1. SHELL-HUSET*  

”Den dag husker jeg tydeligt. Det var om formiddagen mod slutningen af marts 1945. Jeg var ude at gå tur med min barnepige og min fars kammertjener, ned gennem Amaliegade, ned ad Grønningen og skulle over i Østre Anlæg. Da vi stod over for Østerport Station, lød luftalarmen, og vi skyndte os over til stationen, og der blev ringet hjem til Amalienborg. Luftalarmerne under krigen var ellers oftest om natten, og så gik man i kælderen, og det gjorde vi også på Amalienborg. Det var man forholdsvis vant til efterhånden, og det var ikke noget, man var særlig skræmt over. Når der var luftalarmer, var det for det meste ved overflyvninger. Det var sjældent, der var egentlige bombardementer. Men det var der så denne dag. Jeg kan ikke huske bragene, men jeg kan huske lyden af de lavtflyvende fly. Vi blev hentet af min mors bil, og da vi kom hjem til palæet, stod min far på trappen og tog imod med åbne arme. Jeg løb op til ham og spurgte: ’Far, var det noget bras?’

Vi havde tilbragt en del af sommeren 1944 i et hus i Vedbæk, og der var en gang imellem nogle tyskere, der fløj lavt hen over stranden. Jeg var meget bange for alt, hvad der var af voldsomme lyde, og stak i et hyl hver gang, og så stod far på badebroen og råbte: ’Årh, det bras.’ Fra da af hed det bare ’noget bras’, når der kom fly. 

Så da jeg kom hjem den dag, spurgte jeg, om det var noget bras. ’Nej,’ sagde han, ’det var englænderne.’ Jeg forstod, at det var noget positivt. På det tidspunkt vidste vi ikke noget om ulykken ved Den Franske Skole, og det fik jeg vel heller ikke at vide. Jeg havde på det tidspunkt, i marts 1945, en fornemmelse af, at tingene ikke var helt, som de burde være, men jeg vidste ikke præcis, hvad der foregik, for mine forældre var meget bevidste om ikke at tale om krigen overhovedet.”

Var det, fordi De talte så meget?

”Ja, det var sådan, de forklarede det senere hen. Jeg var et meget talende barn, jeg talte meget tidligt og meget gerne, og derfor var det bedst, at jeg ikke havde nogen reaktioner på krigen, for folk ville jo vide, hvor det kom fra. Mine forældres mening om krigen og besættelsen var temmelig klar, så det var ikke noget, de talte om, når jeg var i nærheden. Og det var nok meget klogt. Men så gik der jo ikke mere end 5-6 uger, så kom befrielsen, og der fik jeg en masse ting at vide. Da blev det noget helt andet.”

De har tidligere fortalt, at det, at De er vokset op under besættelsen, har formet Dem som person …

”Ja, det bilder jeg mig ind. Jeg kan slet ikke tænke den periode ud af mit liv, selvom det kun var de første fem år. Det blev bestemmende på mange måder. Måden, man så på tilværelsen på, måden, man så på sit land, og hvad der skete omkring os, det er jo på mange måder set i lyset af besættelsestiden.”

Sådan, at man ikke tager frihed for givet, eller på hvilken måde har det påvirket Dem? 

”Ja, efterhånden blev man vel klar over, at man ikke kan tage friheden for givet, og den bevidsthed om, at der var sket meget store og voldsomme ting både i Danmark og omkring os i de allerførste år, fyldte voldsomt og blev ved med at fylde meget. Jeg ville hele tiden vide mere om den periode. Vi havde selvfølgelig om det i historietimerne, men jeg læste også om det selv og spurgte meget ind til det, når jeg mødte folk, der kunne fortælle, hvad de selv havde oplevet. 

Jeg var 15, da vi fejrede 10-året for befrielsen, og der blev udgivet og genudgivet en masse om krigen og besættelsen, og der blev talt meget om det. Det gjorde voldsomt indtryk på mig, at en af mine klassekammeraters far blev taget af tyskerne, der også havde sprængt deres hus i luften. Og lidt senere, da jeg kom på kostskole i England i 1955-56, havde fædrene til mine veninder jo været med i krigen, så de vidste også meget om, hvad der var sket.”

Deres farmor* var tysk, hvordan påvirkede det familien?

