Indlæg

Der bliver bygget som aldrig før i Danmark, og man behøver ikke at være arkitekt for at se, at det ikke er lige vellykket alt sammen. Det skal være slut, mener folkebevægelsen Arkitekturoprøret, der vil gøre op med ’menneskefjendsk byggeri’. Men hvem har skylden? Arkitekter, bygherrer, politikere? Eller har vi alle et medansvar for byggeriets amokløb? Ud & Se er gået i byen efter svar.
Tekst:Christian MartinezFoto:Martin Håkan/Coverganda.dk

BYGGEKRANERNE BRUMMER i vores gamle havne og bykerner, nye boliger sendes på markedet i rekordfart, og Danmarks ansigt, især i vores byer ud mod vandet, er næsten overalt under forandring. I Køge på Sjællands østkyst er omvæltningen synlig, byen er en slags prisme for den byudvikling og det byggeboom, resten af landet oplever, og Jep Loft, formand for den danske afdeling af bevægelsen Arkitekturoprøret, er ikke imponeret. Slet ikke. Hverken over nutidens ofte ret famlende byggestil eller over de mange nedrivninger og nybygninger, der er kommet til landet de seneste mange årtier.  

Især da han står i baggården til Køge Rådhus og kigger på en moderne tilbygning i glas og beton fra 70’erne, ryster han på hovedet. Køge Kommune blev i forbindelse med kommunalreformen i 1970 større, og derfor skulle det 400 år gamle rådhus udvides. En arkitektkonkurrence blev udskrevet til en tilbygning, og som en begejstret anmelder skrev, gik arkitektgruppen ”uimponeret til værks” og placerede de nye bygninger i ”en brutalistisk betonstil” langs et af de gamle stræder mellem byens hovedgade ved Torvet og Køge Havn. Jep Loft mener selv, at han har en veludviklet sans for humor, men dét byggeri kan han ikke se det sjove i.

”Den arkitekt, der har lavet det, har haft hovedet i køleskabet,” siger han, rynker panden og fortsætter: ”Og alle har klappet i hænderne. Undtagen de mange fortvivlede Køge-borgere, som er blevet afvist med et ’Slap af, det her er fremtiden’. Men det er jo dødtrist i virkeligheden. Man kunne have skabt et fantastisk byrum her, men nej, for hvad forstår bønder sig på agurkesalat?”

Den nye Stationspladsen er det første, der møder rejsende, der står af toget i Køge. Pladsen er udstyret med Køges egen version af Den Spanske Trappe i Rom og er tænkt som et ’mødested, hvor den nye og gamle bydel mødes’. På en almindelig hverdag er der dog ikke meget dolce vita over pladsen. Foto: Christian Martinez

ARKITEKTUROPRØRET BEGYNDTE i Sverige, et land, hvis moderne byplanlægning i høj grad er præget af mangel på stemning. Siden har budskabet om at skabe mere attraktive bymiljøer spredt sig til Norge og til Danmark, hvor bevægelsen er vokset støt og nu har knap 8.000 medlemmer. 

Som i vores nabolande vil foreningen i Danmark optrappe kampen for at bevare de gamle bykerner og få arkitekter til at tegne bygninger, som passer ind i omgivelserne. Øverst på dagsordenen er også at få politikere – og dermed bygherrer og entreprenører – til at tænke længere end det næste prestigebyggeri. 

”Arkitektur er fint og akademisk, men det interesserer måske i virkeligheden ikke almindelige mennesker. Det, der interesserer dem, er snarere gode byrum og miljøer. Det er tryghed og menneskelige dimensioner, at man føler sig godt tilpas og har lyst til at bo eller færdes der,” siger Jep Loft, der for at understrege sin pointe sammenligner det gamle Gråbrødre Torv midt i København med Brøndby.

