bøger – UD & SE

Indlæg

Ulvetider

Sammen med sin mand Kaspar Munk har Lone Hørslev skrevet en aktuel kriminalroman om en tørlagt efterforsker, der forfølger et spor fra København til Vestjylland og dumper ned i et morads af ofre og rovdyr. Vi spurgte hende, hvordan det føles at svælge i de mørke sider.

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Man skal ikke mange sider ind i jeres nye bog ’Bare et menneske’, inden det første mord er begået, en pige er udsat for vanrøgt, og et barn skyder en betjent på klos hold …

”I en krimi skal der være en fremdrift, der får læseren med. Håndværksmæssigt er det spændende at arbejde inden for den genrekonvention. Vi vil gerne have, du spiser bogen som en flødeskumskage. Men inden for de rammer har vi også været optaget af almenmenneskelige temaer som ensomhed, længsler, ubehag og drømme.”

Hvor fandt I inspiration til volden og forbrydelserne?

”Vi prøvede at gå ind i, hvad der skræmmer os selv. Jeg synes, det er superuhyggeligt at gå ind i en mørk skov. Forestil dig så, at der er en, der forfølger dig gennem skoven med en jagtriffel … det var der selvfølgelig en, der skulle.”

Foto: Lærke Capion

Du har udgivet digtsamlinger, romaner og musik, men aldrig prøvet kræfter med krimigenren. Før nu …

”Da Kaspar og jeg for et par år siden skrev manuskript til en tv-serie, fandt vi ud af, at vi arbejdede godt sammen. Kaspar er filminstruktør og manuskriptforfatter, vi supplerede hinanden godt og havde det sjovt. Da vi var færdige, fik vi lyst til at lave en krimiserie til tv, så vi lejede et kontor og gik på arbejde hver dag for at brainstorme og skrive på en synopsis. Vi kom på, at historien skulle foregå i en lille by, der hed Vesterlyng, som kunne ligge mange steder i Vestjylland. Så spurgte vi os selv, hvad det var for et sted. Hvad det var for nogle mennesker, der boede der. Og jo mere vi skrev, desto mere fik vi lyst til, at det skulle være en bog. Det kriblede i fingrene, og en bog er på mange måder mere realiserbar end en tv- eller filmproduktion, der involverer mange flere led, finansiering, pitches, afslag og så videre. Så er der mere frihed i at sætte sig til tasterne og skrive derudad.”

Altså, du satte dig til tasterne?

”Det var mig, der skrev, men hele tiden i kontakt med Kaspar. Han er ekstremt god til plot, vendepunkter og dramaturgi. Jeg plejer bare at gå i gang med at skrive fra en ende af. Jeg er lidt som rodeotyren, der står og skraber i gruset, inden den kommer i manegen. Jeg vil bare i gang. Det var en øvelse i tålmodighed, men vi satte et stillads op på forhånd, og så var det mig, der byggede huset. Så sker der alligevel ting, når man skriver, som man ikke kan planlægge på forhånd, men alt blev vendt med ham. Han skyder mange ideer ned. Og har som regel ret. Det var pisseirriterende, men også skidesjovt.”

Ulve spiller en væsentlig rolle i bogen. Repræsenterer de også en personlig frygt, eller er de med på grund af deres rolle i medierne?

”Vi har talt meget om, hvordan vi kan bo i så lille et land og alligevel opfatte tingene så forskelligt. Ulven lå lidt til højrebenet som et symbol på den forskel. Forskellene, der adskiller dem, der vil frede ulven, og dem, der synes, den bare skal væk. Man støder på den sidste opfattelse ude i Vesterlyng, hvor man har dem inde på livet med alt, hvad det indebærer. Her har man rod i en landbrugskultur, og naturen har historisk set været noget, der skulle tæmmes. Hvis ikke vi tæmmer naturen, så kommer den og æder os! På den anden side har man Christiansborg og magteliten med dens regulativer, som man i Vesterlyng føler sig helt fremmedgjort over for.”

HØRSLEVS MANGE SIDER

Lone Hørslev, 51 år. Vokset op i Mejdal uden for Holstebro. Uddannet fra Forfatterskolen i 2003. Har skrevet en række digtsamlinger og romaner, lavet musik som den ene halvdel af Mouritz/Hørslev Projektet og skrevet manuskript til tv-serien ’Den gode stemning’ sammen med sin mand Kaspar Munk. ’Bare et menneske’ er udkommet på Politikens Forlag og solgt til seks lande.

Det, der trækker efterforsker Carmen Høst og bogens handling fra København til Vestjylland, er mistanken mod en kendis-shaman, der tjener penge på rige mennesker på et retreat i Vesterlyng. Er han et outreret eksempel på en natur-romantisk storbytosse?

”Han er sådan en, der bare er på besøg i naturen. Folk i Vesterlyng griner af ham og de rige mennesker, der krammer træerne, men ikke kan se forskel på en birk og en bøg. Man kan godt sige, at det lidt er en karikatur. Men det er også noget, der sker i virkeligheden. Mange af os er meget fremmedgjorte over for naturen og vores egen natur. Vi syntes, at de forskelle og spændinger var interessante at udforske.”

Du kommer selv fra Vestjylland. Havde du naturen på rygraden – hvordan det lyder, når man går på våd skovbund for eksempel – eller måtte I på felttur?

”Dufte, lyde og farver, alt det sanselige, er altid vigtigt for mig for at invitere læseren så langt med ind i et miljø som muligt. Men nu er Vesterlyng et fiktivt sted, der kunne ligge mange steder, så jeg har ikke decideret været på felttur.”

I bogen optræder nogle kryptiske løsrevne paragraffer fulde af stemningsmættede sætninger som: ”Angsten er et hestehul, hvor ord som skyld ikke længere giver mening.” Og: ”Sindet er skarpt som bjergkrystal og samtidig blødt som kviksand.” Er det digteren i dig, der kigger frem?

”På en måde, ja. I et digt kan du gå ind i noget sjæleligt og abstrakt, som ikke handler om plot og fremdrift. Jeg havde nok brug for at sætte et hørslevsk aftryk i bogen, men passagerne giver en farve til helheden og kommer ud af nogle samtaler, Kaspar og jeg har haft om, hvad det er, der driver mennesker til at handle, som de gør. Og de giver mening til sidst. Så forstår man, hvad det er for en stemme, der taler.”

Foto: Lærke Capion

Hovedpersonen, efterforsker Carmen Høst, er tørlagt alkoholiker. Du har selv stået frem og fortalt om at være holdt op med at drikke. Er alkoholen mere end en genrekonvention?

”Alkohol har kostet Carmen dyrt, hendes søn har slået hånden af hende. Nu er hun ædru alkoholiker og drikker ikke, men er meget langt fra at have det godt. Hun havner i et miljø, hvor alkoholen flyder frit, også fordi mange i Vesterlyng er i en form for sorg og dulmer den med alkohol. Så hun har hele tiden lyst til at drikke, men må ikke, fordi hun så mister sit arbejde, og det hele vil ramle. Hun er nødt til at fjerne sig fra sine følelser, og det gør hun ved at arbejde, men hun er hele tiden lidt vrissen og utålmodig. Jeg kunne godt lide at skrive på den energi. Samtidig håber vi, hun fremstår som et helt menneske. Det er ikke bare en accessory, vi har givet hende, men et rigtigt problem, som det er vigtigt at fortælle om. Personligt har jeg heldigvis ikke haft så svært ved at holde op, fordi jeg har fået hjælp fra gode venner og fællesskaber. Nu har jeg været ædru i fire år. Men jeg håber, at man mærker Carmen og forstår, hvor svært det er for hende at lade være med at drikke, og får et indblik i, hvad der sker i hovedet på en kvinde som hende. Og i, hvad alkoholismen er for en lidelse at være fanget i.”

I har allerede planlagt en serie med Carmen Høst. Er det, fordi I kom til at holde så meget af jeres hovedkarakter, eller skal krimier bare være serier?

”Begge dele, ha ha. Vi havde ikke som udgangspunkt tænkt det, og bogen kan læses selvstændigt som en afsluttet helhed. Jeg hader åbne slutninger. Men så fik vi at vide fra forlaget, at man – også fra udlandet – gerne ville høre mere til Carmen Høst. ’Nå, vil de det,’ tænkte vi. Men okay, vi holder jo også selv af hende, så hvorfor ikke se, hvad hun kan blive udsat for, og hvad hun skal opklare i fremtiden. Vi glæder os.”

juli 27, 2026/

KULTUR

Ud i lyset

Journalist Jens Rebensdorff levede med teflon på følelserne, indtil han i en moden alder satte sig for at komme under huden på sine nedarvede traumer. Nu debuterer han med en bog om et liv i skyggen af danmarkshistorien – og om en familiekonstellation, man skulle tro, var løgn.

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Howalt Andersen

UDE I DEN store verden blussede Vietnamkrigen og ungdomsoprøret. Herhjemme blev Christiania besat af slumstormere, mens Danmark fik sin første kvindelige regent, og fodboldklubber som B1903, KB og Vejle kæmpede om mesterskaber og popularitet hos den Sweet- eller Slade-lyttende ungdom. Men hjemme i den gule murermestervilla, hvor Jens Rebensdorff voksede op, var det, som om tiden var gået i stå i begyndelsen af 70’erne. Aften efter aften trak forældrene sig tilbage til hver deres lænestol forskanset med øl, vin, smøger, bøger, aviser, tv og andre værn mod samtale og spørgsmål, så han og hans søster måtte underholde sig selv. Som han beskriver det i sin nye bog ’Fortielsen’:

”Efter arbejde groede min far fast i lænestolen. Han blev ét med stuens grønne væg til væg-tæppe, rullebordet og de nikotingule vægge. Når der var allermest stille, var det kun cigaretrøgen, der bevægede sig i stuen, når han hostede, hvis han da ikke var døset hen foran fjernsynet.”

Det var et tyst, moderat misbrug, den unge Jens var vidne til. For husholdningen fungerede, som den skulle, moderen satte biodynamisk mad på bordet, når hendes arbejdsdag som socialrådgiver i Vestre Fængsel var forbi, og faderen havde ikke problemer med at passe sit job som ingeniør hos FLSmidth i Valby. Og udadtil var de en almindelig familie, der tog på ferierejser, i Idrætsparken og på cykeltur, gav hinanden julegaver og fejrede fødselsdage og andre ting, almindelige familier gør. Men inden for hjemmets fire vægge i det nordvestlige københavnske Bispebjerg-kvarter var det, som om al energi og fællesskab forsvandt, når den syv år ældre søster lukkede døren til sit værelse sammen med sine næsten voksne venner for at ryge hash og høre Rolling Stones under Che Guevara-plakaterne, mens forældrene forsvandt ind i cigarettågerne, og 11-årige Jens sugede den afgrundsdybe kedsomhed ind i lungerne.

Foto: Privat

HAN FORSØGTE AT fordrive tiden, mestendels udendørs med fodboldkampe, hulebygning og æblerov i området ved Utterslev Mose, men når han undertiden ringede til vennerne og fik den besked, at de den dag hellere ville blive hjemme end komme ud at lege, udstillede den et tomrum i hans egen opvækst. For hvem kunne dog finde på at vælge samvær med familien frem for eventyr og drengestreger? Prioriteringen gav ingen mening for ham.

”Lige siden jeg var dreng, har jeg kigget på mit familieliv og tænkt: ’Der mangler da et eller andet her.’ Jeg kunne bare ikke mærke, hvad det var. Men efterhånden som jeg voksede op, kunne jeg se, at mange andre folks forhold til deres forældre var meget anderledes. Meget tættere og mere kærligt. Selvom jeg har fået tryghed og materielle goder,” siger den i dag 66-årige journalist Jens Rebensdorff, der denne sommer er debuteret som forfatter med en erindringsbog om et familieliv, hvor følelserne blev fejet ind under gulvtæppet. Eller gemt i de kasser i kælderen, hvor Jens Rebensdorff som dreng blandt andet fandt en bajonet med blodrille og nogle patronhylstre i en konvolut med påskriften ’Til erindring om 5-5-1945’. På et tidspunkt i opvækstårene ytrede moderen noget om, at faderen havde ”været på den forkerte side under krigen”. Han havde hjulpet tyskerne med deres telegraflinjer og var blevet såret – men mere talte man ikke om det. Og arret midt i ansigtet? Det hed sig igennem hele Jens’ barndom, at det skyldtes et hestespark.

