I SYVENDE AFSNIT af ’Hotel Romantik’ sidder 70-årige Bente Andersen og 76-årige Kjeld Marslew på et værelse på Hotel Schatzalp i bjergene over byen Davos. De taler om ”intimitet” – eller rent ud sagt: sex.

”Når man når vores alder, tænker man: Hvorfor gjorde jeg det ikke noget mere?” siger Bente, der er fra København og bor i Rønne, mens Kjeld fra Glumsø nikker.

Kameraet klipper til et interview med Bente:

”Det (sex, red.) er jo naturens nervepille,” siger hun og kigger direkte ud på seerne. ”Folk, de spiser stresspiller, og jeg ved fandeme ikke hvad. Hvorfor boller de ikke bare noget mere?”

Og tilbage til hotelværelset, hvor Kjeld med henvisning til kameramanden siger:

”Nå, skal vi se at få smidt ham ud?”

Bente griner: 

”Skal vi se at få tøjet af?”

Næsten en million seere fulgte med i hvert afsnit af ’Hotel Romantik’ – DR’s nye realitysatsning, hvor 20 seniorer mellem 62 og 78 år tog til Schweiz og tjekkede ind på alpehotellet for at finde kærligheden, guidet af værtsparret Sofie Linde og Joakim Ingversen. Og det var ikke kun seerne, der var begejstrede for ’Hotel Romantik’. Programmet blev mødt af et stort set enigt anmelderkorps, der blandt andet roste det for at skildre de ældre deltagere på en måde, vi ikke er vant til: som hele mennesker med samme håb, længsler – og ikke mindst begær – som alle andre.

”Det føles, som om alle har set ’Hotel Romantik’ denne sommer,” kunne man læse i Politiken, der også skrev: ”Seniordatingprogrammet har været en kæmpesucces for DR, og overalt har der lydt begejstrede ’livsbekræftende!’ og ’tænk, at de er ligesom os!’ Lidt, som om det er kommet bag på de yngre generationer, at ældre også er en slags mennesker. Forestil dig de samme udbrud om nogen med et andet køn eller en anden hudfarve end én selv. Nej, vel?”

TIMME BISGAARD MUNK, der er ph.d. i sociale medier og redaktør på mediet Copenhagen Review of Communication, peger på, at ’Hotel Romantik’s store gennemslagskraft netop skyldes, at det tager en voksende, men underrepræsenteret del af befolkningen alvorligt: Ifølge Danmarks Statistik er hver femte dansker i dag over 65, og i 2050 ventes næsten hver 10. dansker at være over 80 år. Det betyder flere år på arbejdsmarkedet for nogle, flere rejser og oplevelser for andre – og for mange en alderdom, der leves helt anderledes, end da bedsteforældregenerationen satte sig til rette i gyngestolen. 

”Der er en eksplosion af ældre mennesker, men de fylder utrolig lidt i forhold til, hvor mange de er,” siger Timme Bisgaard Munk. ”Det befriende er, at en serie som ’Hotel Romantik’ insisterer på at vise dem på deres egne præmisser – som seksuelle væsener, som mennesker med drømme og livsprojekter. De bliver taget alvorligt i deres kærlighed, deres håb og deres begær. Det er vi ikke vant til at se.” 

Ifølge kommunikationseksperten har de ældre indtil nu været ”underlagt en usympatisk aldersracisme i vores evigt ungdomsdyrkende offentlighed”. Han ser ’Hotel Romantik’ som en modgift og som et billede på en større bevægelse: Flere lever længere, flere er sunde langt op i årene, og flere har penge at forbruge. Alligevel har det billede, vi møder i medier og populærkultur, indtil nu været præget af fortidens forestilling om alderdommen som en tid med ild i pejsen og børnebørn på skødet.

”Men de generationer, der bliver gamle nu, vil ikke være gamle på samme måde, som folk var gamle i gamle dage,” siger Timme Bisgaard Munk. ”De gider ikke sidde passivt derhjemme. De vil være aktive, rejse, opleve og have et kærlighedsliv. Og langsomt begynder det at bryde igennem i vores kultur.”

Ifølge Timme Bisgaard Munk er det netop denne forskydning, der har skabt plads til et realityprogram om ældre mennesker og deres kærlighedsliv. ’Hotel Romantik’ er måske det første eksempel, men ikke blot et kuriosum, hvis man spørger ham: 

”Når du ændrer befolkningens alderssammensætning dramatisk, ændrer det også kulturen,” siger han.

