulle jeg hilse og sige.”

USA går til valg i en tid præget af splittelse, usikkerhed og krise. Vi har udvalgt 10 kulturelle værker, der belyser nationens problemer fra kyst til kyst og fra storby-slum til udkants-døs.
Tekst:Tonny VormFoto:Fred Hayes/The Weinstein Company

DEM, INGEN SAVNER

’Wind River’ (2017) er en moderne western, der udspiller sig i et indianerreservat i det kuldslåede og sneklædte Wyoming. Hertil ankommer en uerfaren kvindelig FBI-agent (Elizabeth Olsen) for at opklare drabet på en teenagepige. Pigen er tilsyneladende blevet mishandlet og voldtaget, inden hun er flygtet barfodet ud i den iskolde nat, hvor hun er frosset ihjel.

Sagen viser sig at være lige så kringlet at finde rundt i som egnens store vildmark, og først da en lokal jæger (Jeremy Renner) træder i karakter, begynder konturerne af en større forbrydelse at tegne sig. Den debuterende instruktør Taylor Sheridan vandt instruktørprisen i Cannes for dette rystende, stemningsfulde drama, der gør det klart, at mordet på pigen har rødder i et samfundsmæssigt problem, nemlig det hvide USA’s behandling af en af landets mest marginaliserede befolkninger, de indfødte amerikanere. Pointen slås fast lige inden filmens afsluttende rulletekster, hvor det fortælles, at man fra officielt hold fører statistik over savnede personer i USA – bortset fra savnede indianerkvinder. 

Kan blandt andet streames på Filmstriben.

FØDT TIL AT FEJLE

’Demon Copperhead’ er en vred, stærk og glimtvist morsom murstensroman, der skildrer et udkants-USA i bjergegnen Appalacherne, hvor opioid-feberen brænder stærkt, og hver dag er en kamp for overlevelse. Her bliver romanens fortæller Damon Fields født på toiletgulvet i en trailerpark af en enlig teenagemor, der er misbruger og ryger ind og ud af afvænningsklinikker. Hun er ikke ”en del af ligningen”, som han siger. ”Det var mig, der havde den sværeste opgave.”

Damon, der kaldes ’Demon’ på grund af sit røde hår, må nemlig klare sig selv både hjemme i traileren med sin stedfar og i skolen og senere hos plejefamilierne, på footballbanen og i de tilfældige job, han siden får. De små samfund omkring ham er plaget af fattigdom og vold, alkohol og stoffer, og spørgsmålet er, om Damons ukue-lighed, intelligens og humor er nok til at knække misbrugsmønsteret og sikre ham en nogenlunde anstændig form for tilværelse. Barbara Kingsolvers bog vandt USA’s fornemste litterære pris, Pulitzerprisen, sidste år og er netop udkommet på dansk. Første sætning: ”Først blev jeg jo født.”

Udkommet på Gyldendal.

Foto: Gene Page/Hulu

BEDØVENDE LIGEGLAD

’Dopesick’ (2021) handler om USA’s omfattende opioidkrise, der ødelægger hele samfund og årligt sender tusinder i døden. Tv-serien udspiller sig – ligesom den handlingsmæssigt beslægtede roman ’Demon Copperhead’, i Appalacherne, hvor den håbløse tilværelse ofte dulmes med druk og smertestillende piller. For mange starter afhængigheden med en recept på OxyContin, hvilket også er tilfældet for seriens Betsy (Kaitlyn Dever), der har dårlig ryg, men endnu dårligere råd til at blive hjemme fra jobbet i den lokale mine.

OxyContin fremstilles af medicinalgiganten Purdue Pharma, der i fiktiv form er seriens store skurk og skabt af en velhavende grisk familie uden moralske grænser. Over for dem står både samvittighedsfulde amerikanske politikere og et ressourcesvagt retssystem, der på det nærmeste er magtesløst, når landets store firmaer begynder at spille med musklerne. Serien er inspireret af bogen ’Dopesick: Dealers, Doctors and the Drug Company That Addicted America’ (2018), skrevet af journalisten Beth Macy.

