Indlæg

Forlagschef og krimiforfatter Simon Pasternak rapporterede fra Peter Madsen-retssagen og fik et kig ned i menneskets mørkeste dybder.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Du var til stede i Københavns Byret i de 12 retsdage, sagen mod Peter Madsen varede, som Weekendavisens udsendte. Hvad var det, du ønskede at blive klogere på?

”Det handlede selvfølgelig om, hvorvidt han var skyldig. Men der var også et mere filosofisk lag, der interesserede mig: Han var på forhånd udpeget til skurken i et perverst tivoli. Men hvor meget svarer Peter Madsen til mediernes portræt af et monster, og hvor meget ligner han os selv?”

Fik du svar på dit spørgsmål?

”Det er klart, at den groteske vold, han med overvejende sandsynlighed har udsat Kim Wall for, er ekstremt monstrøs. Men samtidig er han jo ikke en savlende psykopat. Han virkede tværtimod charmerende, begavet og initiativrig. Det uhyggelige med ham er, at det er svært at afgøre, hvor mennesket ender, og monsteret begynder. Hvis man erkender, hvad man har gjort, så kan man begynde at finde ud af det. Men Peter Madsen indrømmede ingenting. Han havde en forklaring på alt. Der var meget langt mellem vidnernes opfattelse af tingene og Peter Madsens opfattelse. Selv da vi så nogle vilde animationsfilm med drab og pornografiske spidnings-tekster, mente han hele tiden, at det, vi så, var konsensuelt, altså efter aftale. Det var det, det gik ud på for ham. Men hvad er en aftale? Troede han, han havde en aftale med Kim Wall? Troede han, at hun, som han skriver på et tidspunkt i et brev, havde ’sit livs bedste aften’? Eller var han fuldstændig ligeglad og fulgte bare sine impulser? Ham her er præcis ligesom alle os andre. Han ved, hvordan tingene fungerer, og hvilken orden vores verden er bygget på. Og så alligevel er han fuldstændig off. Og sådan er alle vi andre naturligvis ikke. Men vi har alle sammen vores mørke. Vi kan alle sammen lyve lidt. Vi kan alle sammen retfærdiggøre os selv. Indimellem gør vi nogle ting, vi overhovedet ikke kan være bekendt. Hvor er grænsen mellem vores egne små overtrædelser og løgne og så de helt store og ekstreme løgne og forbrydelser? Det er et meget ubehageligt grænseland, Peter Madsen bevæger sig i. Man kan følge ham i lyset. Man kan måske også følge ham ind i tusmørket: Det kan godt være, han har nogle hårde sexlege – hver sin lyst. Og pludselig slår han kvinder ihjel. Så kan vi ikke følge ham længere.”

Hvordan påvirkede det dig at overvære sagen?

”Det var grusomt og ekstremt ubehageligt at gå i detaljer med, hvad der var sket i den ubåd. Det var første gang, jeg var retsreporter, og jeg sad sammen med mange, der var meget garvede. Men alle var meget emotionelt påvirkede af det, virkede det som om: Tænk nu, hvis han overbeviser retten. Tænk, hvis ikke de har overblik til at se igennem hans historier. Jeg var meget taknemmelig for, at der var en institution af folk, der havde prøvet det før, og som køligt kunne feje ham af bordet og idømme ham en livstidsstraf. Det, der er interessant, er, at han ikke blev dømt som sindssyg. Han er dømt som tilregnelig. Derfor er han 100 procent normal – og 100 procent monster. Det er en næsten bundløs gåde for mig.”

Simon Pasternak, 48. Forlagschef for skønlitteratur hos Gyldendal. Har med Christian Dorph udgivet en krimiserie, der er solgt til en række lande. Solo har han udgivet Østfront-krimien ’Dødszoner’. Foto: Gyldendal/Bjarke Johansen

Kan du bruge sagen som research til dit forfatterskab?

”Det, som interesserer mig som krimiforfatter, er gråzonerne mellem det gode og det onde. Her var en gråzone af dimensioner. Det var en meget hård erfaring af, hvordan en forbryder ser ud i virkeligheden. Hvis jeg skriver krimier igen, vil jeg bestemt kunne bruge det.”

Men det er ikke sikkert, du gør det?