MANDEN MED HISTORIEN

Jens Rebensdorff, født 1959. Journalist. Opvokset og bosat i København. Ansat på Berlingske i over 30 år – i dag freelance. ’Fortielsen’ er hans debut som forfatter. Far til Helena – kendt som sanger og komponist under navnet Brimheim.

AT IKKE BARE familien var anderledes, men at han var det i særlig grad, blev stadig mere åbenlyst gennem teenageårene. I en biologitime, hvor læreren forklarede dem om dna, kromosomer og cellemembraner og blandt andet kom ind på den minimale sandsynlighed for, at to blåøjede forældre skulle få et barn med brune øjne, rungede spørgsmål, som tidligere havde ligget uudtalte, mellem ørerne på den 15-årige Jens. For hvordan kunne han med sine grønne øjne, sit sorte, tykke hår, sin olivenfarvede hud og blødt krummede næse være produktet af to blonde forældre? I frikvarteret efter timen satte klassekammeraten Jimmie det på spidsen:

”Hvordan fanden er du blevet sortsmudsker? Din mor og far har sgu da blå øjne.”

Og af og til, når han driblede hurtigt op ad linjen som højre wing i Brønshøj-klubben Fix, hørte han tilråb som: ”Pas på ham grønlænderen” fra modstanderne. Han prøvede ikke at tænke for meget over det. Og spørge forældrene, hvordan det egentlig hang sammen, kom ikke på tale. Men omverdenen har nok gjort sig sine spekulationer, mener Jens Rebensdorff.

”Der må have været lidt murren i krogene, men jeg hørte ikke noget til det fra mine forældre. Jeg følte mig anderledes, men var også god til at indrette mig. Jeg var altid en del af rosset, så jeg tog det ikke så tungt. Og det var jo 70’erne. Dengang var der ikke noget usædvanligt i at kalde folk sortsmudsker. Vi mobbede jo hinanden sønder og sammen. Folk blev kaldt alt muligt, uden at man tænkte nærmere over konsekvenserne, og der er utvivlsomt nogle, der er gået ned med flaget. Jeg var bare så heldig at være udstyret med hård hud.”

Jens Rebensdorff har gravet i gemmerne og erindringen i arbejdet med ’Fortielsen’.

DER SKULLE GÅ yderligere en håndfuld år, inden han – måske ved en slags freudiansk forglemmelse – en sen aftentime glemte et selvportræt, han havde skrevet under et højskoleophold, på køkkenbordet. Teksten luftede tvivl om, hvorvidt hans opvækst-far nu også kunne være hans biologiske far, og moderen sagde, efter at hun havde fundet den næste morgen, at han var velkommen til at spørge, hvis der var noget, han ville vide. Og over de næste minutter serverede hun så, med en underlig mangel på indlevelse, en kortfattet korrigeret skabelsesberetning til sin søn, der fik at vide, at han var blevet undfanget i Colombia.

Som barn havde han ofte hørt tale om sine forældres udstationering i colombianske Manizales, hvor faderen var sendt af sted for at etablere en cementfabrik for FLSmidth, mens moderen levede et behageligt liv som fruen i huset. Nu fik historien tilføjet en ny slutning, nemlig at moderen havde haft en affære med en af faderens ansatte, en affære, som gjorde hende gravid og afsluttede opholdet, fordi hun foretrak at føde og opdrage barnet under danske forhold.

MÅSKE VAR DET af hensyn til sin mor, at Jens Rebensdorff ikke stillede alle de spørgsmål, han havde lyst til at følge op med. Måske var det moderens lukkede facon, der fik ham til selv at lukke i. I hvert fald tog han til takke med de sparsomme informationer, han havde fået om sin biologiske far. Informationer, som af og til igennem de næste mange år blev luftet som en slags social remse, der gav opmærksomhed til selskaber eller ligefrem kunne bruges som scoretrick: Han var produktet af et sidespring mellem en indremissionsk præstedatter fra Himmerland og en socialistisk værkfører fra en cementfabrik i Colombia.

”Jeg vidste godt, det var en vild historie,” siger Jens Rebensdorff.

Kombineret med opvækstens fader, der vistnok havde sympatiseret med nazisterne og arbejdet på tysk side under besættelsen, blev det kun vildere. Endnu vildere blev det imidlertid, da moderen mange år senere, efter sin mands død, løftede lidt mere af sløret for sønnen og fortalte, at hun under krigen var blevet forelsket i en tysk soldat, og at han derfor havde endnu en uægte søster, som var blevet født i dølgsmål i krigens sidste dage.

”Der var mange temaer at tage fat på,” siger Jens Rebensdorff, der i mange år afholdt sig fra at udforske historierne yderligere, men blot levede videre med den overfladiske, kuriøse remse.

”De må have haft nogle utrolige dæmoner, mine forældre. De talte bare aldrig om det. Og det har jeg arvet i en eller anden forstand. Ens forældre er et spejl. De har været mit forbillede for, hvordan man navigerer i verden. Og jeg er meget konfliktsky. En af mine venner kalder mig ’Teflon-drengen’.”

Inden Jens Rebensdorff kom til verden, havde hans forældre levet et noget andet liv i Colombia.

FOR FEM ÅR siden skrev han i forbindelse med årsdagen for besættelsen en artikel til Berlingske, avisen, hvor han havde arbejdet i 30 år, om at vokse op med en far, man vidste havde en eller anden andel på den tyske side, og hvor mærkeligt det var ikke at vide hvorfor, og hvad han havde lavet. På det tidspunkt havde både moderen og opvækst-faderen været døde i mange år, så det virkede på en måde ufarligt at skrive om. Men redaktøren var vild med den personlige vinkel på besættelsen, fortæller Jens Rebensdorff, der blev hyret som avisens første såkaldte livsstilsjournalist i 1991.

”På en måde var det ikke så forskelligt fra de mange klummer, jeg har skrevet igennem min karriere. Da jeg blev ansat, sagde redaktøren bare: ’Gå ned på en café, og få en idé.’ Og den approach har jeg nærmest benyttet hele min karriere. Følelsen af, at man sætter sig selv i spil. Følelsen af, at man ved noget om det, man skriver om. Fordi man er ekspert på sit eget liv. Det var så let at skrive,” siger han om besættelsesartiklen og knipser med fingrene: ”Og det føltes faktisk godt.”

Dagen efter artiklen blev bragt, modtog han et tip, der fik ham til at forfølge sporet af sin fars og sin families fortid på tværs af arkiver, dagbøger, interview og en rejse til Colombia på vej mod et fragmenteret familieportræt. Og også på vej mod en dybere forståelse for forældrenes fælles forkærlighed for fortrængning. De havde, viste det sig, mødt hinanden i 1948. En kontaktannonce i Politiken, hvor en 27-årig ingeniørstuderende søgte en ”pige, der er ligeglad med fortiden”, blev indledningen til et fornuftsægteskab. Sammen kunne den forhenværende nazistiske østfrontsoldat og den kompromitterede ’tyskertøs’ slikke sårene og stable en ny tilværelse på benene.

”Nu ved jeg, hvad de kæmpede med. Nu har jeg en slags forklaring på, hvorfor de var, hvad de var. Mine forældre må hver især have haft et vildt indre liv med skam, skyld og forfærdelige ting, samtidig med at de holdt sammen på matriklen på Henriksvej hjemme i Bispebjerg.”

UNDER ARBEJDET MED ’Fortielsen’ har han selv gået til psykoterapeut for bedre at huske og forstå, hvad han voksede op med, og hvordan det har formet ham. Processen har skabt forbindelse til mange forseglede følelser:

”Jeg begyndte at drømme helt vildt. Det væltede op fra undergrunden med traumer, minder og relationer. Det har været privilegeret at sidde og skrive, men samtidig har jeg set nogle spøgelser i øjnene. Det har været et vidunderligt mareridt,” siger Jens Rebensdorff.

I dag kan han godt føle en slags sorg pr. efterkrav.

”Jeg havde venner og gik til fodbold, men på bunden var jeg jo en ensom dreng. Det er først nu, hvor jeg er kommet dybere ned i det, at jeg for alvor er begyndt at savne, hvad jeg ikke havde, og er begyndt at tænke: ’Gid, jeg havde haft et bedre forhold til min mor!’”

Postkort fra Manizales, en souvenir fra forældrenes ophold i Colombia. Foto: Privat

Erkendelserne har givet ham et ønske om at drage bedre omsorg for forholdet til sin egen voksne datter. Det har på sin vis været betinget af laden stå til, berøringsangst, og hvad han ellers selv er opdraget med, men nu skal det være slut: ”Det er forhåbentlig aldrig for sent at blive klogere. Om jeg kan handle derefter fremadrettet, det må fremtiden vise, men hun siger, at jeg er blevet roligere at være sammen med, efter jeg satte sidste punktum. Jeg tror, jeg har fået et større selvværd. Jeg har ikke bare fundet ny viden, jeg har fået vished. En slags sandhed, der har fået mine skuldre til at falde ned.”

Bogen er melankolsk, men der er meget erindringslitteratur derude, der går mere bidsk til værks. Du virker ikke særlig vred på dine forældre, men retter gang på gang kritikken mod dig selv, fordi du så mange gange undlod at spørge, hvad der var sket …

”Det er også sådan, jeg opfatter det. Det var mig, der aldrig fik nosset mig sammen til at tale ordentligt med min mor, mens hun levede. Det var hende, der sad og var traumatiseret. En af de ting, jeg gerne vil sige med bogen, er, at det handler om dig. Det er dit liv.”

’Fortielsen’ er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

juli 22, 2026/

LITTERATURTEMA

Nyt kapitel

Michael Nellemann forlod et travlt arbejdsliv som museumsleder, fondsdirektør og hofchef for prins Henrik for at blive boghandler. I dag driver han Thiemers Magasin som en rolig oase for sig selv – og et lille fællesskab for alle dem, der vil mødes om kærligheden til god litteratur.

Tekst:Benjamin DaneFoto:Thiemers Magasin

”LÆS IS MORE” står der på et lille, broderet skilt på bardisken i Thiemers Magasin. Det er en onsdag formiddag, og i den lille boghandel med tilhørende café på Vesterbro i København går et par kunder rundt og snuser lidt mellem boghylderne. I går aftes var her fuldt af gæster til forfattersamtale med romandebuterende Karen Bro, senere i dag er der litteraturcafé med oplæsning af tre forfattere fra den eksperimenterende del af den danske litteraturscene, i morgen endnu en forfattersamtale – men lige nu er her stille, næsten søvnigt. En kvindelig ekspedient kigger op fra sin bog, da jeg træder ind. I højttalerne spiller jazz på lav volumen, kun afbrudt af lyde fra espressomaskinen. Der dufter lidt af kaffe, lidt af papir. I et hjørne sidder en gæst med en cappuccino og læser i stilhed.

Stemningen denne formiddag emmer af den ro, Michael Nellemann søgte, da han for fem år siden overtog Thiemers Magasin. Han havde arbejdet i ministerier og i fonde, arbejdet på ambassaden i Paris i mere end et årti, været museumsdirektør på Nivaagaards Malerisamling, hofchef for prins Henrik – en udfordrende karriere, men også et liv, der med tiden fik ham til at længes efter noget andet.

”Jeg fulgte altid andres kalender, aldrig min egen,” lyder den helt korte version, da vi har sat os med en kop kaffe. ”Jeg havde lyst til noget friere – noget mere intuitivt.”

DET KOM SIG af en drøm, han i mange år havde gået med: Når han blev en gammel mand, skulle han have sig et lille antikvariat, der aldrig holdt åbent, så han bare kunne sidde ude bagved og læse bøger. Det var mest sagt i spøg til venner og bekendte, men da Thiemers kom til salg, blev det pludselig konkret. Den daværende ejer ville af med forretningen, fordi hun selv skulle skrive en bog, men kun juice-barer og tøjforretninger havde henvendt sig og fået nej tak. Thiemers, fastholdt hun, skulle gå videre til en, som ville holde liv i boghandlen.