Kan streames på Disney+.

STOF TIL EFTERTANKE

Don Winslow har i en række romanværker belyst, hvordan narkokriminaliteten forgrener sig ud i alle kroge af det amerikanske samfund. Hovedværket er den episke trilogi, der starter med ’I hundenes vold’ (2005) og afsluttes med ’Grænsen’ (2019). Anslaget i begge titler er ligesom i bind to, ’The Cartel’ (2015), som vi ikke har fået på dansk, USA’s krig mod de mexicanske narkokarteller, og i ’Grænsen’ trækker Winslow for alvor konflikterne ud på hjemlandets gader.

Seriens gennemgående hovedperson er Art Keller fra det amerikanske Drug Enforcement Agency, DEA, hvis efterforskning og kamp for at stoppe heroinhandlen sender ham fra slumkvarterernes stinkende narkobuler og moderne statsfængsler til en korrupt politisk administration styret af en Trump-lignende præsident, der er dybt involveret i både ejendomshandel og hvidvaskning af narkopenge. Art Keller er, viser det sig, ikke kun i krig med de mexicanske karteller, men også sit eget fortabte land. Første sætning: ”Keller ser barnet og kikkertsigtet i samme øjeblik.”

Udkommet på Harper Collins.

ALT ER PÅ SPIL

Kendrick Lamars ’Mr. Morale & The Big Steppers’ (2022) skildrer et dybt traumatiseret og skævvredet USA. Det tekstmæssige afsæt er rapperens egen opvækst med en følelseskold far, en mor, der blev voldtaget, transkønnede familiemedlemmer og venner, der blev dræbt eller fængslet. Rytmen er rastløs og iblandet elementer fra både jazz og funk, og med sin cykliske melodik afspejler den tilværelsen for et hjemsøgt sort USA forankret i flere hundrede års slaveri, fattigdom og racisme.

”They raped our mothers, then they raped our sisters / then they made us watch, then made us rape each other,” lyder det et sted på dobbeltalbummet, der også runder wokeness og cancel culture, COVID og kapitalisme, pillemisbrug, giftig maskulinitet og alt, hvad der ellers er med til at ødelægge små liv og store samfund i det moderne USA. Sort protestmusik – fra Paul Robeson og Billie Holiday til Marvin Gaye og N.W.A. – har ofte været enten appellerende eller aggressiv i sit udtryk. Kendrick Lamar favner begge dele, og ud over at belyse, hvad han kalder generational trauma, insisterer han på, at smerten kan heles ved hjælp af terapi, kærlighed og forandringer. 

Foto: A24

NÅR KRIGEN KOMMER

I ’Civil War’ (2024) sendes vi på en dystopisk og hæsblæsende rejse gennem et USA, der i den nære fremtid er revet over af en blodig borgerkrig. I filmen begiver en lille gruppe journalister sig fra New York mod Washington, hvor præsidenten har barrikaderet sig i Det Hvide Hus. Målet er at få et interview med ham og undervejs tage billeder af de slagmarker og øde landskaber, der møder dem. ’Civil War’ er ikke interesseret i de nærmere omstændigheder vedrørende de stridende parters bevæggrunde, eller hvordan krigen startede, og det er heller ikke en film, der prøver at forklare det spændte USA’s nuværende politiske dagsordener.

Rædslerne fra krige og konflikter rundtom i verden har brændt sig fast på nethinden hos den garvede krigsfotograf Lee Smith (Kirsten Dunst), men hun ved, at det ikke er hendes opgave at spekulere over de etiske aspekter ved det, hun ser i linsen. Hendes job er at tage de billeder, som får andre til at stille spørgsmål. Nogenlunde samme ærinde synes instruktør Alex Garland at være ude i med sin film, der blandt andet pointerer, at USA’s største fjende er USA selv.

Kan blandt andet ses hos Blockbuster.