”Efter Peter Madsen-sagen har jeg taget en beslutning om ikke at skrive en bog om ham. Samtidig er han svær at slippe, fordi han stiller nogle grundlæggende spørgsmål om, hvordan det er at være menneske i den moderne verden. En interessant dimension af ham er selvforståelsen som kendt iværksætter. I disse år er vi meget vilde med iværksættere. Vi celebrerer eneren. Men eneren passer godt med personligheder, der synes, de har ret til alt, og som har ringe respekt for domstole og paragraffer og derfor går over stregen. Se bare på Elon Musk, som røg cannabis live på nettet (på satireshowet ’The Joe Rogan Experience’, red.) – hvorefter Teslas aktier faldt drastisk og påvirkede verdensøkonomien. Som om verden er helt afhængig af den geniale persons luner, temperatur og impulser. Peter Madsen er vigtig i vores tid, fordi han er et vrangbillede af det, vi egentlig fejrer. Og vil man skrive krimier, er det altid interessant at finde ud af, hvad forbrydelsen i tiden er.”

Hvis han ikke havde eksisteret, tror du så, du kunne have fundet på ham som romankarakter?

”Jeg ville aldrig have fundet på sådan en forbryder. Han er for kulørt. Han ligner en kriminalroman så meget, at jeg nok havde forsøgt at finde på noget mindre spektakulært.”

Hvorfor havde du oven på sagen besluttet, at du ikke ville skrive mere om ham?

”Jeg har tænkt, man hellere skulle lade være, fordi han ikke fortjener mere opmærksomhed. Men jeg ved ikke, om det holder. Man kan sige, at man undlader at skrive om en forbryder for at beskytte offeret. Men jeg tror ikke, det er rigtigt. Jeg mener snarere, man ender med at beskytte forbryderen. Ofrenes død skal have lov at være så ubehagelig, som den er, for at verden kan vide, hvor ubehagelige gerningsmændene er. Når man beskriver den onde verden, vi lever i, synes jeg ikke, man skal komme sukker på. Det er ikke det samme, som at der ikke kan være godhed eller håb i en fortælling. Men der er ingen grænser for, hvad man skal skrive. De ting, mennesker kan få sig selv til at gøre, bliver vi nødt til at se. Ellers kan vi ikke på sigt få dem til at holde op med at gøre dem.”

For 18 år siden tog ’krimimor’ Vibeke Johansen initiativ til en temadag. I dag er den vokset til en messe, der trækker tusindvis af mennesker.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Willy Wegner

BIBLIOTEKAR Vibeke Johansen havde gennem nogen tid haft lyst til at sætte fokus på den nordiske kriminalroman. I 2001 bød lejligheden sig, da den lokale forvaltning for arrangement og event, som hun selv sad i, planlagde afholdelsen af nogle nordiske kulturdage i Horsens. Bibliotekets bidrag blev en temadag om netop nordiske krimier på Horsens Ny Teater, hvor en håndfuld forfattere, blandt andet Leif Davidsen og norske Gunnar Staalesen, var indbudt til at fortælle om deres metier til omtrent 200 fremmødte.

”Det var vældigt,” siger Vibeke Johansen, og det mente biblioteksledelsen og kommunalforvaltningen også. Hun og en bibliotekarkollega blev sat til at sørge for, at arrangementet blev en tilbagevendende begivenhed. De næste par år knoklede de for at trække nye navne til talerlisten – og helst også flere publikummer til teatersalen. Det gik langsomt fremad de første par år. Men da en kultur- og eventchef i kommunen fik ideen til at bruge Horsens Statsfængsel, der ville stå tomt fra 2007, når et nyt fængsel uden for byen skulle tages i brug, steg publikumstallet fra omkring 500 året før til et sted mellem 1.500 og 2.000.

”Siden da har vi lagt lidt på hvert år, og sidste år var vi oppe på omkring 7.000 gæster og otte scener. Du skal være klar i god tid for at få et sæde, hvis der er en forfatter, du gerne vil høre,” fortæller Vibeke Johansen, der gennem årene har glædet sig over at få lov at møde alle de bedste danske og nordiske forfattere. Men også internationale stjerner som amerikanske Karin Slaughter, skotske Ian Rankin og cubanske Leonardo Padura har hun hilst på i fængslet.

Ian Rankin under sit besøg på krimimessen i Horsens, 2013.

Navnet ’Krimimor’ mener hun blev tildelt hende af krimiforfatterne Anna Grue og Susanne Staun. Ved hvilken lejlighed husker hun ikke, men hun tror, at tilnavnet, ud over at fortælle, at det var hende, der fødte ideen om krimimessen, er udtryk for, at både publikum og optrædende forfattere generelt har følt sig godt taget imod af hende og hendes medarrangører.

