Indlæg

I snart to årtier har dokumentarinstruktør Kaspar Astrup Schröder rejst verden rundt med sit kamera. Her fortæller han om at følge en familie fanget i Myanmars militærmagt og om ensomme mennesker i Tokyo, der gjorde ham til deres livline.
Fortalt til:Benjamin DaneFoto:Still fra filmen ’Ensom i Tokyo’

DA KRIGEN KOM

’Myanmar mareridt’ (2026)
____________________

JEG FLØJ FRA Bangkok til Mandalay i Myanmar. Efter mange rejser i Thailand overraskede det mig, hvor stor forskellen var efter blot en halv time i luften. Landskabet var grønt og brunt, og uden for hovedvejen var der jordveje med huller. Min chauffør dyttede konstant for at fortælle, at her kom vi, og bilen rystede så meget, at jeg måtte opgive at filme gennem vinduet.

Det var i slutningen af 2019, og filmen var begyndt som en del af DR-projektet ’Børnene på Silkevejen’. Jeg ville fortælle en historie om spiritualitet og fandt en pige fra en meget fattig familie. Hun boede i en landsby uden vand, strøm eller kloakering. Skolen var lukket, fordi der manglede lærere og ressourcer, og hun havde besluttet sig for at blive buddhistisk nonne. Hvis hun gjorde det godt over for Buddha i dette liv, håbede hun, at familien kunne få et bedre liv i det næste.

Vi kørte gennem et bakket og frodigt landskab og over flere floder, og der, hvor vejen endte, lå en landsby med under hundrede indbyggere. Husene stod på stolper, og familierne sov tre meter over jorden, mens kvæget gik nedenunder og søgte ly under stuegulvet, når det regnede.

 

Still fra filmen ’Myanmar mareridt’.

Jeg var betaget fra begyndelsen. Alt var meget smukt på en enkel måde, og der var så mange nye indtryk. Folk brugte thanaka, bark fra et træ, som de malede og blandede med vand, inden de smurte det i ansigtet som beskyttelse mod solen. Pigerne lagde det i mønstre på kinderne, så det også fungerede som makeup.

Familien, hvis navne jeg ikke kan fortælle af hensyn til deres sikkerhed, bestod af en mor, en far og fire døtre. De havde byttet fisk for en stor vandmelon for at byde mig velkommen. Der voksede ingen vandmeloner i området, men de forestillede sig, at sådan en eksotisk spise ville gøre deres udenlandske gæst glad. Jeg ville meget hellere smage det, de selv spiste. I landsbyen havde penge værdi, men næsten alt andet kunne også bruges som valuta.

Maden var fantastisk. De kogte teblade og bær fra forskellige planter til en suppe eller en gryderet, en gang imellem med lidt kød, og så spiste vi retterne med ris med fingrene. Floden blev brugt til bad, tøjvask og husholdning, så alt skulle helst koges.

 

Still fra filmen ’Myanmar mareridt’.

NÅR JEG FILMER, prøver jeg at leve så tæt på mine medvirkende som muligt. Det lod sig ikke gøre i Myanmar. Som udenlandsk turist måtte jeg ikke bo privat, og en repræsentant for regeringen fulgte mig for at sikre, at jeg ikke filmede noget, regimet ikke ville have. Jeg sov derfor på hotel to timers kørsel fra landsbyen.

Nonnerne stod op klokken fire om morgenen, tog en sølvskål og gik gennem landsbyen for at tigge mad. De fleste gav dem lidt ris. Tilbage i klosteret bad de til Buddha og mediterede i en halv time med lukkede øjne uden at måtte falde i søvn. Resten af dagen gik med måltider, undervisning, tøjvask og mere meditation. Efter mørkets frembrud måtte de ikke spise.

Alle pigerne var kronragede og bar lyserøde dragter med en gylden snor. En aften kom vi forbi en butik, der solgte softice, og jeg købte en til pigen, jeg fulgte, og til de andre. Det så fantastisk ud i kameraet, da de gik gennem landsbyen i lyserødt med hver sin softice. Tilbage i klosteret fik jeg skældud, for de måtte ikke spise efter mørkets frembrud. Jeg tog skylden. Det var jo mig, der havde tænkt på billederne.