”Der er ikke noget i vejen med Brøndby, men det er jo ikke der, man tager hen. Hvorfor mon?” spørger formanden, der ikke kan forstå, at der bygges så meget, men samtidig så lidt af blivende værdi. Efter i årtier at have talt for døve øren vejrer formanden nu morgenluft. Han ser Arkitekturoprørets stigende medlemstal som udtryk for et holdningsskift, ikke bare i den brede befolkning, men også hos fagfolk.

”Selv arkitekter giver os ret,” siger han. ”De fortæller mig, at de kun blev undervist i modernisme på Arkitektskolen. Folk blev hånet, hvis de ville bygge i mere klassisk stil. De har været bange for hinanden, der har været en angst for at blive kaldt bagstræberisk. Arkitekterne har længe befundet sig i et ekkokammer uden kontakt med eller interesse for almindelige menneskers mening.”  

Der har været torvehandel på Køge Torv igennem 700 år. I 1997 blev torvet totalt renoveret med omlægning af alle brosten, og Køge modtog Byplanprisen for sin konsekvente bypolitik. Bygningen t.h., der nu huser Sydbank, har borgmesteren kaldt ’Torvets øjebæ’. Foto: Christian Martinez

MENS CORONAKRISEN det sidste års tid har lagt store dele af samfundet ned, er det kun gået op for boligmarkedet – og boligsalget har sat rekord. Boligbyggeri har været motoren i byggebranchen siden 2013, viser en analyse fra Dansk Byggeri, der spår, at investeringer i boligbyggeri alene i år vil stige med over fem procent. 

Man skal faktisk helt tilbage til slutningen af 1800-tallet, til dengang større byer som København og Aarhus og Aalborg fik vokseværk, for at finde en tilsvarende byggeiver i Danmark. Dengang var der en del spekulationsbyggeri med ejendomme, der blev bygget i billige materialer, og dengang var der, ligesom nu, ikke altid en arkitekt involveret i byggeriet, eftersom en del blev lavet af bygmesteren selv.

Ifølge direktør i Arkitektforeningen Lars Autrup er den store forskel dog, at byggerier i gamle dage blev opført af bygmestre, der selv ønskede at bruge ejendommen eller så en forretning i at gøre byggeriet attraktivt, så de kunne leje det ud. Modsat i dag, hvor meget bygges af investorer, som bare skal have skudt et byggeprojekt af hurtigst muligt.  

”Det langsigtede er gået ud af boligbyggeriet,” siger Lars Autrup, der peger på en anden god grund til det fantasiforladte byggeri, eller ’fladtagede bokse’, som han kalder det, der skyder op overalt i landet.

”Arkitekten får mindre for at tegne boligen, end ejendomsmægleren får for at sælge den. Der er meget lidt arkitektinvolvering i boligbyggeri i dag, medmindre der er en bygherre, der efterlyser kvalitet. Jeg begræder virkelig, at vi i faget er endt med at blive sådan nogle, der kun laver skitser, der skal overbevise kommunen. Når det kommer til det, som i arkitektsprog hedder ’kniv og gaffel’, så sender man arkitekten hjem,” siger han. 

Den model sparer bygherren for en masse penge, og den læner sig op ad en forretningsmodel, der har fået taget i Danmark: projektbyggeri, altså boliger, som endnu ikke er bygget, men projekteret og udbudt til salg med visualiseringer, der lover guld og grønne skove. Ifølge Lars Autrup er det bekymrende ved projektsalg, at folk ikke altid ved, hvad de køber. 

”Man ser måske en prøvelejlighed, som vender mod syd med en stor altan, men det, man får, er en stuelejlighed, der vender mod nord ud mod en trafikeret vej. Jeg drømmer om en kvalitetsbevidst forbruger, som har redskaberne til at dechifrere det, de køber. Jeg synes, det er bondefangeri, når jeg ser annoncer for projektsalg. Folk bliver snydt,” siger han. 

