Dykker Maria Bollerup lever og ånder under overfladen – presset på livet, men med følelsen af total frihed og vægtløshed. Tag med hende til det iskolde vandspejl i en svensk jernmalmmine, til skjulte indonesiske kæmpegrotter og til ’hajernes motorvej’ i Fransk Polynesien.
JEG VOKSEDE OP på en svinefarm i Sønderjylland, men allerede som barn drømte jeg om vand og om at blive marinbiolog eller undervandsarkæolog. En dag blev jeg inviteret hjem til en lokal undervandsarkæolog, og min drøm blev kun forstærket.
Nogle har en Kähler-vase, en flot orkidé og familiebilleder stående fremme. Men her lå stenøkser, pilespidser og ældgamle ankre hevet op fra havbunden som en naturlig del af hjemmet.
Alt var fundet i vandet. Dét skulle jeg også. Der var ingen tvivl. Så jeg solgte min pony, Garfield, for at få råd til dykkerudstyr, og da jeg blev 16, tog jeg mit første dykkercertifikat i Grækenland. Derfra var der kun én vej. Ned i vandet.
Vognspor og konstruktioner gennem vandfyldte gange i minen Tuna Hästberg. Foto: Alex Dawson
SVERIGE, 2022 OG 2025
I sin storhedstid var minen Tuna Hästberg, der ligger sydvest for byen Borlänge, lige så fyldt med svedende arbejdere, som den var fuld af jernmalm, der var rig på mangan. I 1900-tallet nåede minen sin fulde størrelse, 47 hektar under jordens overflade, men efter lukningen i 1968 steg grundvandet, og Tuna Hästberg er derfor et vidnesbyrd om et hårdt arbejdsliv fastfrosset i vand og tid.
Jeg dykkede første gang i minen i 2022 og var igen nede i den sidste år. En skakt fungerer som en slags hemmelig indgang til en underjordisk verden. Det første, man ser efter nedstigningen gennem skakten, er et blankt og blikstille vandspejl 80 meter under jorden. Her kommer fritidsdykkere for at udfordre sig selv. Men jeg udforsker det liv, der engang var. Der er koldt, og det runger. Det vilde er, at minen fortsætter 500 meter under mig som en labyrint af niveauer, der forbindes af skakter. Ved vandspejlet starter dykket ned i fortiden. Den første minegang går horisontalt ind og er hakket med håndkraft. Herefter bliver niveauerne større og bredere. Gennem vandfyldte gange finder jeg vej med lygter monteret på min hjelm. Igennem skakterne kan jeg se gangbroer, trapper og vogne fra den smalsporede tipvognsbane.
BOLLERUP I BØLGER
Maria Bollerup, professionel dykker, 41 år. Droppede ud af gymnasiet i 2. g for at uddanne sig til divemaster i Jordan, tog året efter studentereksamen, men fortsatte uden fest til Malaysia, hvor hun blev uddannet dykkerinstruktør.
Har dykket professionelt i 20 år og lever af sin ekspertise – blandt andet gennem undervisning, ekspeditioner og som rejsearrangør. Tilknyttet Thin Blue Line, hvor hun hjælper PTSD-ramte politifolk gennem dykning. Også tilknyttet Darwin200 – et samarbejde mellem forskere, organisationer og læreanstalter.
Medstifter af Nixie Expeditions, medlem af Eventyrernes Klub og den internationale pendant The Explorers Club. Vokset op ved Rødekro i Sønderjylland og bor i dag på Midtsjælland nær Tølløse.
Udfordringen ved at dykke i Tuna Hästberg er kulde og nitrogen. Under pres langt under jorden optager kroppen så meget nitrogen, at man skal holde pauser undervejs på særlige niveauer med specifikke tidsintervaller for ikke at få dykkersyge. Alt tjekkes på en computer, hvor jeg kan se tid, dybde, temperatur og nedtælling til dekompression. Jeg kan ikke bare stige op, når jeg vil. Hvis modet svigter, skal jeg hen til de områder, hvor minens tunneller tillader opstigning, så jeg kan komme til overfladen. Det kræver en del mental kapacitet. Minen er fordelt på utallige niveauer gennem snørklede passager og med hældninger på 45 grader. Komplekse, men også perfekte forhold for teknisk dykning.