”Det var endda verdenskrig nummer to for hendes vedkommende, mens hun var i Danmark, og der var ingen tvivl om, hvor hendes loyalitet lå. Den var dansk. 100 procent. Helt klart. Hun havde selvfølgelig brødre og fætre i Tyskland, som var involveret i krigen, men hun havde meget lidt med dem at gøre. Min far havde selv adskillige fætre, der var med i krigen. Han kendte dem jo vældig godt, han havde været på jagt med dem nede i Mecklenburg og havde et udmærket forhold til dem. Jeg kan huske, at min far har fortalt om en af sine fætre, der sommetider var i København og var inde og hilse på, men andre gange ringede og sagde: ’Jeg er i København, men jeg er i uniform, så jeg kommer ikke.’ Ham var der altid respekt om. Han havde så meget fornemmelse, at han ikke kom i uniform her. Der var så en anden fætter, som vist engang kom i uniform. Han kom aldrig nogensinde mere. Ham havde man så ikke mere med at gøre.”

2. UDRÅBELSEN AF KONG FREDERIK IX

”Det er fars udråbelse på Christiansborg. Jeg kan huske, at mor kom op om morgenen og sagde, at farfar* var død, og nu var far så konge. Min farfar var en syg mand og havde siddet i kørestol i næsten al den tid, jeg kan erindre. Jeg kan huske ganske lidt fra hans fødselsdag i 1942, det var, inden han faldt af hesten. Han sad i sin uniform, han havde været ude at ride om morgenen, og jeg var meget bange for hans meget lange sorte støvler.”

Men han var vel også lidt … brysk?

”Han var skam vældig rar over for sine børnebørn, men de der høje sorte støvler har været næsten lige så store, som jeg var. Jeg kan også huske, at vi var ovre og få te hos farmor og farfar og sommetider også ovre at sige godnat om aftenen.”

Hvordan prægede det familien, at Deres far var blevet konge? 

”Det betød, at vi tre små piger pludselig blev vældig interessante. Vi sad på bagsædet af bilen, når far og mor kørte rundt i landet, og ’hvor var de yndige, de tre prinsesser’, og det syntes vi var rædsomt. Det var virkelig det værste, vi vidste: ’Hvor er de søde, de tre små prinsesser.’ Men som far sagde: ’Så skulle I kende dem til daglig.’ Han var god til at tage brodden af det.”

Tænkte De på arvefølge dengang?

”Nej, slet, slet ikke. Men jeg vidste, at det ville blive farbror, der skulle følge efter far, og så var det min fætter Ingolf, som i så fald skulle følge efter igen.”

Så den bevidsthed havde De?

”Ja, det har jeg vidst, men hvordan jeg fik det at vide, kan jeg ikke sige. Den nye grundlov med ændringen af tronfølgeloven kom jo i 1953, og op til det forløb var mine forældre begyndt at fortælle mig lidt. At der skulle ske noget, sådan at engang ville det kunne blive mig, der skulle følge efter far. Hvad det indebar for mig personligt, betød ikke noget, som jeg husker det. Det fyldte ikke noget. Jeg var mest optaget af, at jeg en dag skulle miste min far. Den tanke var skrækkelig.”

Hvornår blev De bevidst om, at der skulle være en egentlig afstemning? 

”Det må have været i løbet af foråret 1953. Jeg var 12, på vej til 13, og en forholdsvis opvakt ung pige, så det var ikke noget, de holdt hemmeligt for mig, men heller ikke noget, de gjorde voldsomt meget ud af, og ikke noget, der blev talt meget om. Jeg tror, de har sagt til de voksne omkring mig og sikkert også henne i skolen, at det skulle man ikke snakke med mig om, det skulle de nok selv sørge for.”

3. TRONFØLGELOVEN 

”Her er afstemningen jo sket, og vi vidste, at nu ville det blive mig, der skulle følge efter far. En af de ting, jeg kan huske tydeligst, er, at min mor havde stillet en meget yndig kommode ind på mit soveværelse, og som hun sagde: ’Den skal blive i familien her på Amalienborg.’ Da det viste sig, at afstemningen var faldet ud til fordel for den nye tronfølgelov, tænkte jeg, at så ville jeg altid kunne beholde min kommode i mit soveværelse. Det er sådan set det mest konkrete, jeg kan huske i den sammenhæng om min egen reaktion den dag. Kommoden står hos mig stadig. Den er virkelig pæn.”