Krimi- og spændingslitteratur har altid fyldt, når Vibeke Johansen læser. Da hun var barn, var det ’De fem’, der gjorde siderne usikre. Som lidt større pige var det Agatha Christie, der dikterede mysterierne. Og i dag er det det meste af den krimilitterære horisont, hun forsøger at holde øje med. Dog springer hun passager over, hvis de bliver for makabre, og mennesker for eksempel bliver hængt op i kødkroge levende.   

Hun husker også en scene i Jens Henrik Jensens ’De hængte hunde’, hvor hovedpersonen, krigsveteran Niels Oxens egen hund findes hængt. Den ramte et ømt punkt:

”Der var han ond, Jens Henrik Jensen, ikke kun ved sin hovedperson, men også ved læseren,” siger hundeejer Vibeke Johansen, der mest læser for plottet, karaktertegningen og det gode sprog.

Det tidligere Horsens Statsfængsel.

I år er hun for første gang i 17 år kun med på sidelinjen, hvor hun står klar med råd til sine arrangørkolleger. Men hun glæder sig uformindsket til messen og til den uprætentiøse stemning inden for fængsels­murene.

”Vi har ikke noget vip-område. Forfatterne står i deres forlagsstand eller går rundt blandt publikum. Måske drikker du kaffe ved siden af Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel – eller Ian Rankin, som kommer tilbage i år. De dage er vi alle lige. Fordi alle har den samme kærlighed. Kærligheden til krimien.”

DAGE I BRUMMEN

Krimimessen Horsens har været afholdt hvert år siden 2001. I dagene 6.-7. april kan du møde forfattere som Ian Rankin samt forlæggere, boghandlere og andre krimi-interesserede i det nedlagte fængsel i Horsens.

Krimigenren kommer til undsætning, når læseren tørster efter blod. Men der skal være en mening med bestialiteterne. Her fortæller de to forfattere ELSEBETH EGHOLM og SARA BLÆDEL om deres værste scene.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Les Kaner, PR

Elsebeth Egholm fandt inspiration i Norddjurs’ ’sorte sogn’.

ELSEBETH EGHOLM

I Elsebeth Egholms seneste bog, ’Jeg finder dig altid’, er hovedpersonen Rina på én gang på flugt fra en forfølger og på jagt efter svaret på, hvem denne ansigtsløse mand er. Sporet leder til en gammel gård på Norddjurs, tæt ved det militære øvelsesområde Hevring, hvor der er skydeøvelse. Scenen foregår under krigsagtig larm. Rina er bymenneske og utryg ved landet. Hun er læge om dagen, og om natten klatrer hun op i høje bygninger og laver street art under navnet Private Eye.

”På landet er hun ude af sit element – da hun var seks år, blev hun og tvillingebroren holdt kidnappet i en skov. Der er usikkerhed og utryghed i hver af hendes bevægelser her. I stuehuset på den gamle gård finder hun en ældre knivdræbt mand i en seng. Han har ligget der et stykke tid. Fluerne summer omkring ham. Maven hænger ud over bukserne. Han var en stor mand. Man kan se strubehovedet lyse hvidt. Halsen er skåret over. Der er meget blod, og hun glider i det. Hun vil ringe til sin ven i politiet, men er så fuld af blod, at mobilen glider ud af hendes hånd. Hun sætter sine spor overalt. Politiet kommer med hele kavaleriet, og vi oplever scenen igen set med politimanden Staneks øjne. Han er Rinas ven, men sporene peger på Rina. Hun tages ind til afhøring og mistænkes for drab. Hun stikker af og er resten af bogen på flugt fra både politiet og sin forfølger,” fortæller Elsebeth Egholm.

Hvordan opstod ideen til scenen?

”Det var en naturlig udvikling i historien, så ideen kom i forlængelse af handlingen. Jeg vidste, at Rina på et tidspunkt skulle finde denne mand død. Men locations er vigtige. Jeg fandt stedet ved at køre rundt på Norddjurs med en veninde. Vi var i Hevring i skydeområdet, og hele stedet emmede af en sær atmosfære af noget endegyldigt. Jeg fandt også gården. Jeg kunne ikke komme helt ind, men jeg vidste, hvordan den så ud, og jeg kendte til den lange indkørsel, og hvordan gården lå i landskabet. Hensigten med scenen var, at Rina skulle presses til det yderste. Det var en nøglescene i den henseende. Hun skulle også komme i tvivl om, hvor hun havde politimanden, som hun troede, hun kunne stole på.” 

