”Han var uhyggelig god til at skjule det – indtil det var for sent. Han blev voldelig og uregerlig, hvis kartoflerne ikke var kogt ordentligt.”
ANETTE, 44 ÅR
FEM MINUTTER I midnat før min syvårs fødselsdag begik min far det sidste fuldbyrdede overgreb på mig. Bagefter sagde han: ”Nu er jeg færdig med det, jeg skal være færdig med.” Min mor var på hospitalet, fordi hun lige havde født min anden lillesøster, og min far fik mig til at love, at det var vores hemmelighed, som ingen andre måtte vide noget om. Der gik mange år, før jeg begyndte at forstå, at min opvækst ikke er en opvækst, der er et barn værdig.
Jeg er barn af fattig-80’erne, og begge mine forældre var bistandsmodtagere. Min far var alkoholiker og vågnede op med en kasse øl ved siden af sengen hver morgen. Vi måtte hele tiden flytte rundt i Jylland, fordi han havde fået folk på nakken, der også holdt til på den forkerte side af loven.
Min mor havde mange udfordringer og magtede ikke altid mig og mine to lillesøstre. Hun sov tit til langt op på dagen og kom hyppigt til skade og måtte indlægges på skadestuen i længere perioder, uden jeg nogensinde forstod, om det var noget, hun selv forårsagede for at slippe væk for en stund, eller om min far stod bag.
Det eneste lysglimt i min barndom var familiemiddagene hos min mormor og morfar. De boede lidt uden for Ebeltoft på Djursland, og i deres hjem var der en snert af idyl, når vi hver søndag mødtes til det store, varme frokostbord. Det var også her, vi holdt juleaften, men alt det fik en brat afslutning i 1989, da vi på vej hjem fra min mormors fødselsdag kørte frontalt ind i en modkørende bil. Jeg var otte år gammel og fik kraniebrud. Min mor døde på stedet. Det var først mange år senere, at det gik op for mig, at det i virkeligheden nok var selvmord, og at hun havde håbet at gøre en ende på det hele for os alle sammen.
Desværre var det kun hende, der blev taget med.
MINE SØSTRE og jeg blev anbragt på et børnehjem i Aarhus. Det var en befrielse, for her var nogen, der faktisk passede på os, men efter et lille års tid var vi på sommerferie hos vores far, og da han så, at vi havde huller i strømperne, blev han rasende. Han mente ikke, at børnehjemmet tog sig ordentligt af os, og så måtte vi ikke komme tilbage.
Vi flyttede ind i et slidt og faldefærdigt hus lidt uden for Vejle. I den periode begyndte mine søskende at kalde mig for ’mor’. Jeg var kun ni år gammel, men det var mig, der passede dem og afleverede dem i børnehave og dagpleje. Nogen skulle jo gøre det.
Min far blev nogle gange hentet af politiet midt om natten. Så trådte min farmor til. Hun boede i Vejle og kunne passe os, når det gjaldt, men det var ingen lykke. Hun tæskede os også, men kunne heldigvis sjældent fange os, når hun jagtede os rundt om spisebordet med sit bælte i hånden.
Efter et halvt års tid flyttede vi igen, denne gang til Aalborg. Min far forsøgte at ændre sit udseende ved at blive permanentet, men det lykkedes vist ikke, for snart efter måtte han indlægges på sygehuset, helt forslået. Den første weekend i vinterferien var vores farmor kommet for at passe os, da det om formiddagen pludselig bankede på døren. Udenfor stod tre personer fra kommunen, der sagde, at nu skulle vi børn pakke en taske hver, og så var det afgang. Jeg ved stadig ikke i dag, hvorfor myndighederne tvangsfjernede os – om det har været skolen eller naboer, der slog alarm.
Vi blev anbragt hos en plejefamilie i Nordjylland, men inden længe dukkede min far op på uanmeldt besøg. Han sad i kørestol, fordi han var så afkræftet. Da han så, at vores plejemor var af udenlandsk herkomst, trak han en pistol og pegede på hende. Den dag blev han også hentet af politiet. Det var sidste gang, jeg så ham. Mindre end et halvt år efter fik vi at vide, at han var død. Han havde nægtet os at have kontakt til vores mormor og morfar, så min første reaktion, den morgen jeg fik beskeden, var, at så kunne jeg endelig se dem igen.