Så i første omgang handlede det om, at De ikke brød Dem om at tænke på, at Deres far skulle dø en dag, dernæst om kommoden, men ikke, at De skulle være dronning en dag og regere landet?

”Nej, det kom først efterhånden.”

Det er selvfølgelig også noget af en mundfuld …

”Ja, og det er vel sådan, man reagerer som barn, man tager fat i det nære, det, man kan forholde sig til. Det andet er jo meget abstrakt, og jeg var et meget barnligt barn på 13, mere barnlig end de fleste 13-årige nu om stunder.”

Hvordan barnlig?

”De kan næsten se det på den unge her, hun ser da ikke ud, som en 13-årig pige gør i dag, gør hun?”

Nej, men har det ikke også noget med tiden at gøre?

”Jo, men jeg var også sådan indeni. Jeg var slet ikke bevidst om mig selv som noget, der skulle blive kvinde engang, og slet ikke udviklet, som 13-årige piger næsten altid er i dag. De kan slet ikke forestille Dem, hvor barnlige de fleste af os var dengang. Vores tøj blev altid syet, så der var plads til at lægge ned og ud, men mine kjoler blev kun lagt ned, der var ikke noget at lægge ud til heroppe. Ingen grund til det i hvert fald. Den kjole, jeg har på her på billedet, stammede fra året før, og der var ingen tvivl om, at vi skulle have dem på den dag, for de var rød og hvid-ternede.”

Deres mor var meget økonomisk bevidst. Nu nævner De selv det med, at tøjet blev brugt i flere sæsoner, og når danseklubben* skulle inviteres til Amalienborg, blev der serveret svensk pølseret og frugtsalat. Det måtte ikke være for fornemt, alle skulle føle sig godt tilpas. Og Deres madpakker i skolen var vist heller ikke noget fancy …

”Min mor var meget fornuftig, hvad det angik. Og det er rigtigt, vores madpakker var bestemt ikke avancerede: et stykke med leverpostej, et stykke med æg, et med pølse og så et med ost. Sommetider var der et stykke med agurk, det var det værste, jeg vidste. Agurkemadder, adddr.”

Fordi de gjorde brødet blødt?

”Den måde, agurk og rugbrød smager sammen, det er ikke rart. Hvis jeg fik agurkemad med, tog jeg altid osten over på rugbrødet og så agurkerne over på franskbrødet, det gik lige an.”

4. KOSTSKOLE 

”Her er jeg på vej til kostskole i England.”

De ser meget glad ud?

”Ja, jeg glædede mig som et lille barn over at skulle af sted.”

Hvorfor?

”Vi havde en ung engelsk pige, der havde været hos os i flere år. Hun lærte os engelsk og havde selv været på kostskole, havde været meget glad for det og var vældig god til at fortælle om det. Jeg syntes, det lød så spændende, og havde absolut ingen problemer med at skulle være væk hjemmefra. Jeg tror, mine forældre syntes, det var lidt vanskeligere.” 

Var der noget med, at De glemte at ringe hjem?

”Jeg glemte at skrive. Det med at ringe hjem var ikke noget, man gjorde dengang. Men på et tidspunkt syntes mine forældre, at nu kunne det være nok, og så ringede de til mig. Jeg kan huske, at jeg lige nåede at tænke: ’Åh nej, bare der ikke er sket noget med far.’ Men de ville bare høre, om jeg havde det godt.”  

De havde slet ikke tænkt på dem derhjemme?

”Det havde jeg faktisk ikke.”

Kunne De være anonym på sådan en kostskole?

”Det var en mægtig fornuftig skole. Vi hed, hvad vi hed.”

Hvad hed De så, ’Prinsesse Margrethe’?

”Ja, eller Princess Margrethe. Der blev aldrig sagt Hendes Kongelige Højhed, og man sagde altid du til os børn. Prinsesse Margrethe var ligesom et dobbeltnavn for mig. Hvis nogen bare sagde Margrethe, reagerede jeg nærmest ikke. Det var der ingen, der kaldte mig, og i familien hed jeg altid Daisy.”*

Så de andre elever vidste godt, hvem De var?

”De vidste udmærket, hvem jeg var, men på den skole gjorde man ikke forskel på folk. Det varede meget, meget længe, før jeg selv fandt ud af, at nogle af mine klassekammerater kom fra nogle meget fine gamle familier, for det var der ingen, der gjorde noget ud af.”