Jeg fulgte dem fra tidligt om morgenen, til de gik i seng ved 22-tiden, og på grund af køreturen fra mit hotel sov jeg ofte kun 2-3 timer. Når et sted er så inspirerende, har jeg næsten ikke lyst til at sove. Ingen bad mig om penge, og familien var utrolig generøs. Jeg har tit oplevet, at mennesker, der har lidt, giver meget, mens mennesker, der har meget, giver lidt.

Efter 14 dage rejste jeg hjem for at gennemgå materialet. Kort efter kom corona, og jeg kunne ikke vende tilbage. Vi klippede den korte film, der var aftalt med DR, men jeg blev ved med at tænke på familien og forsøgte at holde kontakten. Faren var på min alder, og jeg havde aldrig før mødt et menneske, jeg kunne spejle mig så meget i uden at tale samme sprog. Vi blev venner uden at kunne sige et ord til hinanden.

 

Foto: Privat

BAG KAMERAET

Kaspar Astrup Schröder, født 1979 i Greve. Autodidakt filminstruktør.

Debuterede i 2009 med ’Opfindelsen af Dr. Nakamats’. Har siden bl.a. instrueret ’Lej en familie A/S’ (2012), ’Big Time’ (2017), ’De dømtes børn’ (2017) og ’Medina’ (2022).

Var i 2014 med til at stifte Good Company Pictures. Hans film har været udtaget til mere end 50 internatio­nale filmfestivaler og modtaget flere priser og nomineringer.

1. november får ’Myanmar mareridt’ premiere på DRTV. ’Ensom i Tokyo’ kan ses på DRTV.

I FEBRUAR 2021 gennemførte militæret i Myanmar et kup. Jeg samlede mobiltelefoner, iPads og andre ting ind, som måske kunne bruges eller byttes, og forsøgte at sende dem til familien gennem mine kontakter. Men flere af de mennesker, jeg kendte i landet, måtte flygte. Familiens liv blev mere og mere dramatisk, og efterhånden gik det op for mig, at den film, jeg havde planlagt, ikke længere fandtes. Det var blevet en historie om at leve i krig.

Jeg kunne ikke selv rejse ind i landet igen og måtte arbejde sammen med lokale folk, som stod for optagelserne. Man kunne lave en stor historisk film om Myanmars mange regioner, deres indbyrdes konflikter og den borgerkrig, der har stået på siden landets selvstændighed. Men jeg ville fortælle en menneskelig historie om en familie og om, hvad der betyder noget, når alt bliver taget fra én.

Familien havde håbet, at børnenes uddannelse kunne føre dem ud af fattigdommen. Først lukkede skolen. Så kom kuppet. Under militærstyret blev alle, der ikke rettede ind, betragtet som landsforrædere, og da regimet indførte værnepligt, måtte arbejdsdygtige mænd vælge side. Faren og flere andre mænd fra landsbyen besluttede at kæmpe imod militæret. Han forlod sin familie uden at sige farvel og uden at fortælle, hvor han tog hen. Han mente, det var sikrest, at de ikke vidste det.

Der kunne gå måneder, hvor jeg ikke hørte fra familien eller mine kontakter. Aftaler blev ikke overholdt, fordi menneskerne omkring filmen var i livsfare, strømmen forsvandt, eller transport-vejene blev ødelagt. Jeg sendte beskeder og prøvede at ringe. Ventede og håbede, at de stadig var i live.

EN DAG MODTOG jeg en optagelse fra floden. Børnene badede, små piger legede i vandet, og en af døtrene sad på bredden og vaskede tøj. Floden var deres livskilde. Det var her, de vaskede sig og deres tøj, og herfra de hentede det vand, familien skulle overleve på. Pludselig råbte en af pigerne, at der var noget ude i vandet. Noget kom flydende imod dem. Det var et lig. Hænder og fødder var bundet sammen, og hovedet manglede. Liget drev forbi det sted, hvor børnene legede, mens de stadig ikke vidste, hvor deres far var, eller om han var i live. De sagde næsten ingenting. 

