IFØLGE PEER KAAE har alle generationer et mord, man mindes med særlig gru, og mordet på Stine Geisler var hans generations.

5. juni 1990, dagen efter pinsekarnevallet i København, blev den 18-årige kvinde fundet i kælderen under Teglgårdstræde 15. Hendes hænder og hals var bundet med sort ledning, og to karklude var stoppet ind i hendes mund. 

Retsmedicinerne kunne efterfølgende konkludere, at karkludene var dødsårsagen. På hendes hals og arme blev der fundet snitsår, som var blevet påført efter mordet. Og måske mest besynderligt var liget overhældt med bonevoks og placeret oven på en pakke med kondomer, selvom intet seksuelt havde fundet sted. 

”Jeg ved, at det lyder grimt, men det er et meget malerisk mord. Det er næsten filmisk, at hele byen fester og larmer og danser rundt i samba-optog. Fulde folk sov i gaderne, og den mest nutidige sammenligning er nok Distortion. Men under overfladen bliver der begået et grusomt drab i en kælder på en ung, uskyldig kvinde. Den kontrast giver noget til historien, og derfor kastede medierne sig over sagen,” siger journalist og forfatter Peer Kaae, der arbejdede på Se og Hør, dengang morgenavisen med historien landede på hans skrivebord.

Pinsekarneval på Rådhuspladsen i København. Fra midten af 80’erne til starten af 90’erne havde karnevallet flere hundrede tusind besøgende hvert år. Foto: Foto Kim Agersten/Ritzau Scanpix

TEGLGÅRDSTRÆDE OG KVARTERET omkring har i generationer haft øgenavnet Pisserenden, fordi de besøgende på områdets mange værtshuse i tidligere tider var berygtede for at forrette deres nødtørft i det fri. 

I 90’erne var området et mærkværdigt sammenrend af folk og fæ, fortæller Peer Kaae. De kreative typer og de sidste rester af miljøet omkring pigtrådsmusikken hang ved kælderbaren Floss. 

Der var stoffer i omløb og slidt på den charmerende, boheme-agtige måde. Der var Men’s Bar, en bøssebar kun for mænd, og ofte de mere maskuline af slagsen med hang til læder og kæder. Der var Grønjakkerne, sydstatsglade ballademagere på motorcykler, som taget ud af filmen ’Easy Rider’.

Og ikke mindst var der Sabines Cafeteria. Et sted med orangemalede vægge og friskbrygget kaffe hele dagen. Der var sydlandsk stemning, tapas og spansk brandy, og lokalet fungerede nærmest som varmestue for journalister, fotografer, musikere og forfattere.

”Sabines var et kulturelt åndehul, hvor man mødtes til en øl og en snak. Og hele området emmede af det gamle København. Der var bz’ere i Larsbjørnsstræde, homobarer og jazzmusik. Det var et boblende kulturelt område. En slags parisisk latinerkvarter mellem de rigtig dyre adresser, Ørstedsparkens frie seksualitet og de kreative stamsteder,” siger Peer Kaae.

Det var den åndrige og trendy stemning, Stine Geisler voksede op i, og hun var som 18-årig Pisserende-beboer hjemmevant på Sabines Cafeteria, hvor hun dog sjældent købte mere end en kop kaffe. 

Det var blot 80 meter fra stamstedet og endnu kortere fra hendes egen lejlighed, at Stine Geisler blev fundet 5. juni, da en kok lukkede sig ind i kælderen under Teglkroen for at klæde om, inden hun skulle arbejde. Teglkroen brugte rummet som depot og omklædningsrum, og i kælderlysets grålige skær så hun skikkelsen af en pige, der var bundet med sort ledning.

Det var ikke kun de makabre og mystiske omstændigheder, men lige så meget, at Stine Geisler var en spændende karakter i sig selv, der gjorde, at mordet fik så stor opmærksomhed i samtiden, fortæller Peer Kaae, der i sin research til bogen ’Jagten på Stine Geislers morder’ har talt med en række kilder, der kom fast på Sabines i begyndelsen af 90’erne.

”Den her 18-årige pige sprudler af liv. Hun er lidt en rebel, hun er smuk, hun er intelligent, hun omgås kunstnere, forfattere og journalister. Hun er interesseret i musik og drømmer om at komme på konservatoriet. Flere, jeg har talt med, beskrev hende som en slags maskot for Sabines.”