Kunne De, selvom De hed Princess Margrethe, være en blandt mange?

”Ja, der var ikke noget særligt fokus på mig, og det syntes jeg også var vældig spændende. Jeg gjorde det, alle de andre gjorde på skolen, gik til de samme timer. Der var morgensang, der var aftensang, man blev sendt i seng klokken ditten eller datten, og indimellem lavede man nogle numre, og sommetider blev det opdaget, og sommetider blev det ikke opdaget. De tog det i den grad roligt, at jeg var med en særlig baggrund, og da jeg faktisk kunne tale så meget engelsk, at jeg kunne gøre mig forståelig og kunne forstå, hvad de sagde in no time, var jeg helt integreret på den skole. Jeg elskede det. Jeg havde et helt vidunderligt år. Det at få lov til at prøve noget helt anderledes og ikke bo hjemme, ikke have barnepiger, ikke have mine forældre der, men at være sammen med en gruppe jævnaldrende, hvor vi var hinandens liv. Det var en lille skole. Jeg tror, vi var 90 elever, og vores rektor, som var en fremragende dame, ville ikke have, at der var præfekter. Men en gang om ugen havde hun en time med os, der gik i den ældste klasse, hvor hun hørte, hvad vi gik og tænkte på, og spurgte ind til, om vi havde lagt mærke til, om der var nogle af de yngre elever, der havde det svært. Og så kunne man høre en, der sagde: ’Ja, jeg synes ikke, at Hillary nede i 3. klasse har det godt. Hende skal vi lige holde øje med.’ Det var noget helt nyt for mig. Jeg havde aldrig oplevet, at man havde ansvar for andre end sig selv og eventuelt sine klassekammerater. Der kunne jeg mærke, at jeg var væsentlig mere et pattebarn end mine jævnaldrende.”

Har De stadig kontakt til nogen fra skolen?

”Ja, jeg har kontakt med en håndfuld af mine klassekammerater. Vi ses ikke hvert eneste år, men vi ses en gang imellem og skriver til hinanden hver jul.” 

Det er mange år at holde kontakt …

”Ja, det er godt nok mange år. Det er mærkeligt at tænke sig, og nu bliver vi 80 alle sammen. Det er helt vildt.” 

Føler De Dem som en 80-årig? 

”Næh, det gør man altså ikke, og særligt ikke når man er så heldig (Dronningen banker under bordet), at man ikke har så mange gebrækkeligheder.”

5. MYNDIG 

Det her billede er taget omtrent en måned før, De fyldte 18 og altså blev myndig. 

”Gud ja, hvor så jeg ud! Det var først til den tid, at jeg blev omtalt som tronfølger, ellers var det Prinsesse Margrethe. Og det var først ved den lejlighed, at man begyndte at sige Deres Kongelige Højhed til mig. Nogle af de officielle ting var dog begyndt lidt før, for efter min konfirmation var jeg blandt andet med til nytårstaflet. Ved den lejlighed fik jeg min første lange kjole. Whaa! Det syntes jeg var meget fint.”

Var det mest spændende det, som fulgte med at blive myndig, eller var der noget af det, der var irriterende eller virkede skræmmende?  

”Jeg syntes, det var spændende, men selvfølgelig var det overvældende, at der pludselig blev så meget interesse om mig. Da jeg blev 18, gik jeg i 2. g, så jeg havde nået et vist stykke, men jeg ligner jo stadig en barnerumpe i den grad.”

6. FORLOVELSEN 

”Ja, det er jo så fra forlovelsen.” 

De ser meget forelsket ud …

”Jamen vi var voldsomt forelskede, det kan jeg godt sige Dem, og det kan man også se.”

Følte De et vist pres over, at De skulle finde en mand og stifte familie?

”Nej, egentlig ikke. Men jeg var naturligvis bevidst om, at jeg skulle finde nogen, eller nogen skulle finde mig. Jeg kan huske, at jeg skulle på en lang rejse i 1966 til Latinamerika. Jeg fløj over New York, og der blev jeg spurgt til det. Jeg tror nok, at jeg svarede, at det kom jo an på, om der var en, der fandt mig. Det var der så kort tid efter.”