Det handler ikke kun om boligen, men om de mellemrum, der findes mellem husene. De gårdrum, som ikke findes længere i det færdige byggeri; den måde, man kommer ned på gaden på; overgangen fra det private til det offentlige rum, mener Lars Autrup:  

”Der er ingen kærlighed i det, og det er trist. De overgangszoner er helt afgørende for vores livskvalitet.” 

Til venstre den gamle købmandsgård i Køge fra 1600-tallet og til højre tilbygningen til rådhuset i glas og beton fra 70’erne. Foto: Christian Martinez

”DET SI’R BOOM-BOOM”

Der blev bygget rekordmange boliger i 2020, og den store aktivitet på boligmarkedet ventes at fortsætte. Byggeriet er Danmarks fjerdestørste branche med en årlig omsætning på over 200 milliarder kroner. Branchen beskæftiger en kvart million mennesker, og bygninger udgør cirka 70 procent af vores nationalformue. Normalt er byggeri konjunkturfølsomt, hvor aktiviteten går hånd i hånd med den økonomiske udvikling, men ifølge en ny rapport fra Dansk Industri er investeringer i byggeriet blot steget under coronakrisen. Tallene har desuden været opadgående de sidste 15 år. Mens årsniveauet i 2005 var lidt over 150 milliarder kroner, forventes det i år at lande et godt stykke over 250 milliarder kroner. I 2020 steg bygge- og anlægsinvesteringer med 7,6 procent i forhold til året før. Ifølge rapporten vil 2021 især blive præget af høj aktivitet på renoveringsområdet.

I KØGE går Jep Loft ned ad Nørregade, hvor man ud over cafeer og detailforretninger finder Køge Museum i en fredet købmandsgård fra 1600-tallet, der med sin røde facade og bindingsværk er som snydt ud af en tv-julekalender. 

”Sådan en gade er da hyggelig, ikke?” siger han om gaden, der fører ned til Torvet. 

”Det er det, jeg forsøger at overbevise lokalpolitikere om, for de forstår det ikke altid. De vil have skoler, plejehjem og børnehaver. Dét kan de forstå, og det er der stemmer i. Men bymiljø? Det er der sjældent nogen, der taler om.” 

Og det er underligt, mener Jep Loft, der spår, at fremtidens kamp mellem kommunerne vil handle om, hvem der bedst appellerer til de ressourcestærke familier. Det er for dyrt at bo i København, og så er byer som Køge et fint alternativ, fordi der er et rart bymiljø. 

Så der er penge i hygge?

”Dét er der i den grad. Og i bymiljø og tryghed.” 

Et stenkast fra rådhuset er en anden arkitekt gået ”uimponeret til værks” og har efterladt sig et modernistisk byggeri, der skiller sig ud fra de andre huse på det største middelaldertorv i Danmark. Folk indtager kolde fadøl på den lokale beverding med udsigt til blomsterhandlere, en statue af Frederik VII og bygningen, hvor Sydbank i dag har filial. I Køge er den kendt som ’Torvets grimmeste bygning’ eller ’Torvets øjebæ’, som Køges borgmester kaldte den i en tale, da bygningen blev genåbnet efter en renovering.

”Det er jo ikke pænt, men bygningen hører til i Køges bybillede. Kom der nogen og søgte om tilladelse til at rive den ned, tror jeg faktisk, jeg ville sige nej. Den er udtryk for en tid, hvor man rigtig mange steder rev ned for at bygge nyt i stor stil. Det gjorde man ikke i Køge, og det er byens succes i dag. Bygningen er for mig et symbol på, at vi skal passe på Køge,” sagde borgmester Marie Stærke ifølge Dagbladet Køge i marts i år.  

Udsagnet er tankevækkende al den stund, at man med byudviklingsprojektet Køge Kyst et stenkast fra Torvet er ved at gøre netop det: rive ned for at bygge nyt i ”en bæredygtig og levende bydel mellem Køges gamle bydel og vandet”. 

Jep Loft væmmes, måske ikke overraskende, over Sydbank-bygningen på Torvet i Køge, og ja, han er med på, at bygningen er et eksempel på vor tids arkitektur, men det er ikke det samme, som at den skal ligge midt i et eksisterende byrum – og ødelægge det for mange, mener han. 