Det fortalte hun Michael Nellemann en forårsdag i 2020, da han under pandemien kom forbi for at hente nogle bøger, både fordi han manglede læsestof og for at støtte de nødlidende lokale forretninger i kvarteret omkring Tullinsgade og Værnedamsvej. Han fik dem rakt ud gennem døren, og på vej hjem med posen fuld vidste han, at han skulle udleve sin gammelromantiske drøm om at blive boghandler.

”Jeg var nok ekstra modtagelig for et kursskifte i den periode, både på grund af corona og min livssituation,” siger han.

På det tidspunkt var han lige stoppet som direktør i Det Obelske Familiefond. Senere samme år, i august, overtog han Thiemers Magasin, der dengang var en stille butik med kun én ansat på vagt ad gangen. Hans børn gik i skole lige ved siden af og kom tit forbi for at læse i sofaen eller bare sidde lidt, og hans bror, der bor i samme gade, hang også ud ude foran.

”Jeg gik rundt og tænkte, at uanset hvordan det ville gå, havde det allerede været det hele værd,” fortæller han.

Boghandlen havde ry som et særligt sted, en kurateret butik, hvor gæsterne – sådan omtaler han kunderne – gerne kommer med specifikke ønsker eller åbne spørgsmål.

”Nogle er lige blevet skilt, andre har fået et barn, skiftet job eller står et nyt sted i livet. Så spørger de: ’Hvad skal jeg læse?’ Og på den måde kan vi næsten bestemme, hvad folk læser,” siger Michael Nellemann, der mener, at bøger fungerer som katalysator for samtaler og fællesskab. Derfor er ordene ’bøger’, ’kærlighed’ og ’fællesskab’ trykt på markiserne udenfor, og derfor er cafeen, der før var et lager, et oplagt supplement.

”Det er lidt som på et museum. En café er en naturlig forlængelse af oplevelsen.”

RET HURTIGT begyndte han at udvide, selvom han havde svoret, at han ville leve et roligere liv. Først en bogcafé i Valby, så overtagelsen af den ikoniske Greens Boghandel i Virum, hvis Oregon pine-interiør fra 50’erne stadig står urørt, og senest en filial i Kvindernes Bygning med fokus på kvindelige forfattere.

”Jeg har et iværksætter-gen, jeg ikke rigtig kan styre,” siger Michael Nellemann, måske fordi han er opvokset i Herning.

Hans mor læste meget, og han var selv glad for både skønlitteratur og for dansk i skolen, men det var CBS, han søgte ind på, da han skulle tage sig en uddannelse. Undervejs i studiet tog han en pause for at læse kunsthistorie, bare et enkelt semester eller to lød planen, men det endte med at fange ham så meget, at han blev hængende. Han fik studiejob i et auktionshus og var senere med til at starte sit eget auktionsfirma, der blev solgt til Lauritz.com. Han blev udnævnt til kultur- og presseråd i Paris i en usædvanlig ung alder og blev hængende i 11 år, længe efter de normale 3-4 års udsendelse.

I Paris fik han børn, blev gift og lærte kongefamilien at kende, fordi de ofte kom til byen. Da han vendte hjem, blev han museumsdirektør på Nivaagaards Malerisamling, men der gik ikke længe, før han blev spurgt, om han ville være hofchef for prins Henrik – i første omgang i en deltidsstilling ved siden af arbejdet på museet.

”Det var som at være departementschef i verdens mindste departement,” husker han. ”Vi var 8-10 ansatte i alt, vi rejste meget sammen, og jeg fungerede også som rådgiver, indtil prinsen ikke havde brug for sådan en længere.”

HVIS DET AT være hofchef eller museumsdirektør er som at dirigere et symfoniorkester, er Thiemers Magasin ifølge Michael Nellemann mere som at drive en lille jazzklub. Og på trods af udvidelserne afviser han enhver ambition om at gøre boghandlen til en kæde.

”Det er ikke, fordi jeg har en strategi om at åbne 40 butikker næste år. Det sker organisk,” siger han. ”Jeg kan bare ikke sige nej, når det rigtige sted dukker op – som da jeg blev spurgt, om jeg ville åbne en boghandel i Kvindernes Bygning, en vidunderlig art deco-bygning fra 1937. Eller Greens, som jeg først sagde nej til, men da jeg kom derop og så den, kunne jeg ikke lade være.”

Det ville ellers være oplagt at ride med på, at læsning igen er blevet cool. På Instagram og TikTok har såkaldte bookfluencere skabt store online fællesskaber omkring læsning, og stjerner som Dua Lipa og Dakota Johnson har egne bogklubber. Måske har du hørt om fænomenet ’performativ læsning’, hvor folk sætter sig på offentlige steder med en bog i hånden, mest for at blive set. Det joker de ansatte på Thiemers i hvert fald med, når de på Instagram poserer foran cafeen med en kop kaffe og en bog i hånden – gerne med forsiden vendt på hovedet.

I det hele taget går det bedre i bogbranchen, end mange tror, mener Michael Nellemann. Godt hjulpet af få store titler, ja, men i en specialboghandel som hans er man mindre følsom over for udsving. Publikum spænder fra gamle stamkunder til de helt unge, fortæller han, hvilket blev tydeligt, da regeringen for nylig annoncerede, at man ville fjerne bogmomsen. Thiemers fejrede det med et udsalg med minus 20 procent på alle bøger, og det blev butikkens største dag nogensinde.

”Det var især mange unge mennesker, der kom ind og købte både to og tre bøger, og det var jo ikke kun for at spare 30 eller 40 kroner, men for at tage del i begejstringen. Det blev en lidt dyr dag for mig. Men en virkelig sjov dag,” siger Michael Nellemann.

LITTERATUR PÅ SKINNER

Som en blanding af fælleslæsning og aktivisme har Thiemers Magasin skabt konceptet ’metrolæsning’. En lørdag formiddag hver måned mødes deltagerne i boghandlen, får en kop kaffe og tager derefter metroen sammen – alle med en bog i hånden. Gruppen læser i stilhed hele vejen rundt i Cityringen og går i samlet flok tilbage til Tullinsgade.

”Forbipasserende ser 50-70 mennesker stige på med hver sin bog, og reaktionerne er ofte undrende: ’Hvad laver I?’ ’Vi læser,’ svarer vi,” siger Michael Nellemann, der kalder det en lille, ironisk aktivistisk handling i en tid, hvor mange stirrer ned i deres telefoner, når de kører i tog.

”Det gør noget ved folk at se, at en hel gruppe bare læser. Vi har også prøvet det i et regionaltog, hvor vi omdannede en kupé til en mobil boghandel og forærede bøger væk – og folk tog virkelig godt imod det.”

SELV LÆSER HAN morgen og aften, en bog eller to om ugen, det seneste halvår særligt mange danske debutanter, fordi han sidder i juryen for Bogforums debutantpris. Hans smag er bred, siger han, og nok også bredere end hos de fleste af hans ansatte, som forfølger et litterært spor og gerne køber bøger ind derefter.

”Vi sælger mest skønlitteratur,” siger han og nævner både ny og etableret dansk litteratur samt oversættelser af internationale darlings som Deborah Levy og Annie Ernaux.

”Og vi sælger meget god skønlitteratur,” tilføjer han.

”Det er selvfølgelig subjektivt, for hvad er god litteratur, men jeg synes godt, jeg kan tillade mig at sige det, fordi vi sælger litteratur, vi selv har læst og kan sige noget kvalificeret om. Det er nok en af vores styrker: Du kan gå herned og få en anbefaling, som holder, fordi de ansatte herinde er det, jeg vil kalde gode læsere.”

Den atmosfære af kyndig, men uprætentiøs vejledning i butikken er afgørende, mener Michael Nellemann. Han sammenligner det med museumsverdenen: Man kan have verdens fineste samling, men det er modtagelsen og stemningen, gæsterne husker. Sådan skal det også være på Thiemers, og så skidt med, at han nok ikke bliver rig af det. Han ved, at Thiemers forbliver en lille forretning, også selvom hans indre iværksætter har det med at blive smittet af optimismen.

”Jeg skal holde lidt snor i mig selv, men jeg synes, der er masser af grund til at tro på bogen,” siger Michael Nellemann, der med egne ord er på en mission – på vegne af litteraturen, på vegne af læserne og på vegne af gadebilledet.

”Du kan købe alle dine bøger på nettet, men så lukker boghandlerne,” siger han. ”Du kan købe alle dine blomster på nettet, men så lukker blomsterhandlerne. Og du kan købe alle dine dagligvarer på nemlig.com, men så forsvinder købmanden, bageren og grønthandleren, og så mister du noget. I sidste ende bestemmer forbrugerne, ikke politikerne, hvordan en by ser ud. Jeg håber, at de bliver ved med at vælge os til.”

november 26, 2025/

LITTERATURTEMA

I forvejen kendt

Fra musikere og tv-kokke til reality-stjerner og chefredaktører: Kendisserne indtager litteraturens mest blodige genre, men hvor forlagene ser et sikkert salg i the usual suspects, taler en kritiker om forfald.

Tekst:Benjamin DaneFoto:PR

DEN UNGE JOURNALIST Signe Messborg har knap fået udleveret sit nøglekort til københavnermediet AMAG, da hun bliver viklet ind i et mord. En dealer fra Islands Brygges hashmiljø er fundet død ved Langebro, og Signe må balancere kollegiale intriger, kriminelle mistænkte, en gammel flamme i politiet og en stalker, der forfølger hende. Samtidig skal hun både fejre sin højtelskede mormor ’Mopper’ og håndtere en veninde, der insisterer på at redde hendes kærlighedsliv.

Sådan begynder ’Liget ved Langebro’, en krimidebut, der netop er landet på hylderne i landets boghandler, skrevet af Linse Kessler sammen med den 25-årige revydirektør, iværksætter og forfatter Lukas Birch. Bogen er det seneste eksempel på, at krimigenren i de senere år er blevet et tilløbsstykke for kendte mennesker, der i forvejen er etablerede i andre felter: Anne Linnet har skrevet krimi, Anette og James Price udgav tidligere på året ’Mord og mozzarella’, skuespiller Sofie Lassen-Kahlke har skrevet to krimier på tre år, og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen har også kastet sig ud i genren. Navne, der normalt forbindes med musik, mad, film og journalistik, toner nu frem på krimihylderne i boghandlen, og selvom anmelderne sjældent er begejstrede, bliver forlagene tilsyneladende ved.

Men hvad sker der, når kendte mennesker pludselig kalder sig krimiforfattere? Er det et frisk pust til en populær genre med store, etablerede navne – eller et tegn på, at forlagene kynisk satser på kendisfaktor frem for litterær kvalitet?

BEVIS-MATERIALE

I 2023 blev der solgt cirka 8,3 millioner bøger i Danmark. Af dem var krimier og spændingsromaner den næststørste kategori (kun overgået af småbørns- og billedbøger) med omkring en million solgte eksemplarer, svarende til 12 procent af det samlede bogsalg.

I 2021 viste Kulturvaneundersøgelsen fra Danmarks Statistik, at blandt dem, der havde læst skønlitteratur, havde hver anden læst krimi – 55 procent af kvinderne og 45 procent af mændene.

I en undersøgelse om lydbøger fra 2024 svarede hver fjerde dansker, at krimi er deres foretrukne genre, når de lytter til lydbøger.

Kilder: Danmarks Statistik, Mofibo/Nordisk Lydbogsundersøgelse 2024

DA UD & SE RINGER til Linse Kessler og bemærker, at det for nogle nok vil være en overraskelse, at hun – der er kendt som reality-stjerne, tidligere stripklubejer og søster til den tidligere professionelle bokser Mikkel Kessler – nu kan kalde sig krimiforfatter, bryder hun ud i latter.

”Ja, inklusive mig selv,” siger hun.

”Jeg sagde til Lukas: ’Jeg kan sgu da ikke skrive en krimi. Jeg kan snakke i timevis, jeg har historier nok, men det med at styre et plot og finde ud af, hvem der er morderen – det er sgu en anden, du skal have fat i.’”