Verdensdamerne (fra venstre) Merete A. Baird, Lotte Tegner Freddie og Bente Scavenius besøger Rüstem Pasha-moskeen i Istanbul. Foto: DR

HVOR ’HOTEL ROMANTIK’ viser seniorer på kærlighedsjagt, kaster DR-serien ’Verdensdamerne’ et lidt andet blik på alderdommen. Her følger vi tre modne kvinder – journalisterne Lotte Tegner Freddie (90) og Merete A. Baird (88) og kunsthistoriker Bente Scavenius (80) – på kulturrejser i ind- og udland. De besøger museer, kunsthåndværkere og historiske steder, mens de deler erfaringer, anekdoter og personlige betragtninger. Programmet, der blev vist første gang i 2020, har høstet stor ros for sin autentiske tilgang til samtaler om alder, kultur og kvindeliv, og da Ud & Se fanger Lotte Tegner Freddie på telefonen, er hun netop kommet hjem fra optagelser til fjerde sæson af ’Verdensdamerne’ på Bornholm.

”Ej, det var bedårende. Simpelthen. Ja, det er et eventyr,” siger hun begejstret og begynder at fortælle om keramikværksteder, kunstmuseer og skjulte perler, som holdet har besøgt. Hendes stemme summer af energi.

Hun skulle ikke tænke længe, da hun i sin tid blev spurgt af en redaktør på DR, om hun ville medvirke i det populære kulturprogram.

”Det er da et drømmejob at kunne få lov til at rejse rundt, vise spændende ting og få penge for det,” siger hun med et grin.

Hun oplever, at responsen fra seerne er overvældende. 

”Det er ligegyldigt, hvor vi er – på gaden, på museer eller hoteller – folk kommer hen og siger, at de er så glade for det, og at de håber, der kommer mere. Det er meget rørende.”

Og det er ikke kun hendes jævnaldrende, der ser med, fortæller hun.

”Der er mange unge mennesker, som er glade for programmet. De lærer noget, de ikke vidste i forvejen. Kultur er jo ikke aldersbestemt.” 

En verdensdame i Lissabon. Foto: DR

OGSÅ LOTTE TEGNER FREDDIE bemærker, at billedet af ældre i medierne har ændret sig. Da hun selv var ung, trak ældre mennesker sig tilbage, levede stille liv, satte sig hen i hjørnet, ”og så skete der ikke mere med dem”, som hun siger. 

”Ingen interesserede sig for dem, og de blev ikke fremstillet ret meget i medierne. Men det har heldigvis forandret sig fuldstændig.”

I dag siger hun ligefrem, at hun ikke føler, at ”der er noget, der hedder alder mere. Vi kan jo lave de samme ting som unge, hvis vi vil. Måske kan vi ikke svinge i trapez, men vi kan i hvert fald gå til rockkoncerter – og på diskotek, hvis man kan få nogen til at gå med.”

Selv insisterer hun på, at hun ikke er på tv, fordi hun er 90, men fordi hun stadig har noget, andre har brug for. 

”Jeg er meget taknemmelig for, at der er nogen, der vil bruge mig. Jeg bliver ikke hyret til ting på grund af min alder, men fordi jeg kan noget. Og det er jo rart, at der er nogen, der kan se det,” siger hun.

Hun er fuldt bevidst om, at det også kunne have været anderledes, at hun er ”smadderheldig”, at hun er ved sine fulde fem, har hjernen i behold og ikke er syg og dårlig. Langtfra alle på hendes alder er lige så privilegerede, men alligevel oplever hun, at hendes synlighed gør en forskel for andre ældre.

”Jeg har en Instagram-konto, hvor jeg får afsindig mange tilkendegivelser om, at jeg betyder noget. Folk skriver, at de bliver inspireret af mig og af det, jeg kan. Det rører mig meget,” fortæller hun.

”Jeg er 74 år nu, og jeg leger sgu videre,” sagde Jørgen Skouboe, kendt fra ’Nak & æd’, for nylig i et tv-interview. Foto: Jens Skov/DR

NÅR HUNDREDTUSINDER af danskere følger seniorer på date i Schweiz eller tre kvinder i firserne og halvfemserne på kulturrejse til Wien, Lissabon, Bornholm og Sydfyn, handler det ifølge Timme Bisgaard Munk også om, at de ældre kan noget, som yngre generationer måske har glemt: De tør satse, hvor vi andre tøver. I stedet for at swipe videre i jagten på noget bedre siger deltagerne i ’Hotel Romantik’ ja og kaster sig ud på gyngende grund.