EKKO AF EN BRAND

Hvordan opnår vi et samfund uden racediskrimination? Spørgsmålet gløder i den farvede homo-seksuelle James Baldwins ’Næste gang ilden’, der er formet som to breve til forfatterens lille nevø. ”Dette uskyldige land anbragte dig i en ghetto, hvor det faktisk havde til hensigt at lade dig gå til grunde,” skriver Baldwin i bogen, der hviler på hans egne erfaringer fra opvæksten i Harlem og en ungdom præget af racisme og politivold og dertil en frygt så stor, at den, inden han flygtede til Paris som 24-årig, truede med at sætte sig som selvhad og bitterhed.

Essay-klassikeren fra 1963 fik en nærmest profetisk klang, da flere af USA’s storbyer de følgende år kogte over af raceoptøjer, og den er ligesom resten af Baldwins forfatterskab atter aktuel (og netop nyoversat til dansk) i en tid, hvor farvede, homoseksuelle, latinoer og andre af USA’s minoriteter kræver at blive behandlet, hørt og accepteret på lige fod med den hvide mand. I titlen ligger der også en advarsel om, at der vil følge bål og brand i gaderne, hvis ikke det snart sker. Første sætning: ”Jeg er begyndt på dette brev fem gange og har revet det i stykker fem gange.” 

Udkommet på Gyldendal.

IKKE JUST DISNEY

Den arketypiske amerikanske fortælling om spændingen mellem sol og skygge udspiller sig oftest i Californiens velkendte noir-kulisser, men i instruktør Sean Bakers film ’The Florida Project’ befinder vi os, som titlen antyder, i den lige så solrige stat på østkysten. I skyggen af Disney World i Orlando ligger et lyserødt motel ved navn The Magic Castle. Her bor Moonee (Brooklynn Prince) på seks år med sin 22-årige enlige mor Halley (Bria Vinaite), der har droppet jobbet som stripper, fordi kunderne mente, at de havde ret til at få mere for pengene.

Trods navnet er der ikke meget magisk over motellet, der flankeres af indkøbscentre, våbenhandlere, stripklubber og souvenir-shops, men Moonee boltrer sig ubekymret med sine to bedste venner, spytter på fremmede gæsters biler og kravler over hegnet til de nærliggende byggepladser. Fantasien og energien er, hvad den amerikanske drøm er støbt af, og det har Moonee masser af, men ude på vejen drøner bilerne farefuldt forbi, og endnu mere truende ser det ud for Halley, der i kampen for at få økonomien til at hænge sammen ender i et uføre, som datteren aner, men ikke helt forstår. Trods den lille families dystre udsigter er der noget livsbekræftende og meget amerikansk over ’The Florida Project’, som i øvrigt var navnet på Walt Disneys store forlystelsespark i 1960, inden den blev bygget. 

Kan streames på Filmstriben.

SURVIVAL KIT

Bruce Springsteens gennembrudsalbum fra 1975 er måske en af de største musikalske skildringer af den amerikanske drøm. ’Born to Run’ handler om håb og længsler og fanger stemmen hos en ungdom vokset op i et udsigtsløst samfund og et politisk klima præget af arbejdsløshed, økonomisk krise og en Vietnam-krig, der koster menneskeliv og trækker ud til ingen verdens nytte. Fri abort, feminisme og homoseksuelles rettigheder blev heftigt debatteret i årtiet, hvis sociale og kulturelle klima på mange måder er sammenligneligt med det nuværende. På pladen fremmaner Springsteen en ung arbejderklasse, der føler sig svigtet, og som om natten indimellem ”could hear the whole damn city crying”, som han synger i ’Backstreets’.

I titelnummeret er hjembyen i New Jersey ”a death trap, a suicide rap/Oh baby we gotta get out while we’re still young” – og hele albummet en energiladet opfordring til at jagte ”the runaway American dream”, inden det er for sent. Kort efter ’Born to Run’ udkom, dukkede Springsteen op på forsiden af tidsskriftet Time, hvori han gav udtryk for, at hans sange primært handlede om ”overlevelse, hvordan du klarer dig helskindet igennem dagen”. Stemningen i USA på det tidspunkt understreges af, at Time i samme nummer skrev om mordforsøgene på præsident Ford, efterdønningerne af Watergate-skandalen og staten New Yorks dybe økonomiske krise.   

