Indlæg

Forbrydelse og straf

Nogle få syndebukke stod for skud, mens samfundets store fisk var hurtige til at svømme med strømmen, siger Jesper Christensen, der spiller hovedrollen i ’De forbandede år’ og har skrevet manuskriptet til filmtrilogiens sidste kapitel, der handler om retsopgøret efter besættelsen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Vibeke Tuxen Winding

JESPER CHRISTENSEN VAR begejstret, da han for snart 10 år siden blev spurgt, om han ville spille den fiktive elektronikfabrikant Karl Skov. 

”Jeg tænkte: Det er det her, Danmark har brug for. Historien om en god, dansk mand, der bliver værnemager, fordi han ikke kan se anden udvej,” fortæller skuespilleren, der nu to gange har  indtaget hovedrollen som fabrikanten i ’De forbandede år’-filmene.

I forsøget på at redde sig selv, sin familie, sit firma og dets ansatte anlægger Skov efter 9. april 1940 en føjelig linje i forhold til besættelsesmagten. I øvrigt efter at have vendt mulighederne med sine venner på Christiansborg og ude i erhvervslivet. Men efterhånden krakelerer håbet om sådan nogenlunde at kunne ride stormen af. Karl Skov bliver presset til at arbejde tættere sammen med tyskerne, der ender med de facto at overtage fabrikken, mens krigens dilemmaer dag for dag rykker dybere ind i hans strandvejsvilla og underminerer familiesammenholdet.

Da Jesper Christensen blev introduceret for ideen, havde den eksisteret i mange år i instruktør Anders Refns tanker. Projektet havde blandt andet været ved at blive realiseret som tv-serie, og det var et tv-manuskript, skuespilleren først fik i hånden. Det var også som sådan, han først bedømte det. Ud over at det var en velskrevet historie med nogle gode karakterer, som Anders Refn og manuskriptforfatter Flemming Quist Møller havde fået sat sammen, syntes Jesper Christensen, at den udfyldte et tomrum i behandlingen af den danske besættelseshistorie på tv: ”Vi havde haft ’Matador’, som var sådan lidt småhyggelig, men som ikke for alvor tog fat, hvor det gør ondt. Jeg tænkte: ’Her er nogle folk, der tager mennesker alvorligt og ikke laver folkekomedie ud af problemstillingen.’”

TAL PÅ MODSTANDEN

Ifølge Modstandsdatabasen, der hører under Nationalmuseet, var cirka 88.000 danskere en del af modstandsbevægelsen ved krigens afslutning ud af en befolkning på godt fire millioner.

SIDEN RYKKEDE FINANSIERINGEN og formatet ’De forbandede år’ over i biografsalene, men hovedtemaet forblev det samme: Hvorfor ender en pragmatisk dansk mand med at samarbejde med besættelsesmagten – og til hvilken pris?

”Karl Skov kan ikke se andre muligheder i sit liv end at gøre, som han gør. Han prøver at komme igennem en forfærdelig situation, uden at den kommer til at gå for hårdt ud over hans børn, familie og venner. Og uden at komme til at gøre mere ondt, end han overhovedet er nødt til. I det store billede er han bare, som mennesker er flest – og en virkelig stærk hovedperson at have.”

Jesper Christensen, mener, at Skov inkarnerer en kernediskussion om besættelsen.

”Hvad gør man, når ondskaben rammer? Nogle danskere kunne ikke leve med det og greb til våben. Men langt de fleste kunne udmærket leve med det, og resultatet blev, at vi som land klarede os supergodt i sammenligning med resten af Europa. Var de så nogle skiderikker, danskerne i 1940, som bare dukkede nakken og profiterede på, at soldater døde i hundredtusindvis rundtom i verden? Eller gjorde størstedelen af os bare, hvad mennesker vil gøre til alle tider?”

Sara Viktoria Bjerregaard spiller rollen som Karl Skovs datter Helene.

HUNDREDTUSINDVIS AF DANSKERE har overvejet de samme spørgsmål fra biografsædet, mens de så de to første film om patriarken Karl Skov, der står mere og mere alene, mens én søn drager til Østfronten med Frikorps Danmark, en anden kaster sig ind i modstandskampen og begår sabotage mod farens egen fabrik, datteren gifter sig med en tysk ubådskaptajn, der senere omkommer, og ægteskabet hænger i stadig tyndere laser. Alt i alt er Karl Skov i svækket forfatning, da hans historie tages op igen i den tredje film, ’Fredens pris’, der skriver ham ind i retsopgøret efter krigen, hvor ondt skal blive værre for fabrikanten, der vender hjem fra Sverige, hvor han har søgt tilflugt hos noget familie i krigens sidste dage.