”De gamle forelsker sig måske i hinanden, men vi forelsker os i deres håb og drømme,” siger Timme Bisgaard Munk, der kalder håbet for programmets egentlige hovedperson. Som eksempel peger han på Kjeld Marslew, der er tidligere speditør, og som i 2023 mistede sin kone gennem 35 år: ”Jeg ønsker ikke at give slip på tosomheden og oplevelsesfællesskabet,” siger han i ’Hotel Romantik’ – og ender med at finde Bente Andersen, som han ved programmets afslutning vælger at blive på hotellet sammen med i stedet for at rejse hjem alene.

”De ældre tager deres liv alvorligt,” siger Timme Bisgaard Munk. ”Når de søger kærlighed, er det med en erfaring om, hvad en relation faktisk er. Og det er noget, vi andre kan lære af – håbet, alvoren, troen på stadig at ville noget med livet.”

Eller som Lotte Tegner Freddie siger, da hun skal forklare, hvorfor hun i en alder af 90 år stadig bliver ved at rejse land og rige rundt, lave tv, medvirke i radioprogrammer, holde foredrag og i det hele taget være en offentlig person:

”Det handler om at være nysgerrig, have et åbent sind og lyst til at opleve nyt. Hvis man mister den lyst, er det slut.”

Hvordan opdagede du, at du havde et talent?

”Jeg tror, at jeg, lige siden jeg var lille dreng, har været klar over, at jeg kunne sætte mig ind i andre menneskers liv og indleve mig så meget i det, at det på en eller anden måde blev troværdigt. Allerede i skolen iscenesatte jeg ’Matador’ i frikvartererne, spillede selv Maude og fik mine klassekammerater til at spille de andre karakterer. Der var – og er stadig – noget helt vidunderligt i at miste sig selv og forsvinde ind i en rolle.”

Hvad har været den største forhindring for at realisere det?

”Jeg er ret overbevist om, at det at være åbent homoseksuel har forhindret mig i at få roller. I dag er det ikke helt samme problem, men da jeg kom ud af Teaterskolen i 00’erne, var det et emne. Heteroseksuelle mænd kunne få priser for at spille homoseksuelle, men homoseksuelle mænd kunne ikke spille heteroseksuelle. Derfor er jeg også så taknemmelig for, at jeg i dag får lov at spille Miss Nelly, en mand, der bedst kan lide at gå i dametøj, og som er den perfekte ’mor’ for de her forældreløse børn i ’Børnene fra Sølvgade’. Da jeg voksede op, fandtes sådan en karakter slet ikke. I dag møder jeg både voksne og børn, som siger, at alle burde have en Miss Nelly.”

Hvad betragter du som din største bedrift?

”At have lavet min egen satiregruppe sammen med mine bedste venner, Laus Høybye og Mille Lehfeldt. Det startede, mens vi gik på Teaterskolen og talte om, at vi burde lave noget musikalsk satire, fordi vi altid var ved at dø af grin, når vi var sammen – og kunne mærke, at vi kunne noget sammen. Platt-form er mit faglige højdepunkt, fordi vi har skabt det selv. Det er som at have et band. Og det hænger også lidt sammen med at have svært ved at få roller. Jeg ville ikke have haft en karriere i dag, hvis vi ikke havde lavet Platt-form.”

Jakob Fauerby (t.v.) og satiregruppen Platt-form laver ’Året der gak’ på TV 2 Charlie. Foto: PR

Har du en fobi?

”Mange. Jeg er multi-fobiker. Jeg er rædselsslagen for at flyve, jeg hader højder, jeg kan ikke være i små rum. Det gav mig problemer i ’Børnene fra Sølvgade tager kampen op’, hvor det egentlig var meningen, at jeg skulle op i en luftballon. Jeg havde jo nok gjort det, hvis instruktøren og producenten havde insisteret, men det endte med, at manuskriptet blev skrevet om, så jeg slap.”

Hvad er det bedste overlevelsestrick, du kender?

”Man overlever ikke livet, hvis man ikke lever og er fuldstændig den, man er. Ingen kan blive rigtig lykkelig, hvis de ikke får lov til at være sig selv.”

Hvilket råd ville du give, hvis du mødte dig selv som dreng?

”Jeg kunne fjerne en masse bekymringer fra 14-årige Jakob, hvis jeg kunne sige: Bare rolig, det kommer til at gå godt. Du bliver gift, du får børn. Verden ændrer sig. Du får lov til at være den, du er. Og så ville jeg tilføje: Husk at få dig en pensionsopsparing.”

Hvem er dit forbillede?