I TEENAGEÅRENE boede jeg på en ungdomsinstitution, og her var der rent faktisk omsorg. Når man stod op om morgenen, skulle man hjælpe med at sætte smør og syltetøj på bordet, man skulle hjælpe med at fodre dyrene på stedet og holde sit værelse rent. Det var ikke bare PlayStation dagen lang. Mit problem var, at der aldrig var nogen, der havde lært mig at sætte grænser, så det blev et grænseløst ungdomsliv.
Jeg var 13 år, da jeg havde min seksuelle debut, og jeg gjorde det bare for at gøre det. Når jeg drak til halbal og privatfester, var det ikke bare 3-4 Breezere, nej, så drak jeg, til jeg brækkede mig. Jeg begyndte at tage kokain og amfetamin, og jeg havde one-night-stands med hvem som helst. Jeg var tiltrukket af dem, der var lidt ældre end mig, og som ikke holdt sig til reglerne, for de andre ødelagte unge forventede ikke, at jeg skulle være noget, jeg ikke var.
Efter at jeg blev udskrevet fra institutionen som 18-årig, levede jeg i flere år et liv, der bedst kan beskrives som kaotisk. Det blev en nem måde at tjene hurtige penge til stoffer at lægge sig på ryggen og lade nogen gøre, hvad de skulle gøre, og lige pludselig var jeg hvirvlet ind i alt det der. Misbruget forværrede prostitutionen, der forværrede misbruget, for det ene kræver penge, og det andet kræver energi, så det var en ond spiral at komme ind i. Jeg havde også relationer til mange forskellige mænd, der ikke altid behandlede mig godt. I miljøet møder man masser af mennesker, som trøster én, når man har brug for det, men som viser sit grimme ansigt, så snart man ikke retter ind.
En enkelt gang forsøgte jeg at forlade det hele ved at tage hul på tjeneruddannelsen. Det var min store drøm, for det er naturligt for mig at sørge for, at andre har det godt. Men så snart det blev hårdt, hoppede jeg fra igen. Det var jo det, jeg kendte fra min far: Stik halen mellem benene.
PÅ ET FORSORGSHJEM mødte jeg i 2002 en mand, som jeg forelskede mig i. Vi besluttede os for at blive gift, og det var et kirkebryllup med kjole og hvidt og hele molevitten.
I de næste par år fulgte tilværelsen faktisk en form for normalitet. Jeg var væk fra druk, stoffer og prostitution, og det blev især vigtigt for mig, efter jeg fik min søn som 24-årig. Men jeg var også dum, ung og uerfaren, og jeg havde ikke lært at spotte de røde flag, der måske var der fra starten. Jeg vidste ikke, at min mand stadig var misbruger, for han var uhyggelig god til at skjule det – indtil det var for sent. Han blev voldelig og uregerlig, hvis kartoflerne ikke var kogt ordentligt.
Vi brød, og jeg forsøgte, så godt jeg kunne, at give min søn en normal og kærlig opvækst, men jeg bragte kaos ind i dagligdagen i form af mine relationer til mænd. Jeg har aldrig prøvet at være i et forhold, der ikke var voldeligt. Som seksårig blev han tvangsfjernet fra mig, og dengang kunne jeg ikke se, at det var for det bedste, men i dag er jeg smerteligt bevidst om, at det gav ham mulighed for at være sammen med voksne mennesker, der kunne give ham nogle helt andre vilkår. Han er lige blevet 20 år. Han er en fornuftig dreng, en mønsterbryder, og jeg er meget stolt af ham.
SELV FALDT JEG tilbage i alt det, jeg kom fra. Jeg mødte ham for otte år siden, et sted i miljøet, og jeg troede selvfølgelig på det bedste igen. Jeg lagde kortene på bordet, både i forhold til mit kokainmisbrug og min prostitution, og det første stykke tid var han forstående. Han kunne bare godt lide mig, og som han sagde, så vidste han jo, hvad han gik ind til. Jeg havde en følelse af endelig at få lov til at være den, jeg er.