Det var en meget voldsom scene at få hjem. Jeg havde forestillet mig en film om en pige, der ville være nonne og sikre sin familie et bedre næste liv. Nu sad jeg i København og så døden flyde gennem hendes landsby.

 

Still fra filmen ’Ensom i Tokyo’.

NÅR NOGEN LYTTER

’Ensom i Tokyo’ (2025)
____________________

JEG HAR REJST i Japan i 25 år og set ensomheden i Tokyos offentlige rum. Et menneske kan sidde i et tog sammen med tusind andre og stadig befinde sig alene i sin egen boble. I Japan fandt jeg organisationen Anata no Ibasho, som betyder ’Et sted for dig’. Den var stiftet af en ung mand, der selv havde haft en hård opvækst og manglet nogen at tale med. Organisationen drev en anonym chattjeneste for mennesker i krise, og under corona kom der mere end 100.000 henvendelser.

Jeg begyndte at filme, netop som stifteren forsøgte at få regeringen med i arbejdet. Jeg blev inviteret ind i en arbejdsgruppe, og i den periode oprettede Japan en ministerpost for ensomhed. Ensomheden er både meget japansk og fuldstændig universel.

Vi har aldrig haft bedre muligheder for at komme i kontakt med hinanden, men det digitale samfund fjerner mange små menneske-møder fra hverdagen. Vi går ikke længere op på kommunen og fornyer vores kørekort, og vi scanner selv varerne i supermarkedet. Effektiviseringen i de digitale samfund har en pris.

Jeg ville møde nogle af de mennesker, der måske skrev til chattjenesten om natten. Tjenesten sendte derfor en besked til 200 brugere og spurgte, om de ville fortælle deres historie til et dansk filmprojekt. 12 svarede, og 11 af dem var kvinder. For japanske mænd er det forbundet med stor skam at tale om livets problemer.

EN DAG I 2021 ringede jeg på hos Masato i Daikanyama, et velstående kvarter i Tokyo. Han havde en gul Mercedes-AMG, en flot lejlighed, en god uddannelse og et godt arbejde, talte flere sprog og havde boet i udlandet. Set udefra var der ikke meget, der manglede.

Jeg havde været i lejligheden i måske en time, da han brød sammen og græd. Han arbejdede meget, havde ingen familie, og det der med dating-apps fungerede ikke for ham. Hver aften kom han hjem til en lejlighed, der var fuld af ting og tom for mennesker. Det var, som om en prop, han havde holdt på plads i årevis, sprang, fordi der endelig sad nogen og lyttede.

 

Foto: Privat

Folk spørger mig tit, hvordan jeg får mine medvirkende til at åbne sig. Hvis man finder mennesker, der gerne vil fortælle deres historie, behøver man ofte bare at lytte. De har måske aldrig før mødt nogen, der ville. Jeg bruger også tid med mine medvirkende uden kamera, men jeg gjorde ikke noget for at få Masato til at græde. Jeg så ham i øjnene og lyttede.  

Masato boede alene, men lejligheden var ikke helt uden levende væsner. Han havde planter og en række små kampfisk, som skulle være i hvert sit akvarium, fordi de ellers ville angribe hinanden. Han sagde, at planterne og fiskene gav ham en følelse af, at nogen var afhængige af ham. Hvis ikke han vandede planterne, visnede de. Hvis ikke han fodrede fiskene, døde de. Samtidig kunne han mærke, at det ikke var nok.

MASATO MISTEDE SENERE sit arbejde, og det sidste faste holdepunkt forsvandt i hans liv. Han mistede sin indtægt, måtte flytte fra sin lejlighed og sank ned i et sort hul med selvmordstanker. Han følte ikke længere, at han havde betydning for nogen.