”Efter befrielsen tænker han: ’Livet skal gå videre.’ Men det skal det så ikke, for han bliver anklaget for landsskadelig virksomhed i en prøvesag for hævntørsten i Danmark,” fortæller Jesper Christensen. 

PLETTER PÅ HISTORIEN

I 2003 holdt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen en tale i forbindelse med 60-året for regeringens tilbagetræden i 1943, hvor han kritiserede samarbejdspolitikken under besættelsen, som han mente havde svigtet.

Talen fik stor opmærksomhed, ikke mindst fordi den kom til at tjene som et moralsk afsæt for Danmark til at gå aktivt ind i Irak-krigen.

”Jeg mener, det var noget hykleri, der blev brugt til at føre os ind i en ulovlig krig,” siger Jesper Christensen.

”Hvis vi havde stået stejlt på modstanden mod tyskerne 9. april, kunne de have bombet alle større danske byer sønder og sammen. Og så havde vi alligevel været tvunget til at overgive os efter kort tid. Det havde ikke givet nogen mening. Jeg tror, at Anders Fogh Rasmussen ville gøre nøjagtig, som politikerne gjorde under krigen, hvis han var statsminister i dag, og tyskerne – eller skulle man sige amerikanerne – truede med at besætte os.”

I 1945 indførtes et straffelovstillæg, som gjorde det muligt at straffe folk med tilbagevirkende kraft for handlinger, der ikke havde været strafbare under besættelsen, med minimum fire års fængsel. Samtidig genindførtes dødsstraf i en periode.

”Man styrtede rundt efter nogle, man kunne straffe, for at dulme den nationale skamfølelse over ikke at have kæmpet som nation. Man kunne ikke straffe landbruget eller industrien under ét. Og politikerne havde trukket sig i august 1943 og overladt butikken til tyskerne og landets embedsmænd, så de stod helt klar til at komme ind igen og sige: ’Vi var i virkeligheden alle modstandsmænd.’ De store gik mere eller mindre ustraffet, og de, der blev straffet, var hovedsagelig nogle meget små fisk eller nogle psykopater, der havde slået mennesker ihjel, torteret folk og fået frit løb for tilbøjelighederne i tysk tjeneste,” siger Jesper Christensen, der er født efter krigen, men husker, hvordan den sivede ind i hans barndom i begyndelsen af 50’erne.

”Jeg kan huske, at man gik og holdt øje med, hvem der ikke havde lys i vinduerne på befrielsesaftenen, 4. maj. De var nok nogle værre mennesker. Jeg kan også huske, at jeg var lidt skamfuld over, at min far ikke havde en pistol og et armbind liggende hjemme i skuffen. Så meget, at jeg glemte at lægge mærke til, at det var mindst lige så sejt, at han var med til at stifte Mellemfolkeligt Samvirke efter krigen.”

FILMEN OM RETSOPGØRET var ikke en del af det oprindelige projekt. Det var først, da de var i mål med de to første ’De forbandede år’-film, at Anders Refn, Flemming Quist Møller og Jesper Christensen besluttede, at der manglede et kapitel i det historiske drama.

”Vi tænkte: ’Det kan ikke slutte her. Det er nu, det bliver rigtig interessant.’”

Imidlertid døde Flemming Quist Møller pludseligt i 2022 efter en blodprop. Anders Refn ville gerne gå videre med treeren alligevel, men havde svært ved at finde en anden forfatter, han syntes passede til opgaven, og efter noget tid blev han og Jesper Christensen enige om at gøre forsøget og skrive det sammen. Igennem nogle måneder mødtes de hver formiddag og snakkede om indholdet, hvorefter Jesper Christensen gik hjem og skrev.

”Jeg var i og for sig ret kålhøgen. Jeg tænkte, at det nok skulle gå, selvom ingen af os egentlig er manuskriptforfattere. Spørgsmålet var mere, om vi kunne holde hinanden ud. Man skal være meget sammen, det er næsten lidt ægteskabsagtigt.”

HISTORIEN KORT

Jesper Christensen. Født 1948 i København.

Kendt for blandt andet tv-serierne ’Nana’ og ’Arvingerne’ og filmene ’Bænken’, ’Drabet’ og ’Før frosten’.

Har medvirket i tre James Bond-film, vundet fem Bodiler og seks Roberter.

Far til to.

Undervejs i skriveprocessen konsulterede manuskriptduoen en række juridiske eksperter for at sikre en troværdig fremstilling af retsopgøret.

