Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MEKKI NADRI
30 år, Jelling Station

Jeg er på vej til Vejle til et møde på Café Himmelblå, som er et tilbud til tidligere misbrugere. Det er et stille og roligt sted. Der er flinke mennesker. Jeg har boet nogle år på OK-Fondens bosted her i Jelling, efter jeg blev diagnosticeret med GUA, en underdiagnose på autismeområdet, og noget skizofreni. 

Jeg har gennem årene kæmpet med afhængighed og ludomani, og der er mange ting, jeg gerne ville have gjort anderledes. Men jeg føler også, at jeg ofte blev misforstået og umyndiggjort, indtil jeg fik en ny lægelig vurdering.

Nu har jeg det så godt, at jeg flytter tilbage til Hillerød i Nordsjælland, hvor jeg kommer fra. Jeg tror, det er vigtigt at se fremad og ikke hænge fast i fortiden. Og jeg glæder mig til at komme hjem.

__________________________________

BENEDIKTE ULRICH
21 år, studerende, Vejle Station

Jeg er på vej for at besøge en veninde, der studerer jura i Esbjerg. Der er en masse gratis koncerter på havnen i de her dage. I dag skal vi høre Scarlet Pleasure, i morgen er det Hjalmer, tror jeg.

Jeg er oprindelig fra Vejle, men er vokset op i Svendborg. De seneste to år har jeg arbejdet på Anarkist i Odense, en ølbar og mikrobryggeri, der ligger i det gamle Albani-bryggeri, hvor jeg har skænket øl og arrangeret ølsmagninger. Jeg synes, det er en fed branche, og jeg kan godt lide at have med mennesker at gøre.

I september flytter jeg til København, hvor jeg skal læse tv- og medietilrettelæggelse. Jeg har altid kunnet lide at fotografere, filme og redigere. Jeg skal bo i Valby sammen med en tidligere roomie fra Vallekilde Højskole. Det var et nåleøje af optagelsesprøver at komme ind på uddannelsen, og jeg har været lidt stresset over at skulle flytte til København. Men nu er jeg begyndt at glæde mig.

__________________________________

KIRSTINE UHRBRAND
42 år, leder, Fredericia Station

Sidste år begyndte jeg som leder og booker for Tøjhuset og Eksercerhuset her i Fredericia. Det er et travlt job, vi har omkring 250 arrangementer om året. Det spænder fra hardcore festival og en meget avantgardistisk impro camp til brede koncerter for op til 1.000 gæster. Vi indleder efteråret i Eksercerhuset med Malk de Koijn, senere kommer blandt andet DJ Aligator og Allan Olsen.

Jeg bor med min mand og vores to børn i Middelfart, hvor han kommer fra. Den første tid efter jeg fik jobbet i Fredericia, kørte jeg på arbejde på elcykel, det tog 35 minutter. Det er virkelig en oplevelse at cykle over Lillebæltsbroen. Ikke mindst når det blæser. Der er virkelig langt ned. 

Nu er jeg begyndt at tage toget. Det tager syv minutter. Det betyder alverden, at Middelfart er så connected. Med toget er det ikke meget mere kompliceret at komme rundt i Trekantområdet, end det er at rejse rundt med metro i København. Jeg elsker toget.

Og jakken? Den har jeg selv syet.

Tags: ,

SE MERE