Men Lukas Birch insisterede. Efter at have arbejdet sammen med hende på foredrag og en citatbog om Islands Brygge så han potentialet i hendes mange anekdoter fra et helt liv på ’Bryggen’.

”Han sagde: ’Du har jo alle historierne, der skal til for at lave en krimi,’” husker Linse Kessler, der lod sig overbevise. Måske var hendes barndoms galleri af brogede Brygge-karakterer – Salat-Kaj, Dykker-Bent, Ole Skæg (hendes far) og Ole Sanger (hendes farfar) – faktisk det perfekte fundament for en både dyster og underholdende krimi.

De to begyndte at gå ture på Islands Brygge og tog sammen på bodegaen
Haraldsborg, som Linse Kesslers søster ejer. Linse Kessler fortalte anekdoter, Lukas Birch noterede og skrev. Arbejdsfordelingen blev helt naturligt sådan, siger hun, fordi hun har svært ved at sidde stille:

”Så Lukas skrev, læste kapitlerne højt for mig, og jeg sad helt bidt og tænkte: ’Gud, hvor er det spændende,’” siger hun og understreger: ”Jeg er medforfatter, fordi det er mine historier, men jeg kan ikke tage æren for, at plottet hænger sammen. Det er Lukas’ fortjeneste.”

HVOR LINSE KESSLER ser sin forfatterdebut som en chance for at dele ud af sit livs stof, ser Bo Tao Michaëlis, mangeårig krimianmelder på Politiken, et lidt andet motiv.

”Der er penge i det,” siger han kontant, da Ud & Se spørger, hvorfor vi i disse år ser så mange eksempler på kendiskrimier.

”Markedet er fuldstændig oversvømmet, og kvaliteten er mestendels middelmådig. Men forlagene er ligeglade, for der er et publikum. Og har du et kendt navn, trækker det kunder ind i butikken.”

Krimianmelderen kalder tendensen for kommerciel spekulation, en måde at udnytte kendte som løftestang til salg.

”Det er ikke godt for genren, og det er ikke godt for læserne. Mange føler sig snydt, når de har betalt 300 kroner for en bog, der ikke holder.”

For Bo Tao Michaëlis, der er vokset op med blandt andre Raymond Chandlers og Dashiell Hammetts hårdkogte amerikanske krimier og har brugt en hel karriere på at kæmpe for genrens anerkendelse i litterære kredse, er udviklingen bekymrende.

”Det udvander genren. Jeg hører ofte den hånlige kommentar: ’Alle kan skrive en krimi.’ Og kendis-bølgen bekræfter det desværre. For en god krimi kræver håndværk, talent og intention. Den skal have et plot, der hænger sammen, og den skal sige noget om verden – ikke bare være underholdning.”

Han peger på, at de bedste krimier altid har haft en dimension ud over forbrydelsen: De har handlet om kapitalisme, magt og venskaber på tværs af køn og klasser.

”Derfor ærgrer det mig, når forlagene pumper middelmådige kendis-krimier ud. Det trækker genren tilbage i skyggen,” siger han.

KENDTE PÅ KRIMIHYLDEN

Anne Linnet: ’Fucked’ (2019)

En morgen i maj bliver liget af en ung mishandlet kvinde fundet på en skovsti nær Helsingør. Nynne Quist efterforsker, men sagen griber voldsomt om sig og får også konsekvenser for hendes eget liv.

Anette & James Price: ’Mord og mozzarella’ (2025)

Andet bind i Anette og James Prices såkaldte ’hyggekrimiserie’ om gastronomi og mord handler om et mord på Amalfikysten og er en selvstændig fortsættelse til parrets krimidebut ’Det røgede lig’ fra 2024.

Sofie Lassen-Kahlke: ’Hermans hævn’ (2025)

Under premieren på en opera vælter Det Kongelige Teaters kunstneriske leder, Gabriel Sandgren, ud på scenen og dør for åbent tæppe – men måske er det ikke bare et hjertestop. Opfølger til ’Adams arv’ fra 2023.

Poul Madsen: ’Kongen fra Esbjerg’ (2025)

Bjørn Svendsen, formand for Arbejderpartiet, bliver ramt af en skandalesag, da belastende fotos, taget til et halbal i Esbjerg for mange år siden, dukker op. Og han skyr ingen midler for at afværge den.

BO TAO MICHAËLIS anerkender, at enkelte uden klassisk forfatterbaggrund har gjort det hæderligt – især journalister, hvis fag ligger tæt på genren. Selv gav han for eksempel Poul Madsen fire hjerter i Politiken, da han i foråret udgav ’Kongen fra Esbjerg’, en politisk thriller, som Bo Tao Michaëlis kaldte urealistisk, men også ”hæmningsløst underholdende og kulørt som en karrusel med blinkende lygter”.

Men derudover kan han ikke mindes et tilfælde, hvor en kendt musiker eller skuespiller for alvor har bidraget med noget, der hæver niveauet. Tværtimod frygter han, at tendensen vil gøre, at flere vender sig væk fra krimien.

”Så bliver det ligesom en genre, der lever sit eget liv, hvor forlagene er tilfredse, fordi bøgerne sælger, men hvor læserne langsomt mister respekten.”

Linse Kessler ser anderledes positivt på sagen. Hun oplever selv, at der er plads til nye stemmer i genren.

”Jeg synes, det er fedt, at almindelige mennesker også kan gøre det. Det behøver ikke altid være de samme forfattere, man læser. Anne Linnet har jo også levet et liv, James Price har sine erfaringer – hvorfor skulle de ikke kunne bruge det? Jeg synes, det er sejt, de gør det.”

Hun indrømmer dog, at hun ikke selv er den store læser.

”Hvis nogen gider læse dem højt for mig, kan jeg godt lide en god krimi, men jeg har sådan et popcornhoved. Det går lidt hurtigt, ikke? Jeg falder i søvn over bøger, lige meget hvor spændende de er,” siger hun og fortæller, at hun faktisk kun kan huske at have læst én bog til ende.

”Det var havmågen Jonathan (’Jonathan Livingston havmåge’, red.), og der var jeg 18 år og sad i spjældet.”

Men til trods for sin begrænsede litterære dannelse og den umiddelbare skepsis, hun først mødte skriveprojektet med, er Linse Kessler ikke længere i tvivl om, at hun har noget at bidrage med:

”Jeg har levet et liv, der har givet mig vilde historier. Jeg har vovet meget. Og hvis de historier kan blive til en krimi, som folk gider læse, så er det da bare
alle tiders.”

november 26, 2025/

LITTERATURTEMA

Mellem linjerne

Kunst, begær og barsel smelter sammen i Tine Høegs nye roman – og i hendes eget liv, hvor litteraturen skal finde plads blandt amning og legetøj.

Tekst:Benjamin DaneFoto:Paula Duvå

Din nye roman ’Ultramarin’ følger Dagny, en billedkunstner, der vender tilbage til arbejdet efter barsel og bliver opsøgt af en kvinde fra sin fortid. Hvad var det, der satte den historie i gang hos dig?

”Jeg begyndte at skrive bogen, da min datter var knap et halvt år gammel. Jeg havde nogle formiddage, hvor jeg satte mig på en café med min computer, mens min mand var sammen med hende. Jeg havde ganske få timer, før tiden løb ud, og jeg skulle hjem og amme. Jeg tror, det var den splittelse, den lidt mærkelige mellemtilstand, hvor man som mor er meget fysisk bundet til barnet, men samtidig mærker et begær efter at blive sig selv igen. For mig er begæret knyttet til skrivningen, for Dagny til billedkunsten, men jeg tror, længslen er den samme. Mod selvforglemmelse og opslugthed af det, man brænder for, og det kan godt kollidere med den opslugthed og fortabelse i barnet, som man jo også er nødt til at have som mor.”

Hvor længe har bogen været undervejs?

”Det tager mig 2-3 år at skrive en roman. Jeg skriver alt muligt, og først efter noget tid begynder et mønster at vise sig. Jeg har én gang prøvet at lægge en plan inden, men da jeg så skulle i gang med at skrive, føltes det stendødt. Jeg er nødt til at kaste mig ind i romanen uden retning og se, hvad der sker. Det første halve år skriver jeg en masse pinagtigt dårligt, som aldrig kommer med. Enkelte elementer overlever. Allerede i den allerførste tekst denne gang dukkede en mystisk seddel op, og den er jo også i romanen nu – den seddel, Dagny får af en kvinde, og som bliver en slags gåde, der sender hende tilbage i tid. Men jeg ved aldrig, når jeg går i gang, hvad jeg skal.”

Ligesom flere af dine andre romaner er ’Ultramarin’ skrevet som en slags lyrisk prosa – ofte i korte, sceniske stykker med luft mellem linjerne. Hvad er det ved den form, der tiltaler dig?

”Det er blevet min form. Teksten er både lydlig og visuel for mig. Jeg læser den højt for mig selv igen og igen, mens jeg skriver, og den skal lyde rigtigt, som en form for musik. Visuelt skal den også se ud på en bestemt måde på siden. Hver side er lidt som et lille værk i sig selv. De blanke linjer fungerer som pauser, både lydlige og visuelle, men også i historien. Mine romaner består af scener, hvor jeg tegner de streger op, som er nødvendige for, at læserne forstår, hvad der foregår, men der må også godt være noget usagt, rum for fortolkning. På den måde er læseren også selv med til at færdiggøre scenen.”

Du bruger også sms- og Messenger-beskeder i dine romaner. Hvorfor?

”Fordi den skrevne kommunikation er en kæmpe del af mit og de fleste menneskers liv. De sms-tråde, jeg har med mine venner, indeholder nogle af de dybeste samtaler, vi har med hinanden. Det er ikke kun et rum for overfladiske beskeder. Det kan være de største og vigtigste ting, man deler der. Derfor ville det være mærkeligt, hvis den måde at kommunikere på ikke også fandtes i mine bøger. Og så giver det en mulighed for, at karaktererne kan befinde sig på to spor samtidig: De kan sige ét på skrift og så gøre noget andet. Det giver nogle sjove muligheder for mig som forfatter.”

Billeder og udklip er en del af din skriveproces. Hvordan bruger du dem?

”Jeg har en gigantisk opslagstavle, og på den vokser en collage frem, næsten som et parallelt værk. Det er som at føre en slags samtale med noget uden for mig selv, når jeg ellers bare sidder alene med teksten. Billederne giver modspil og nye input. Og hvis jeg har en dårlig dag, er det også en redning – hvis jeg slet ikke kan skrive noget, kan jeg altid finde noget til tavlen. Det behøver ikke være noget, der findes én til én i romanen, men noget, der kan kaste noget af sig eller rummer en særlig stemning. Nogle gange finder noget fra tavlen helt konkret vej til bogen. Til ’Ultramarin’ hængte jeg for eksempel et billede op af en kugle, som havde et mærkeligt genskær, og den kugle blev fundamentet for et meget afgørende kunstværk i romanen.”

Tidligere har du sagt, at du har brug for ensomhed til at skrive. Hvordan fungerer det nu, hvor du har små børn?

”Mit liv nu er helt usammenligneligt, med før jeg fik børn. Dengang elskede jeg at skrive sent om aftenen og om natten. Jeg dyrkede ensomheden. Nu har vi to små børn, og min mand har to store fra tidligere, så hver anden uge er der fire børn i huset. Dengang det kun var min mands børn, havde jeg skilte på døren til mit skriveværelse: ’Kom ind!’, ’Bank på!’, ’Bliv væk!’ – men det fungerer jo ikke med en treårig og en baby. For tiden må jeg tage de små sprækker, jeg kan få. Jeg har altid en notesbog på mig, så jeg kan skrive lidt, mens jeg ammer, eller mens min datter leger på gulvet. Det gør skriften mere brudstykkeagtig. Jeg er samtidig blevet mere fokuseret. Fra jeg afleverer et barn i børnehave, er der måske seks timer, til jeg skal hente. Så der skriver jeg. Jeg kan ikke længere leve et udflydende kunstnerliv og sætte mig med et glas rødvin klokken 16 og skrive til langt ud på aftenen.”