”Når vi nu synes, det er meget vigtigt, at juraen dengang blev håndhævet utilregneligt, så nytter det jo heller ikke, hvis vi ikke selv har styr på paragrafferne,” siger Jesper Christensen, der blandt andet har benyttet sig af retshistoriker Ditlev Tamms værker om perioden og af et kritisk blik fra Mads Bryde Andersen, juraprofessor ved Københavns Universitet – og fra en række andre historikere og juraeksperter.

”Vi har oplevet rigtig meget velvilje og støtte fra den side. Retsopgøret! De synes, det er det vigtigste emne overhovedet. Og det forstår jeg godt.”

/

Fremad mod fortiden

Historiker Gry Jexen har med ’Kvinde kend din historie’ og en Instagram-profil af samme navn pustet nyt liv i danmarkshistorien. Her fortæller hun om et hul i vores nationale hukommelse og om tre kvinder, der har været slettet fra vores fælles fortælling.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Hansen/Gyldendal Medier

DA JEG BLEV færdig som historiker, spurgte jeg mig selv: Hvor mange kvinder i danmarkshistorien kender jeg egentlig? Svaret var, at jeg kendte uhyggeligt få. Det affødte en følelse af, at det kan sgu da ikke være rigtigt. Har jeg virkelig læst historie i fem år på universitetet uden at støde på flere kvinder? Uddanner vi historikere, som ikke kender halvdelen af befolkningens, altså kvinders, perspektiver og bedrifter?

Spørgsmålene kom sig af, at jeg havde en projektansættelse på et tv-program, hvor jeg stødte på forfatteren Karin Michaëlis, der også var krigsreporter for Politiken under første verdenskrig. Jeg blev så fascineret af hende, og da jeg havde læst mig ind på hende, spurgte jeg mig selv om, hvorfor jeg aldrig havde hørt om hende før. 

Til sidst kom hovedspørgsmålet til mig: Hvorfor rakte jeg ikke hånden op under forelæsningerne og spurgte, om vi ikke manglede nogle perspektiver her? Men det er jo, fordi vi har en historieskrivning, som udelukkende baserer sig på mænds erfaringer, tolkninger, bedrifter og analyser. Jeg plejer at sige lidt firkantet, at historien er skrevet af mænd, om mænd, til mænd. Det er en danmarkshistorie, som vi kollektivt har accepteret, skal repræsentere os alle. Derfor havde jeg heller ikke opdaget det. 

Foto: Christina Jensen

GLEMTE KVINDER I HISTORIEN 1

Karin Michaëlis (1872-1950)

”Karin Michaëlis er en vigtig figur i vores litteraturhistorie, fordi hun begyndte at skrive i eget navn. Langt de fleste kvinder skrev før og efter århundredeskiftet under mandlige pseudonymer, fordi de ellers ikke blev taget alvorligt, udgivet eller læst.

Hun var en fattig arbejderpige fra Randers og stak helt vildt ud, fordi hun var en kvinde, der ikke kunne holde sin kæft. Hun så også lidt skør ud. Lille, buttet og skelede på det ene øje. Så man syntes heller ikke, hun var fin nok. ”Du fører dig frem, og du har ikke noget at have det i. Du er både kvinde og fattig, hvad sker der for dig?” Men hun kunne simpelthen ikke lade være.

Samtidig med hendes forfatterskab blandede hun sig aktivt i den offentlige debat. Der var en sædelighedsfejde – det vil sige et opgør med tidens seksualmoral – og der var kvindesagen, der kæmpede for flere rettigheder for kvinder, højere uddannelser og stemmeret. Karin Michaëlis skrev debatindlæg om sex og parforhold, som var meget direkte. Og hun kritiserede det meget stramme moralkodeks om, at man skulle være gift, før man fik børn.

I 1902 brød hun igennem med sin bog ’Barnet’. Ikke blot i Danmark, men i Tyskland, hvor hun solgte 500.000 bøger på seks uger. Hun blev ekstremt populær i de tysktalende lande og i Italien og er dér stadigvæk en kæmpe forfatter. Tyskland var i starten af århundredet et boblende centrum for kunst, videnskab og nytænkning i det hele taget, og de var også længere fremme i forhold til at tage kvinder alvorligt.

I længere perioder boede Karin Michaëlis i udlandet. Da første verdenskrig brød ud, gik mange kunstneres arbejde i stå. I stedet for at skrive bøger begyndte Karin Michaëlis at rapportere om krigen og var fast krigsreporter for Politiken. Også derfor er hun et vigtigt menneske i danmarkshistorien. Hun var førstehåndsvidne til store verdenshistoriske begivenheder.”