”Min mor. Hun døde af kræft i 2011, og jeg bruger stadig hendes stemme som et kompas i livet: Hvad ville mor sige? Hun var klog, ordentlig, sjov og dejlig. Fagligt er Kirsten Lehfeldt mit forbillede. Hun har kendt mig, siden jeg var ung, og hun er hele Platt-forms mor. Jeg ringer tit til hende, når jeg er i tvivl om et job – og ofte ender det så med, at jeg siger nej.”

Hvad er dit bedste barndomsminde?

”Jeg har haft en god, tryg og kærlig barndom med mange små nedslag: at spille tennis på en blind vej, weekender hos min oldemor. Jeg voksede op i Smidstrup ved Gilleleje, et lille sted med 200-300 fastboende, men om sommeren blev vi 5.000. Der var marker, gravhøje, en lille skov og stranden tæt på. Et helt univers, man kunne lege i.”

Hvad er det vigtigste telefonopkald, du har fået?

”Det var, da Mehdi Avaz, instruktøren for ’Børnene fra Sølvgade’, ringede og spurgte, om jeg ville spille Miss Nelly. Jeg havde lige læst bogen for mit ældste barn, som ikke rigtig blev fanget af den, men den fangede mig. Hele mit hjerte skreg: Please sig, at jeg skal spille Miss Nelly. Og da han så spurgte, råbte jeg bare ”Ja!” alt for højt ind i røret. Jeg var bestemt ikke hard to get.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Jeg har et ar på hagen, fordi jeg som barn styrtede på en legetøjsmotorcykel hjemme på vores lille, lukkede vej i Smidstrup og hamrede hovedet ind i en postkasse. På skadestuen ventede vi så længe, at såret ikke længere kunne sys, så jeg fik plaster på, og det var dét. Med tiden blev det til et stort ar på hagen. Da mine børn var mindre, plejede jeg at bilde dem ind, at jeg havde fået det i krig.”

Jakob Fauerby har kaldt rollen som Miss Nelly for den bedste og vigtigste i karrieren. Foto: Anne Schwartz

Hvornår har du været rigtig bange?

”Da min mor ringede og fortalte, at hun havde kræft. Mens hun stadig levede, ringede vi sammen hver dag, og den dag havde jeg glemt, at hun skulle til en undersøgelse på hospitalet. Jeg stod i min gamle lejlighed og kiggede ud over Amager Fælled en meget smuk dag i november, da jeg tog telefonen. Min mor sagde: ’Skat, jeg er ked af det, men det er kræft.’ Jeg faldt sammen på gulvet og græd. Hun døde et år senere, og det tab har givet mig en grund-angst for at miste, som er blevet forstærket af selv at få børn. Jeg har prøvet at vågne i min seng og tro, at min datter var død, så meget, at jeg skreg til min mand, at han skulle ringe 112, og nåede at bære hende ind i stuen for at give kunstigt åndedræt, inden jeg kom til mig selv og opdagede, at hun bare sov.”

Hvad er det værste ved at blive ældre?

”Denne sommer holdt vi skærmfri sommerferie med børnene, hvilket betød, at vi i stedet lavede en masse udendørs aktiviteter. For eksempel sjippede vi, og det var intet problem, men så ville ungerne lave vejrmøller. Jeg er skidegod til at lave vejrmøller, men da jeg skulle til at gøre det, kunne jeg mærke, at jeg simpelthen ikke turde lade min gamle krop kaste sig ud i det. Som skuespiller har jeg været vant til at kaste mig selv rundt på scenen i flere timer ad gangen, men det kan jeg ikke længere. Nu gør det jo en lille smule ondt, bare når jeg vågner og skal ud af sengen om morgenen.”

Hvordan kunne du godt tænke dig at dø?

”Folk siger tit, at de ville ønske, at hjertet bare holdt op med at slå, og at de kunne sove ind uden varsel. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg nåede jo at have et år med min mor, inden hun døde, hvor jeg tog plejeorlov, og det var et sindssygt hårdt og smertefuldt forløb, men jeg ville ikke have været det foruden. Jeg nåede at sige farvel, og da hun døde, stod jeg med en følelse af rent savn og sorg – der var ikke noget, jeg ikke havde fået sagt, eller noget, vi aldrig fik talt om. Det vil jeg gerne give til mine elskede: at vi når at sige farvel til hinanden. Så i den bedste af alle verdener ligger jeg gammel og mæt af dage omgivet af alle mine nærmeste, inden jeg tilfreds kan møde, hvad det end er, der kommer.”