Det at være forelsket er en meget privat ting, men De skulle jo være det i offentlighed, hvordan var det?

”Først og fremmest skal man være sikker på, at det er dette her, man vil, og at han også vil det. Dernæst skulle jeg nævne det for mine forældre, og de fik lejlighed til at træffe ham, uden at nogen vidste noget om det. Det gik godt, og der blev så grønt lys i løbet af efteråret. Det var egentlig meningen, at det først skulle offentliggøres i forbindelse med Folketingets åbning i oktober, men det røg ud i pressen, og så måtte vi tage stilling til det med det samme. Derfor kom min forlovede til Danmark allerede i september. Men dette billede er altså fra den første tirsdag i oktober, hvor det blev officielt. Det var spændende og vidunderligt, at det kunne lade sig gøre.”

7. STRØGTUR 

Kender De dette billede?

”Ja, jeg kan godt huske det.”

Det ser ud, som om De står i al ubemærkethed, folk står ikke og glor …

”Nej, det gjorde de ikke. Men de glor på fotografen.”

Det er dateret vinteren 1972, og det ser ud, som om De står over for Magasin i København, kan De være på vej over for at købe julegaver? 

”Det kunne jeg sagtens gøre, og det gjorde jeg også. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg egentlig holdt op med det, men det ser næsten ud, som om jeg har været ved frisøren. Mit hår ser i hvert fald pænere ud end sommetider.”

Ville De kunne stå i ubemærkethed i dag? Ville folk ikke stå og filme med deres telefoner?

”Til en vis grad. Til en vis grad. Jeg må indrømme, jeg kommer ikke så meget ud at shoppe i København mere.”

De gør det mest i London?

”Ja, og til en vis grad i Aarhus. For to og tre år siden gjorde jeg det mere, end jeg gør det i dag, og så kunne man pludselig høre nogle danskere sige til nogle, der tydeligvis var turister: ’That’s our queen.’ Ellers siger folk ’Dav, Margrethe’, men mere er det altså ikke.”

Siger de det? ’Dav, Margrethe’?

”Ja, det hører man sommetider.”

Hvad siger De så – ’Dav’?

”Så siger jeg ’Goddag’.” Men det er begrænset, hvor meget folk standser op, det er mere turister, der kigger lidt, når de får øje på, hvem man er. Jeg går ikke så meget rundt mere, som jeg gjorde tidligere, men det er lige så meget, fordi jeg er for doven.”

8. UDRÅBELSEN AF DRONNING MARGRETHE II

”Der var ubegribeligt mange mennesker. Ubegribeligt, de stod jo tæt på den anden side af kanalen også. Og det var iskoldt den dag, jeg tror, det frøs.”

Kan De huske, hvad De tænkte, lige inden De gik ud på balkonen?

”Jeg tænkte: ’Nu er det nu.’ Og så tænkte jeg: ’Nu skal jeg det, som far så frem til, at jeg skulle en dag.’”

Havde han sagt noget konkret til Dem om, hvordan De skulle gøre?

”Nej, han havde fortalt, hvordan han selv havde følt det, og jeg forestillede mig ikke … det her var i 1972, kort tid efter ungdomsoprøret, og der var mange ting, der var anderledes, end det havde været tidligere, så jeg havde ikke drømt om, at der ville være så mange mennesker. Jeg havde ikke forestillet mig, at der ville komme så mange.”

Blev De glad, da De så det?

”Ja, det gør man da. Tænk, at så mange ville møve sig ud på en iskold januardag for at være til stede på det tidspunkt der. Det var jeg meget bevidst om.”

Var De nervøs?

”Ja, det var jeg jo nok på sin vis, men det var mere det der: ’Det er nu, det gælder, nu tager du dig sammen.’”

Det er en ret speciel situation, for De er jo også i sorg, Deres far er lige død …

”Jo, men det, som egentlig fyldte mest, var, at nu skulle jeg gøre det, som far havde set frem til, at jeg en dag skulle. Det var større, end at jeg havde mistet min far. Han var urimeligt glad for sine tre piger og stolt af sin ældste datter, så jeg følte virkelig, at nu skulle jeg det, far havde glædet sig til, og så kan man også.”

Nåede De at få alle de gode råd, De skulle have af Deres far, inden han døde?  