Vi flyttede sammen, men stille og roligt udviklede det sig til social kontrol. Han blandede sig i, hvilket tøj jeg havde på, og hvordan jeg måtte opføre mig, når jeg var sammen med andre. Pludselig blev det til, at hvis han ikke kunne få fat på mig i to minutter, så blev jeg beskyldt for at have været ham utro. Så faldt der en lussing. Så blev jeg banket gul og blå. Hvis ikke jeg gjorde, som han ønskede, vankede der, men det værste var, at værdigheden blev taget fra mig. Det var aldrig godt nok, hvad jeg gjorde, eller hvordan jeg så ud. Jeg underlagde mig alle hans krav for at undgå ballade og for ikke at få at vide, at jeg var en kælling, en luder, en fed sæk.
Det strakte sig over flere år. Undervejs rådede flere mig til at skride, men jeg lærte betydningen af de gyldne ord: Det er nemmere sagt end gjort. Selvom det måske kan virke uforståeligt for andre, var der også en del af mig, der stadigvæk elskede ham. For i starten så han mig rent faktisk for den, jeg er.
HAN TRUEDE JÆVNLIGT med at slå mig ihjel og kidnappede mig flere gange på åben gade, hvis jeg vovede mig udenfor. Han måtte overvåge min telefon, for han vidste altid, hvor jeg var. Jeg turde ikke længere se min søn, for jeg ville ikke bringe ham ind i det. Til sidst stak jeg af.
Men selvom jeg nu befandt mig på et krisecenter, vidste han altid præcis, hvor jeg var henne, for det skrev han til mig, og han lagde ikke skjul på, at han ville finde mig og ødelægge mit liv. Da jeg første gang blev overflyttet fra et krisecenter til et andet af sikkerhedsmæssige årsager, kendte han mine fortrolige rejseplaner.
Nu er der snart gået halvandet år på forskellige krisecentre. Jeg har skiftet navn og er blevet flyttet flere gange af sikkerhedsmæssige årsager. Jeg siger aldrig noget højt, der kan afsløre, hvor jeg befinder mig, for jeg er bange for, at han på en eller anden måde lytter med.
På krisecenteret roser personalet mig for at være stærk. De forsøger at lære mig, at jeg er god nok, som jeg er, selvom jeg nogle gange slet ikke føler mig værdig til at leve. Jeg har haft en længere periode på flere måneder, hvor jeg ikke har taget stoffer, men jeg gør mig ingen illusioner om at være clean resten af mit liv. For jeg tager ikke stoffer for at feste i otte dage i streg, jeg tager dem for at få ro i mit hoved. For at dæmpe smerten. Måske er det derfor, at min eneste fremtidsdrøm er at opnå frihed. Til at leve i nuet, uden at være fanget af fortidens monstre og uden at frygte fremtiden. Bare for en stund.
*
”Han var en flot mand med utrolig milde øjne. Han virkede bare så sød, og det var han også. Men det var en sødme, der kom med en skyggeside.”
CHARLOTTE, 57 ÅR
FOR TRE ÅR siden stod jeg og snakkede med en ældre dame, da en mand kom gående forbi os og sagde hej. Efter han havde været i Brugsen, kom han tilbage og hilste igen. Denne gang tilføjede han, at han lige var flyttet ind i nærheden, og hvis nogen ville forbi til en kop kaffe, var man hjertens velkommen. Han så sød ud, så fanden tog ved mig, og en halv time senere gik jeg over til ham. Allerede samme dag blev vi kærester.
Vi faldt pladask for hinanden. Snakken kunne flyde mellem os i timevis. Han vidste alt om musik, så vi gik til mange koncerter sammen, og vi var også frivillige på en musikfestival som tryghedspersoner, der gik rundt om natten og sørgede for, at folk havde det godt.
Han flyttede ind til mig i min lejlighed midt i København – en rigtig lille kvistlejlighed på kun 35 kvadratmeter. Efter vi havde boet sammen i et stykke tid, begyndte der at komme gnidninger. Han døjede med PTSD og kunne nogle gange ikke sove i flere døgn i træk. Så blev han manisk og snakkede og snakkede og snakkede. Jeg anskaffede mig et høreværn for ikke at blive sindssyg af det. Jeg havde samtidig en stor hund, og selvom han var god til at gå med den, blev det hurtigt intenst i så lille en lejlighed.