”Jeg siger bare: Byg det et andet sted. Sådan noget ødelægger et torv. Kan du forestille dig, hvis man havde lavet sådan noget på Piazza Navona i Rom,” spørger Jep Loft, der havde foretrukket, at man byggede i en stil, så bygningen passede bedre ind med de andre huse på Torvet. 

Kommer vi så ikke til at bo i en mindelund?

”Nej. Står du på ski? Så kender du de små alpebyer i Schweiz eller Østrig, hvor mange huse er bygget inden for de sidste 20 år. De er alle i alpestil med skrå tage og balkon. Hvis man byggede et moderne hus der, ville folk ikke gide bo i det. Folk tager ikke på skiferie for at bo i en betonkasse. Det er stedets ånd, man burde bygge i,” siger han.

Men er det ikke fake?

”Nej, ikke hvis det fungerer.”

I en afstemning i 2020 valgte et flertal af Arkitekturoprørets medlemmer at pege på Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens som det værste byggeri i landet. Foto: Morten Pape/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

ET AF DE steder, hvor det åbenbart ikke fungerer, er Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens. Sidste år blev den nye bydel kåret til ’landets værste nybyggeri’ af Arkitekturoprørets medlemmer. Det skulle have været et moderne byggeri, der spillede sammen med resten af byen, og som i visualiseringerne tog sig attraktivt ud, men ifølge skeptikerne endte som en asfaltjungle, der lukker sig om sig selv. En kritiker skrev i et læserbrev til lokalavisen: ”Der er masser af grønt på Lilli Gyldenkildes Torv, bliver man fortalt – bare gå op på taget. Det er da dejligt, men for alle os, som ikke bor på taget af Lilli Gyldenkildes Torv, vi kan så gå igennem en ’flot’ parkeringsplads med flotte KFC-, Netto- og Aldi-skilte sat på store, høje kasser med snævre veje igennem.”

Lilli Gyldenkildes Torv er et af eksemplerne på mislykket nybyggeri, der er med i et tv-program, som bliver vist på DR2 til efteråret. I ’Er der en arkitekt til stede?’ undersøger arkitekt og tv-vært Ane Cortzen en række byggerier i Danmark, der ud over byggeriet i Horsens tæller det nye Cabinn-hotel i København, den stjerneformede Navitas-bygning i Aarhus og kæmpesommerhuse i Asserbo, der på hver sin måde er landet et godt stykke fra de visualiseringer, som i sin tid blev godkendt i lokalplaner.

Selvom Ane Cortzen ikke er enig i Arkitekturoprørets syn på samfundets grundlæggende ’byggefejl’, er hun glad for, at nogen råber op og starter en debat.

”Det har længe irriteret mig, at folk kan hidse sig op over alt muligt, men at der ikke er nogen, som hidser sig op over, at vores byer og havne bliver plastret til med lortebyggerier. Det kan jeg ikke forstå. Derfor ser jeg på fejlslagne byggerier i programmet og på, hvorfor ingen siger noget undervejs,” siger Ane Cortzen.

Hun troede, at hun kunne finde et svar på, hvordan det kunne gå så galt, men det viste sig at være mere komplekst. Hvis hun alligevel skal pege på én fællesnævner, er det ikke overraskende penge.

Det er bygherren, der har hånden på kogepladen, og ifølge Ane Cortzen betyder det, at de arkitekttegnede detaljer ofte skrottes, når der skal spares. Det, som skulle have løftet byggeriet, forsvinder, og til sidst har man en funktionel bygning, som måske nok opfylder brandkravene, men ikke har de mere luftige egenskaber som transparens eller en fornemmelse for skala, så man synes, det er rart at opholde sig uden for selve boligen. 

Det hjælper heller ikke, at lokalpolitikere skal tage stilling til nye byggerier på basis af visualiseringer, som blot er en vision og meget langt fra det endelige resultat. 