Spor fra tipvognsbanen, der engang transporterede jernmalm dybt under jordens overflade. Foto: Alex Dawson
Til tekniske dyk bruger jeg en rebreather – et lukket system forbundet af en slange, hvor man genbruger udåndingsluft i et cirkulært system. Jeg har to flasker, der supporterer min rebreather. Den ene med rent oxygen, der erstatter det ilt, jeg bruger. Den anden er en gas, der fortynder iltniveauet, så jeg ikke får iltforgiftning. Det forlænger også min bundtid.
Jeg har cirka seks timer at dykke på med en rebreather. Hvis den går i stykker, har jeg kortere tid, alt efter hvor langt jeg er nede. Derfor skal jeg have tre ekstra flasker med, som vi kalder bail out, og som består af forskellige gasblandinger. Jeg forbereder mine dyk ned til mindste detalje, men helt ærligt ved jeg jo aldrig, om noget går galt. Derfor er risikoen høj ved tekniske dyk. Kulden, fysikken og det mentale aspekt er en krævende treenighed. Men det svære dyk og synet af det liv, der ligger så velbevaret i det iltfattige vand, fascinerer mig.
Drypsten i grotten i Indonesien. Foto: Pete Mesley
INDONESIEN, 2020 OG 2024
Min ven Robin bor i Indonesien og er flyttet dertil på grund af landets mange grotter. Jeg har dykket i mange grotter og huler – især omkring Yucatán-halvøen i Mexico. I næsten alle tilfælde snævrer en grotte ind eller ender blindt, men alligevel tager jeg til øen Sulawesi i det sydøstlige Indonesien sammen med et lille team, hvor Robin venter.
Vi bruger et par uger omkring Sulawesi. Men grotterne her er trange og skrøbelige, så vi beslutter os for at sejle ud til den mere isolerede ø Pulau Muna, der ligger ud for Sulawesi, adskilt af et smalt stræde. Og her sker noget vildt. Vi finder et rør, der har trukket en vandpumpe under jorden engang.
Det her kan være tegn på en uudforsket hule midt i det tropiske øhav, og jeg kan ikke få armene ned. Pulau Muna har store problemer med adgang til rent vand, og der er ikke tilstrækkelig vandforsyning, så pumpen kan måske give os ny viden. Tænk, hvis den her gamle pumpe er en skjult ressource til en bæredygtig løsning.
Det kræver tilladelse at udforske grotter og huler. Vi taler længe med de lokale i landsbyerne og finder ud af, at pumpen oprindeligt er sat op af en ngo-organisation og har været ude af drift i mange år. Det er ikke nemt, men til sidst lykkes det os at få tilladelsen.
En grotte består typisk af en hovedtunnel og en masse sidegange. Så snart vi er under vandet, går det op for os, at der er et kæmpe hulesystem. Vi dykker omkring 100 meter igennem en tunnel, hvor jeg ser fossiler af koraller, søpindsvin og kæmpemuslinger. Så svinger tunnellen mod venstre og snævrer ind.
Lokale ser med inden et dyk. Foto: Tom Lindboe
Herefter åbner sig en gigantisk balsal på omkring en kilometers længde skabt af naturen. Det er fuldstændig surrealistisk. Jeg fortsætter frem og ser en kæmpe drypsten formet som et bord. Salen stopper, men tunnellen fortsætter. Jeg tjekker min computer. Mine gasberegninger afslører, at jeg ikke kan fortsætte, hvis jeg skal ud igen. Her ligger vi så – som de første i grotten nogensinde – og jeg har ikke nok gas til at fortsætte dybere ind. Det eneste, jeg tænker, er: Hvad ligger der om det næste hjørne?
Vi har ikke det tekniske udstyr med, som det kræver at dykke længere ind i grotten. Og ugen efter vi er kommet hjem, lukker landet ned på grund af COVID. Men den lokale regering vil have os til at kortlægge grotten, da den er interesseret i en kommende geopark med fokus på økoturisme. Pulau Muna ligger dog isoleret, hvilket gør det sværere at realisere så stor en ekspedition. Det kræver et videnskabshold med eksperter, der ved alt om vandprøver, fossiler, temperaturer og sanitetslaboratorium på stedet. Dertil kommer et dykkende push-team, som kan plukke sig igennem vandfyldte tunneller og finde alle hjørner og kanter. Man har også brug for speleologer (grottekendere, red.), der med viden om formationer, geologi og dannelse af underjordiske systemer kan klatre, kravle, rebsikre og danne sig et overblik over de omkringliggende tørlagte huler.