Foto: Ole Henning/Ritzau Scanpix

LANGT DE FLESTE mordsager bliver afsluttet med en domfældelse og lader en form for retfærdighed udspille sig. Men så er der de få drab, som fortsætter med at sidde i mennesker og områder som uløste gåder. Det er netop de sager, Peer Kaae har interesseret sig for i den senere del af sin karriere. 

I 2010 udgav han den første af to bøger om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i 1948. I årene efter skrev han om mordet på Marie Lock-Hansen, det såkaldte Højbjergdrab, fra 1967, hvor han rekonstruerede tiden omkring drabet minut for minut. Og de sidste fire år har han dykket ned i hver detalje af Stine Geislers sidste dage og timer for at kunne samle en tidslinje over drabet den juninat under pinsekarnevallet i 1990.

”Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, Højbjergmordet i Aarhus-forstaden og mordet på Stine Geisler i Teglgårdstræde. Det er de tre mest ikoniske og omtalte, mystiske og uopklarede drab fra det sidste århundrede,” siger Peer Kaae og forklarer, at langt de fleste mord, vi fortsætter med at tale om mange år senere, er bundet op på et sted. 

Hans nye bog er skrevet på en tvangstanke. Sådan beskriver han det i hvert fald selv i indledningen til bogen. Men selvom han ikke vil afsløre, hvad tvangstanken helt konkret indebærer, fordi det angiveligt vil ødelægge læseoplevelsen, vil han gerne forklare, at det handler om ham selv, en hovedmistænkt journalist og en forbandet tidslinje, der ikke stemmer, og som har rumsteret i hans hoved de sidste fire år. 

”Jeg har haft Stine Geisler i hovedet hver dag siden 2019. Der var ting i mit liv, som ikke fungerede, fordi jeg blev så påvirket af hver eneste detalje i sagen. Den her bog har virkelig trukket tænder ud, og hver nat vågnede jeg og skriblede en eller anden detalje ned, som måske – og højst sandsynligt ikke – kunne få tidslinjen for mordet til at give mening,” fortæller Peer Kaae, der besluttede sig for at skrive bogen som en form for terapi.

Resultatet er blevet et blandingsprodukt, der både er et stykke opklaringsarbejde og en personlig beretning om et helt livs mere eller mindre tilfældige oplevelser og møder, blandt andet med den mistænkte journalist, som Peer Kaae kendte personligt. Bare to dage efter mordet var de to sammen på Gentofte Stadion for at se Prince optræde.

Derudover byder bogens kildeliste på anonyme venner og veninder til Stine Geisler, en række af Peer Kaaes egne journalistvenner og -kolleger gennem tiden som musikjournalist og kriminalforfatter, unavngivne tippende politimænd, en navngiven tidligere drabschef samt en anonym tidligere bestyrer på Café Sommersko og en anonym forsvunden udenlandsk ekskone til den hovedmistænkte.

Peer Kaae har ikke skrevet en traditionel journalistisk bog, og fordi han selv indirekte har været involveret i mordsagen, mener forfatteren heller ikke, at der nogensinde er blevet begået et stykke true crime-litteratur som det, han har sendt til tryk. Andre har simpelthen ikke haft hans muligheder. 

”Det er i grunden en utrolig mærkelig bog, fordi det handler om mine egne oplevelser. Derfor er der heller ikke skrevet en bog, der minder om den,” siger Peer Kaae, der med egne ord altid har været ”en enspænderagtig lone wolf, der kravler rundt i mørket og tager hen på en bar og får en øl om aftenen”. 

Oprindeligt var det en anden bog, der satte gang i Peer Kaaes professionelle interesse for mordet. Det var Søren Baastrups ’En djævel i den lyse nat – Hvem myrdede Stine Geisler?’, som netop udkom i 2019, og Peer Kaae forklarer da også, at hans bog i høj grad står på skuldrene af Baastrups arbejde.

”Det er også grunden til, at jeg dedikerer min bog til ham. Men min bog bringer noget nyt på banen, og den stiller nogle spørgsmål, som ikke er blevet stillet før,” siger Peer Kaae, der ikke ønsker, at Stine Geisler-mordet skal blive underholdning, men har været drevet af sin trang til at frembringe ny viden i sagen. Om så han skulle arbejde i døgndrift. 

”Jeg synes ikke, man skal stå og underholde med seriemordere inde på Bremen Teater og svælge i detaljerne, medmindre man kan bidrage med noget til en eventuel opklaring. Det betyder ikke, at jeg er en engel, der aldrig er faldet i grøften, men jeg forsøger.”

Foto: Søren Rud/Ritzau Scanpix

DAGEN EFTER STINE GEISLER blev fundet myrdet, var hun på forsiden af B.T.