”Jeg har efterlyst det i arkitekternes fagblad. Hvorfor siger de ikke fra? Problemet er, at det ikke er gratis for arkitekter at beklage sig. Jeg har talt med arkitekter, som siger, at de kan se det i deres regnskab, når de blander sig i debatten. Hvis bygherren synes, at man er for besværlig, så ryger man ud,” siger Ane Cortzen. 

Den Snoede Skorsten i Carlsberg Byen blev til, fordi Carl Jacobsen ville vise, at fabriksbyggeri kan være smukt. Den blev udstyret med gargoiler inspireret af Notre Dame-kirken i Paris. Det var i år 1900. I dag skyder nye byggerier op i bydelen, for eksempel Bohrs Tårn, som i 2019 blev nomineret til Københavns grimmeste byggeri af Berlingskes læsere. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

VEJEN TIL HELVEDE er brolagt med fejlslagne lokalplaner. Det nye Cabinn Copenhagen på Kalvebod Brygge i København åbnede i 2019 og er med sine over 1.200 værelser ikke kun Nordens største hotel, det er måske også det grimmeste. Berlingskes arkitekturanmelder undrede sig over, om det mon var en afdeling af Vestre Fængsel, der var under opførelse midt i hovedstaden. 

”At det kan lade sig gøre, er helt vanvittigt. Det er et enormt dominerende byggeri midt inde i byen, og når man cykler forbi det, tænker man: ’Hvordan kan det her overhovedet ske?’” siger Ane Cortzen.

Det spørgsmål stiller de måske stadig sig selv i Københavns Borgerrepræsentation, selvom samtlige partier med undtagelse af De Konservative i 2017 vedtog lokalplanen for ’Kalvebod Brygge Vest II’. Den oprindelige masterplan var tegnet af Dorte Mandrup, der ifølge Dansk Arkitektur Center er kendt for en arkitektur, der respekterer stedernes og landskabets karakter og historiske betydning. Mandrups tidligere projekter tæller for eksempel Isfjordscentret i Grønland og Vadehavscentret i Ribe, hvor Mandrup ”lader omgivelserne inspirere og forme projekterne”. 

Men Mandrup trak sig fra projektet, og Nordens største hotel, lige ved indgangen til hovedstaden, blev opført uden arkitekt. 

”Cabinn er for mig et ulykkeligt eksempel på et fejlslagent byggeri, hvor der oprindelig var nogle fine tanker bag,” siger Ane Cortzen.

Hvad er løsningen? 

”Der skal ske noget fra Christiansborg. Man kan ikke bare lade det regulere på kommunalt niveau. Og så skal vi holde op med at trække på skuldrene, når en lokalplan ikke bliver overholdt. Det er til at blive vanvittig af. Intentionen er der ofte, men den bliver ikke fulgt til dørs.” 

Hvorfor? 

”Problemet med lokalplaner er, at de kun er juridisk bindende på ting, som man kan måle på – antallet af lejligheder og p-pladser og den slags. Mere uhåndgribelige begreber kan du ikke gøre juridisk bindende. Hvordan kan du måle, om noget er ’luftigt’ eller ’rart’? Der skal laves et redskab, som kan følge byggerierne til dørs, og det kræver politisk vilje. Den generelle holdning har jo været, at hvis nogen vil bygge, så var det fint, for byerne vil gerne vokse, og jo flere investorer, jo bedre. Der skal ske et fokusskifte.” 

Har vi som borgere overhovedet nogen indflydelse på, hvad der bygges?

”Ja, men det er forbløffende, så lidt folk bekymrer sig om det. Og det er underligt, for det angår os alle. Det er fint, at folk hidser sig op over, om der er lærker eller frøer på Amager Fælled, men der er også særlige kultur- og havnemiljøer, som er unikke for vores land, og som forsvinder. Dem passer vi ikke nok på.” 