Med tiden begyndte vi at skændes, og det blev tit meget voldsomt, også fordi der som regel var alkohol involveret. Han plejede at sige, at rødvin for ham var som Medova-te. Det gjorde selvfølgelig, at han nogle gange blev meget fuld. Jeg er ikke typen, som bare lader mig kyse, så jeg var også med til at eskalere situationen, men på et tidspunkt var det ikke længere bare skænderier. Så begyndte han at skubbe til mig, så jeg faldt og slog mig. Mine naboer reagerede på det, når der var bulder og brag, og politiet kom flere gange forbi. Så snart de var gået igen, rendte han rasende rundt i opgangen for at finde ud af, hvem der havde tilkaldt dem.
Jeg var lærer og underviste i fransk, billedkunst, håndarbejde og madkundskab. En dag, mens jeg stod og underviste, følte jeg mig pludselig søsyg. Han havde givet mig et blåt øje, men jeg havde undskyldt det med, at jeg var kommet til at banke mit hoved ind i loftsvinduet, mens jeg havde gjort rent. Jeg var ved at besvime flere gange, så mine elever fik mig ned at sidde, og efterfølgende blev jeg kørt på skadestuen. Ud over det blå øje havde jeg også fået en hjernerystelse.
Alligevel kunne jeg ikke nænne at smide ham ud. Jeg ville gerne passe på ham, for han havde ikke rigtig andre end mig, og jeg havde også en følelse af, at jeg selv var med til at eskalere konflikterne og skabe de situationer, der røg ud af kontrol. Også selvom jeg godt kunne se, at ni gange med politi på et halvt år måske var lige i overkanten.
SOM BARN TÆNKTE jeg om mig selv som Askepot, for jeg syntes ikke, at jeg blev set som den, jeg fortjente at blive set som. Når man altid skal tage sig af andre, er der ikke så meget overskud til at forfølge sine egne drømme. Vi er fire søskende, der er født inden for seks år, og jeg er nummer to i rækken, men har på mange måder altid været den ældste. Jeg passede de andre, når mine forældre arbejdede, hvilket de næsten altid gjorde, og jeg sørgede for, at der blev vasket op og ryddet op. Det er ikke tilfældigt, at de andre for sjov begyndte at kalde mig for ’mor’.
Jeg levede et helt almindeligt liv som en velfungerende person. Min datters far har jeg stadig et godt forhold til, og det samme med hans kone gennem 20 år. Jeg har også altid haft et rigtig dejligt forhold til min datter. Langt det meste har været helt normalt.
I de første 40 år fyldte alkohol ikke det store i mit liv, ikke mere end det gør for alle mulige mennesker, men så fik jeg en chef, der så sig gal på mig, og jeg mærkede, at jeg kom under et større og større pres. Når jeg kom hjem fra arbejde, belønnede jeg derfor mig selv, for nu skulle jeg bare slappe af. Det startede med et glas hvidvin, der blev til to glas, og pludselig var det en hel flaske. Og så blev den flaske krydret med en flaske portvin oveni.
Det drak jeg stort set hver dag i mange år. Det var altid efter arbejde, og jeg passede mit job, som jeg skulle, men jeg vidste godt, at den var helt gal, og jeg blev ved med at sige til mig selv: ”I morgen holder jeg op.”
MIN DATTER FLYTTEDE hjemmefra og fik ret hurtigt en kæreste, som hun i dag er gift med, og jeg kunne mærke, at der skete noget inde i mig. Jeg begyndte at længes efter en at dele livet med. Jeg har altid følt mig lidt som familiens sorte får, fordi alle mine søskende er gift, ligesom alle mine veninder også har levet i lange forhold. Den eneste gang, jeg selv forsøgte mig efter min skilsmisse, var det med en mand, der aldrig kunne forpligte sig, og som var mig utro rigtig mange gange. Det var ikke et særlig godt forhold, og det var mig, der sluttede det efter tre år, fordi jeg ikke ville have, at min datter skulle være vidne til, at der kom en mand i mit hjem, som i virkeligheden bare udnyttede mig.