’18-ÅRIG BAGBUNDET OG SEX-MYRDET’ stod der, hvilket ikke bare var grumt, men også decideret forkert. Den historie blev dagen efter fulgt op med forsiden: ’SADIST MYRDEDE UG-PIGE’. 

Et halvt år tidligere blev to sexarbejdere myrdet på Vesterbro. Hanne With blev stukket ihjel, mens Betina Christensen først blev fundet syv år senere af to kloakarbejdere i en af Kødbyens brønde. 

”Det er tragisk, at de mord ikke fik lige så meget opmærksomhed. Men jeg tror, at det skyldes kontrasterne i Stine Geislers mord, fordi hun ikke bevægede sig i et farligt eller utrygt miljø. Og så selvfølgelig alle de ubesvarede spørgsmål: Hvordan endte hun i den kælder? Kendte hun gerningsmanden? Hvorfor var hun sølet ind i bonevoks? Var det rituelt? Eller skulle det bare ligne noget rituelt?” spørger Peer Kaae.

Han mener, at en anden årsag til, at sagen fik så meget opmærksomhed, kan være, at der var mange ligheder med tv-serien ’Twin Peaks’, der blev vist på DR umiddelbart før mordet på Stine Geisler. Det viste sig nemlig, at Stine Geisler havde et forhold til en ældre musikjournalist på en stor dansk avis, manden, som efterfølgende blev og siden har været hovedmistænkt. Under afhøringen nægtede han først deres seksuelle forhold, men da politiet læste op fra Stine Geislers dagbog, erkendte han det.

”Det passer perfekt med, hvordan ’Twin Peaks’, den her mystiske og ekstremt uhyggelige serie, forløber. En ung og uskyldig kvinde bliver fundet død. Men så afslører hendes egen dagbog et dobbeltliv med en ældre elsker. Der er nogle klare paralleller, som bare gør hele sagen endnu mere mystisk,” siger Peer Kaae.

Fra sit kontor i Larslejsstræde kan han se ud over Pisserenden og Teglgårdstræde, hvor Stine Geisler boede, gik i byen og diskuterede med forfattere og journalister med en kop lunken kaffe i den ene hånd og en Queen’s-cigaret i den anden. Det var her, hun spiste aftensmad med sin familie, og stedet, hun cyklede fra, når hun skulle til Christianshavns Gymnasium eller på arbejde på Café Wilder. Og så var det der, hun endte sine dage i Teglkroens kælder.

”Hver gang jeg går forbi porten til Stine Geislers gård, tænker jeg på det mord, den pige og hendes familie. Som jeg også fortæller i bogen, ændrede området sig totalt efter mordet. Det gik fra at være let og sjovt, festligt og alkoholfyldt til det modsatte. Den glade og ubekymrede periode sluttede med mordet på Stine Geisler,” siger Peer Kaae om forbrydelsen, han betegner som det mest kendte kvindedrab for hans generation.

”Alle fulgte med i den sag, og alle kendte hendes navn. Andre generationer har det sådan med Peter Lundin eller Amagermanden. Og nogle vil have det sådan med mordet på Emilie Meng,” siger Peer Kaae i begyndelsen af april – blot to uger før en 32-årig mand anholdes for kidnapningen af en ung pige, hvorefter politiet kæder manden sammen med mordet på Emilie Meng.

DA PEER KAAE gik ind i mordsagen i 2019, var det med et klart håb om at ringe på hos Stine Geislers mor, Kirsten Geisler, der boede lige rundt om hjørnet fra hans kontor. Han ville fortælle hende, hvem der slog hendes datter ihjel og hvorfor. Men til sin store ærgrelse nåede han det aldrig, fordi hun døde i 2020, 30 år efter mordet på datteren.

”Når jeg dykker ned i en sag, vil jeg gøre den ultimative forskel. Jeg skal ikke blot gengive et mord, jeg skal være en del af løsningen. Det gør ikke noget, at det er underholdende, men for at skrive en bog skal man udfordre det, der allerede er, og bringe noget nyt til bordet. True crime-genren bliver nogle gange lidt udvandet, fordi man bare fortæller det, vi allerede ved.”

Til spørgsmålet om, hvad han selv bringer til bordet, fortæller Peer Kaae, at han var i tvivl flere gange undervejs. Faktisk opgav han at skrive bogen i hvert fald tre gange, fordi han ikke kunne finde et bestemt vidne i sagen: journalistens amerikanske kone, der flyttede tilbage til USA efter affæren, drabet og en skilsmisse.

