DE FLESTE UDDANNELSER handler om at kigge ned i en bog, men ikke når det gælder en bachelor i musical. Her skal man kigge op, mens man danser og synger.
Musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole er på lige fod med statskundskab, sygeplejerske og softwareteknologi et fuldtidsstudie med de obligatoriske 180 ECTS-point and all that jazz. En af dem, der træner og øver sig benhårdt i de tre hovedfag dans, sang og skuespil, er 23-årige Mira Balloli.
”Jeg har altid sunget,” siger hun på en kaffebar i Københavns Nordvestkvarter og ligner en ung Audrey Hepburn i en version 2023 i casual jeans og en blank, mørk page, mens pladespilleren sender jazzede toner ud i den dovne søndagsluft.
Mira Balloli kom ind med toget fra Fredericia i aftes. Hun skal lægge stemme til en tegnefilmsfigur i et studie lige i nærheden lidt senere. En nebengesjæft ved siden af studiet.
”Brrrrrrr,” siger Mira Balloli så og sætter sine læber til at vibrere med en rytmisk kontrolleret bevægelse, da hun skal demonstrere de stemmeopvarmningsøvelser, som hun ifølge sin mor lå og lavede nede i barnevognen.
”Hende der, hun bliver operasanger,” havde moren spået, og hendes profeti har indtil videre ikke slået helt fejl. Mira Balloli har godt nok ikke optrådt med opera, til gengæld har hun haft roller i store teaterforestillinger og lagt stemme til hovedrollen i Disneys biograffilm ’Encanto’. Og så knokler hun sig hen imod at dimittere som bachelor i musical i 2023 sammen med syv andre på sin årgang på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia.
Stangskole er en fast del af skemaet. Mira Balloli (i midten) til balletundervisning med sine medstuderende.
Hun drikker latte med havremælk og fortæller indlevende, at det også var i den tidlige barndom, hun arrangerede sin første forestilling. I en stor dobbeltstue hjemme på Nørrebro klædte Mira sig som femårig ud og satte Carl Nielsens ’Tågen letter’ på spilleren og lavede danseopvisning til de klassiske fløjtetoner.
”Min mor var kidnappet til at kigge på,” siger hun og erkender, at hun nok mest bare hoppede lidt rundt. Men inde i hendes hoved blev der fortalt en klar og tydelig historie gennem dansen og musikken.
”Jeg har haft en meget livlig fantasi. Det har sikkert set helt anderledes ud fra den anden side, men det har set rigtig godt ud fra mit perspektiv,” siger hun, mens hun skærer skiver i luften og griner, så øjnene klemmer sig sammen til skrå mandler. Hun snakker med hele kroppen og bruger fagter, der understøtter de sproglige pointer.
Som syvårig optrådte Mira Balloli for første gang i Hellig Kors Kirke på Nørrebro foran et publikum, der talte andre end hendes mor. Sammen med resten af et børnekor skulle hun give en Disney-koncert i kirken. Korlederen havde opfordret børnene til at klæde sig ud, og på koncertdagen kom Mira i fuld Minnie Mouse-mundering. Som den eneste.
”Jeg skrålede med på alle Disney-sangene. Og dér tror jeg ligesom, min mor og min papfar fandt ud af, at jeg skulle lave teater. Jeg var all in. Der var bare fuldt kadaver på!”
Efter den oplevelse tog det fart. Mormoren så en annonce i avisen om, at man ledte efter skuespillere til forestillingen ’Mary Poppins’ på Det Ny Teater. Mira tog til audition og fik rollen som den lille Jane Banks, og teatret tog hende med storm.
I FOLKESKOLEN VALGTE Mira Balloli altid sit eget tøj. Hun gik i benvarmere, dyreprint og voldsomme farver. Og teatret var hendes store lidenskab hele vejen igennem. Da klassekammeraterne helt naturligt begyndte at interessere sig for drenge, skiftede hun i 7. klasse til Sankt Annæ i København, hvor de havde kor tre gange om ugen, og mange af eleverne spillede på instrumenter.
”Vi lavede alle mulige mærkelige ting – dåseskjul i 8.-9. klasse – og nogen har nok tænkt: ’Hvad fanden laver I?’ Men vi havde det bare virkelig godt med det. Det var meget befriende,” siger hun. ”Folk gik rundt og trommede på gangene. Enten er man til det, eller også er man ikke. Men jeg var til det, haha. Det var lidt ligesom at være med i ’Glee’ (amerikansk ungdomsmusical-serie, red.), bare i en sober version.”
Efternavnet Balloli er som skabt til at stråle på en lysende teater-markise, men først skulle en flyvsk drøm om at blive pilot afprøves.
”Den verden giver mig sommerfugle i maven. At lande og lette. Det er megasmukt. Og den frihed. At kunne være oppe i luften,” siger Mira Balloli, der fik testet drømmen af et sted over Borup med Copenhagen AirTaxi. Men efter prøvetimen kunne hun mærke, at hun ikke skulle flyve hver dag resten af livet.