Hvad vil man sige om nutidens byggeri om 50 år?

”Jeg frygter, at man vil se tilbage på det som en tid, hvor man byggede uden sans og samling. Uden bevidsthed om, hvad det er, man efterlader sig. Og at man vil ryste på hovedet over, at vi ikke var bedre til at passe på vores byer og de særlige kulturmiljøer, der nu bliver ryddet uden forståelse for, hvor svært det er at skabe.” 

Søndre Havn skal i fremtiden også danne rammen om kulturliv i Køge, blandt andet med kulturhuset Tapperiet, en dansescene, et udekøkken ’og en maritim legeplads’. Foto: Christian Martinez

”MAN KAN IKKE ødelægge vand,” siger Jep Loft og kigger ud på havnefronten ved Søndre Havn, en ny bydel, der skyder op mellem Køges gamle bymidte og vandet. Stedet ligger en kort spadseretur fra Torvet, langs åen og hen over togskinnerne, men føles alligevel som en helt anden by. 

Søndre Havn er en del af projektet Køge Kyst og udvikles i et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By & Byg. Ambitionen er at ”transformere et tidligere, delvist miljøbelastet havne- og byområde til en moderne, bæredygtig bydel”.

De første ni boligbyggerier var sidste år færdigbygget og beboet, to boligkarreer er under opførelse, og man har indgået aftaler med investorer om yderligere seks såkaldte byggefelter. 

Ifølge selskabet Køge Kyst P/S er Søndre Havn ved at udvikle sig til ”en sammenhængende bydel, hvor den arkitektoniske variation springer i øjnene”. 

Begrebet ’sammenhængende bydel’ er dog måske nok at tage munden lidt for fuld. Endnu, i alt fald. Der er steder at bo, og der er arkitektonisk variation, men der er også så western-agtigt prærie-tomt mellem husene, at man forventer at se en vindheks komme trillende. Og den eneste lyd, ud over pålandsvinden og mågerne, er snurrende byggekraner. 

Det er selvfølgelig unfair at konkludere noget ud fra et ufærdigt byggeri, men Køge Kyst minder – som så mange andre nybyggerier i Danmark – om det, som den franske antropolog Marc Augé kaldte ikke-steder.

I bogen ’Non-Places: Introduction to an Anthropology of Supermodernity’ beskriver han ikke-steder som lufthavne og indkøbscentre, der mest er indrettet som transitzoner. Det er ikke der, man flanerer. Ikke-steder er så historieløse, at det kan være svært at se, om man er i Aarhus eller Abu Dhabi. Det er også ensomme steder i mere end én forstand: Selvom mange mennesker bevæger sig igennem dem, så gør de det uden ejerskab eller tilhørsforhold til stedet. 

Sådan ser Arkitektforeningens direktør Lars Autrup ikke på det. Han mener, at Køge har godt greb om det og er lykkedes forbilledligt med at koble den gamle og nye by sammen. Sidste år overrakte Arkitektforeningen sin nystiftede ’Borgmesterpris’ til Køges borgmester Marie Stærke, da hun ifølge Arkitektforeningen har brugt arkitekturen som et centralt redskab i udviklingen af kommunen. Til indvendingen om, at der virker temmelig dødt derude, svarer han: 

”Jeg ved ikke, om du har prøvet at plante et træ, men det kræver tålmodighed. Det er ikke enormt effektfuldt til at starte med, og ens drøm ligger meget længere fremme. Byudvikling er en enormt langsom disciplin. Når vi holder af middelalderbyen, så er det jo, fordi den har haft tusind år til at blive det, den er.”

Velkommen til København. Danmarks største hotel, Cabinn, er noget af det første, man ser, når man ankommer til hovedstaden. Det enorme byggeri er opført uden brug af arkitekt. Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix

PÅ SØNDRE HAVN er der dog langt til middelalderlige fornemmelser eller blot til fornemmelsen af by. Jep Loft tager et vue hen over den klynge af arkitekttegnede ejendomme, der rejser sig over strandengen. 