Foto: HBO

FOLLOW THE MONEY

Med afsæt i Baltimores narkohandel skildrer ’The Wire’ (2002-08) et moderne USA præget af stærke race- og klasseskel. I seriens mange parallelle handlingsspor møder vi ud over pushere og betjente også skolelærere, journalister, fagforeningsledere, havnearbejdere, politikere og jurister, hvis fortællinger smelter sammen til et billede af et fragmenteret og forældet samfund, der paradoksalt nok kun hænger sammen på grund af penge og kriminalitet. Landets retslige og politiske institutioner er præget af korruption og forfald, og systemet tjener udelukkende de velhavendes interesser, mens tilværelsen for de mindre heldige er ved at smuldre.

I en af seriens nøglescener udspørger detektiven Jimmy McNulty (Dominic West) en ung sort mand om en dreng, der ligger myrdet foran dem. Den døde dreng var ofte med til terningspil på fortovet, men når der var mange penge på spil, stjal han dem og stak af. McNulty spørger, hvorfor drengen så fik lov at være med. ”Det’ Amerika, mand,” lyder svaret. Mere end 20 år efter serien første gang blev vist på HBO, kåres den ofte som en af amerikansk tv-histories bedste, hvilket naturligvis også skyldes, at den stadig er relevant. 

’The Wire’ kan streames på Max.

Tonny Vorm er cand.mag. i amerikanske studier, forfatter og kritiker ved Information.

Erhvervsminister RASMUS JARLOV er medlem af De Berejstes Klub og har besøgt 150 lande. Det gør ham til en af de mest rejsevante danskere. Her fortæller han om dengang, han sad i fængsel i DR Congo, om en nærig vandretur i Grønland og om, hvordan det lykkedes ham – mod alle odds – at tilbringe et døgn i Vatikanet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat, Michele Francioso/Unsplash

GORILLAKRIG I DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO, 2006

“Jeg var i Rwanda nær grænsen til Den Demokratiske Republik Congo for at se på bjerggorillaer, men turene var udsolgt. Jeg fik at vide, at hvis jeg ville se gorillaer, måtte jeg krydse grænsen til DR Congo. Det har i mange år været et borgerkrigsplaget og usikkert land, men jeg besluttede mig for at tage af sted alligevel. 

På den anden side af grænsen ankom jeg til byen Goma, som var fyldt med internationale journalister. Der var kampe cirka 20 kilometer derfra, og byen var helt sønderbombet. Jeg indlogerede mig på et hotel og begav mig ud i byen for at tage nogle billeder. Jeg skulle også finde en guide, som kunne tage mig med på gorillasafari. 

Jeg nåede dog ikke særlig langt, før en politibil kørte op på siden af mig og rullede vinduet ned. En civilklædt betjent kom hen til mig og påstod, at det var forbudt at tage billeder uden en tilladelse. Han bad mig om at sætte mig ind i bilen og følge med dem. Jeg blev kørt kørt til byens politistation, som var en gammel, faldefærdig bygning. Malingen var skallet af de grå betonvægge, der var smadrede vinduer, og dørene var lettere ramponerede. 

Indenfor sad en tyk betjent ved et gammelt, slidt skrivebord med sit maskingevær i hænderne og fødderne oppe på bordet. 

Jeg blev ført ind i et forhørslokale, hvor jeg de næste mange timer blev afhørt på skift af en række forskellige mennesker. De forklarede mig, at jeg virkelig var i problemer, og at jeg måtte hoste op med et meget stort beløb, hvis jeg skulle undgå at komme i fængsel. 

Det gik hurtigt op for mig, at det handlede om afpresning. Afhøringen foregik på fransk, som jeg ikke taler særlig godt, men jeg forsøgte at forklare dem, at jeg ikke havde nogen penge ud over mit kreditkort og de 25 dollar, jeg havde på lommen. Dem kunne de få, sagde jeg. Det passede dog ikke helt, for i bunden af min rygsæk havde jeg gemt mellem 4.000 og 5.000 kroner, men det var heldigvis ikke lykkedes dem at finde dem, da de gennemrodede tasken. 