Hvordan fandt du egentlig ud af, at du ville være forfatter?

”Jeg har altid skrevet, men i hemmelighed. Jeg kommer ikke fra en kunstnerfamilie og tænkte nok ikke, at det var muligt. Jeg har taget en uddannelse og også arbejdet som gymnasielærer, så det tog mig tid at forløse den drøm. På universitetet mødte jeg for første gang andre, der skrev. Vi læste hinandens tekster, og jeg turde vise mine egne frem. Jeg fik digte antaget i Hvedekorn. Det gav et lille skub. Men der gik 10 år, før jeg for alvor turde sige, at det var det, jeg ville. Jeg skrev min første roman, ’Nye rejsende’, i toget, mens jeg pendlede til og fra gymnasiet i Næstved, men selv da den udkom, tænkte jeg ikke, at jeg var rigtig forfatter. Jeg havde egentlig besluttet at søge orlov, men da jeg stod i døråbningen til rektors kontor, valgte jeg spontant at sige op. Jeg tænkte: ’Nu må det briste eller bære.’”

RÅSTOF

Tine Høeg, født 1985, er opvokset i Albertslund. Bor i København med sin mand, som hun har to børn med.

Uddannet cand.mag. i dansk og filosofi fra Københavns Universitet. Arbejdede i tre år som gymnasielærer, inden hun sprang ud som forfatter.

Debuterede i 2017 med ’Nye rejsende’, der blev belønnet med Bogforums Debutantpris. Slog bredt igennem med ’Tour de chambre’ (2020) og ’Sult’ (2022), der blev filmatiseret og udkom på Netflix tidligere i år.

Aktuel med sin fjerde roman, ’Ultramarin’, der udkom i oktober.

Hvad var det ved togrejsen, der fungerede som ramme for ’Nye rejsende’?

”Toget er et mærkeligt ikke-sted. I bevægelse fra et sted til et andet, en slags pendulering. Min hovedperson står også udspændt mellem flere poler i sit liv uden at høre til nogen steder. Så toget passede perfekt. Jeg skrev selv bogen i toget på mine pendlerrejser. Jeg sugede detaljer til mig: hvad folk spiste til morgenmad, stemningen i vognen. Toget blev også rammen om den affære, som hovedpersonen har. Togrummet er småt, næsten klaustrofobisk, og ekstremt intenst, fordi det rum kun kunne findes lige der. Når dørene åbner, opløses rummet, og det hele må slutte.”

Skriver du bedst, når du trækker på ting fra dit eget liv?

”Ja. Når jeg vælger en setting, jeg kender – et gymnasium, et kollegium – er det som at have en beholder fuld af liv, som jeg kan trække ting op af. Jeg skal ikke researche mig frem til noget, der alligevel aldrig kan blive helt så levende. ’Sult’, der handler om at gå igennem fertilitetsbehandling, er min mest personlige bog. Men også når fortællingen er totalt fiktiv, vælger jeg tit en ramme, jeg kender indgående. ’Ultramarin’ var lidt anderledes, fordi jeg skrev om en billedkunstner, og det er jeg jo ikke. Jeg måtte ud at mærke efter, gøre det sanseligt – så jeg besøgte kunstneren Emily Gernild i hendes atelier, hvor jeg fik lov at røre ved penslerne og lugte til malingen.”

Da du var gymnasielærer, underviste du eleverne i litteratur, og du har sagt, at du bedst kan lide, når man oplever en tekst frem for bare at analysere den. Hvad håber du, at læserne mærker, når de læser ’Ultramarin’?

”Jeg håber, de mærker noget af den lystfulde tilstand, jeg selv var i, mens jeg skrev den. Det har været en legende bog at skrive, den er også fuld af ungdom og forelskelser, og jeg har haft det sjovt undervejs. Den har overrasket mig selv, og jeg håber, den overrasker læseren. Jeg håber, det bliver en livlig og sanselig oplevelse. At man kan mærke rytmen og musikken i sproget. Og så er der et spændingsmoment, en form for suspense, som er nyt for mig. Det håber jeg, at man bliver fanget af.”

november 26, 2025/

LITTERATURTEMA

Det værst tænkelige

For to år siden gik Martin Wittrup Enggaard ned med stress. Hans vej ud blev at skrive digte om den brutale virkelighed, der udgør hverdagen for en drabsefterforsker i politiet.

Tekst:Benjamin DaneFoto:Martin Bubandt

I NOGLE UGER havde Martin Wittrup Enggaard mærket en trykken for brystet. Ikke den slags trykken for brystet, der kan føles diffus, men en, der føltes, som om nogen var ved at bore deres knoer ind i hans solar plexus. Han fik let hovedpine. Var grådlabil. Og havde mareridt om barnelig og bestialske knivdrab. Men Martin Wittrup Enggaard sagde ikke noget til nogen. Hverken til sine kolleger eller til sin kone.

”Jeg turde ikke, fordi jeg tænkte, at jeg var færdig,” fortæller den i dag 39-årige drabsefterforsker. ”At være efterforsker var en drengedrøm, der var blevet til virkelighed, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg måske ikke længere kunne holde til det.”

I jobbet som efterforsker i Københavns Politi har Martin Wittrup set og hørt ting, der ville få det til at vende sig i de fleste. I mere end 10 år har han opklaret sager om personfarlig kriminalitet og mord – nogle gange på få timer, andre gange på halve eller hele år – og ofte har han siddet med såkaldte cold cases, sager, hvor det efter årtier stadig ikke er lykkedes politiet at finde frem til en gerningsmand. Hans arbejde er grunden til, at en 54-årig mand i juli blev dømt for det mere end 30 år gamle mord på Hanne With i 1990 takket været nye dna-analyser. Hans arbejde er også grunden til, at han har været lige ved at knække.

POLITI-POET

Martin Wittrup Enggaard, 39 år.

Bor i Dragør med sin kone og tre børn.

Uddannet fra Politiskolen. Har siden 2014 været ansat som efterforsker i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet i Københavns Politi, hvor han har særlig fokus på efterforskning af uopklarede sager, såkaldte cold cases.

Udkom i september med sin første digtsamling ’Enhver kontakt efterlader spor – Politidigte’ på Grønningen 1.

En eftermiddag for to år siden havde Martin Wittrup Enggaard taget tidligt fri og var ude at løbe en tur i nærheden af sit hjem. Det trykkede stadig for brystet, og undervejs på løbeturen sagde kroppen stop. Han måtte sætte sig under et træ på sin faste rute, og mens han sad der, begyndte han at græde. Det lykkedes ham at slæbe sig hjem, hvor han satte sig på køkkengulvet. Rakte ud efter en blok, som han og hans kone plejede at bruge til at lave indkøbslister. Og begyndte at skrive et digt.

en patrulje
fører ham ind
på bagsædet
i samme øjeblik
som jeg lander.
han virker
afklaret og rolig
iført smykker*
tom i blikket
munden lukket
han har taget hendes liv

(Fra digtet ’Oversvømmet’)

*Politi-slang for håndjern

DEN NÆSTE TID skrev Martin Wittrup Enggaard digte på stribe. Og åbnede op, både over for sin kone, sin nærmeste leder og senere den psykolog, som han stadig går hos i dag. At skrive blev en ventil for ham, først digtene og senere en dagbog, og da der var gået halvanden måneds tid, var den trykkende fornemmelse i hans bryst aftaget. Når han efterrationaliserer i dag, kan han godt genkende ting i sine mareridt, som stammede fra de sager, han dengang arbejdede på, men der var ikke én specifik hændelse, som udløste hans sammenbrud.

”Jeg tror snarere, det var et resultat af for meget arbejde og for mange voldsomme hændelser i for lang tid,” siger han.

Martin Wittrup Enggaards digte er med hans egne ord ’arbejdsbeskrivelser’. De er konkrete, enkle i deres udtryksform og beskriver de ting, der er en del af hverdagen som drabsefterforsker i politiet: mord på børn, partnerdrab, utallige knivoverfald og sager, hvor kvinder er blevet voldtaget og gennembanket.

”Det kan være ekstremt hårdt psykisk, og digtene blev for mig også en måde at rense min krop og sjæl for nogle af de mange forfærdelige ting, jeg havde set,” siger Martin Wittrup Enggaard.

I løbet af de sidste to år har han skrevet mellem 250 og 300 digte i alt. Da han havde været i gang i et stykke tid, talte han med sin gode ven Haidar Ansari, som også er digter og har udgivet ’Institutionaliseret’, en digtsamling om at vokse op i Urbanplanen på Amager. Ansari spurgte, om han måtte læse Enggaards digte, og da han var færdig, sagde han: ”Det der er du nødt til at prøve at få udgivet.”

Martin Wittrup Enggaard sendte sine digte ind til et forlag, og i september i år udkom hans første digtsamling, ’Enhver kontakt efterlader spor – Politidigte’. Efter udgivelsen har han i flere medier efterlyst, at man i politiet bliver bedre til at tale højt om et arbejdsmiljø, der kan være meget psykisk belastende, men først og fremmest har digtene været ”en efterforskning af mit eget sind”, som han siger.

”Gennem digtene og psykologsamtalerne blev jeg klogere på, hvad det var, der fik mig til at reagere. Det gik for eksempel op for mig, at mine mareridt om knivdrab ofte stammede fra drab, der var meget voldsomme, og hvor der havde været rigtig meget videomateriale fra gerningsstedet. Nogle af mine kolleger bliver mere påvirket af lyd – som alarmopkald – men jeg reagerer meget på det visuelle, og derfor ser jeg i dag kun video, hvis det er strengt nødvendigt for, at jeg kan udføre mit arbejde.”

en psykopat
tæver sin
femåriges psyke
ved at slå
den femåriges
mor til blods
får den femårige
til at pisse i sine bukser

(Fra digtet ’Et dansk hjem’)

SOM DRENG DRØMTE Martin Wittrup Enggaard om at blive brugsuddeler i den lokale brugs. Indtil den lokale brugsuddeler en dag forsvandt sporløst under en ferie, og så virkede det alligevel lidt for farligt. Han har tidligere kaldt sig selv ”et bange barn”, og i det lys kan det virke mærkeligt, at han er endt som drabsefterforsker, men der var noget ved politiarbejdet, som fascinerede ham: Hans mor har stadig danske stile liggende derhjemme, hvor han skriver om at opklare drabssager for FBI under pseudonymet Mike Fox.

”Jeg var også besat af ’X-Files’ og ’Frækkere end politiet tillader’, men jeg gjorde ikke rigtig noget ved den der drengedrøm, før jeg som 23-årig – efter et mislykket forsøg på at blive kok – søgte ind på Politiskolen,” fortæller han.

Dengang, i 2008, drømte de politistuderende om tre ting ifølge Martin Wittrup Enggaard: at blive motorcykelbetjent, hundefører eller komme i aktionsstyrken. Men han ville være efterforsker, og han var blot 27 år gammel, da han blev ansat i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet i Københavns Politi. I mødet med hverdagen som efterforsker er hans egen fascination for længst forduftet, men i mellemtiden synes resten af verden at være blevet fuldkommen besat af true crime.

”I det meste true crime er der et slør, som gør, at folk kan holde ud at lytte til det eller se det på Netflix,” siger Martin Wittrup Enggaard, ”men i mine digte forsøger jeg at trække sløret væk. Jeg synes faktisk, at der bliver lavet både god krimijournalistik og true crime, jeg prøver bare at åbne en ny dør og sige: ’Det er sådan her, det er i virkeligheden.’”

SAGEN OPKLARET

”En god politibetjent skal først og fremmest have situationsfornemmelse og empati. Det er vigtigt at kunne træde ind i et rum, læse det og agere empatisk over for de mennesker, man møder. Som efterforsker er det derudover en helt afgørende kompetence at være procesorienteret. Hvis man er meget resultat-orienteret, går man simpelthen kold, hvis man – som jeg – skal sidde og arbejde med en 30 år gammel uopklaret sag. Det kræver tålmodighed at få det ene negative dna-prøvesvar tilbage efter det andet. Hvis man ikke finder glæde i processen, ender man med at give op.”