Det første, jeg gjorde efter den oplevelse, var at gå ned på mit lokale bibliotek i Birkerød, og der lånte jeg simpelthen alle historiebøger, der indeholdt noget om kvinder. Det dejlige ved den måde, historikere arbejder på, er, at der altid er lister med kildehenvisninger bagest i bøgerne. Derfor kunne jeg grave dybere og dybere, og så væltede det bogstaveligt talt frem. Det var, som om kvinderne kom som en tsunami hen over mig. 

Der er lavet en del bøger, der minder om min, blandt andet ’Kvinder i danmarkshistorien’, som er et mindre opslagsværk. Der er også ’Dansk kvindebiografisk leksikon’, hvor stort set alle de kvinder, jeg har skrevet om, er repræsenteret i korte opslag. Det er vigtigt for mig at sige, at der er rigtig mange, hvis forskningsarbejde jeg kan trække på og stå på skuldrene af. 

Jeg startede med at lave Instagram-profilen ’Kvinde kend din historie’ i 2018, og den blev hurtigt et kæmpestort fællesskab. På to måneder havde jeg 10.000 følgere, og de begyndte så at skrive: Har du hørt om hende her? Og hende her? Og hende her? Det er jo en kæmpe gave for mig, og det er det stadigvæk. Folk skriver hele tiden med nye perspektiver, udgivelser og kvinder, de har opdaget. Jeg føler, at jeg har en lille hær af mennesker, som har antennerne ude, så vi alle sammen kan være med til at skrive kvinderne ind i historien. Der er sket noget i Danmark. I kølvandet på MeToo er vi som samfund blevet mere klar på at have en samtale om ligestilling, uden at det bliver en kønskamp. 

Foto: Christina Jensen

GLEMTE KVINDER I HISTORIEN 2

Bodil Begtrup (1903-87)

”Hun voksede op i Aalborg, og i hendes fødeår fik kvinder for første gang adgang til de offentlige gymnasier. Indtil da havde kvinder selv skullet betale for at blive studenter. Da Bodil Begtrup startede på gymnasiet, var der kun plads i matematik-klassen, hvor der ellers kun gik drenge. Allerede der blev hendes opmærksomhed omkring ulighed mellem kønnene vakt.

Hun valgte at læse samfunds-fag på universitetet – statskundskab i dag – og var optaget af folkeret og socialpolitik. Hun meldte sig ind i studenterpolitiskforening, hvor hun også var den eneste pige. Til hendes første møde sagde en af drengene: ”Kan du ikke lige gå ud og lave kaffe, Bodil?” Hun svarede: ”Nej, det er jeg ikke så god til, men jeg vil gerne være næstformand i den her forening.” Hun begyndte at lave internationalt studenterpolitisk arbejde i sin studietid og arbejdede også i Danske Kvinders Nationalråd.

Efter anden verdenskrig gik en række lande sammen om at skabe FN, fordi de gerne ville sikre fremtidig fred. Landene var enige om, at der skulle laves en fælles menneskerettighedserklæring, og Bodil Begtrup blev formand for et udvalg af ni kvinder, der skulle diskutere, hvordan ligestilling kunne indgå i erklæringen. De kom frem til lige politiske rettigheder, lige borgerlige rettigheder, lige sociale og økonomiske rettigheder og lige ret til uddannelse.

Da FN’s menneskerettighedserklæring skulle vedtages 10. december 1948, sagde Bodil Begtrup: ”Vi kan ikke skrive ’equal rights for all men’, fordi det ud over mennesker også betyder mænd.” Hun er grunden til, at der i dag i menneskerettighedserklæringen står ’equal rights for all men and women’. Det er fandeme at sætte et aftryk i historien.”

Enhver fagpersons fineste opgave er at gøre sin viden tilgængelig, for hvad er den ellers værd? Nogle vil nok mene, at det er for banalt, men jeg er mere optaget af at nå bredt ud. Det korte format, som jeg skriver, kræver ligeså meget forberedelse som det lange.

Historien om historieskrivning hedder historiografi. Den første historieskrivning i Danmark er runestenene, og de er samtidshistorie, fordi der var nogen, der skrev: ”Se mig, jeg er en stor og stærk konge.” Historieskrivning handler om at cementere magt, og det er mændene, der historisk har haft magten. Derfor er det også mændene, der har skrevet historien og skrevet sig selv frem i historien. Det er ikke særlig magtfuldt at skrive om bondekoner og lortebleer. Birgitte Possing (dansk professor, red.) siger, at kvinder er skrevet i historien med hvidt blæk på hvidt papir. Den værste måde at blive skrevet ud af historien på er at blive ignoreret. 