”’Ih, hvor er det godt,’ siger alle. Nej, det er ej. Men det kunne have været fan-ta-stisk,” siger Jep Loft med tryk på hver stavelse. ”Det kunne have været et område, som alle tog ud for at opleve. Det er det ikke. Det er gode boliger og ikke andet. Folk gider jo ikke sidde herude. De vil hellere ind på den gågade, vi lige kom fra,” siger han. 

Han ærgrer sig mest af alt over, at man bare har pløjet den gamle å-havn ned, der nok bestod af skure og industribygninger, men som trods alt var enestående i Danmark. ”Hvorfor?” spørger han og svarer selv: ”Fordi de ikke leverede boliger.”

Et af de få gamle huse, som har fået lov at blive stående i det gamle havneområde, er en lav industribygning, der i dag fungerer som spillested og kulturhus. Tapperiet, som det hedder, har fået en overhaling, så det ikke er til at kende igen. Bygningens tag har fået en grøn belægning af græs, der virker lydisolerende, når der spilles musik, og giver pladsen en nærmest nordatlantisk stemning af færøsk tørvehytte. Det preller alt sammen af på Jep Loft. 

”Det er helt tydeligt, at man har fået nogle pluspoint på klimasiden. Det er min frygt, at nu bliver alting klistret til med planter, og så klapper folk i hænderne. Det er altså ikke løsningen på at skabe en by,” siger han.  

MEN HVAD GØR man så? Digteren Søren Ulrik Thomsen har et bud i sin digtsamling ’Om storby’ fra 2018, hvori han skriver: ”Hvad der får mig til at føle et håb, både for denne verden og for den kommende, er at spadsere ned ad en festligt støjende storbygade.”

Søren Ulrik Thomsen debuterede med digtsamlingen ’City slang’ for 40 år siden, og byen og storbyen som begreb har lige siden været en rød tråd i forfatterskabet.  

Hvad undrer dig mest, når du ser det nybyggeri, som skyder op overalt i Danmark? 

”Jeg har ikke kørekort til bil, og derfor rejser jeg rigtig meget med tog, når jeg skal rundt i landet. Og her undrer det mig, at man for eksempel i Køge har gentaget det triste fænomen, som man også ser, når man ankommer med tog til Herning, nemlig at byggeriet rejser sig som en ubrudt mur mellem jernbanen og byen, så man slet ikke kan se eller bliver inviteret indenfor fra jernbanesiden. Skal man videre fra Køge og sydpå mod Stevns, får man ikke så meget som et glimt af den smukke gamle middelalderby Køge, og i Herning må man ligefrem gå over en lang fodgængerbro for at nærme sig byen.”  

I efterkrigstidens Danmark var meget arkitektur nærmest ideologisk funderet, og velfærdsstatens institutioner blev tegnet af stjerner som Arne Jacobsen. Hvad driver vores arkitektur i dag? 

”Selvom mit hjerte banker stærkest for de centrale bydele, holder jeg også meget af forstæderne og kan blive næsten bevæget, når jeg står for eksempel i Hvidovre og ser, hvor smukt tænkt og udført det hele er: gode boliger med bad og altan, bibliotek, svømmehal, skoler og lægehus – hele velfærdstankegangen, der så at sige materialiserer sig i røde mursten for øjnene af én. Havde du spurgt mig for 25 år siden, havde jeg nok opfattet forstæderne som trivielle, men hen over den tidsafstand, som er til undfangelsen af velfærdssamfundet, bliver dets værdifuldhed meget tydelig. Både i hele tankegangen og i den håndværksmæssige kvalitet i byggerierne. Til gengæld er jeg flov og chokeret over, hvor tarvelige byggerier den tilrejsende mødes med ved indkørslen til København. Utroligt, at så rigt et samfund ikke har råd og lyst til at give et kvalificeret arkitektonisk bud på sin egen tid, for næsten ligegyldigt hvad man sammenligner nutiden med, er fortidens byggerier altså bedre. Og det uanset om vi taler 1880’ernes stukudsmykkede brokvarterer eller den smukke funkis fra 1930’erne.”