Efterfølgende ledte jeg ikke særlig nøje efter kærligheden. Jeg var på en enkelt blind date, som min veninde satte op, men flygtede nærmest derfra. I stedet levede jeg et liv, hvor jeg passede mit arbejde, mit sommerhus og min omgangskreds. Selvom jeg længtes efter tosomheden, indstillede jeg mig på nok aldrig at skulle have en mand i mit liv igen.
Men så mødte jeg ham, og på mange måder var det med til at gøre, at jeg følte mig normal, at jeg nu også selv havde en at gøre alting sammen med. Jeg var stolt af at være i et forhold med ham, for han var en flot mand med utrolig milde, brune øjne. Han virkede bare så sød, og det var han også, men det var en sødme, der kom med en skyggeside. Jeg kan ikke huske første gang, det eskalerede, men jeg ved bare, at det blev værre og værre. Når vi havde været oppe at skændes, og jeg til sidst var så udmattet, at jeg gik i seng, kom han ind og kastede koldt vand i hovedet på mig. Engang slæbte han mig i fødderne ud af mit sommerhus og efterlod mig på græsplænen og gik ind og låste alle døre og vinduer. Han begyndte også at ringe rundt til mine venner og min familie og fortælle dem, at det var mig, der var den syge, og at det var mig, der skulle have hjælp.
Flere gange, når bølgerne gik højt, søgte jeg ned til min underbo. Hun havde selv levet i et forhold med en alkoholiker, og hun var den første, der sagde til mig: ”Det er ikke godt, det her. Du er udsat for gaslighting.”
I SLUTNINGEN AF marts skulle jeg til mit barnebarns toårs fødselsdag i Jylland. Min datter vidste godt, at jeg drak, og havde konfronteret mig med det flere gange, så hun fik mig til at love, at jeg ikke ville drikke, når jeg skulle over for at besøge dem. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det alligevel.
I kiosken købte jeg nogle guldøl, og i toget drak jeg af min termokande, som jeg havde fyldt med hvidvin. Jeg drak mig fra sans og samling, og jeg troede faktisk, at jeg kunne skjule det, men min datter spottede det med det samme. Hun blev virkelig vred på mig. Hun lukkede mig ikke ind i huset, men sendte mig ud for at sove i shelteret med en sovepose.
Da jeg vågnede næste morgen, havde hun allerede ringet til et krisecenter og sagt, at vi ville komme. Da jeg spurgte hende, hvorfor vi dog skulle det, svarede hun: ”Det er, fordi du lever i et voldeligt forhold, mor.” Det var faktisk først der, det gik op for mig.
DA JEG ANKOM til krisecenteret, sagde jeg til min datter, at jeg ville blive her et par dage. Hun kiggede på mig og sagde: ”Det kommer nok til at vare lidt længere.” Nu har jeg været her i seks måneder, og jeg bliver ved med at udskyde mit farvel, for jeg får det hele tiden bedre. Jeg kan godt føle, at jeg tager pladsen fra en anden, der måske har det meget værre end mig, men personalet mener, at jeg først er ved at lande.
En enkelt gang, mens jeg har været her, har jeg drukket mig alt for fuld. Det var, da jeg blev nødt til at aflive min hund. Hun var en stor gadehund fra Bulgarien, og det var ikke alle og enhver, der kunne passe hende. Min datters far og hans kone var søde til at passe hende de første tre måneder, men så skulle de på ferie, og så havde jeg ikke nogen, der kunne tage sig af hende. Jeg prøvede at sende hende på hundepension, men det gik slet ikke, så jeg tog den svære beslutning at aflive hende. Den dag drak jeg mig i hegnet og græd og græd og græd, indtil en af medarbejderne sagde, at nu skulle jeg puttes. Hun lagde mig i sengen som et lille barn og strøg mig over håret.