Enggaard oplever ofte, at folk ganske enkelt ikke ved, hvad hans job går ud på. Både fordi det traditionelt set er blevet fremstillet lettere overfladisk i film og på tv, og fordi politiet ifølge ham historisk set har været dårlige til at fortælle offentligheden om deres arbejde – modsat for eksempel sygeplejersker og lærere.

”Min faglighed som efterforsker bliver ofte reduceret til, at jeg står og skriver lidt ned på en blok, løfter lidt i det hvide ligklæde, taler lidt med kriminalteknikeren og går igen. Men i virkeligheden kan det tage 10 timer at gennemgå et gerningssted. På samme måde ser man tit i tv-serier, at en efterforsker bare lige veksler et par hurtige ord med retsmedicineren, men jeg har været med til obduktioner, der varede i 16 timer. Jeg tror, det er vigtigt, at vi i politiet bliver bedre til at tale både med hinanden og med omverdenen om, hvad det er, vi går og laver.”

Derfor gjorde det Martin Wittrup Enggaard glad, da hans makker i politiet efter at have læst digtsamlingen skrev: ”Endelig er mit ubeskrivelige arbejde blevet beskrevet på skrift.” Han har også modtaget beskeder fra pensionerede politibetjente, som fortæller, at de har oplevet det samme som ham, men aldrig fik sagt det højt til nogen – og for nogles vedkommende sidder tilbage med en PTSD-diagnose. Martin Wittrup Enggaard håber, at hans digtsamling kan være med til at skabe dialog, både i og om politiet – ”så vi ikke alle ender som udbrændte træmænd, når vi en dag går på pension”.

fotografierne ligger
på mit skrivebord
en mand
en kvinde
et barn
en ældre
en sort
en hvid
jeg ser de dræbte
fra de uopklarede drab
i øjnene
hver dag
med hver deres forskelligheder
er alle øjnene lige

(Fra digtet ’Skrivebordet’)

november 25, 2024/

LITTERATURTEMA

Brøndby skyline

Liv Duvå voksede op i Brøndby Strand, hvor ikoniske højhuse blev opført som arbejderklassens drøm, men viste sig at være fulde af gift. Da den 37-årige forfatter hørte, at de skulle rives ned, blev hun chokeret. Men også inspireret til at skrive en bog om et stykke Danmark, der bliver sat i bås.

Tekst:Benjamin DaneFoto:Lærke Posselt

MAN KAN SE dem fra stationen. Nede fra vandet. Fra snart sagt alle vinkler i Brøndby Strand. De ikoniske betonhøjhuse i Brøndby Strand Parkerne, der blev opført 1968-74 som 50 meter høje vartegn for Vestegnen og et monument over den socialdemokratiske drøm: Arbejderklassen skulle ud af de slidte københavnerlejligheder, ud, hvor der var frisk luft og masser af plads – plads til det gode liv.

Men én ting er drøm, noget andet virkelighed. Det viste sig senere, at man i byggeriet af de knap 2.900 almenboliger havde anvendt fugemasse med PCB, et kemisk og svært nedbrydeligt giftstof, der kan sprede sig til mennesker og forårsage en lang række sygdomme. Derfor blev det i 2017 besluttet, at fem af højhusene skulle rives ned, og i dag – en onsdag formiddag i september – er der et stort hul i midten af det, der før var Brøndby Strands skyline.

Det har regnet, og himlen har samme farve som betonen. Det er den måske første rigtige efterårsdag i år, og Liv Duvå har fundet sin sorte dunjakke frem.

”Jeg havde gået og glædet mig til at have den på,” siger hun, da vi mødes i hendes barndomskvarter, ”men nu føler jeg, at det måske alligevel er for varmt.”

Vi sætter os i Kulturhuset Brønden, ikke langt fra stationen. Gennem vinduet er der udsigt til et af de tilbageværende højhuse, en massiv grå bygning, der efter nedrivningen står lidt alene. Egentlig er der også PCB i det, fortæller Liv Duvå, og i de andre seks tårne i den anden ende af Brøndby Strand Parkerne, men koncentrationen er under den grænseværdi, som man fra politisk side har besluttet ikke udgør nogen fare.

Nedrivningen, Danmarks største nogensinde, stod på i cirka to år og blev færdig i september 2023. For mange af beboerne var det som at se hele deres liv blive jævnet med jorden, og selvom det er længe siden, at Liv Duvå og hendes familie flyttede, blev hun alligevel påvirket, da hun første gang hørte, at højhusene fra hendes barndom skulle rives ned.

”Jeg tænkte: Det kan da ikke være rigtigt!”

Arkivfoto af Brøndby Strand Parkerne under opførelsen 1970-71. Foto: Forstadsmuseet

PÅ DET TIDSPUNKT var forfatteren så småt gået i gang med at skrive på sin fjerde roman, ’Ned fra himlen’. Hun vidste, at den skulle handle om Maria, en ung, nybagt mor, der impulsivt forlader sin akademikerkæreste og må række ud til sin familie, som hun ikke har haft kontakt med længe. Hun vidste også, at de nok skulle til Brøndby Strand, men det var først, da hun læste om nedrivningen, at hun fandt den ramme, som romanen udspiller sig i. Sideløbende med fortællingen om Maria og om ophav og kærlighed på Vestegnen løber en fortælling om højhusene, nedrivningsarbejderne og de giftige kemiske forbindelser, der siver fra betonen og ud i beboerne.

”Jeg fik lov at komme på rundtur i et af de sidste højhuse, inden det blev revet ned,” fortæller Liv Duvå.

”Man havde fjernet alt inventaret, og samme dag som jeg var på besøg, skulle de til at vælte nogle af de store betonelementer. Jeg stod oppe i de her helt afskallede lejligheder, som på den ene side var tomme og på den anden side fulde af levet liv. Der var spor af de forskellige lag af maling og tapet, og på en væg var der markeringer fra, at man havde målt et barns højde, små detaljer, som jeg tog med i min bog.”

Liv Duvå er med egne ord ikke særligt god til kemi, så hun måtte bruge lang tid på at researche, hvad PCB – en forkortelse for poly-chlorerede biphenyler – egentlig er, og hvordan det påvirker mennesker. I sin bog beskriver hun det usynlige giftstof som ’spøgelser’, hvis konsekvenser ikke er til at se med det blotte øje, men som blandt andet forbindes med visse kræftsygdomme, hudlidelser og ADHD.

”Der var jo rigtig mange gode intentioner bag Brøndby Strand Parkerne, men der er noget ironisk i, at man samtidig forgiftede folk,” siger Liv Duvå.

”Det var jo ’bare’ arbejderklassen, der skulle bo der, og det skulle gå stærkt, så man brugte de billigste materialer. Jeg har engageret mig politisk i almene boligområder og såkaldte ghettoer, og der er en skævhed i vores samfund, hvor dem, der forurener mest, bliver mindst forurenet – mens dem, der ikke har så meget, ender med at bo i giftige boliger.”

ÉN GANG BRØNDBY, ALTID BRØNDBY

Liv Nimand Duvå, 37 år. Bor i Københavns Nordvestkvarter med sin kæreste og deres søn.

Debuterede i 2017 med romanen ’Vi er vel helte’, for hvilken hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Hendes anden roman, ’Rosenreglen’ (2019), blev nomineret til Politikens Litteraturpris.

Aktuel med sin fjerde roman, ’Ned fra himlen’, på Gads Forlag.

LIV DUVÅ VOKSEDE selv op i noget af Brøndby Strand Parkernes lavere byggeri, der løber labyrintisk og næsten endeløst mellem højhusene. Hendes bedsteforældre var nogle af de første, der flyttede ind, og da hun selv blev født, besluttede hendes mor at forlade det hårde og beskidte Vesterbro og vende tilbage til de trygge rammer fra sin barndom i Brøndby Strand.

Netop tryghed er det ord, Liv Duvå bruger, når hun skal beskrive sin opvækst i det sociale boligbyggeri på Vestegnen, der ellers ofte bliver associeret med sociale problemer, ghettolister og kriminalitet. Efter arbejderklassen fulgte tyrkiske gæstearbejdere, siden kom bosnierne, og i dag huser området 60 forskellige nationaliteter.

”Jeg havde faktisk lidt præstationsangst, da jeg skulle ’vende tilbage’ og skrive bogen,” fortæller hun.

”Der er rigtig mange, som har beskrevet det her sted på en meget lidt flatterende måde. Hvis der er en dansk dramaserie, som skal filme noget, der handler om ballade og bandekriminalitet, er det seriøst altid her, de filmer. Et år, da man offentliggjorde ghettolisten, brugte man et billede af Brøndby Strand på forsiden, selvom området slet ikke var på listen. Men i virkeligheden er her meget stille og roligt, og der er et stærkt sammenhold og en følelse af fællesskab, som man alt for sjældent hører om.”

For nogle uger siden var Liv Duvå så tilbage, her i Kulturhuset Brønden, for at tale om sin bog foran alle de lokale beboere. Forinden havde hun været ”helt ekstremt nervøs, for jeg har jo ikke boet herude, siden jeg var 18, og jeg var så bange for, at folk ville føle, at jeg havde udnyttet deres hjem til at skrive en bog – at jeg ikke var ægte nok”.

Men sådan gik det ikke. Salen var fyldt, og Liv Duvå fik overvældende mange positive tilkendegivelser.

”En kvinde, som havde været sundhedsplejerske herude i 20 år, fortalte mig, at hun kunne genkende rigtig meget i bogen, og den nye borgmester købte eksemplarer til sine kolleger oppe på rådhuset,” siger hun.

”Der var også nogle, som spurgte, om det ikke var lidt voldsomt at kalde PCB’en for gift – mange af beboerne herude føler stor stolthed over deres hjem. Men jeg var glad for, at folk kunne mærke, at jeg har skrevet den her bog med så meget solidaritet og kærlighed til Brøndby Strand som overhovedet muligt.”

november 25, 2024/

LITTERATURTEMA

En rem af huden

Hvor langt falder æblet fra stammen? Det undersøger komiker Christian Geo Heltboe i en ny bog om sin voldelige og løgnagtige far, som han engang fantaserede om at slå ihjel.

Tekst:Benjamin DaneFoto:Thomas Howalt Andersen

Du skriver i din nye bog, at ”jeg bliver altid bekymret, når folk siger, at jeg ligner min far” …

”Han er den, jeg kender, jeg har allermindst lyst til at minde om. Han var definitionen på galskab og ondskab, et utrolig dårligt menneske. Der er nærmest ikke noget godt at sige om ham – og jeg har jo halvdelen af hans dna …

Men hvor slem var han?

”Jeg var kun fire år gammel, da min mor måtte flygte fra ham, fordi han var voldelig og komplet utilregnelig, og jeg fik som barn at vide, at jeg ikke måtte tage telefonen, hvis han ringede, og ikke åbne døren, hvis han kom forbi. Han blev ved med at opsøge mig i mange år, og de sidste 10 år af sit liv havde han et polititilhold mod mig.

Han døde i 2015. På det tidspunkt var jeg blevet 40, og da jeg ryddede hans lejlighed, gik det op for mig, at vi lignede hinanden meget på de billeder, jeg fandt. Jeg lavede efterfølgende podcasten ’Kan man tilgive en psykopat?’, hvor jeg blandt andet talte med nogle af hans gamle bekendte på Vesterbro. Han var førtidspensionist, men havde bildt dem alt muligt ind: at han ejede et VVS-firma, at han var boligspekulant, juridisk rådgiver og så videre. Det hele var løgn. Imens jeg lavede podcasten, kom jeg til at tænke: Hvor meget af ham er der i mig? Jeg er jo også blevet kendt på at have noget galskab, og jeg gør nok nogle ting, som andre ikke ville gøre.”

Som hvad?

”Nede i tennisklubben mødte jeg på et tidspunkt en mand, der stod og barberede sig ude i omklædningsrummet. Hans små hår var alle vegne, ud over hele vasken, så jeg spurgte, om han ikke lige ville skylle af efter sig, men nej. ’Det er jo bare hår,’ sagde han. Så gik jeg hjem, barberede mig hver dag i en uge og samlede alle mine skægstubbe i en lille pose. Og næste gang jeg så ham nede i klubben, hældte jeg dem ned i hans taske, mens han var i bad.