”Det er meget godt lige at få de der adrenalinkick og mærke, at man lever. Det får man jo også til auditions, og når man står på en scene. Okay, nu gælder det!” siger hun, mens guldmåner og stjerner danser fra hendes øreflipper. Det er, som om hun bliver holdt oppe af en snor, mens hun sidder ergonomisk korrekt som en knejsende Hollywood-stjerne modsat mange andre på hendes alder, der ofte ligner en al dente-nudel ved et bord. Med en stemme, der er støvsuget for øh’er og tænkepauser, fortæller Mira Balloli, at hun senere kom til at tænke teaterdrømmene ind i uddannelsesbanen: Hun ville gerne søge ind på musicaluddannelsen i Fredericia.
Alle kan søge, men man skal igennem omfattende prøver i dans, sang og monolog for at blive en af de otte om året, der får lov til at gå på musicallinjen. Mira Balloli kom ikke ind i første hug som 19-årig. Derfor gik hun knokle-amok i et år på Savery Academy på Christianshavn og på Central Musical Theatre School på Vesterbro, der begge er forberedende skoler for dans, sang og optræden.
”Hold kæft, jeg var dedikeret det år. Jeg kunne bare mærke: ’Det er det her, jeg skal. I slipper ikke for mig.’ Det var, som om det afslag også gjorde, at det blev mere betydningsfuldt for mig at komme ind,” siger hun og forklarer, at det også er sundt tidligt at vænne sig til at få afslag, fordi det er en stor del af gamet i teaterverdenen.
På musical-uddannelsen synger de en masse i kor.
Mira Balloli skråler med som nummer to fra højre.
MUSICALGENREN BLEV FØDT på Broadway i New York i begyndelsen af 1900-tallet. Det er en teaterform, hvor talt dialog veksler med sang og dans gennem hele forestillingen. Tager man den store fordoms-hat på, er det let at forestille sig, at en flok musical-aspiranter samlet på en uddannelse er en happy go lucky-forsamling, der bryder ud i sang, hvis de skal på toilettet eller genfortælle dagens menu i kantinen.
Mira Balloli griner, da hun får billedet forelagt, og udbryder: ”Nej, sådan er det ikke. Det er faktisk ret normale unge mennesker. Men det er jo klart, at nogle gange synger man et eller andet – også for at gøre lidt grin med det,” siger hun og slår over i en både ren og ironisk sangstemme: ”Uuuh, nu går jeg på toiletteeet.”
”Det er altid med en form for satirisk undertone og en virkelig ironisk distance,” fortsætter hun med almindelig stemme. ”Det er overdrevet og lige med et lille riff,” siger hun og lægger sit ansigt i dybtfølte popstjernefolder. I det hele taget rummer hun et væld af ansigtsudtryk, der kan illustrere et helt følelseskartotek.
I Fredericia bor musical-eleverne tæt på hinanden. De spiser aftensmad sammen, øver sammen og har i det hele taget skabt deres eget lille campusmiljø. Sammen lærer de alt fra balletteknikker til belcanto, en italiensk teknik for ’smuk sang’. For Mira Balloli, der er født og opvokset på Nørrebro i København, var det lige dele hyggeligt og vildt at flytte til Fredericia. Der er ikke noget, der forstyrrer.
”Det var vildt at mærke, hvor meget larm jeg var vant til fra København,” siger hun. ”Der er rigtig roligt i Fredericia. Og der er dyr. Så er der lige pludselig en hjort, der løber ned ad ens gade. Eller man ser en lækat og et pindsvin på gaden!”
Mira Balloli har haft mange store roller, selvom hun er under musicaluddannelse. Blandt andet spillede hun Annie i forestillingen af samme navn på Det Ny Teater.
De tre årgange på bacheloruddannelsen tæller 24 elever, og hvert år laver de sammen en såkaldt showcase, en forestilling, som eleverne står for. Førsteårseleverne agerer produktionshold, andetårseleverne er ensemble, mens tredjeårseleverne har de bærende roller. På sit første år var Mira Balloli scenetekniker og rekvisitør.
”Det er vigtigt at have respekt for, hvad produktionen laver, så det ikke bliver sådan noget: ’Hvorfor er min rekvisit ikke klar!?’ Man bliver taget med hele vejen rundt, og det er så givende,” siger Mira Balloli, der drømmer om at udforske alle afkroge af sit fag, men mest af alt om at revolutionere musicalgenren i Danmark.
”Jeg føler ikke helt, at musical er en etableret genre i Danmark. På mange måder copy-paster man fra Broadway. Vi sætter de samme forestillinger op,” siger Mira Balloli og nævner ’Grease’ som en gammel traver, man ofte vender tilbage til. Hun mener, at musicalgenren her til lands lider lidt af et blakket og karikeret ry. I stedet for at kopiere newyorker-kulturen drømmer den unge musical-aspirant om at lave forestillinger, der repræsenterer den danske ungdomskultur, så en ung gymnasiepige i for eksempel Herlev også kan relatere til dem.
”Og få skrevet noget musik, der passer til. Det tror jeg ville batte!”