Nu har jeg ikke drukket i mere end en måned, og det går faktisk rigtig godt. Jeg er så begyndt at ryge i stedet, for summen af ens laster er åbenbart konstant, men det lever jeg med. Min datter har været herovre og besøge mig, både alene og med hele familien, og om to uger skal jeg så besøge dem på en endagstur og passe mine børnebørn. Det er første gang, jeg skal derover siden den famøse fødselsdag, der gik helt galt. Da vi lavede aftalen, sagde min datter: ”Jeg har brug for at sige, at jeg ikke vil have, at du har drukket, når du kommer.” Det forstod jeg selvfølgelig godt. Jeg forstår også godt, hvorfor hun på nogle måder stadig er vred på mig, og jeg ved, at det vil kræve en masse fra min side at genopbygge en tillid mellem os. Der venter mig i det hele taget en hel masse reparationsarbejde over for både venner og familie oven på de seneste tre år, hvor det hele er smuldret, men det er jeg helt indforstået med. Der er ikke nogen anden mulighed. Det skal kunne repareres.
*
”Man kan se i øjnene på et andet menneske, når de er klar til at slå ihjel. Det ved jeg, for jeg har set det før.”
VIKTORIA, 37 ÅR
SIDSTE EFTERÅR KIDNAPPEDE min ekskæreste mig og holdt mig indespærret i min egen lejlighed over flere dage. Han kastede mig ind i et glasbord og gennemtæskede mig. Jeg fik knytnæver og skaller, og to gange var han ved at kvæle livet ud af mig. Han drugrapede mig også, og mens jeg røg ind og ud af bevidsthed, legede han med mig.
På et tidspunkt gik han i gang med at smadre hele min lejlighed. Han ødelagde alt. Jeg lå forslået på gulvet, mens jeg overvejede mine muligheder, for han havde taget håndtaget af min hoveddør, og jeg vidste, at hvis jeg alligevel prøvede at nå hen til døren, ville han komme stormende med det samme. Jeg spekulerede på, om jeg kunne nå at rejse mig op og få fat på en kniv i køkkenet, men jeg nåede ikke at gøre noget som helst, før han selv kom gående med min slagterkniv og filetkniv i hænderne. Så kiggede han direkte på mig, og jeg vidste, at jeg skulle dø.
Man kan se i øjnene på et andet menneske, når de er klar til at slå ihjel. Det ved jeg, for jeg har set det før. Jeg har set så mange grimme ting i mit liv, at jeg faktisk var ret rolig i det. Selvom det ikke var sådan, jeg havde håbet, at det ville ende, var det bare at få det overstået.
Men så blev der banket på døren: ”Luk op nu!”
Det var politiet. En af naboerne må have hørt tumult og tilkaldt dem. De kom i allersidste øjeblik.
JEG VOKSEDE OP på en bondegård på Sydsjælland, og der er gode minder fra de år, men også mange forfærdelige, og når man lægger det hele sammen, var det ikke nogen god barndom. Jeg havde min egen hest, og jeg rendte rundt på høloftet og fandt kattekillinger, men lige så snart bajeren blev sat på bordet, startede balladen. Så smadrede mine forældre hinanden til blods. De var begge to alkoholikere, og vi fik også masser af bank, mine søskende og jeg.
Jeg var tre år gammel, da jeg første gang blev voldtaget af et familiemedlem, som havde en rideskole. Min far arbejdede i København og var ofte væk hele dagen, så han var uvidende om alt det, der skete, men min mor vidste det udmærket godt. Hun elskede mig ikke. Det ved jeg, for det sagde hun direkte til mig, da mine forældre blev skilt. Jeg var 13 år gammel og fik at vide, at jeg måtte bestemme, hvem jeg ville bo hos det meste af tiden, så jeg valgte min far, for jeg har altid været fars pige. Men så meddelte min mor helt koldt, at hun faktisk slet ikke ville have mig.
DER KOM EN masse vrede ud af min barndom. Som teenager kom jeg hele tiden op at slås med de andre, så jeg blev sendt til kampsport for at få styr på det, men det hjalp ikke, for jeg var stadig virkelig vred. Nu kunne jeg bare lettere banke dem alle sammen.