”Det var ikke på den måde, at nu skal vi snakke om, hvordan det skal være. Der blev talt lidt om det her og der fra tid til anden. Far havde været noget mere træt i efteråret og blev syg natten til 1. januar, og det varede ikke ret længe, før man begyndte at ane, hvilken vej det gik. Der gik 14 dage, fra han blev syg, til han døde, og den sidste uge var man helt klar over, hvad vej det bar hen, det var kun et spørgsmål om, hvor lang tid der ville gå, og så var man meget taknemmelig over, at det ikke trak længere ud for ham. Men samtidig havde jeg tid nok til at få tænkt mig om, så vidt man nu kan tænke sig om, og jeg vidste, hvad jeg ville og skulle.”

De følte Dem klar?

”Som man nu kan blive til den slags. Og så med den kolossale opbakning, der var. Jeg følte virkelig, at jeg blev båret frem på en bølge. Det var virkelig fint.”

De er jo også som noget ret enestående blevet valgt til af folket …

”Ja, men som mine forældre sagde til mig, da jeg var en halvstor pige, og vi talte om det: ’Du skal tænke på, at folk ved ikke, hvordan du er eller bliver, men de tror nok, at vi vil kunne finde ud af at opdrage dig rigtigt.’ Det var den indstilling, mine forældre mødte mig med i årene efter 1953. Mine forældre var meget kloge. Det var de. De var meget varme over for os, men også meget realistiske. Og jeg tror ikke, vi blev mere forkælet, end man gør i en familie, der har det godt sammen.”

9. FAMILIETID 

”Det er taget nede i Frankrig hos mine svigerforældre.”

Det, at man har en søn, der skal være konge, og en anden søn, der er næsten lige så gammel, men ikke skal være det – hvordan tackler man det?

”Man tackler det på den måde, at der er to af dem, og de skal ikke det samme helt og holdent, men de hører begge til. Der blev ikke gjort voldsomt forskel på os tre piger i sin tid, og det gjorde vi heller ikke med de to drenge, de var også så tæt på hinanden. De kom i skole samtidig, men i parallelklasser, så man ikke havde den der direkte sammenligning, for børn er forskellige, men de var kvikke i hovederne begge to på hver deres måde.”

Så De kunne bruge det, De havde lært fra Deres egne forældre?

”Det håber jeg. De to drenge havde ikke anlæg for jalousi, ikke noget, jeg har kunnet bemærke i hvert fald, og det gjorde det nemmere. Det har der heller ikke været blandt os tre døtre. Jeg var selvfølgelig storesøster og ulidelig, for jeg var jo fire og seks år ældre end ’de små’, det hed de virkelig, og det var jo selvfølgelig ikke særlig fint, men det adskilte sig vist ikke fra andre familier.” 

10. NYTÅRSTALER

Billedet er fra 1984, kan De huske den tale? 

”Er det den med de dumsmarte bemærkninger?”

Ja, hvordan har De det med den tale?

”Det blev jo sådan et udtryk, som folk lagde meget mærke til, og det kan man jo more sig over.”

Er der en nytårstale, De er særlig glad for, eller er De lige glad for dem alle sammen?

”Nogle af dem har været mere heldige end andre, men man gør sit bedste hver gang. Mindre kan i hvert fald ikke gøre det.”

Hvordan arbejder De med talen?

”Jeg får et udkast fra Statsministeriet hvert år, gerne omkring midten af november. Jeg tager en uge til England hvert år i december, og der skriver jeg ikke tale, så det gælder om at komme så langt som muligt, inden jeg skal af sted. Så skriver jeg på den sammen med kabinetssekretæren. Sommetider er oplægget sådan, at det er meget nemt at forme det, som man gerne vil have det, det gør man jo altid, så sætningerne falder på en måde, man gerne vil sige dem på. Andre gange er det mindre nemt. Men fremgangsmåden er den samme hvert år. Jeg gennemgår talen meget omhyggeligt. Det går væsentlig nemmere i dag, end det gjorde for 20 og 30 år siden. Man har jo en vis øvelse efterhånden, og jeg synes måske også, de oplæg, jeg har fået de senere år, er nemmere at gå til end de tidligere. Til sidst får statsministeren mulighed for at se den igennem, og hvis der er indvendinger, tager jeg selvfølgelig hensyn til det.”

11. KUNSTNER 

Billedet her er fra ’Et folkesagn’, hvor De lavede scenografien. Hvad har det betydet for Dem at være udøvende kunstner?