Jeg kan også finde på – hvis jeg ser en hund, der laver lort foran min hæk, og dens ejer ikke samler den op – at gå ud og sige hej. Derefter følger jeg efter vedkommende og finder ud af, hvor han bor. Jeg går hjem, skovler lorten op, og så går jeg hele vejen hen til hundelufterens hjem og placerer lorten i indkørslen med en seddel: ’Du glemte noget.’

I mit professionelle liv er jeg også blevet kendt for at gøre ekstreme ting. Min komik har været ekstrem, og da jeg lavede indslag med skjult kamera for Ekstra Bladet, var det også ekstremt. Jeg har også været i mange forhold med ekstreme kvinder – i dag er jeg heldigvis gift på 10. år med en meget pragmatisk praktiserende læge – og alt det her lagt sammen har fået mig til at kigge tilbage og blive bange. Hvad nu, hvis jeg også er psykopat?”

GAL MANDS VÆRK

Christian Geo Heltboe, 49 år.

Bor i København med sin kone og fire børn.

Standupkomiker under kunstnernavnet Geo. Har medvirket i en række tv-programmer og har desuden udgivet flere bøger.

Aktuel med bogen ’Er jeg (også) psykopat?’ på Lindhardt og Ringhof.

I forbindelse med bogen har du opsøgt en psykolog for at få svar. Hvordan var det?

”Jeg har haft kræft et par gange og er i livslang behandling, hvilket betyder, at jeg skal til kontrol en gang om året. Da jeg skulle op til en psykolog for første gang for at finde ud af, om jeg havde psykopatiske træk, var jeg mere nervøs, end jeg nogensinde har været til en kræftkontrol.

Jeg talte også med Tine Wøbbe, chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Vi talte om dengang, jeg ville slå min far ihjel, fordi han havde truet min datter. Han sendte et brev, hvor der stod noget i retning af: ’Jeg ved jo, at du har fået en datter. Jeg ville nok kigge mig over skulderen, hvis jeg var dig.’ Tine sagde, at vi jo er pattedyr, som gerne vil beskytte vores egne. At det var et helt naturligt instinkt at tænke sådan. Men at det var et sundhedstegn, at jeg ikke rent faktisk havde dræbt ham.”

Hvad lærte du om dig selv?

”Jeg lærte, at jeg har nogle lighedspunkter med min far. Jeg har brugt ham meget i min komik, og i ’Motor Mille’ på Ramasjang spiller jeg en gammel, sur mand, som er baseret én til én på min far. Psykologen sagde, at jeg jo på den måde havde brugt hans galskab til noget konstruktivt. Men hun sagde også, at jeg burde fokusere mere på alle de områder, hvor jeg ikke ligner min far: Jeg er sammen med min kone på 10. år, jeg har fire børn, jeg betaler skat, og jeg møder op til tiden, når jeg har en interviewaftale.”

Er du også blevet klogere på din far?

”I bogen beskriver jeg nogle ting, som han har fortalt mig om sin barndom, som er helt horrible. Han var voldsomt allergisk over for hunde, og hans forældre havde en gammel puddelhund. Men i stedet for at skille sig af med den sendte de ham væk fra Frederiksberg og på julemærkehjem i Hobro, da han var 15 – i 1946. Der boede han så, indtil hans farmor besluttede sig for at aflive hunden, en dag hans forældre var væk hjemmefra. Hans far begik selvmord, da jeg var tre år gammel, og hans mor – min farmor – var det koldeste menneske, jeg nogensinde har mødt. At vokse op med hende må have været forfærdeligt. Så på den måde kan jeg godt forstå, at alle hans løgne var en overlevelsesmekanisme.”

Så du kan godt føle sympati for ham på trods af det hele?

”Jeg kan godt have ondt af ham. Men da jeg selv fik børn, tænkte jeg, at jeg ville gøre alt for dem. Og så tænkte jeg på alt det, han havde udsat mig for. Og det er nok der, min sympati for ham knækker.”

Hvad siger din familie til, at du behandler dit forhold til din far offentligt?

”Min mor og min søster har desværre slået hånden af mig. Det er en meget større sorg, end mit forhold til min far nogensinde har været. De medvirkede i min podcast, men da de hørte, at jeg havde planlagt en standup-turné på baggrund af den, og at jeg ville skrive en bog, sendte de en sms, hvor de skrev, at de ikke ville se mig, så længe jeg taler om min far i offentligheden. Jeg kørte op for at snakke med dem, sagde, at jeg ville droppe bogen – turneen kunne ikke aflyses – men det hjalp ikke. De havde bestemt sig.”

Hvorfor har du behov for at tale om det?

”Jeg er så træt af at være vokset op i 80’ernes stilhed. I 80’ernes skam. At gemme sig bag ligusterhækken. Jeg ved ikke, om det er en dansk ting. Men jeg sagde aldrig noget til nogen i skolen, når min far havde været på besøg, og hele familien rystede af skræk. Jeg bebrejder ikke min mor noget som helst, for hun gjorde, hvad hun kunne, men havde vi rakt ud noget tidligere, havde vi måske også fået hjælp tidligere. Hvis den her bog kan være med til at hjælpe nogen til at indse, at der er noget helt galt i deres liv, og at de skal se at slippe ud af det, har det været det hele værd. Jeg var selv mange år om at opdage, at det, min far havde udsat mig for, var helt vanvittigt. Det var først, da jeg skrev en bog om mit kræftforløb, og folk læste afsnittet om min barndom og sagde: ’Det var da helt forfærdeligt’, at jeg forstod det.”

Og hvad fandt du så ud af hos psykologen? Er du psykopat?

”Det har jeg lovet mit forlag ikke at afsløre. Det må man læse bogen for at finde ud af.”

november 25, 2024/

KULTUR

Sprogrejser

Amina Elmi flygtede som barn fra Somalia til Aalborg med sin familie. Senere rejste hun fra Nordjylland til København og blev lukket ind i woke litterære kredse. På begge rejser opdagede hun, at sproget af og til er mangelfuldt og ekskluderende. Det har hun skrevet en anmelderrost digtsamling om.

Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Sara Galbiati

SPROG ER MAGT. Og ord er på én gang inkluderende og ekskluderende. De er følelsen af hjem og samtidig følelsen af ikke at høre til. De binder os sammen og skaber afstand imellem os. På denne formiddag er der aalborgensiske reminiscenser at spore i Amina Elmis stemme, da hun siger, at hun godt kunne tænke sig en filterkaffe. Forfatteren slår sig ned ved et udendørs-bord i nederdel og punket T-shirt, med lange, skinnende negle og en venstrevendt afrofrisure, klar til at tale om sprog. Fra hun var børnehavebarn, har hun levet en tosproget tilværelse, og hun har mærket på egen krop, hvordan dansk og somalisk hver især kan komme til kort.

I sin digtsamling ’Barbar – Tavshedens objekt’ har Amina Elmi skabt forskellige indgange til forskellige forudsætninger. Der er direkte henvendelser til folk, der taler somalisk, der er engelske fraser og tråde til mytologi. Med ordet bismillah, som direkte oversat betyder ”i Guds, den nådiges, den barmhjertiges navn”, og som er en almindelig måde at indlede for eksempel taler og breve på i islamisk kultur, taler hun for eksempel direkte til dem, der er indviet i den muslimske verden.

”På den måde bliver de lukket ind i et rum, som andre ikke har adgang til. Det synes jeg er spændende. Der er mange forskellige rum i bogen, som ikke har lige adgang. Det er helt bevidst, at jeg blander dansk, somalisk og engelsk i min digtsamling,” siger Amina Elmi og forsikrer om, at alle læsere stadigvæk kan forstå helheden.

MED SIN MOR og fem søskende flygtede hun fra borgerkrigen i Somalia i begyndelsen af 90’erne til Danmark, hvor hendes far allerede havde fået asyl. Selv har Amina Elmi kun et utydeligt minde fra sin barndom i Somalia: et billede af en smadret by. Hun er usikker på, om hun virkelig kan huske det, eller om det er noget, hun har strikket sammen på baggrund af forskellige overleveringer og billeder. Selvom digterens allerførste minder stammer fra Aalborg, var sproget med i god behold fra Somalia. Det byggede bro mellem det gamle og det nye hjem. Men det var ikke altid nok.

”Hjem kan være to oceaner væk, og min mor lærte aldrig at svømme,” skriver Amina Elmi blandt andet i ’Barbar’. Hun fortsætter: ”Jeg indser at hjem for mig ikke er hjem for mor, jeg ser det i hendes øjne at hun har forladt et sted der gav hende det første sprog”, og ”& sådan kommunikerer vi ved at læse hinandens øjne i stedet for at bruge sproget fordi sproget er ødelagt, fordi sproget ikke fungerer her.”

Ligesom sproget af og til var ude af sync mellem hende og hendes mor, oplevede Amina Elmi også, at hun og folkeskolen talte forbi hinanden. I skolen var forventningerne lave til ’sådan nogle som hende’. To sprog var ikke lig med dobbelt så godt, heller ikke selvom hun elskede danskundervisningen. Men i familien Elmi var faren et evigt heppekor: ”I kan godt.” Og Aminas storesøster blev den første i familien, der fik en lang videregående uddannelse som kandidat i psykologi.

Faren var videbegærlig og sad ofte med snuden i en dansk-somalisk ordbog, og han beherskede alt fra italiensk til engelsk.

”Han var et kæmpe sprogøre,” siger Amina Elmi, der selv blev smittet af iveren.

”Jeg har altid været meget nysgerrig på sprog, og der var meget poesi og scenekunst og sådan noget derhjemme, da vi voksede op. Altså på somalisk. Det var ikke sådan noget med, at vi skulle sidde og kigge, læse og lytte. Det var mere noget, der kørte i baggrunden, og så kunne man være med, hvis man havde lyst.”

Dengang syntes hun, at den somaliske musik var irriterende – måske især på grund af den knitrende kassettebåndskvalitet – men i dag er hun trofast lytter til sin hjemstavns musik, der som regel handler om kærlighed. Netop kærligheden er et sted, hvor dansk og somalisk differentierer sig fra hinanden ifølge Amina Elmi.

”På dansk giver man ikke store kærlighedserklæringer, man er lidt påpasselig med komplimenter. Men på somalisk strømmer de ud. De bliver meget kropslige og fysiske. Man siger ikke bare ’Jeg elsker dig’, man siger ’Du er min lever’. Man har nogle ord for, at man – direkte oversat – sætter den anden oven på sit hoved, har dem med sig hele tiden, fordi man elsker dem så meget. Sådan nogle udtryk, der slet ikke eksisterer på dansk,” forklarer Amina Elmi, der til gengæld mener, at det somaliske og danske til gengæld finder hinanden i humoren, der på begge sprog kan være mørk og fuld af sarkasme og selvironi.

ORDKRAFT

Amina Elmi, 29 år. Født i Somalia. Opvokset i Aalborg. Bor i København. Uddannet fra Forfatterskolen i sommeren 2023. Aktuel med sin debutdigtsamling ’Barbar – Tavshedens objekt’. Har tidligere studeret engelsk på Aalborg Universitet.

SELVOM SPROGREJSEN FRA Somalia til Aalborg rummer flest kilometer, var rejsen fra Nordjylland til København tæt på lige så lang. Amina Elmi havde sagt farvel og på gensyn til sit hovedtørklæde, sin barndomsby og sin familie. Hun flyttede til København med drømmen om at søge ind på Forfatterskolen. Og i storbyen blev hun en del af et københavnsk queermiljø, hvor man brugte ord som bipoc (der står for black, indigenous and people of colour) som en selvfølgelighed. Digteren havde aldrig hørt ordene før, og i miljøet brugte de generelt en jargon, som krævede særlig indvielse.