Historieskrivning er også præget af forskellige tiders tolkninger af fortiden. Et eksempel er, hvordan man i moderne historieskrivning har underkendt, hvor meget indflydelse og magt adelige kvinder kunne have i middelalderen, fordi den er skrevet i 1800-tallet. En tid, hvor kvinder havde meget lidt mulighed for indflydelse.  

Foto: Martin Hansen/Gyldendal Medier

GLEMTE KVINDER I HISTORIEN 3

Dronning Dorothea (1430-95)

”Hun blev gift ind i det danske kongehus med Christoffer af Bayern i 1440’erne. Hun var ganske ung, og det var han også. Christoffer af Bayern var populær, diplomatisk og flot, og hun kom ind i ægteskabet med enormt mange penge, så de var et godt par. Men da Dorothea var blot 18 år, døde han, og de nåede ikke at få en tronarving. Danmark stod med en ung enkedronning, som var rig, og som havde vist sig at være ret kvik.

På det tidspunkt var der valgkongedømme. Der var et rigsråd af adelige mænd, som skulle rådgive kongen politisk og økonomisk. Og de tog simpelthen Dronning Dorothea med på råd, da der skulle vælges en ny konge. Det er første og eneste gang i danmarkshistorien, at det er sket. Hun var for god til, at de bare ville parkere hende, så hun blev præsenteret for tre forskellige mulige nye danske konger, og hun valgte Christian af Oldenburg. Historikere har undret sig meget over, hvorfor han blev konge, for han var tilbageholdende og vag. Jeg synes, det virker indlysende, at hun valgte ham, fordi hun kunne sikre sig selv mest indflydelse med ham.

Danmark og det meste af Europa var dengang katolsk-kristent, så paven i Rom bestemte vitterligt alting. Derfor var det moderne at tage på privilegie-rejser til Rom, hvor man rejste med pomp og pragt gennem Europa og viste, hvor spændende og fed en konge man var, for at få nye privilegier med hjem fra paven.

Den nye Kong Christian rejste i 1474 derned for at bede om, at kongehuset måtte spise flæsk i fasten, at de måtte vælge egen præst, som de kunne skrifte hos, og at de måtte åbne et universitet i København. Rejsen tog cirka et halvt år, og han kom hjem med nul privilegier. Af kilderne kan man se, at kort tid efter rejste Dronning Dorothea mod Rom. Hun besøgte familieborge undervejs, boede gratis, stjal folks kjoler, drak sig fuld og væltede ned ad trapperne, og hendes hofdamer var anstrengende. Men hun ankom til Rom, og ingen ved rigtig hvordan, men hun kom hjem med pavebrev og stempel, hvor der stod: ”Kong Christian, l har hermed tilladelse til at åbne et universitet i København.”

Indtil 2019 stod der på Københavns Universitets hjemmeside, at det var Kong Christian l, der fik tilladelsen. Men hvis man kigger på blot få andre kilder end selve pavebrevet, finder man det dokumenteret, at på den dato, hvor paven satte sit segl på tilladelsen, var Kong Christian i København.”

I 1864 mistede vi land og blev en moderne nationalstat, og der handlede det igen om, hvordan vi skrev os frem som en stærk nation. Det gælder stort set alle moderne vestlige nationalstaters historieskrivning. Vi skal ret langt frem, før der var nogen, der sagde: Hvad handler historieskrivning egentlig om? Hvem er det, vi skriver for? Fra midten af 1800-tallet begyndte historie dog at tage form som mere et videnskabeligt fag, hvor man forholdt sig kritisk til gamle kilder. Faget blev mere brugt som en akademisk analyse med kildekritik i stedet for ren historiefortælling.

Et af de første bud på en historiebog, der er skrevet til folket, er ’Håndbog i fædrelandets historie’ af C. F. Allen fra 1840. Det er den slags historie, jeg brænder for. Historien er ikke historikernes. 

Det er vigtigt for mig at sige, at det, jeg har lært på universitetet, ikke er forkert. Jeg er ikke ude på at skælde ud, men jeg er ude på at sige: Vi bliver nødt til at insistere på en ny metode, insistere på flere nuancer, mere bredde og på at give flere mennesker plads i historien.

GRY JEXEN

33 år, bor i Birkerød. Cand.mag. i historie fra Roskilde Universitet, forfatter til ’Kvinde kend din historie’, som hun i år vandt Læsernes Bogpris for. Vinder af ArtBeat Prisens Talentpris i 2022.

Foredragsholder og podcaster. Aktuel med børnebogen ’Kend din historie – 25 kvinder der formede fortiden’.

Kan blandt andet opleves på Bremen Teater i februar. This is a notification of some sort.

/