Hvordan researchede du scenen?

”Jeg tog fotos, da jeg var på location-research. Jeg læste på nettet om skydeområdet i Hevring. Politiet kalder Norddjurs ’Det sorte sogn’, fordi det er en fattig kommune med en del sociale problemer. Politiet har også halvårlige skydeøvelser i Hevring og kender området godt, hvad der var vigtigt at få med. Til selve gerningsstedsscenen havde jeg kontakt til en efterforsker ved Østjyllands Politi og en retsmediciner for at få koreografien med teknikere, efterforskere og retsmediciner, åbning og afspærring af et gerningssted på plads.”

Hvordan føltes det at skrive?

”Jeg kan huske en følelse af: ’Yes! Nu rykker det!’ da jeg skrev scenen. Ikke på grund af død og blod, men fordi scenen var højspændt drama for min hovedperson og skubbede historien videre til en anden højspændt scene, nemlig hvor Rina bliver afhørt på politigården og får forelagt det ene tekniske bevis efter det andet på, at hun er skyldig. Hun ender med at gå på toilettet og flygte ud ad et vindue på politigårdens fjerde sal. Den scene bliver starten på finalen i bogen.” 

Elsebeth Egholm, 58, er forfatter til Dicte-bøgerne og en række andre romaner. Hun er oversat til blandt andet svensk, hollandsk, fransk og italiensk.

Sara Blædel fandt inspiration i sin fortid i restaura­tionsbranchen.

SARA BLÆDEL

I bogen ’Aldrig mere fri’ beser kriminalassistent Louise Rick og hendes veninde Camilla Lind liget af Kaj Antonsen, en afdanket kok, der har set og snakket for meget og er blevet slået ihjel af østeuropæiske forbrydere:

”- Gerningsmændene har spændt ham ud mellem fire bænke og udstyret ham med en variation af det colombianske slips, sagde han og så på hende.

– Og hvad er så det? spurgte hun uforstående.

– Colombian necktie er mafiaens straf, når nogen har sladret, forklarede Louise og tog om Camilla, da hun begyndte at svaje.

– Normalt ser man, at de snitter halsen over på tværs og hiver tungen ud af hullet. Men her er halsen skåret op på langs, og så har de fikseret tungen oppe i ganen med en kniv.

– Så kan I passende kalde denne variant for et balkanslips, sagde Camilla og lænede sig op ad muren for at finde støtte.”

Hvordan fandt du på scenen?

”Kaj Antonsen var egentlig bare tænkt som en statist. Han skulle sidde på en trappesten over for Kødbyen i København – dengang den var kødby, inden den blev hip – og være vidne til et drab. Men så voksede han lige pludselig for mig og blev en person. Det viste sig, at han var køkkenchef på Plaza (hedengangen restaurant i København, red.), hvor jeg selv er udlært tjener fra. Men han er gået i hundene, sønnen er død i en trafikulykke, konen har forladt ham, og han bruger det meste af dagen på at sidde på Halmtorvet og drikke bajere. Så bliver han vidne til en forbrydelse og taler med journalist Camilla Lind. Det skulle han aldrig have gjort.”

Hvordan researchede du den?

”Jeg har en retsmediciner, der hjælper mig, hver gang jeg skal sikre mig, at detaljerne er troværdige, når jeg skriver. Han fortalte mig om afstraffelsesmetoden Colombian necktie og fandt på, vi skulle lave en variant. Sammen opfandt vi balkanslipset.”

Hvordan føltes det at skrive den?

”Helt forfærdeligt. Jeg har slået mange ihjel gennem årene, men den her scene gjorde virkelig indtryk på mig. Også fordi Kaj var kommet til at fylde meget for mig, så det var en ordentlig omgang at tage livet af ham. Normalt bruger jeg ikke sådan nogle scener, bare fordi jeg kan. For at sige ’se, hvor barsk jeg er’. Men det skal jo afspejle virkeligheden, og fordi det handlede om østeuropæiske gangstere, ville jeg gerne vise, hvor brutale de her bagmænd er. Det er ikke noget, jeg har fundet på, at forbryderne i det hårde Balkan-miljø er af en anden brutalitet, end hvad vi er vant til at se i Danmark.”

Sara Blædel, 54, har skrevet godt et dusin krimier. Hendes bøger er udkommet i over 30 lande.