Det tager os to et halvt år at finde ressourcer, uddanne folk og eksperter, der kan mønstre ekspeditionen, men i efteråret 2024 er vi endelig klar til at vende tilbage til Pulau Muna. Vi samler lokalbefolkningen for at vise dem, hvad vi laver, hvad en geopark er, og hvordan den kan beskytte naturen. Ved at kigge på drypstenene kan man i mineralerne se tidsbilleder af jordens historie, sammensætninger af flora med for eksempel pollen, der er trukket igennem, og på den måde datere en grotte. Som en del af overtroen på øen tror de lokale, at hver grotte har en kvindelig ånd. Derfor skulle hele teamet og grotten ’velsignes’ af de ældre fra landsbyen, inden ekspeditionen kunne starte.
Jeg blev en del af videnskabsholdet, der skulle tage prøver til forskerne. Det gjaldt vand, drypsten, fossiler og prøver af biologisk materiale i den yderste gren af grotten og på dens dybeste punkt. Det var fuldstændig magisk at ligge dernede i vandet flere hundrede meter under jorden, som en slags pioner sammen med min makker, og tage de prøver, vi ved, får kæmpe betydning. Det er det stolteste øjeblik i min tid som dykker.
I Fransk Polynesien bruger man plastiknet til produktion af østers og perler. Foto: Tom Dixon
FRANSK POLYNESIEN, 2024
Jeg står på sejlskibet Oosterschelde. Et sejlende monument bygget i 1917. Hvornår kommer de? tænker jeg. Så ser jeg en lille båd nærme sig fra en af de omkringliggende øer. Vi får kastet rebstigen ned, og en lokal mand træder op på den gamle skonnert. Med sig har han to store og nærmest antikke dykkerflasker med luft. Kvaliteten er jeg ikke så sikker på.
Jeg befinder mig i det sydøstlige Stillehav i Fransk Polynesien på øen Mangareva 900 sømil fra hovedøen Tahiti. Sammen med forskere fra hele verden er jeg en del af Darwin200 – en ekspedition, der samarbejder med lokale organisationer og livestreamer til klasselokaler i hele verden. Formålet er at kombinere forskning, uddannelse og naturbeskyttelse ved at vise og forstå, hvordan koralrevet for eksempel klarer klimaændringerne.
Folk lever af at dyrke perler, og jeg er her for at studere korallerne i området. Jeg skal se, hvordan korallerne ser ud under selve farmene, der typisk ligger på tømmerflåder i en rolig lagune tæt på kysten. Jeg tager billeder og prøver, der skal monitoreres, så vi kan følge korallernes tilstand.
Der bliver færre af de fine Tahiti-perler, som Fransk Polynesien er kendt for. Jeg finder hurtigt en mulig forklaring. De store net fulde af østers er lavet af plastik, hvor bakterier og alger sætter sig hurtigere og forringer havmiljøet og dets økosystem. Det virker paradoksalt, men jeg forstår det godt, for plastiknettene nedbrydes ikke så hurtigt i saltvand og giver en mere stabil produktion.
Perlefarmene ligger ofte på en tømmerflåde tæt på kysten. Foto: Tom Dixon
Mit franske er sparsomt, men jeg har mødt en amerikansk missionær, der har kørt mig rundt og oversat til de lokale, og det er sådan, dykkerflaskerne kommer om bord. Her, langt fra Tahiti, er der ingen dykkercentre. Vi forlader Mangareva og sætter kurs mod Fakarava-strædet. Hele min krop skriger efter at komme i vandet, for strædet er kendt for sine stimer af op til 600 grå rev-hajer, og jeg er dybt fascineret af alle haj-arter, især hammerhajen.
Min betagelse af hajer endte engang med en indlæggelse på et hospital i Malaysia, da jeg ignorerede tegnene på dykkersyge og fortsatte flere dyk på 56 meter samme dag. Jeg var helt ung og troede, jeg var usårlig. Til sidst kunne jeg ikke mærke mine ben. Jeg blev evakueret til fastlandet, hvor jeg blev modtaget af søværnet og anbragt i et trykkammer, hvorefter jeg blev indlagt.
På de vestvendte øer er der ikke mange perlefarme, og her ser jeg noget af verdens smukkeste koralrev på de fem uger, jeg er af sted. Året inden havde en kæmpe storm ødelagt store dele af korallerne på det lave vand, men allerede året efter var der atter dyreliv i hele fødekæden. Jeg så hajer, barracudaer og snegle, der græssede på korallerne. I dag er hajbestanden større, og der er sunde koraller overalt. Det viser, hvor modstandsdygtigt havet er trods alt, og hvordan jorden er i stand til at genopbygge sig selv. Det giver håb for en håbløs naturromantiker som mig.