Det var aldrig sådan, at jeg bare slog nogen umotiveret. Jeg har altid vidst, at det var forkert, når mor og far slog på hinanden. Det gør ondt, når man får bank, så selvfølgelig kan det ikke være det rigtige at gøre. Derfor skulle der også være en god grund, men hvis der var det, fik de til gengæld også på høvlen.
De andre i folkeskolen var efter mig og mine søskende, fordi vi aldrig havde det smarteste tøj eller de nyeste telefoner. Min far knoklede røven ud af bukserne for at give os de ting, vi havde, så jeg accepterede, at vi ikke fik de nyeste Converse-sko, men måtte nøjes med billige kopivarer. Jeg var ligeglad, men det var de andre i skolen ikke. Jeg blev mobbet rigtig meget, men det værste var, når mine søskende blev mobbet. Dem ville jeg for enhver pris beskytte, så hvis nogen vovede sig til at sige noget til dem, fik de på munden. Ikke bare en flad, men en knytter lige i ansigtet. Jeg brækkede næser på drenge, der var to hoveder højere end mig, og lagde nogle af de største pumperdyr ned i ét slag, for vreden kunne de ikke hamle op med. Der var dage, hvor jeg havde hele skolen på nakken, og jeg tænkte: ”Hvad fanden skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke tæske dem alle sammen.” Men guderne skal vide, at jeg gav det et forsøg.
DA JEG VAR 27 år, kom jeg i fængsel i to måneder, fordi jeg smadrede to mænd og to kvinder. Ligesom jeg aldrig gjorde det umotiveret i folkeskolen, gjorde jeg det ikke for ingenting. Der var en god grund til det.
Efter skoleårene blev jeg en del af rockermiljøet. Pigerne i sådan et miljø har det ikke godt, men jeg lærte at beskytte mig selv ved at være hård og rapkæftet. Jeg har aldrig været den klassiske rockertøs, der lægger sig ned som en søstjerne, bare fordi der er vest på.
I ÅRENES LØB var jeg sammen med nogle af de helt store banditter, og jeg var vidne til mange vilde ting: inkassoopkrævninger, brækkede lemmer, kidnapninger, tortur og drab. En dag kom min kæreste hjem og sagde med julelys i øjnene: ”Hej skat, jeg har lige parteret et menneske.” Det eneste, jeg kunne finde på at sige, var: ”Nå, havde han så fortjent det?”
Mens jeg afsonede min voldsdom, fik jeg besøg af min lillesøster. Hun græd, da hun så mig i besøgslokalet, og det ramte et eller andet inde i mig. Det blev et wakeupcall. Efter mit fængselsophold forlod jeg alt det, jeg kendte, flyttede til et nyt sted langt væk fra hele mit netværk.
Jeg fik en lille lejlighed og et vikarjob som social- og sundhedshjælper på et plejehjem. I mange år havde jeg haft et hashmisbrug, men jeg stoppede helt med at ryge. Mit liv havde altid været et stort kaos, men nu gjorde jeg, hvad jeg kunne, for at skabe balance i det. Selvom jeg var meget alene, havde jeg en følelse af, at jeg passede på mig selv og rent faktisk tog ansvar for mit liv.
MEN SÅ MØDTE jeg ham. Han var virkelig sjov, næsten endnu sjovere end mig, og det var nok det, der tiltrak mig mest ved ham. For jeg kedede mig meget, og det blev han en løsning på, da han kom ind i mit liv. Han var en sand fest, men desværre sådan en, der involverede stoffer. Det blev lynhurtigt det eneste, vi lavede, og så begyndte det at gå den gale vej igen.
Jeg forstod lige så langsomt, at jeg havde med en ond mand at gøre. Det startede i det små. Han kunne finde på at stjæle min sidste smøg og stå og grine mig op i ansigtet. Eller smide den aftensmad ud, jeg havde gemt i køleskabet, så jeg måtte gå sulten i seng. Da jeg blev opereret i mit knæ, gemte han mine krykker, så jeg ikke kunne komme ud af min lejlighed, og en dag satte han pludselig knive i den reol, jeg havde arvet efter min far, og som var mit et og alt. Han begyndte også at følge efter mig, uanset hvor jeg skulle hen. Han fortalte mig, at han havde sat overvågning op i min lejlighed, så han kunne følge med i, hvad jeg lavede døgnet rundt. ”Fint,” svarede jeg, ”så kan du jo også se, at jeg ikke laver noget som helst.” Jeg kunne da godt være realitydeltager i hans realityshow.