”Det tog mig 14 måneder at finde frem til hende ved at kombinere alle de oplysninger, jeg kunne skrabe sammen. Fødselsdag, alder, køn, stat, navn. Det var et vanvittigt arbejde, og i en periode forsøgte jeg at ringe til alle i staten med hendes navn. Jeg opgav at finde hende 20 gange, og det viste sig selvfølgelig, at hun havde skiftet navn. Men ad uransalige veje lykkedes det mig til sidst,” siger Peer Kaae og fortæller, at den hovedmistænkte journalist angiveligt forsøgte at holde ekskonen ude af efterforskningen så vidt muligt, og at hun kun blev afhørt en enkelt gang på gebrokkent dansk-engelsk. 

Med det i baghovedet vidste han, at ekskonen ville være et kronvidne, såfremt hun ønskede at være med.

”Efter mange års arbejde med gamle drabssager ved jeg, at der er to muligheder. Enten påvirker sagen stadig kilderne så meget, at de smækker røret på med det samme, eller også har de ventet 30 år på netop det opkald. Det viste sig, at ekskonen havde ventet. Det var dér, bogen blev til.”

Blomster ved porten til den baggård, hvor Stine Geisler blev fundet. På opslaget takker den 18-åriges forældre for deltagelsen og blomsterne og beder folk fortælle politiet, hvis de ved noget. Foto: Mads Winther/Ritzau Scanpix

POLITIETS EFTERFORSKNING er ifølge Peer Kaae et kapitel for sig. Han mener, at den var alt for bred i sin jagt på en ”pervers og sadistisk morder” i stedet for det mest sandsynlige i den type drab, som er en nær relation. Politiet ”huggede løs i tusind retninger” i stedet for at koncentrere sig om de hovedmistænkte og de konkrete mennesker omkring dem, argumenterer han. Det fremgår også af Peer Kaaes bog, at politiet har afhørt omkring 3.000 kilder, hvilket vidner om et enormt efterforskningsarbejde. Men forfatteren har egentlig ikke indblik i politiet efterforskning, fordi han ikke har kunnet få aktindsigt i deres tidslinjer, valg og fravalg.

Ud over journalisten er persongalleriet af mistænkte i sagen gennem tiden mildest talt ekstraordinært. 

Der er Peter Kronholm, som sad i sit kollektiv i Larsbjørnsstræde og spillede skak indtil klokken et om natten på mordaftenen. Han har intet alibi for sin færden efterfølgende, men der er heller intet, der kæder ham til mordet. Han er siden blevet døbt ’Klædeskabsmorderen’ og dømt for at slå sin kæreste ihjel og gemme hende i et skab – foruden anden voldelig kriminalitet og alfonseri.

Man har ved flere lejligheder forsøgt at kæde Amagermanden til mordet, men det er heller ikke lykkedes. 

Den såkaldte Rødovremand, som skændtes med Stine Geisler på mordnatten, fordi han kom med kommentarer om hendes bryster på Sabines, var også kort i politiets søgelys. Derudover er der en karakter med tilnavnet ’Rulleskøjteløberen’. Og en ukendt mand i læderbukser, som aldrig er blevet fundet.

Peer Kaae mener selv, at han ved at følge et gammelt tip, som politiet ikke tog seriøst dengang, er kommet frem til den ukendte mand i læderbukserne, som blev set af en vægter kort tid før mordet. Tippet førte ham til en gammel popmusiker, der skrev en sang om grønjakken og slagsbroren Danny, som drønede rundt på motorcykel i sine læderbukser og angiveligt var dybt betaget af Stine Geisler. 

”Han er, så vidt jeg ved, aldrig blevet undersøgt af politiet,” siger Peer Kaae, der dog stadig hælder til den hovedmistænkte journalist.

I deres telefonsamtale fortalte den amerikanske ekskone blandt andet, at hun var veninde med Stine Geisler, at Stine Geisler kom i hendes og journalistens hjem, og at eksmanden var dybt forelsket i Stine Geisler.

”Så journalistens historie om, at det var et kort forhold, han havde til Stine Geisler, faldt enormt hurtigt til jorden,” siger Peer Kaae.

Journalisten har selv fortalt, at han på mordnatten var sammen med sin kone, og at de var meget fulde på Café Sommersko, hvor de dansede lambada. Fra Café Sommersko skulle de være valset hjem arm i arm. 