Efter cirka 12 timer indså betjentene, at de ikke kom videre, så jeg blev eskorteret tilbage til mit hotel. Betjentene sagde, at de ville komme igen næste dag, og at jeg skulle skaffe pengene. 

Det var blevet sent om aftenen, så i ly af mørket kravlede jeg ud ad vinduet på mit hotelværelse og stak af. Heldigvis lå mit værelse i stueetagen. 

Ude på gaden fandt jeg hurtigt en chauffør, som jeg betalte for at køre mig tilbage til Rwanda med det samme.    

Jeg var nervøs, da vi nærmede os grænsen, for jeg vidste ikke, om hotelpersonalet havde opdaget, at jeg var væk, og havde kontaktet politiet. Men vi kom igennem grænsevagten uden problemer. Tilbage i Rwanda kunne jeg ånde lettet op. Jeg så gorillaer, men ikke den slags, jeg havde håbet på.”

 

DE BEREJSTES KLUB

De Berejstes Klub – ikke at forveksle med Eventyrernes Klub – er en forening for rejselystne danskere. Klubben blev stiftet i 1996. For at blive medlem skal man opfylde fire betingelser:

1. Have besøgt mindst lige så mange lande, som man er gammel. Hvis man er under 30 år, krævesmindst 30 lande.

2. Have besøgt mindst tonye lande inden for desidste to år.

3. Have besøgt mindst fire af de syv kontinenter.

4. Have krydset ækvator.

Det mest berejste medlem af klubben har besøgt 195 lande.

VÅGEN I VATIKANET, 2016

“I De Berejstes Klub konkurrerer vi om, hvem der har besøgt flest lande. Reglen er, at man skal tilbringe 24 timer i et land, før det tæller som et besøg. Min kæreste var i USA med sit arbejde, så jeg tog til Rom et par dage med det mål at få krydset Vatikanstaten af. Desværre er der ingen hoteller i Vatikanet, og derfor er det meget vanskeligt at opholde sig i landet 24 timer i træk. Jeg måtte på intet tidspunkt krydse grænsen tilbage til Italien, for så ville mit besøg ikke tælle.

Jeg ankom til Peterspladsen ved 23-tiden om aftenen. Hele vejen rundt om pladsen løb en søjlegang. Mellem søjlerne var der et hegn, som var cirka en meter højt. Man må ikke opholde sig på pladsen om natten, men en anden fra De Berejstes Klub havde fundet ud af, at der er  et smalt stykke på ydersiden af hegnet og ud til kanten af søjlerne, som stadig er Vatikanets territorium. Jeg besluttede mig for, at der ville jeg overnatte. Det lille stykke rundt om pladsen var et meget populært overnatningssted for hjemløse, så jeg måtte lede lidt efter en ledig ’lomme’ mellem to søjler. Da jeg fandt en, rullede jeg min sovepose og mit liggeunderlag ud og lagde mig til at sove. Jeg fik ikke mange timers søvn den nat. Jeg lå på nogle ujævne brosten, og mit liggeunderlag var ikke særlig tykt. Det blev ikke til meget mere end 20 minutter hist og her.

Klokken syv om morgenen, da pladsen åbnede, hoppede jeg over hegnet og satte mig ind på Peterspladsen igen. Her skulle  jeg blive til sent på aftenen. Jeg kunne ikke gå ind i Peterskirken eller Vatikanmuseet, for entré-køen dertil befandt sig i Italien. Jeg havde taget en powerbank med til min telefon, så jeg slog alle statuerne på pladsen op og læste om dem. Jeg tror, at jeg nåede igennem hele Peterspladsens arkitektoniske historie. 

Jeg havde lavet et opslag på Facebook om, at jeg var i Vatikanet, og det så to af mine venner, som også var i Rom. De kom forbi med mad til mig. Jeg havde også selv medbragt lidt mad, men ikke nok til et døgn. På et tidspunkt spottede jeg en ’rullende kiosk’ ude på den anden side af hegnet. Det lykkedes mig at få en turist til at løbe ud og købe noget at spise og drikke til mig. Jeg kunne jo ikke selv gå derud. 