”Det har været fantastisk at få lov til det.”

Var De nervøs for, hvordan det blev modtaget?

”Det er man da, og man ved jo, at nu kan kun det bedste være godt nok, man skal virkelig gøre sig al mulig umage. Men jeg fik stor støtte fra alle de dygtige mennesker, der er ved teatret, de kom med glimrende hjælp og inspiration. Jeg har tegnet, siden jeg var barn, men følte på et tidspunkt, at jeg havde behov for at lære noget, så i mange år gik jeg til undervisning sammen med en god veninde. Efterhånden får man mere hold på det, man kan, og hvad man skal gøre mere ud af. Scenografien til ’Et folkesagn’ var ikke det første, jeg lavede ud af huset, men det var meget specielt at skulle arbejde på Det Kongelige Teater. Jeg er vokset op med at komme der med mine forældre, fra jeg var 8-9 år gammel, så teateret har spillet en stor rolle i familiens vinterdagligdag. Men at få lov til at være med i processen bag scenen var en fantastisk oplevelse. Jeg var næsten ved at krybe i et musehul, når jeg gik rundt på gangene, fordi jeg syntes, det var så stort at være derinde.”

12. PRINS HENRIKS BEGRAVELSE 

Hvordan oplevede De danskernes farvel til Deres mand?

”Det var jo helt fantastisk, hvordan folk sluttede op om os alle sammen. Den respekt og hengivenhed, de viste over for ham og hans minde, det må jeg sige – det havde mange af os nok ikke forestillet os ville være så stærkt. Jeg kunne virkelig have undt ham at opleve, at der blev sådan en samling om ham. Det var meget fint.”

Kan man sørge i offentlighed?

”Han havde jo været dårlig i nogen tid og havde ligget på hospitalet, da han kom hjem fra udlandet, så vi var klar over, hvilken vej det gik, og så var dette en begivenhed, hvor det gælder om at gøre det på en sådan måde, at vi kan være det bekendt over for hans minde. At det bliver gjort med værdighed og med varme. Det synes jeg lykkedes os.”

13. ARBEJDE

”Det er fra turen til Argentina.”

Nemlig. Jeg synes, man kan se en stolt mor?

”Ja, det er vistnok rigtigt. Det er det altså meget ofte, må jeg indrømme.”

Hvordan er det at være på arbejde med sin søn?

”Det her var jo langtfra første gang, vi har prøvet det, men jeg synes jo, han gør det godt.”

De når aldrig at se ham blive konge, ligesom Deres far aldrig nåede at se Dem blive dronning, er det ikke mærkeligt at tænke på? 

”Det hører jo med. Men så ved man også, at han aldrig skal tænke ’Hvad siger hun nu?’ Han kan nøjes med at tænke ’Hvad ville hun nu have sagt?’ Det er så en anden sag. Man skal have friheden til at gøre det på sin egen måde, det synes jeg er meget væsentligt. Den frihed fik jeg, og den skal han sandelig også have.”

Kan det ikke være et ensomt job at være regent?

”Jeg synes egentlig ikke, at jeg har været særlig ensom, ikke med den måde, folk har taget imod mig herhjemme og er omkring mig og min familie og har været nu i generationer. Heller ikke selvom jeg er blevet alene nu. Nej, jeg kan ikke påstå, at jeg er ensom.”

Men man kan ikke spørge nogen til råds, som har prøvet det?

”Nej, det er selvfølgelig rigtigt nok. Men da min far døde, havde jeg min mor, som virkelig var en fantastisk støtte. Enestående. Blandt andet til at sige: ’Nu er det dig. Du skal tage beslutningen.’ Der var en masse ting, der skulle findes ud af, mens min far var syg, og vi vidste, hvilken vej det bar hen, og hun overlod ofte beslutningerne til mig. Det blev hun for så vidt ved med, og det har også været min tanke for Frederik: Han skal selv. Han har også den samme fordel, som jeg havde. Jeg skulle ikke følge efter en kvinde, og han skal ikke følge efter en mand. Han skal ikke kopiere mig, men det vil man heller ikke forvente. Det kan være en kæmpe fordel. Jeg håber, han vil fornemme det samme.”

Interviewet med Dronningen blev foretaget, inden Danmark blev ramt af coronavirus.