Det triggede ham helt vildt, når han ikke kunne få mig til at makke ret. Jeg har selv et stort temperament, så det kunne blive rimelig højtråbende, og politiet kom flere gange, når det blev for meget for de andre i opgangen. Alle de andre var bange for ham, for han kunne finde på at kaste flasker efter dem, hvis han så dem på trappen. Når han var skudt af på stoffer og oppe at køre, blev han iskold.
Til sidst kulminerede det med, at han holdt mig indespærret og forsøgte at slå mig ihjel. Da politiet var smuttet, vidste jeg ikke, hvor jeg skulle tage hen, så jeg søgte efter krisecentre på nettet og ringede til det ene af dem. Lidt efter kom personalet og hentede mig. Jeg faldt i søvn, fem minutter efter at vi var kørt, og så sov jeg resten af vejen.
JEG HAVDE TABT 25 kilo på otte måneder, fordi jeg havde været så presset mentalt. På krisecenteret begyndte jeg lige så langsomt at komme til kræfter igen, men så blev jeg pludselig syg. En aften, hvor vi var samlet til aftensmaden, kunne jeg ikke få en eneste bid ned. Personalet troede, at det var en efterreaktion på alt det, jeg havde været igennem, men det gik ikke over, og en nagende fornemmelse meldte sig i baghovedet på mig. Til sidst tog jeg en graviditetstest. Den var positiv med det samme.
Det viste sig, at jeg var fire måneder henne med en dreng. Jeg ville ikke byde ham en tilværelse på et krisecenter på flugt fra en farlig mand. Jeg ville hele tiden skulle leve i frygt for, at han ville komme. Vi ville ikke kunne bo nogen steder, jeg ville ikke kunne aflevere ham i vuggestuen eller nogen som helst steder, for han ville komme på et eller andet tidspunkt for enten at tage ham eller slå os begge to ihjel.
Når man er fire måneder henne, kan man ikke få en udskrabning. Så skal man føde sit døde barn, så jeg blev sat i gang på hospitalet lige før jul. Det var den eneste måde, jeg kunne passe på ham. Det tog fire dage, for min krop ville ikke give slip på min lille dreng.
Det seneste halve år har jeg været helt clean for at kunne stå til min søns begravelse og vise den lille mand den sidste respekt. Det var bare mig til begravelsen og så en fra krisecenteret, der tog med. Hun tog først med over i kapellet for at hente ham, inden vi kørte hen til krematoriet. Her fik jeg lov til at sidde med den lillebitte baby i min favn, og så sagde vi farvel.
Jeg havde dårlig samvittighed over, at han havde ligget i en fryser så længe, så det var en lettelse endelig at kunne give ham en værdig begravelse. Da han blev lagt i jorden, mærkede jeg for første gang længe en indre ro. Han ligger ved siden af min fars grav. Nu kan de passe på hinanden.
Lige siden har jeg følt en forpligtelse til at leve et godt liv. For min søns skyld. Det er stadig et vilkår, at jeg er nødt til at gemme mig for ham, for hvis han finder mig, slår han mig ihjel, men jeg er også begyndt at drømme om det, der venter mig en dag. Jeg har taget den til skæbnen så mange gange før, så der må være en grund til, at jeg stadig er her. Når jeg er færdig med at være på krisecenter, går jeg ud og finder ud af, hvad den grund er.
Mest af alt drømmer jeg om at få mig en hest og en bondemand. I virkeligheden er det dét, jeg altid har ønsket mig. Jeg vil ud på landet, og jeg vil komme gående tværs over gårdspladsen om aftenen og høre mine dyr, der står derinde og venter på mig. Det er den drøm, jeg ser for mig, og det er den, der én gang for alle kommer til at holde mig væk fra alt det lort, jeg kommer fra.
Redaktionen er bekendt med kvindernes rigtige navne, men vi har anonymiseret dem af sikkerhedsmæssige årsager.