Da klokken endelig blev 23, havde jeg fuldført min mission og kunne krydse Vatikanstaten af. Det var i øvrigt det sidste land, jeg manglede at besøge i Europa.”

KRIG MOD MYG OG KEDSOMHED, GRØNLAND, 2004

“Jeg tog til Grønland med mine to yngre brødre for at vandre fra Sisimiut ved den grønlandske vestkyst til Kangerlussuaq, cirka 160 kilometer inde i landet. Ruten kaldes ’Arctic Circle Trail’. Ingen af os havde været i Grønland før, men vi havde længe talt om at tage derop. Vi overnattede i telt, og vi havde medbragt vakuumpakket mad og et gasblus. Drikkevand fandt vi undervejs, for det var umuligt at have oppakning med til hele turen. 

Vi var dårligt begyndt på turen, før vi blev overfaldet af myg. Det var i starten af juli, og der var ekstremt mange myg i Grønland. Selvom vi havde lange bukser, lange ærmer og en hat med myggenet, der lå ned over skuldrene, var det helt umuligt at undgå at blive stukket. Jeg så nærmest kun Grønland med et myggenet for øjnene.

Undervejs skulle vi krydse en flod, der hedder Oles Lakseelv. Her fangede vi ørreder med line og en krog, vi havde medbragt, fileterede dem og tilberedte dem på gasblusset. Det var en markant forbedring i forhold til den vakuumpakkede frikassé og biksemad, vi ellers havde levet af.

’Arctic Circle Trail’ er meget populær i dag, men dengang var den ikke overrendt. Vi mødte kun én anden turist på turen, en schweizer, som gik ruten i modsat retning af os. Vi var meget imponerede over, at han tog turen alene, for hvis man falder og brækker benet, er der ingen til at hjælpe.

Den sidste dag på turen løb vi tør for vand, fordi de eneste vandløb, vi kunne finde, var grumset brakvand, der ikke kunne drikkes. 

Vi var derfor temmelig dehydrerede, da vi nåede frem til Kangerlussuaq efter fire dage, én dag tidligere end planlagt. Med vilje havde vi lagt et par ekstra dage ind. Det betød, at vi skulle fordrive tre dage i Kangerlussuaq, der er en bygd med 500 indbyggere. Min ene bror er temmelig nærig, så han nægtede at lave noget, der kostede penge. Han ville heller ikke betale for et værelse på det lokale vandrehjem. Det betød, at vi måtte slå vores telt op uden for lufthavnen og overnatte der. Det meste af tiden sad vi i lufthavnen og spillede skak og genlæste de bøger, vi allerede havde læst én gang på turen. Det var nok de tre kedeligste dage i mit liv.”

RASMUS JARLOV OM …

… sin første rejse
”Første gang, jeg rejste alene, var til Guatemala og Mexico i 1998. Jeg var lige blevet færdig som soldat og havde sparet en masse penge op, så det blev til fire uger i Mellemamerika. Det var på den tur, at jeg for alvor fik rejsefeber.”

… sin næste rejse
”Jeg skal til Disneyland med en af mine gode venner og hans børn. Det er et af de ’lande’, jeg ikke har besøgt endnu, men jeg tror ikke, at jeg får lov til at tælle det med i statistikken.”

… sit værste rejsemåltid
”Jeg var på bjergbestigning i Cameroun, og undervejs overnattede jeg i en hytte. Hele natten løb der rotter rundt både på og under den træbriks, jeg lå og sov på. Jeg slog tre ihjel med en machete, jeg havde med for at kunne hugge mig gennem regnskoven. Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg se, at de havde haft hovedet nede i vores mad. Vi havde desværre ikke andet med, og vi skulle vandre hele dagen, så jeg blev nødt til at spise en smule af det.”

Rasmus Jarlov, 41, er erhvervsminister og minister for turisme, folketingsmedlem for De Konservative og medlem af De Berejstes Klub. I 2009 blev han som 32-årig den yngste dansker til at besøge 100 lande.