”Der var en helt anden måde at tale sammen på, og det var meget sådan, at man sad i en rundkreds og spurgte, hvordan man havde det.” Sproget var én ting, men tøjet var også fuldt af farve og blikfang. Noget, som Amina Elmi ikke var vant til. I Aalborg havde hun i mange år gået med hovedtørklæde og været en del af det troende muslimske miljø. Det var derfor lettere overvældende at lande i den københavnske woke-arena, men hun var også draget af cirklens frihed, der lovede, at man kunne se ud, som man ville, danse, som man ville. Seksualiteten var fri, og løssluppenheden behagelig.

”Men der var også en masse begrænsninger i det miljø. Pr. automatik talte og tænkte folk ens. Deres sprog var fuldt af vanskelige akademiske ord, samtidig med at de selv talte en masse om tilgængelighed, og at man skulle kritisere the establishment og strukturerne. Og hvem er egentlig med i de miljøer og fællesskaber? Ja, det er jo egentlig ret velstillede unge mennesker,” siger Amina Elmi, der følte, at den kreds, hun var blevet en del af, ofte så sort/hvidt på forskellige problematikker:

”Enten er noget godt, eller også er det skidt. Man kan ikke rigtig lave fejl eller afsøge andre muligheder, for så bliver man hurtigt sat i bås: ’Du er ikke rigtig en del af os.’”

Hun begyndte at se sit københavnske fællesskab på en ny måde. Det gik op for hende, at de rummede nogle af de samme dynamikker, hun havde gjort oprør mod: undertrykkelse og udelukkelse.

”Det gad jeg bare ikke,” siger Amina Elmi, der mener, at den til tider unuancerede kassetænkning kun opstod som resultat af gruppedynamikken, og fortæller, at hun i dag stadig har venner fra miljøet.

DENGANG AMINA ELMI stadig bar tørklæde, oplevede hun blandt andet, at klassekammerater satte ISIS-musik på, når hun kom ind i klasselokalet. Det var en af mange provokationer, der gjorde hende vred. Vred på racisterne, vred på Danmark. Senere rettede vreden sig mod hendes eget bagland. Her blev hun kaldt ’en skør feminist’, fordi hun begyndte at diskutere åbent med imamerne. Hun var træt af de wahhabistiske fortolkninger af islam, som hun var vokset op med i moskeen, hvor den arabiske kultur var af højere rang end den somaliske. Og så havde hun det svært med al den skam og alle de tabuer, der var forbundet med at være pige og kvinde i den kultur.

I dag er hun ret overrasket over, hvor omsorgsfuldt hun i sin digtsamling har været i stand til at beskrive det, hun voksede op i.

”Min personlige udvikling har gjort, at jeg kunne give slip på vreden. Jeg var ikke 15 år længere, da jeg skrev den. Jeg så alting fra en ny distance. Jeg var mere undersøgende, og jeg havde et andet sprog for alt det, der var sket. Skriften åbnede sig for mig, og den gjorde, at jeg kunne se tingene og menneskene fra nye perspektiver,” siger Amina Elmi, der blev født i 1994.

I dag skriver den nyslåede forfatter fra et håbefuldt sted. Hun drømmer om at være med til at sprænge de kategorier og kasser, som både mennesker og litteratur hele tiden bliver puttet i. I nogle af de rosende anmeldelser, hun har modtaget for sin bog, betegnes hun som minoritetsdigter, men Amina Elmi drømmer om mere – eller i virkeligheden mindre. Ét ord siger det: digter.

november 27, 2023/

KULTUR

Verden af i morgen

Da krigen brød ud i Ukraine, og Europa trådte ind i en ny epoke, satte Jeppe Bentzen sig ind i et tog og rejste gennem 15 forskellige europæiske nationer for at lære Europas yngste voksne at kende på tværs af landegrænser og politiske ideologier.

Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Victor Jonas, privat

MED EN KUFFERT på størrelse med en lille kommode, en attachémappe og en rejsegarderobe til et jakkesæt står Jeppe Bentzen som en herretøjsreklame fra et italiensk modemagasin anno 1952 og lyser op i Aarhus Lufthavn. Lufthavnen er øde denne fredag eftermiddag.

”Jeg har hele mit liv med,” siger den debuterende forfatter, der har kurs mod Budapest på ubestemt tid. Han skal ned og være korrespondent for Weekendavisen. Der må spilles Tetris med bagagen for at få den ind i denne journalists Toyota Aygo, hvis sparsomme plads i forvejen er okkuperet af barnesæder og hverdagens børnefamilie-skrald. Papir fra figenstænger og astronomiske mængder af sand. Jeppe Bentzen glider med ophøjet ro og bukser med pressefolder ind på forsædet. Jeg har lovet at køre ham hjem til Musikkvarteret i Randers, hvor han er vokset op.

At rejse er hovedpulsåren i Jeppe Bentzens nye bog ’De vingeskudte’, der tilbyder et generationsportræt af Europa efter Ukraine-krigens udbrud. Portrættet er blevet til på baggrund af en togrejse, der over et år strakte sig over 15.000 kilometer og adskillige interviews og reportager. Den unge forfatter købte en Interrail-billet, bumlede sig gennem Europa og talte med yngre kunstnere og engagerede typer såvel som folk, han delte kupé med.

På farten mellem Milano og Genova.

”Jeg fik lov af min chef på Weekendavisen til at rejse til den ukrainske grænse, dagen efter krigen brød ud. Jeg landede i Budapest, lejede en bil og kørte af sted. Jeg så de ukrainske flygtninge på det her tidspunkt, hvor ingen vidste, hvad der ville ske. Jeg blev fuldstændig grebet af, hvad der foregik, og at det her faktisk skete i min levetid,” siger Jeppe Bentzen og forklarer, at han er del af en generation, der er vokset op i en fredstid. En fredstid, der med ét blev vendt på hovedet af Ukraine-krigen. Og en rejse, der blev katalysatoren til hans bog.

”Det var skelsættende for mig. Men på det tidspunkt kunne jeg ikke rigtig forklare hvorfor. Det føltes som at opleve en af de fortællinger, jeg ellers kun har fået overleveret. Jeg tænkte, jeg er nødt til at opsøge det her. Alt, hvad jeg kan. Nu lyder det, som om jeg gerne ville være centrum for historien, men jeg ville bare gerne se det ske. Så jeg tog videre til Estland,” siger Jeppe Bentzen, der i den estiske by Narva, der grænser op til Rusland, mødte mennesker, der faktisk håbede, at Putin ville komme og overtage deres område.

’Putin er en forbryder’ lyder det fra bogcafeen Libro i Wien.

HAN FORTÆLLER PÅ én gang begejstret, alvorligt og med fuld gestikulation. Imens glider Mols-landskabet forbi ruderne, Aygo’en skramler af sted over landevejene. Kornmarkerne er dyppet i eftermiddags-guld, sommer er ved at blive til efterår, og alt ånder næsten utrolig idyl.

”Pludselig kunne jeg bare mærke, at det her Europa, som jeg troede var kedeligt, ret kortlagt, forudsigeligt og ensartet på mange punkter, slet ikke var det,” siger han og forklarer, hvordan hans generation, som er født efter Berlinmurens fald i 1989, har været lullet ind i en fortælling om fordragelighed og varig fred i Europa. Der er fremgang, vi kan blive, hvad vi vil, og vi har i øvrigt aldrig haft det bedre. Men jo længere østpå, den unge forfatter kom, jo mere latter havde folk tilovers for dén fortælling.

”I øst var de meget hoverende over, at den vestlige elite omsider har indset, at der er behov for at tage den her snak om, at Europa er noget andet end bare åbne grænser og Interrail. Det har de været konfronteret med hele tiden.”

Det var særligt på de længste togture, der strakte sig både til Rumænien og Italien, at de mange forskellige perspektiver og Europa-identiteter foldede sig ud for Jeppe Bentzen:

”Når man sidder sammen en hel nat i en aflåst kupé fra Budapest til Zürich, har man ikke nødvendigvis tid til at lære hinanden at kende, men man er nødt til at stole på hinanden, og man er også nødt til at smalltalke om et eller andet. Og jeg oplevede faktisk, at de fleste begyndte at tale om krigen og situationen i Ukraine. Ikke på sådan en måde, hvor de udvekslede daglige nyheder. Men mere sådan: ’Hvad tænker du om det hele?’ Det udnyttede jeg virkelig til at få forskellige refleksioner og reaktioner med i bogen.”

Til hest i Transsylvanien, Rumænien.

DA VI ER tæt på opvækst-adressen i Musikkvarteret, mangler vi stadig et par spørgsmål.

“Er der mon et sted i nærheden, hvor vi kan holde ind?” spørger jeg.

“Drej til venstre her,” siger Jeppe Bentzen og gelejder Aygo’en ind mellem en kolossal Bauhaus og ’Lisbeths Køreskole’. Lige i midten ligger Memphis Mansion, en overdimensioneret villa i sydstats-stil, der er en fusion af en amerikansk diner og et museum om The King of Rock and Roll. Elvis’ smørstemme fra højttalerne blander sig med motorvejen, der myldretids-bjæffer lige ved siden af. Børnefamilier kommer til og slår sig ned på den autentiske porch for at fejre weekendens snarlige komme med pomfritter og store jordbærshakes. Med skinnende loafers, pudsede solbriller og tilbagestrøget hår ligner Jeppe Bentzen en fremmed midt i fastfood-moradset. En fremmed lignede han også mange steder på sin Europa-rejse.

”Jeg er blevet omfavnet, hånet, udskammet og gjort klogere af jævnaldrende fra både øst og vest,” siger Jeppe Bentzen, der var klar over, at han med sin frakke, notesbog og kuglepen kunne blive opfattet som en slags turist, der kom for at suge den østeuropæiske betonjungle til sig med dens eksotiske skudhuller og slidte bygninger.

”Min største lære i arbejdet med bogen er helt klart, at jeg ingenting vidste om, hvad det vil sige at være europæer i dag. Min forståelse var taget fra generationen før mig, sådan en forståelse af, at vi bare kunne læne os tilbage og lade Europa forblive centrum af verden. Det var ligesom fast besluttet,” siger Jeppe Bentzen og tager en tår af den Brooklyn Lager, vi har købt fra fad i Elvis-baren.

Skriveværksted i San Lorenzo-kvarteret, Rom.

Men hvordan er den så, generationen af Europas yngste voksne?

Rystet, jovist. Men måske i virkeligheden mindre splittet end for bare et øjeblik siden. Ifølge Jeppe Bentzen var krigsudbruddet i Ukraine et formativt øjeblik, der bandt hans jævnaldrende sammen i erkendelsen af, at vi ikke længere kan holde frikvarter fra historien. På tværs af landegrænser og uagtet i hvilken grad man er berørt af krigen.

”Krigen påvirker alt muligt. Liv, helt åbenlyst. Men også varmeregningen og fødevarepriserne. Rundtomkring i Europa taler mange om, at vi er nødt til at formulere nogle nye ideer. For de ideer, som især min generation er vokset op med, virker pludselig tusind år gamle i lyset af både krig og klimakrise,” siger forfatteren.

”Så det er en generation, der er ved at komme sig over de bristede illusioner. De skal lidt ned på jorden igen. Jeg tror lige, ungdommen skal vænne sig til at være politisk indigneret og aktivistisk igen. På en u-ironisk måde.”

I mellemtiden har vi forladt Memphis Mansion og er trillet ind i Musikkvarteret og har fundet det rette parcelhus, Bentzens barndomshjem. Længere nede ad stien venter hans mor og familiens hund. Weekenden skal bruges på randrusiansk familie-manér, inden toget gør holdt i Budapest.

VISUM

Jeppe Bentzen, 26 år. Korrespondent for Weekendavisen. Født i Randers. Bor p.t. i Budapest. Cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet. Har læst filosofi og statskundskab på American University i Washington D.C. Aktuel med bogen ’De vingeskudte’.

november 27, 2023/

Indlæg

Ulvetider

Ud i lyset

Nyt kapitel

I forvejen kendt

Mellem linjerne

Det værst tænkelige

Brøndby skyline

En rem af huden

Sprogrejser

Verden af i morgen

Redaktion

Annoncesalg/kontakt

Links og info

Tilmeld nyhedsbrev

Indlæg

Redaktion

Annoncesalg/kontakt

Links og info

Tilmeld nyhedsbrev

Cookies og privatlivsindstillinger