Så fik han en idé. I Tokyo-bydelen Akihabara findes cafeer med katte, oddere og alle mulige andre dyr. Uglecafeen lå i et lokale på størrelse med en dobbeltgarage, malet hvidt og indrettet med lysekroner. Omkring 20 ugler sad med hvert sit navneskilt og en snor, mens gæsterne kunne drikke te med en ugle på skulderen.

Masato begyndte at tale med ejeren om at anskaffe sig en ugle. En hund ville kræve for meget, men en ugle kunne være i lejligheden. Et af argumenterne var, at hvis den aldrig lærte at flyve, ville den heller ikke savne det. Det er efter min mening temmelig diskutabelt, men sådan gør man i Japan, og Masato købte en ugleunge og blev dens far.

Han opsøgte også en buddhistisk munk, der forklarede, at han allerede var en del af et fællesskab. Nogen havde syet hans tøj og dyrket eller tilberedt hans mad, og på den måde var han forbundet med dem. Hvis han ville ud af ensomheden, måtte han selv tage det første skridt og se anderledes på tingene.

Uglen kunne måske hjælpe. En hundeejer kommer let i tale med andre hundeejere i parken, og en mand med en ugle på armen er endnu sværere at overse. Masato tog den med ud i en lille park med en legeplads. Folk stimlede sammen. Børn kom hen, og fremmede begyndte at tale med ham. Uglen havde fået en lang snor og lærte faktisk at flyve.

Da jeg optog scenen, vidste jeg, at filmen skulle slutte der. Der var noget enkelt og smukt i, at han trådte ud blandt andre mennesker med det dyr, han havde købt for at kunne klare livet alene.

ARBEJDET MED FILMEN blev hårdere, end jeg havde forestillet mig. Jeg troede, at jeg skulle følge et system, en chattjeneste og nogle politikere. I stedet blev jeg en livline for enkelte af de medvirkende. Når man først har åbnet den dør, kan man ikke bare holde fri, fordi kameraet er slukket.

Jeg fik tusindvis af beskeder, også i mine sommerferier, og modtog selvmordsbreve fra mennesker på den anden side af kloden. En aften sad jeg i København og fik en besked fra Masato, der skrev, at han ville tage sit eget liv. I Japan var klokken to eller tre om natten. Det er netop på det tidspunkt, chattjenesten har mest travlt, fordi mange deprimerede mennesker ikke kan sove.

 

Foto: Privat

Jeg kunne ikke ringe 112 fra Danmark, og chattjenesten kunne ikke hjælpe mig direkte. Gennem venner og kontakter lykkedes det at få fat i det japanske politi, som kørte ud til ham. Han blev overrasket over, at jeg havde reageret, og også vred, fordi han følte, at jeg havde brudt hans tillid.

Det kunne jeg godt forstå. Jeg sagde til ham, at hvis han ikke længere kunne lide mig, måtte det være sådan. Men jeg kunne ikke leve med mig selv, hvis jeg undlod at reagere, og han døde. Efter nogle dage tog han kontakt igen og var faktisk ret glad for min reaktion.

MASATO HAR DET godt i dag. Han har fået et arbejde, men det vigtigste er, at filmen har sat ham i forbindelse med en omverden, som finder ham interessant og godt kan lide ham. Han er næsten blevet lidt kendt. Filmen har haft stor succes i Sverige, og mange svenskere har skrevet til ham. Han taler om at rejse dertil for at møde nogle af dem. At blive set har givet ham livsmod.

Da jeg var barn, fortalte min far mig om en hjemløs, han havde mødt og talt med. Det værste var ikke, når folk undlod at give ham penge, havde manden sagt. Det værste var, når de lod, som om han ikke fandtes. Min far lærte mig, at hvis der sidder et hjemløst menneske på gaden, skal man se vedkommende i øjnene og sige hej. Det kræver så lidt. Man kan vælge kassen med et menneske i supermarkedet, selvom køen tager tre minutter længere, og sige ’Tak’ og ’Hav en god dag’. For Masato og de andre medvirkende har det at fortælle deres historie haft samme betydning. Det, de viser frem, er måske ikke det, de er stoltest af. Men nogen har lyttet. Nogen ved, at de findes.