Har du eksempler på vellykket nybyggeri?

”Det bedste, som er sket i København i lange tider, er Axel Towers på Axeltorv, som fra alle vinkler og afstande er umådeligt smukke og spændende at se på. Og så har Axel Towers gjort noget godt for hele nærområdet: Jernbanegade er blevet en rigtig gade, og på grund af forskellene fremstår SAS-hotellet endnu mere luftigt svævende, mens Cirkusbygningen og portalen til Tivoli virker som herligt legetøj, hvad de jo også er. Selv Poul Gernes’ udsmykning af Palads er jeg blevet glad for, for i hele den sammenhæng, som nu er opstået, er den et sjovt stykke lakridskonfekt, der er lige så uundværligt som Mogens Møllers fornemme Zodiac-amforaer på torvet. Og så kan jeg godt lide, at man i Nordhavn har bygget med smalle gaderum, som efter min mening giver kvarteret den kompakthed, der hører hjemme i en storby. Alt for mange steder har man importeret forstadsskalaen med lys og luft og grønt mellem husene, hvad der kan være meget smukt og rigtigt i forstæderne, men udtynder de centrale bydele på en helt forkert måde. Hvad jeg derimod ikke kan lide, hverken i Nordhavn eller i nogle af de andre nye kvarterer, er, at man skal være så uforskammet velhavende for at kunne bo der. Det er absolut også med til at nedsætte fornemmelsen af København som en rigtig storby – der jo ikke mindst er karakteriseret som et sted, hvor alle socialgrupper mødes – at den er blevet et gated community for den højere middelklasse.” 

Københavns Nordhavn er ifølge storbydigter Søren Ulrik Thomsen et eksempel på vellykket nybyggeri, selvom han beklager prisniveauet. Han hæfter sig især ved de kompakte gaderum. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

SPØRGSMÅLET OM, HVORDAN man bedst skaber – og bevarer – en by, er langtfra nyt. Allerede i 1961 stillede den amerikanske arkitekturkritiker Jane Jacobs det i bogen ’The Death and Life of Great American Cities’, hvor hun leverede en bredside til politikere, byplanlæggere og arkitekter, der i Jacobs’ øjne var i gang med at tage livet af de amerikanske byer med deres byfornyelsesprojekter. 

Bogen, der af New York Times er blevet kaldt ”det mest indflydelsesrige værk om byplanlægning i det 20.  århundrede”, beskriver ikke mindst farerne ved for lidt mangfoldighed, og hvordan ’byudvikling’ i de forkerte hænder kan ødelægge en bys vitalitet og indbyggernes lyst til at bruge den. 

Ifølge Jacobs tog man slet ikke højde for de små ting, som er vigtige sociale brikker i enhver velfungerende bydel: daglige omdrejningspunkter som den lokale købmandsbutik, brede fortove, der indbyder til gåture; trappesten, hvor naboerne kunne hænge ud; møntvaskeriet henne om hjørnet. Alt det, som blev muget ud, når byplanlæggerne rykkede ind, og erstattet af tomme rum, som ingen rigtig brugte. 

”Det mindste, vi kan gøre,” skrev hun, ”er at respektere, i den dybeste forstand, de enklaver af kaos, som har deres helt egen forunderlige visdom.”    

Den forunderlige visdom er også blevet kaldt the wisdom of crowds, og den dækker over de vaner og skikke, som indbyggerne i enhver by udvikler, når bare de får lov at passe sig selv. 

Byplanlæggere og arkitekter havde ifølge Jacobs ladet sig guide af æstetiske hensyn og favoriseret rene linjer, geometriske former og store boulevarder, som tog sig smukkest ud fra oven. 

Men livet leves og skabes forneden. I USA, i Køge og i resten af verden.