Ekskonen husker den berusede dans, men har også fortalt Peer Kaae, at hun ikke så, om journalisten lagde sig til at sove ved siden af hende, da de kom hjem. Og så ryger hele journalistens alibi for den aften, mener Peer Kaae, der i sin research også har talt med den daværende bestyrer af Café Sommersko.

Bestyreren var til stede den aften i 1990, hvor han selv stod i baren, og hvor cafeen havde anlagt boule-bane i gården, fordi de forventede, at der ville komme mange mennesker forbi i forbindelse med karnevallet.

Han husker aftenen ret tydeligt og fortæller, at journalisten over halvanden time efter, at han var gået hjem med sin kone, vendte tilbage til Café Sommersko alene og opførte sig ”underligt”. 

Ifølge Peer Kaae blev bestyreren afhørt i 20 minutter umiddelbart efter mordet, men politiet vendte aldrig tilbage for at få den fulde historie om journalistens opførsel:

”Han er et utrolig troværdigt vidne, som kun udtalte sig om præcis det, han kunne huske. Jeg vil sige, at han er et kronvidne, som politiet fuldstændigt har misset.”

I ARBEJDET MED bogen er Peer Kaae blevet bekræftet i, hvor ensomt det er at være forfatter. Især når emnet er true crime. Selvom han før har skrevet om kidnapninger og dobbeltmord, har de seneste fire års arbejde været de hårdeste i hans karriere – og skriveforløbet som et Tour de France kun bestående af enkeltstarter.

”Jeg har simpelthen været så involveret i den her sag, at det drev mig til vanvid. Jeg kunne ikke se en ende på det. Var jeg to år eller to dage fra at være færdig? Jeg sad på kontoret indtil klokken tre om natten i mere end et halvt år, fordi jeg skulle skrive mig ud af det,” siger Peer Kaae, der, nu hvor arbejdet er til ende, ikke har noget nyt bogprojekt eller nogen uopklarede mordsager, han planlægger at kaste sig over:

”Jeg er drænet. Jeg skal lige have en pause, for man kan sagtens føle sig som et dumt svin, der snuser i noget, man ikke burde. Du skal være usympatisk nogle gange, og du skal spørge ind til episoder, som ikke er behagelige for kilderne. Og du skal kontakte nogle mennesker, som ikke gider tale med dig. Det er ubehagelige opkald.”

I samme åndedrag siger forfatteren, at det skal gøres, fordi nogle folk skal konfronteres. Og nogle gange skal man ”trykke på sin indre psykopatknap”, som betyder, at han slår sine egne følelser fra i en kort periode. 

Den vigtigste at konfrontere var naturligvis den hovedmistænkte. Og Peer Kaae fik da også et indledende møde med ham – inden han havde talt med ekskonen og bestyreren fra Café Sommersko.

Journalisten virkede besynderligt upåvirket af sagen. I modsætning til alle andre, Peer Kaae har talt med fra området omkring Pisserenden, stamgæsterne på Sabines, ejeren, journalister og forfattere – alle fortæller de, at der var et før og et efter mordet på Stine Geisler. Bortset fra journalisten. Han ville faktisk helst ikke tale om det, siger Peer Kaae.

”Den eneste, mordet ikke interesserer, er åbenbart manden, der har haft et seksuelt forhold til hende. Det er noget af det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har hørt.”

Efter at han havde talt med ekskonen og bestyreren, ville Peer Kaae foreholde journalisten deres forklaringer. Men til sin ærgrelse nåede han aldrig så langt, da journalisten døde på hospice få dage før, Peer Kaae ville konfrontere ham.

”Jeg ville meget gerne høre, hvad han sagde til mine nye oplysninger. Det er katastrofalt for mig, at vi aldrig fik mere end et indledende møde. Af den grund fik jeg aldrig spurgt, om han slog Stine Geisler ihjel.”

Politiet undersøger Stine Geislers cykel i jagten på spor i sagen. Foto: John E. Jacobsen/Ritzau Scanpix

’JAGTEN PÅ STINE GEISLERS MORDER’ peger ikke direkte på en skyldig. 

”Det er mit job at stille spørgsmål til den hovedmistænktes forklaring, og så må resten overlades til politiet,” siger Peer Kaae, der føler, at han – trods alt – er kommet i mål med det, han ville, og at han nu kan give slip på sagen.  

”Jeg har indset, at der nok ikke kommer en forløsning i min levetid. I alle drabssager er der ting, vi aldrig kommer til bunds i. De sidste par måneder har jeg ikke gravet i sagen, men det kan jo være, at der kommer et tip, som åbner den igen. Ellers må vi vente til 2065, hvor politiets efterforskning bliver offentlig.”